Sjældent har en tilkendegivelse fra provinsdommere givet anledning til polemik, som da retsformand Anni Brix Olesen fra retten i Svendborg den 7. maj 2010 kom med en foreløbig tilkendegivelse i koldkrigsopgøret mellem journalist Jørgen Dragsdahl og professor Bent Jensen. Det tog ekstra fart, da Søren Krarup redegjorde for sine antagelser om retsformandens forudindtagethed.
Når højrefløjen, som giver fanden i, om den fremstår som dårlige tabere, gør sådant et nummer ud af en foreløbig dommertilkendegivelse, må den være en nærmere gennemgang værd, mens man venter på byrettens endelige dom. Den afsiges den 2. juli kl. 13, men Jensen har allerede bebudet, at dommen bliver anket.
Argumentation i ruiner
Ifølge dommerne er det strafbart og æreskrænkende at udskrige andre som agenter for den sovjetiske efterretningstjeneste, hvis man ikke kan føre sandhedsbevis for anklagen. Når det sker i en landsdækkende avis, gælder der ingen særlig forskningsmæssig ytringsfrihed.
Det kan lyde banalt, men det er ikke desto mindre grundlaget for Svendborg- tilkendegivelsen. Kort fortalt mener dommerne, at det er fornærmeligt og nedsættende for ens offentlige omdømme, hvis man anklages for landsskadelig virksomhed til fordel for USSR. Det var det, Bent Jensen efter dommernes vurdering gjorde i en stor opsat artikel i Jyllands-Posten i januar 2007. Den modsatte påstand - >at det ikke er nedsættende at blive sigtet for at udøve landsskadelig virksomhed - var grundlaget for Jensens og advokat Ole Ravnsbos argumentation under retssagen. Som forsker var Jensen interesseret i den sandhed, der kunne afdækkes via nye dokumenter fra PET-arkiverne. Ifølge hans opfattelse var den tidligere DIIS-redegørelse - hvis forfattere også havde adgang til PET-arkivet - »tilslørende« og »vildledende«, når den beskrev Dragsdahls rolle. En lignende vildledning har også PET-Kommissionen gjort sig skyldig i, har Jensen i marts kritiseret med et 24 sider langt notat på koldkrigscentrets hjemmeside. Der er altså - alt efter synspunkt - en vis tradition for ‘dolkestødslegende’ i koldkrigsopgøret, som Søren Krarup har holdt i hævd med sit udfald mod dommerne i Svendborg.
De mulige strafferetslige/politiske konsekvenser af Dragsdahls skriverier og kontakter til personer på den sovjetiske ambassade tilbage i 1980’erne - >altså hvorfor den daværende Informationsjournalist ikke blev sigtet af myndighederne for agentvirksomhed, hvis han var agent - har derimod været uvedkommende for Jensen. Han er historieforsker og ikke jurist, som han har udtrykt det. Efter Svendborg ligger denne argumentation foreløbig i ruiner.
Som bekendt fandt de tre dommere ikke, at Jensen havde godtgjort sine agent-anklager, lige som der heller ikke var ført bevis for, at Dragsdahl med sine artikler i Information om øst-vest forholdet udbredte disinformation. At ordet ‘agent’ findes i PET-dokumenter i forbindelse med Dragsdahl, medfører ikke ifølge dommerne, at Jensen straffrit i dag kan anklage Dragsdahl for at have været agent, når han ikke har yderligere bevis.
Jensen har omvendt påvist, at ordet agent bruges om Dragsdahl i adskillige PET-dokumenter, som DIIS-redegørelsen og PET-Kommissionen har set bort fra. Dommerne, der har set PET-papirerne på lukkede retsmøder, når til den konklusion, at Jensens citater »er brudstykker af de oprindelige dokumenter.« Når enkelte medarbejdere i PET har brugt ordet agent om Dragsdahl, fremstår det hverken underbygget eller gennemarbejdet, mener dommerne. Ja, tilmed fremstår »oplysningerne i artiklerne« i Jyllands-Posten i »bearbejdet form og til dels som udtryk for Bent Jensens egen opfattelse«, som dommerne skriver. Under de to ugers retsmøder i Svendborg har Jensen ifølge dommerne ikke godtgjort, at oplysningerne om Dragsdahl i de fortrolige dokumenter er bekræftet fra anden side.
