EU har givet Bosniens fremtid særlig prioritet i år, men det er på høje tid, at vi ser handling. Det forestående parlamentsvalg i landet til efteråret truer med at styrke de radikale fløje og dermed gøre Bosniens proces på vej mod EU meget svær.

Ser man lidt på baggrunden, befinder Bosnien sig i dag på grund af >voldsomhederne i 90’erne > i en særlig situation i forhold til EU. Det særlige ved >landet er, at staten, som den ser ud, er skabt af eksterne aktører under Dayton-forhandlingerne i 1995, blandt andet ved medvirken af EU (Sveriges nuværende udenrigsminister Carl Bildt var EU’s særlige udsending ved forhandlingerne). Bosniens befolkning er således ikke herrer over deres egen stat, der er blevet skabt i et internationalt kompromis.

Allerede på et rådsmøde i Santa Maria da Feira i Portugal i år 2000 forpligtede EU sig til en kommende udvidelse. Herfra blev alle Balkan-lande, inkl. Bosnien, betragtet som potentielle medlemmer, da Europa blev defineret som til-og-med Tyrkiet. Tre år senere i Thessaloniki blev en decideret proces indledt, der aktivt skulle få hele regionen med i EU med klare sikkerhedspolitiske intentioner. Således har EU forpligtet sig til at optage Bosnien til trods for dets særlige politiske struktur.

Skizofren strategi

Der er bred konsensus i det øvrige internationale samfund om, at det er EU, der er ansvarlig for Bosniens fortsatte stabilisering, og derfor har andre eksterne parter nedprioriteret deres indsats. EU’s strategi for landet er til gengæld lidt skizofren, da løsningen på landets etniske strid skal være selve optagelsen i unionen, hvor man håber, at Schengen og den frie bevægelighed inden for EU vil kunne neddysse de alvorligste etniske spændinger. Men samtidig er denne etniske strid en bremseklods for den videre optagelsesproces - især lige nu, hvor de etniske politiske ledere går hinanden på klingen.

Krigen i 90’erne er reelt ikke slut, men har blot institutionaliseret sig i et kompliceret bureaukrati med de samme grundlæggende politiske stridigheder som tidligere. > EU er meget insisterende på optagelse af landet >inden for overskuelig fremtid, da EU er internationalt og også samtidig moralsk forpligtet til at finde en langsigtet løsning i Bosnien.

Det store dilemma er, at EU har enormt svært ved at presse reformerne igennem i det politisk låste land. Det er særligt den bosnisk-serbiske del af landet, Republika Srpska’, der frustrerer, fordi EU satser på en samlet stat, mens Republika Srpska satser på det modsatte: Autonomi. Der er visse krav, der skal opfyldes for at kunne blive accepteret som en samlet stat som for eksempel en fælles politistyrke, - og her stejler Republika Srpska. Denne form for centralisering indgik nemlig ikke i Dayton-aftalen, der i 1995 skabte fred i Bosnien og nu fungerer som landets forfatning. Blokader af reformer går ikke kun ud over integrationen ift. EU, men også de >meget tiltrængte internationale investeringer og den økonomiske udvikling i landet generelt.

Tilliden svækkes

Bosnien er derfor et stort dilemma for EU. Men EU har samtidig et problem med at strømline sin indsats i landet og fremstå som et egentligt alternativ for den bosniske befolkning. De fleste indbyggere vil foretrække en fremtid inden for EU, men betragter generelt dette mål som håbløst. EU har et væld af forskellige former for repræsentationer i Bosnien og det er ikke nemt for befolkningen at hitte rede i, hvad de forskellige instanser står for - og resultatet er, at tilliden til de europæiske institutioner svækkes.

Catherine Ashton, der er EU’s ansvarlige på området, lovede allerede i januar, at Bosnien skulle have særlig prioritet for EU i år - og der er da også hårdt brug for en ambitiøs strategi fra EU’s side. Men det skal snart gå hurtigt. Der er valg i Bosnien til efteråret, og dette vil på grund af den voksende skarpe etniske retorik i det politiske miljø i landet, kunne få > Bosnien >til at bevæge sig baglæns i forhold til > integrationen imod EU - til fare for fare for Europas sikkerhed.

Kristoffer Hecquet er cand. mag. i historie med speciale i EU-Bosnien relationer