Uden den store forkromede historiske gennemgang kan man i disse år vist med rimelighed konstatere, at grænserne flytter sig en lille smule hele tiden. Både de private og de offentlige. Ind imellem lige så det gibber i en, og andre gange bare så det fremkalder et smil og et skuldertræk. Hvorvidt alt er, som det skal være, eller grænsesituationen er noget vi skal bekymre os om, vil jeg nødig gøre mig til dommer over, dog synes jeg det fortjener en lille refleksion når f.eks. Danske bank - toptunet statsstøttet virksomhed (nu med overskud, betalt af dig) - i bedste DDR stil opfordrer medarbejdere til at angive hinanden til ledelsen, i fald de observerer mistænkelig adfærd hos en kollega! Moderne personalepolitik?
Man kunne også godt reflektere en ekstra gang, når man mismodigt må konstatere, at noget så elementært som politiske visioner som værende vigtige i sig selv ikke længere kan kategoriseres som sådan i vores efterhånden perfidt personfikserede kulturelle virkelighed. Således er det ikke så meget de visioner, Lille Lars fra Græsted ligger inde med, eller hvad lille Lene fra Nordjylland håber at udrette som udenrigsminister, der er på dagsordenen, men i stedet, hvor stor lille Lars’ mave er blevet af alle de røde pølser, han sætter til livs, og under hvilken sol lille Lene ligger og slanger sig i påsken!
Går vi på nettet, kan vi klikke os frem til, hvorvidt det danske kongehus er en rentabel forretning, nøjagtig hvor meget familien Margrethe den Anden koster, og hvorvidt prisen berettiger til deres position på toppen af samfundets kransekage, skidt pyt, det er levende mennesker, vi gør op.
Og når man sidst på dagen kaster sig ind foran fjernsynet sammen med den yngste og udmattet synker sammen foran Paradise Hotel, kan man følge med i sin bedste venindes unge datter, der ligger og kopulerer for åben skærm, og som lystigt tungekysser både med drenge og piger til nattens tequilafest. Og sikkert er det, at et gys og et genert fnis da også undslipper den bette præpubertære teenager, for hold da fast, hvor er den her verden vild, og mor, jeg skal også være med i Paradise, når jeg bliver stor! Helt sikkert knægt, det bliver over mit lig.
Kun ni år
Privatlivet er blevet offentligt i ekstrem grad, og det er jo ikke fordi, det faktum er nogen nyhed i sig selv. Men på en mærkelig måde synes de forskellige aviser, politikere og tv-stationer pludselig at skulle overgå hinanden i perversiteter og mærkværdige påhit. Som f.eks. da vi for ikke så længe siden var vidne til, at den nye forældreansvarslov igen kom på debat-dagsordenen, og fint nok, den trænger til lidt flere refleksioner, det er der vist ikke mange, der længere er i tvivl om. Men for ligesom at få os til at fatte pointen og tage den måske lettere forhastede lovgivning op til revision, måtte lille Mette på ni år fra Sønderjylland lægge både krop og psyke til.
Således fulgte vi sammen med kameraet den skilsmisseramte pige helt ind i sengen, hvor hendes frustration og grådanfald blev smerteligt eksponeret i bedste sendetid en tilfældig torsdag aften. Og det var virkelig ikke småting, vi som seere fik indblik i - vi var med hele vejen, lige fra aftensmad til veninder og mor og far, der slet ikke kunne tale sammen længere. Mettes far var en stædig mand, han ville have det, han ville have, om han så skulle bruge Mette til at opnå det, og Mette blev således beordret til at stille i retten og give sit besyv med om, hvor hun helst ville bo, far eller mor?
Og der var ingen tvivl om, at Mettes udsagn var vigtigt, det fik vi vist gennem hele dokumentaren, så vigtigt, at Mettes storebror til sidst måtte oplyse Mettes far om, at hun kun var ni år, i tilfælde af at han skulle have glemt det i kampens hede.