En overrasket Larsen
Dommerne finder det derfor nødvendigt at nævne »den særlige kildekritiske indgangsvinkel«, der generelt må gælde for PET-dokumenter, og som de tilføjer: »Bent Jensen har som forsker en forpligtelse til kritisk at undersøge det kildemateriale, som han bygger sine konklusioner på.«
Det har fået bestyrelsesformanden for Center for Koldkrigsforskning, fhv. departementschef Knud Larsen, til at udtrykke overraskelse, »hvis retten har fundet anledning til at ytre sig om Bent Jensens faglige kvalifikationer i almindelighed.«
Knud Larsen anfører i en redegørelse fra den 10. maj, at faglige spørgsmål som historisk metode og kildekritik »naturligvis« ikke kan afgøres af retslig vej. I stedet må det ske via »faglige diskussioner«, og ikke mindst derfor bør Bent Jensen fortsætte som leder af koldkrigscentret. Sammen med centrets øvrige forskere vil Jensen nu gøre arbejdet færdigt, inden centrets bevilling på 10 millioner kr. fra regeringen og Dansk Folkeparti udløber til nytår.
En del af rettens indsats har været at dissekere, hvem der har sagt hvad, hvornår. Det giver sig selv, at når Dragsdahl er betegnet som agent i PET-dokumenter, så må det have betydning, hvem der står bag vurderingen: Er det PET som institution, eller er det PET forstået som en eller flere af medarbejderne?
Tjebotok eller Jensen
At Jensen ikke altid tillægger det betydning, illustreres i et notat, som PET-Kommissionen har fået offentliggjort på CFKF’s hjemmeside. Notatet er et svar på Jensens føromtalte kritik af Kommissionen, der i sit 13. bind beskæftigede sig med netop Dragsdahl. I notatet anfører Kommissionen et eksempel på, hvordan Jensen kan forholde sig til kildeoplysninger i PET-dokumenter.
I et PET-referat fra marts 1986, hvor PET holder et møde med Dragsdahl, skriver en kriminalassistent om KGB-manden Tjebotok, den medarbejder på den sovjetiske ambassade, som Dragsdahl havde kontakt med: »Personligt tror jeg, at D[ragsdahl] under Tjebotok gik langt længere, end han ville være ved«.
Da Jensen refererer dokumentet i Jyllands-Posten i januar 2007, sker det således: »PET mente, at Dragsdahl i virkeligheden var gået langt længere i sit samarbejde med KGB, end han nu ville være ved.« En personlig vurdering fra en PET-medarbejder er gjort til PET’s institutionelle vurdering, mens en enkelt KGB-medarbejder er blevet til institutionen KGB.
Hvis dommerne i Svendborg, der modsat alle os andre har haft adgang til PET-dokumenterne, kan påpege lignende forskydninger, så bør offentligheden være opmærksom i stedet for overrasket. Det samme bør Knud Larsen.
Kommentarer
At kildekritik og metode som så ikke afgøres i en retssal, forhindrer vel ikke retten i at afgøre grundlaget for kritik og metode i offentligheden, her brugen af ordet agent.
Alligevel hagler kritikken ned over dommerne i Svendborg ret. Mogens Camre i Politiken om landsforræderi, ellers navnlig i Jyllandsposten, bl.a. Lis og Bendt Ildved og Vagn Tyrsted Rasmussen, der betragter Bent Jensen som en frihedskæmper, Henning Madsen og Niels Schoubye, der taler om dommernes hykleri og ukorrekthed, og en kronik af Ole Hasselbalch (JP 25.maj), en af Bent Jensens tro væbnere, for ikke at glemme den kronik af Søren Krarup i Berlingske (18.maj), der vakte opmærksomhed, fordi Krarup atter blander begreber om lov og orden, venstrefløjspolitik, kristendom, gud, totalitarisme, stalinisme og meget mere sammen under fars hat.
