Opslag til denne artikel

Emneord:ligeløn, lønkommissionen, mænd, sygeplejersker
Organisationer:Dansk Sygeplejeråd
Steder:Danmark

Sygeplejersker og sosu-assistenter lammede det danske sundhedsvæsen, da de for to år siden strejkede for kravet ‘om mandeløn til kvindefag’. Omsorgsarbejderne krævede et opgør med den markante lønforskel mellem mænd og kvinder i sammenlignelige fag, men blev mødt af arbejdsgivere, der ikke ville efterkomme de skrappe krav om lønstigninger.

Og mens parterne kappedes om overenskomsten, voksede ventelisterne på sygehusene. Debatten om ligeløn brusede sig så stor, at det fik regeringen til at nedsætte en ligelønskommission, der siden har arbejdet på at afdække, om ligelønsforkæmperne virkelig havde ret i deres anklager.

»Det var en velsignelsesrig konflikt. Det var den, der for alvor satte ligeløn på dagsordenen,« mindes Henning Jørgensen, der er forvaltningsprofessor og arbejdsmarkedsekspert på Aalborg Universitet.

I dag er ligeløn igen på dagsordenen, fordi Lønkommissionen, der nu i halvandet år har analyseret på lovgivning, fagmønstre og lønstatistikker, offentliggør sine resultater.

Konklusionen er entydig: Sygeplejerne havde en pointe.

Mere end en rettighed

Kvinder i Danmark tjener mindre end mænd, selv om de arbejder i job, der minder om hinanden.

Størst er lønforskellene i regionerne, hvor den gennemsnitlige timeløn for mænd er 329 kroner, mens den for kvinder kun er 246 kroner, afslører kommissionsrapporten.

»Nu bliver vi bekræftet i de meget stærke udsagn, vi kom med dengang i 2008,« siger Grethe Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd og gentager sit krav.

»Vi vil ikke bare have ret til ligeløn, vi vil have ligeløn.«

I 25 år har der eksisteret en ligelønslov, og allerede i begyndelsen af 50’erne krævede fagbevægelsen ligeløn på dagsordenen under overneskomstforhandlingerne. Men kommissionens nye bidrag til debatten tydeliggør, at hverken jura eller arbejdsmarkedets parter har formået at indføre reel ligeløn.

Ofte er Grete Christiansen blevet mødt med et argument om, at en sygeplejerskes løn ikke kan sammenlignes med en håndværkers, fordi arbejdet er forskelligt.

»Vi har et lønefterslæb på 27 procent i forhold til nogen, der arbejder i mandedominerede fag, men som har samme længde uddannelse som os. Vi må sige, at det kan man sagtens sammenligne,« siger hun og henviser til rapporten, der opgør løn på tværs af job, der ikke er de samme, men som kan siges at være det samme værd, om end det er en svær vurdering.

Hvad er du værd?

Kommissionsrapporten dokumenterer, at en diplom- ingeniør tjener 53 procent mere end en sygeplejerske, og at en pædagog får 170 kroner for at arbejde en time, mens en bygningskonstruktør får 224 kroner for sit arbejde, selv om begge dele kræver en professionsbacheloruddannelse.

At rapporten så entydigt dokumenterer det kønsopdelte arbejdsmarked og lønforskellen, får advokat og ph.d i ligeløn, Byrial Bjørst til at komme i tanke om et af sine yndlingscitater:

»Det faktum, at en kul-lemper får mere i løn end en kvinde, der passer børn og tørrer næse, skyldes ikke, at jobbet som kullemper er hårdere. Det skyldes, at kvinden så ofte før har tørret næse uden at få penge for det,« siger han og kritiserer kommissionen for ikke at gå skridtet videre fra at dokumentere forskellene, til også at udvikle det system, der kan værdisætte arbejdet på ny.

Kommissionsrapporten indeholder kimen, men ikke modellen til et system, hvor forskellige job kan måles ud fra, hvad de kræver af alt fra ansvar til arbejdstid og uddannelse. Ud fra sådanne kriterier kan man opgøre værdien af arbejdet med et andet udgangspunkt, end det blev gjort, da omsorgsarbejdet oprindeligt gik fra at være ulønnet i hjemmet til at være lønnet i den offentlige sektor.

Også FOA-formanden, Dennis Kristensen, mener, at ligelønskampens næste slag står om et ‘stillingsvurderingssystem’.

»Med ligelønsloven i 1976 fik vi redskaberne til at mænd og kvinder, der laver det samme, skal have det samme i løn. Men det, nutidens ligelønskamp kommer til at handle om, er at arbejde af samme værdi også skal lønnes ens,« siger han.

Dennis Kristensen er dog ligesom sygeplejerskeformanden begejstret over overhovedet at have bragt debatten op.

»Nu skal der både for parternes og politikernes vedkommende træffes et valg om, at vi reelt skal have ligeløn i Danmark,« siger Grete Christensen, der håber, at debatten og forandringerne kommer nu, så hun ikke skal have medlemmerne på gaden til næste år, når der igen skal forhandles mande- og kvindeløn på det kommunale og regionale område.

Denne artikel er anbefalet af: