Morakkere og skovtur

Følger man sæsonen politisk, ser det nu ud til, at det kendte S-SF-defensorat for efterlønnen er trappet et trin op. Ikke alene skal vi fortsat allokere en pæn del af samfundskagen til, at i øvrigt raske og rørige mennesker kan holde fri og spille golf eller banko på fuld tid; nu skal det betales ved, at alle andre arbejder én time mere om ugen. For dem, der som klummisten ynder at lancere sig selv som morakkere, er en 38 timers arbejdsuge næppe nogen trussel, men det er da spøjst, at de, der i forvejen må formodes at have bedst tid, skal fredes, mens de tidspressede får én på torsken. Naturligvis kan ingen ved deres fulde fem ønske, at de reelt nedslidte ikke sikres en anstændig og tidlig pension, men glaner man ud over efterlønslandskabet, synes det ikke at være det primære hensyn.

Mindre fritid og at arbejde sig ud af krisen lyder gammelklogt og fornuftigt på linje med hænderne over dynen, men langt fra særlig morsomt, og konsekvensen bliver naturligvis, at man må finde veje til at opkvalificere den smule fritid, der så er tilbage. Sæsonens vejrteoretiske mulighed for skovture et rigtig godt bud. Her kan man nemlig kombinere vin og mad med fornøjeligt samvær med både børn og voksne og måske risikere, at der faktisk bliver talt sammen.

Den hvide og roséen

Skovture var engang mest noget med kolde bajere, men vinøse alternativer er så smårt på vej, og da sæsonen byder på utallige fornuftige tilbud, er der ingen grund til at holde sig tilbage. Blandt hvidvinene stikker Castillo de Jumilla 2009 ud. Til prisen er den forårets hidtil bedste hvidvinstilbud. Morgues de Gres 2009 har aner ikke langt fra Nimes i Frankrig, men også med dansk madkurv kan man glæde sig over en kombination af et blødt førsteindtryk fulgt op af markant, men interessant syre, og en lang og fin eftersmag, der fint kan nydes med tæppe under bagen og myrer på vej mod madkas- sen. Skulle man have hang til det klassiske og lyst til lidt finere vinøs namedropping er Philipsons La Pierrellée Chablis altid et oplagt. Også i 2008-udgaven er kendetegnene en markant syre og en velkendt flintsmag, og vinen befinder sig samtidig i den meget rimelige end af Chablisprisskalaen.

Ingen skovtur uden rosé, men det er sjældent nemt at ramme noget, der både kan betales og udløser små suk af velvære. Der er meget rosépjask på hylderne på denne tid af året, men argentinske Alamos Malbec Rosé 2009 er en rar undtagelse. Den har fylde i mundhulen, en rigtig god eftersmag og en fin bouquet og langt mere substans end de roséer, der får især mænd til at snerre saftevand.

Skal, skal ikke …

Når osten pakkes ud, kommer et af de store dilemmaer: Skal man vove pelsen og drikke rødvin i det fri? Gør man det, er det er næsten sikkert, at behovet for en middagslur vil melde sig. Et enkelt glas går nok, og selv om Merlot ikke hører til klummistens favoritdruer, er chilenske Errazuriz 2009-udgave ikke dårlig. Let afkølet er den en mild og behagelig ledsager til de fleste oste i det fri, og der er fin sammenhæng mellem pris og kvalitet.

Skovturens sidste vin kan nydes, mens trætte børn falder omkuld derhjemme, og rester og det hjembragte affald pakkes ud. La Comtadine 2004 er en vellagret Rhône-vin, der frembragt på gamle stokke byder på en langt mere afrundet vinoplevelse end det, der normalt kendetegner Rhône-vine til den pris. Den skal nok drikkes i år, men er man Rhône-fan, er den værd at prøve. Den er dog afgjort mest egnet til indtag derhjemme. Måske man imens kunne filosofere over, om man en dag får lov til at slutte sig til det arbejdsfri folk og om hvorvidt man skal bruge tiden på golf eller banko.