Nogle har endog sået tvivl om Bent Jensens kvalifikationer som forskningsleder af koldkrigskommissionen. Ifølge CfKF’s egen forklaring forstås Den kolde Krig bredt som Øst-Vest-konflikten 1945-91,
Til forståelsen hører, at regeringsmagten straks efter krigen indgik alliance med USA og England, mens den tredje allierede fra krigen, Sovjet, skulle af danskerne opfattes som modstander og fjende.
Dermed var landsforræder-begrebet, der i 1945 spillede en uhyre stor rolle vendt mod danske nazister, bl.a. fra DNSAP og Dansk Folkeparti, overført til kommunisterne. En KGB-agent blev en fjende, en CIA-agent en ven (og som sådan skal Bent Jensens omtale forstås uanset juristeri). Opgaven for efterretningstjenesten (PET og FET) var dermed givet, endog ved ligesom i Tyskland at ansætte tidligere nazister med erfaring i kommunistjagt.
Antikommunismen bredte sig, og Bent Jensens livsopgave lå i forlængelse hermed, kronet af Dansk Folkeparti med en formandspost. Værre var udviklingen i de faktisk fascistiske lande som Spanien, delvis Italien, Argentina og Chile), der i dag ligefrem modarbejder retssager for at benægte fortiden.
Antikommunismen (hvis Internationale Pia Kjærsgaard har deltaget i) har en politisk forbindelse til antiterrorlovene med en lang liste over modstandere. Men for venstrefløjens socialister og antifascister er regeringer i Israel og Columbia de egentlige terrorister. Folkeforrædere!
I Jensens forsvarstaler omtaler han en række dokumenter, som PET-kommissionen og alle andre historikere bevidst “har fortiet”. Nedenstående eksempel fra PETs arkiver beskriver af Jensen som at det “helt sikkert er godkendt af PETs chef Henning Fode og dermed udtrykker institutionen PETs opfattelse”. Det fremgår dog ikke af hverken citatet eller noterne, hvorfor lige præcis dette stykke papir, plukket fra nogle garanteret meget righoldige arkiver, skulle udtrykke PET-chefens holdning til Dragsdahl. Starten på citatet fortæller at:
“… KGB i 1976 etablerede en kontakt til en journalist [JD], der på dette tidspunkt […] havde fundet den skarpe pen frem […] Han nærede et ubændigt had til den amerikanske regering og brugte sit journalistiske arbejde til udgydelser mod USA. …”
Hvis dette er normen for PETs vurderinger af de overvågede, bliver den slags åbenbart skrevet af den samme type personer, som også skriver frådende læserbreve til JP. En mere venlig vurdering af teksten, hvis oprindelse og forfatter ikke er angivet, kunne være at den var indsendt af en udefrakommende meddeler. For det kan vel ikke være rigtig, at dette var sprogbrugen hos PET?
Det er for øvrigt kendetegnende for Jensens metode, at det i det videre citat bliver ret uklart, hvad der er ægte citat, og hvad der er Jensens egne ord og referat. Andre kritikere har foreslået, at der er gået totalt selvsving i Jensen, og at han rent faktisk sidder og graver sine egne indsendte bidrag frem fra PETs arkiver, og bruger dem som dokumentation for sine fortsatte anklager. Den tanke kan jeg ikke umiddelbart udelukke…
Historikere har fortiet? Arkivet er lukket land for offentligheden og kræver forskningsmæssig tilladelse til gennemsyn. Jensen brød, som PET’s nuværende ledelse har gjort opmærksom på, arkivloven og med vurderinger, som ikke var i overensstemmelse med PET’s egne.
Men sagen mod Dragsdahl handler om beskyldningen for at være KGB-agent, idet Jensen, som mange af samme politiske observans, opfatter betegnelsen som landsforræderisk.