Solarier og parfume
Grænserne flytter sig, jo tak, og de diskuteres også ivrigt undervejs. I debatten med Clement en aften handlede det også om grænser, dem vi (læs, den danske befolkning) ikke selv magter at sætte, og som regeringen således på bedste big brother-maner må gå ind og sætte for os. Her var både midten og venstrefløjen stærkt repræsenteret ved S og SF, der hver især kom med to enormt vigtige budskaber: At solarier skulle forbydes for alle under 16, og at parfume skulle forbydes i alle daginstitutioner (vi grinede altså af svenskerne for 15 år siden). Solarier og parfume, ja, så skulle man jo tro, grænsen var nået.
Men nej, senere på måneden lød en overskrift i Politiken, som desværre efterhånden har udviklet en ekstrabladslignende tendens udi forargelsens kunst, at ‘Grækerne snyder i skat og hæver fede pensioner’, og det var vist alle grækere, avisen mente. For der stod ikke ‘nogle grækere’ eller ‘100 grækere’ eller «rige grækere«, nej, der var ingen tvivl - det var fucking alle grækere, uden undtagelse!
Tak for kaffe og tak for den oplysning - så er den nation da også placeret
Renée Toft Simonsen er psykolog og forfatter og skriver på skift med Mette Bom, Pernille Rosenkrantz-Theil og Maise Njor på denne plads
Kommentarer
Helt enig, RTS, den offentlige eksponering af menneskers mest intime følelser og gerninger er gået over gevind.
Der er vist ingen, der tvinger os til at kigge med.
Det er jo ikke det, det handler om, Sabine Behrmann. Sagen er jo omvendt, at hvem som helst kan kigge med på noget, som ikke kommer dem ved.
Så kan du omvendt sige, at ingen er tvunget til at udstille sig. Men alt for ofte har de pågældende ikke forstået konsekvenserne af, at de gør det. Mange får det rigtigt dårligt bagefter, og det ved man selvfølgelig godt fra de forskellige TV-folks side, men det er man tilsyneladende ligeglade med.
For dem handler det om business, ikke om menneskers psykiske tilstand efter offentliggørelsen.
Det er jo også mediernes prioritering, at politikeres privatliv er mere “interessant” end deres politiske visioner.
(Selv ser jeg ikke disse programmer. Jeg har f.eks. slet ikke den kanal, der sender Paradise Hotel. Jeg gider simpelthen ikke betale for det lort.)
Denne kommentar er anbefalet af:
Netop, Kirsten Svejgaard, det handler om business. Hvis der er ingen, der ser disse udsendelser, bliver de heller ikke produceret.
Jeg kigger ikke med. Jeg mener også, at det ikke burde være tilladt for forældre at udstille deres børn på denne måde (for jeg går ud fra, at forældrene skal give tilladelse, når det drejer sig om mindreårige).
Men ellers er det med den slags programmer som med så mange andre ting: Man aner ikke, hvad man går ind på, før bagefter.
Der er to sider af Renées historie som måske ikke kommer helt tydeligt frem.
I den klasiske borgerlighedteori skelnes der mellem det offentlige og det private. Her blander staten sig kun i det offentlige og ikke i det private, og medierne fremstiller hvad der sker i det offentlige men lader det private ligge.
Det skred der er pågående, sker på to fronter:
Adskillelses i den gamle model er nedbrudt, der er ikke længere muligt at skelne klart mellem hvad der er privat og hvad der er offentligt. Til gengæld blander staten sig mere og mere i det privat, mens det offentlige i stigende grad må passe sig selv.
På den anden er der en bvægelse igang, hvor folk flytter deres privatliv ud i det offentlige rum, Facebook er nok et tydeligere eksempel end Paradise Hotel (også kendt som kaninfarmen), med de er to sider af den samme mønt.
For mig er statens stigende indblanding i privatsfæren og manglende indblandig i det offentlige nok den største bekymring. Men et eller andet sted kan de to fænomener nok ikke adskilles.