Heavy Metal i Viktoriagade

Det skulle have været et Vesterbro-pubcrawl for at fejre gensyn med gamle venner og FCKs mesterskab, men vi blev siddende i den første bar, ligeglade med, at man forsøgte at skræmme os væk med en larmende lydkulisse af Black Sabbath. Sandt at sige var den tungmetalliske pompøsitet velanbragt, for vi var havnet på Københavns nyeste kultsted for udskænkning af grænsesprængende desperado-øl. Vi var nået frem til det sande Mekka, også kendt som Mikkeller Ølbar i Viktoriagade, og manden bag baren var ølverdenens modstykke til Nomas René Redzepi.

Her i spalten har vi ofte lejlighed til at goutere den uforsonligt eksperimenterende og kompromisløst kreative Mikkel Borg Bjergsøs produkter, og hvor er det glædeligt, at nomadebryggeren nu har fundet blivende base på det vilde Vesterbro endda i en tidligere vinbar og har hele 15 haner klar for affyring af sine egne og sine venners friskeste påfund.

En styggert

Mikkellers hittepåsomhed er grænseløs, men er der et fællestræk, er det lysten til at flytte grænser i alle retninger, hvilket indebærer ambitioner om at fremstille verdens stærkeste, verdens heftigst humlede, verdens barskeste stout osv. Der er noget amerikansk over mandens pionermentalitet, selv om kritikere vil indvende, at optagetheden af rekorder og innovation for enhver pris kan have vulgaritet og manierethed over sig. Og at visse af de resulterende ekstremøl nok er berigende som en erfaringsudvidelse, man ikke ville have været foruden, men som på den anden side heller ikke giver lyst til gensmag. Det kommer man så heller ikke til, for Mikkeller brygger aldrig den samme øl to gange, men er altid på vej mod nye horisonter.

Big Worst hedder et karakteristisk udspil, og man kan sagtens mene, at opgraderingen af Big Worse til en barley wine på 17,6 procent fra hane #6 er en styggert (og styggerten er så siden blevet opgraderet til en endnu styggere bourbonversion på flaske på 19,1 procent), men dens overrumplende alkoholstyrke er pakket ind i skarp amerikansk humle i righoldig dosering, som modvirker både den lurende sprittethed ved så højpotente bryg og den påtrængende barleywinesødme, der eksploderer i crescendo af svesker, overmodne blommer, sherry, cognac og kandis. En smagsbombe, der i sagens natur er mere insisterende end elegant, men som passer fint til Black Sabbath.

Elegance

Purister vil nok synes bedre om flaskeaftapningerne af Single Hop IPA. På samme måde som enkeltdruevine er gode til at udvikle forståelse for vinsorter, er disse også interessante som studieobjekter, hvis man vil opøve evne til at skelne mellem humlevarianter som Simcoe, Tomahawk, Amarillo, Goldings, Cascade og Centennial. En stor del af en glad ølaften gik da også med at diskutere humlesorters personlighedstyper, og præferencerne landede på henholdsvis den engelske og blomsteragtige Goldings og Cascade, hvis humleprofil fik ros for sin aromatiske buket af grapefrugt, citrus, nyslået græs og nøddenuancer. Flotte ser de funklende orange IPAer ud, og når de toner ud i tør bitterhed, er beviset leveret for, at elegance ofte kan være et spørgsmål om begrænsede og enkle virkemidler.

Stedets ambitioner er grænseløse. Tre danske ølmesterskaber har Mikkel Borg Bjergsø vundet på fire år, og adskillige af hans værker er havnet øverst på ranglisterne hos det toneangivende entusiastsite ratebeer.com. Om man kan lide den bombastiske og ekspansive stil eller ej, så har han nu etableret et af de mest interessante øludskænkningssteder i ikke bare Danmark, men i verden. De dyreste øl koster op til 1.000 kr. flasken, men oplevelserne begynder fra lige under en 50er.