Forliget mellem regeringen og Dansk Folkeparti minder om pokerspillet, hvor taberen i et sidste desperat forsøg på trods alt at vinde et eller andet kaster alle sine sidste jetoner ind i puljen og holder sig for øjnene. Eller måske snarere den tabende krigsherre, der i nederlagets stund begynder at bombe nationale monumenter for dog at have opnået noget - hævn om ikke andet.

På en hel stribe områder bryder Lars Løkke Rasmussen med, hvad VK-regeringen tidligere har stået for. Hvorfor? Fordi han kan. Fordi muligheden opstod, og fordi regeringen satser på, at vælgerne i lyset af den økonomiske krise er parat til at sluge det hele. Men er de det? Det er her, den virkelige satsning ligger.

Siden 2001 har VK-regeringen gerne ville stramme dagpengereglerne, men hver gang er det gået galt. Fogh Rasmussen turde ikke for alvor lægge sig ud med fagbevægelsen, så det blev først til noget, da daværende beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen i forbindelse med en finanslovaftale for 2004 skulle finde 400 millioner kroner i besparelser. Det blev til en broget buket af stramninger af blandt andet optjeningsperioden og de supplerende dagpenge. Men da det kom frem, at statsministeren i valgkampen i 2001 højt og helligt havde lovet ikke at pille ved dagpengene, måtte Hjort Frederiksen ydmygende trække det hele tilbage.

Endnu et forsøg blev gjort med en arbejdsmarkedskommission, som leverede en række anbefalinger i efteråret 2008. Partierne gik til forhandlinger, men næsten inden de kom i gang, bankede den økonomiske krise på døren med voldsom styrke, og med den begrundelse sprang Socialdemokraterne fra. Tiden var forpasset til den type reformer i en tid, hvor ledigheden var begyndt at stige.

I pinsen kom chancen så igen, ganske uventet og båret af en pludselig uhellig alliance mellem regeringen og Dansk Folkeparti. Hjort Frederiksen og Løkke Rasmussen fik deres længe ønskede reform og Dansk Folkeparti sin hævn over fagbevægelsen, som altid har holdt Pia Kjærsgaard ud i strakt arm, uanset hvor socialdemokratisk hun har forsøgt at være. Som en tyv om natten blev dagpengeperioden halveret og kravene til optjening strammet. Et løftebrud i forhold til tidligere utvetydige udtalelser fra finansministeren, som oppositionen og fagbevægelsen vil udnytte til det yderste.

Så den politiske pris kan blive meget høj. Lars Løkke Rasmussen har for at få sin plan igennem måttet bryde med en række principper. Konkret brydes løfterne desuden om, at ulandsbistanden ikke beskæres, og at hjælpen til barnløse fortsat skal være gratis. Betydelige nedskæringer på uddannelsesområdet bryder med den gennem flere år erklærede satsning på videnssamfundet, senest monumentalt fremlagt af statsministeren i 10 drømmemål for Danmark.

Men ét er løfter, det mest betydelige brud er skiftet i måden af føre politik. Reformer skal varsles og diskuteres i god tid. De skal netop ikke komme dumpende fra himlen, blot fordi man en sen nattetime står og mangler nogle milliarder. Det var Fogh Rasmussens lære af efterlønsballaden i 1998. Skattestoppet er lagt i graven med forliget i går, det kan ikke længere med seriøsitet bruges som politisk argument. Endelig er Venstres kontraktpolitik skyllet væk. Det, vi siger før et valg, er også det, vi gennemfører efter et valg, har i mange år været Venstres slogan. Heller ikke det kan længere anvendes.

Til gengældhar regeringen og Dansk Folkeparti lagt sig voldsomt ud med fagbevægelsen - ikke kun på grund af dagpengereformen, men forliget indeholder desuden en kraftig begrænsning af mulighederne for at trække faglig kontingent fra i skat. Fremover vil det kun kunne ske for de første 3.000 kroner om året. Det bliver dyrere, og flugten fra a-kasse og medlemskab af en fagforening må forventes at tage til. Endelig bliver der indført højere gebyrer på voksen- og efteruddannelse - endnu en hjertesag for fagbevægelsen.

Det er ikke en overdrivelse at sige, at forliget er en ren krigserklæring mod de faglige organisationer, som VK i mange år forsøgte at holde sig på god fod med ved at invitere dem indenfor i det lovforberedende arbejde.

Resultatet vil blive, at den ellers ofte så splittede fagbevægelse nu rykker sammen, og massedemonstrationer og strejker kan meget vel blive resultatet i de kommende uger. Og dem, der var tvivlende over for LO’s nye forlovelse med Socialdemokraterne og SF i forbindelse med udspillet En Fair Løsning, har fået svært ved at opretholde modstanden.

Regeringen harfået en reform igennem, som den længe har drømt om, men prisen kan vise sig så høj, at den taber regeringsmagten. Den har gjort sit arbejde, fundet de selvpåførte besparelser og endda et væsentligt bidrag til at løse de langsigtede økonomiske ubalancer.

Men er krisebevidstheden så høj, at vælgerne accepterer de mange brudte løfter?

Denne artikel er anbefalet af: