De danske teleselskaber skal fortsat spærre for adgangen til den omstridte pirat-tjeneste The Pirate Bay. Det står klart, efter Højesteret i går stadfæstede Østre Landsrets kendelse fra 2008, der pålagde Telenor,- det tidligere Sonofon, at lukke for kundernes adgang til den svenske internettjeneste, hvor man kan hente film og musik uden at betale for det.

Højesteretsdommerne mener ikke, at »forbuddet for Telenor vil medføre skade eller ulempe, der står i åbenbart misforhold til de indkæredes interesse i forbuddets nedlæggelse.«

Dermed stadfæstes det, at danske internetudbydere kan pålægges at blokere forbindelsen for deres kunders adgang til websider, der indeholder eller giver adgang til ophavsretskrænkende materiale. Ifølge en dansk ophavsretekspert er vi dermed hastigt på vej ind på en juridisk glidebane.

»Jeg kan se nogle faresignaler for fremtiden. Det er ikke nogen katastrofe lige nu og her, men jeg kan se det komme,« siger lektor ved det Juridiske Institut på Copenhagen Business School Søren Sandfeld Jakobsen.

»Hvis det efterhånden bliver juridisk praksis, at hjemmesider lukkes ned hver gang, rettighedshavere pipper op om ophavsrettighedskrænkende materiale, så kan vi ende med, at adgangen til Google og Youtube også bliver lukket ned.«

Ifølge Søren Sandfeld Jakobsen risikerer gårsdagens dom at bringe os i en situation, hvor »forholdet mellem ophavsrettigheden og andre rettigheder tipper totalt over til ophavsrettens fordel«: »Nærmest sådan, at man med ophavsrettigheden i hånden, kan få lukket for hvad som helst på internettet,« siger han.

Altdominerende copyright

Principielt ser Søren Sandfeld Jakobsen ikke noget galt i, at hjemmesider, som hovedsageligt består af ophavsretskrænkende materiale, lukkes ned. Men samtidig må man stille sig selv spørgsmålet: Hvornår indeholder en hjemmeside tilstrækkeligt ophavsrettighedskrænkende materiale til, at eksempelvis musikbranchen - gennem fogedretten - kan pålægge internetudbyderne at blokere brugernes adgang til en specifik hjemmeside? Det spørgsmål er straks sværere at besvare, og lektoren frygter da også, at hensynet til ophavsretten bliver for stort i fremtidens juridiske afgørelser.

»I Pirate Bay-sagen er der ikke så mange andre hensyn end hensynet til ophavsretten at tage. Men jeg er bange for, at der kan udvikle sig en fast praksis for, at eksempelvis pladebranchen altid presser internetudbyderne til at blokere en hjemmeside, hver gang man finder noget ulovligt indhold på siden. Og så er der bare ikke langt til en situation, hvor ophavsretten bliver så gennemtrængende, at den måske kan tilsidesætte helt fundamentale rettigheder som eksempelvis rettigheden til at ytre sig,« siger Søren Sandfeld Jakobsen.

Han giver et eksempel, hvor en hjemmeside indeholder 60 procents ophavsretskrænkende materiale, mens de resterende 40 procent indeholder vigtige debatter og kritiske ytringer af samfundsmæssig karakter.

»Vil man virkelig lukke for 40 procents indhold, der ikke er ophavsretskrænkende, bare fordi de 60 procent er ulovlige? Det er ikke muligt, at lukke delvist for en side. Men vi kan ikke i ly af 60 procent ophavsretskrænkende materiale lukke for de lovlige 40 procent; og slet ikke hvis de 40 procent er kritiske ytringer af væsentlig samfundsmæssig karakter. Det kan vi simpelthen ikke; det vil være en grov krænkelse af ytringsfriheden,« mener Sandfeld Jakobsen.