At dømme ud fra meningsmålingerne var loftet over børnepengene det mindst upopulære af forslagene i forliget den 25. maj mellem regeringen og Dansk Folkeparti. Ikke desto mindre kan man roligt karakterisere forslaget som det mest mærkværdige element i forliget.

Det er også et forslag, som VKO aldrig ville have gennemført i ædru tilstand. Eller hvad man nu skal kalde en tilstand, hvor man roligt undersøger og overvejer forslag, før man vedtager dem.

Man kan føle afsky eller sympati for Dansk Folkepartis idé om at ramme indvandrere, hvor de kan rammes. Men selv for sympatisørerne er det historien om molboerne, der vil jage storken ud af kornet.

Dansk Folkeparti plejer ellers at have ret god træfsikkerhed. At det har svigtet denne gang, skyldes nok tempoet. Man har sikkert læst, at der er flere indvandrerfamilier end rent danske børnefamilier, der har tre børn eller flere, nemlig 39 pct. mod 17 pct.

Glemte at regne

Havde man nu haft tid til at regne, ville man nok have tænkt på, hvor mange familier der var af hver slags. Og så ville man have fundet ud af, at pæredanske familier udgør ca. 82 pct. af dem, der bliver ramt af indgrebet, indvandrerfamilier 18 pct. - hvis vi ser bort fra vestlige indvandrere, blandingsfamilier, enlige mv.

På sigt har Dansk Folkeparti skudt sig selv endnu mere i foden. Det tager tid at følge med i statistikken, og partiet har åbenbart ikke opdaget, at danskernes fertilitet er ved at overhale indvandrernes. I 1996 var fertiliteten for personer med dansk oprindelse 1,69, mens den var 3,41 for indvandrere med oprindelse i ‘ikke-vestlige lande’.

Men siden er fertiliteten blandt ikke-vestlige indvandrere faldet med stormskridt. I 2008 var tallet for ikke-vestlige indvandrere 1,95. For personer med dansk oprindelse var tallet 1,91. Holder tendensen, har de to fertilitetskurver allerede krydset hinanden i 2009 eller 2010.

Det er der ikke noget overraskende i. Fertiliteten falder overalt i verden, og fertiliteten i Danmark ligger i dag højere end f.eks. i Algeriet og Tunis. Tyrkiet følger lige efter.

De nordiske lande er en oase, hvor fertiliteten er misundelsesværdigt høj. Det har kostet, men disse penge anser alle for at være givet godt ud i relation til aldring og globalisering. Det meste af Europa er plaget af alt for lav fertilitet. Det gælder også mange lande i østen. Skræmmeeksemplet er Japan, hvor befolkningsprognosen spår, at befolkningstallet vil falde fra ca. 130 mio. til ca. 45 mio. år 2100 - hvor omkring halvdelen af kvinderne er over 65.

Det tredje barn

Derfor foregår der i mange europæiske lande en kamp om det tredje barn. Det er ikke usædvanligt, at man graduerer børnetilskuddet. Men man graduerer altid opad, så man får større tilskud til barn nummer 3 og 4 end til barn nummer 1 og 2.

Det er der god logik i. For det første fordi det er smart at tilskynde folk til at få børn. For det andet fordi det tredje og fjerde barn ofte er ekstra dyrt, i og med at man ‘vokser ud af’ standardstørrelsen på en lille bil, et lille hus osv. Og for det tredje fordi der i de fleste lande er politisk enighed om at bekæmpe børnefattigdom.

Derfor foregår der i næsten alle rige lande en ‘kamp for det tredje barn’. Her har Danmark virkelig sat sig i særklasse som det vistnok eneste land i verden, hvor der nu er indledt en kamp mod det tredje barn. Det er med til at cementere det generelle indtryk af Danmark som tabernation.

Indgrebet er skrap kost - op til knap 14.000 skattefri kroner for en familie med tre børn. Og næsten lige så meget oven i for det følgende. Som sagt er det i altovervejende grad danskere og ikke indvandrere, der bliver ramt. Men hvilke danskere er det så?

Det er en broget flok, der i det store og hele ligner befolkningen, måske med lidt større social spredning. Så man kan ikke sætte etikette på. Men det er ret entydigt, hvor tyngdepunktet ligger, og hvor det rammer hårdest.

Fertiliteten i danske kommuner topper nemlig ikke i Ishøj eller andre ‘indvandrerkommuner’. Det gør familiestørrelsen heller ikke. Fertiliteten topper i kommuner som Morsø, Ringkøbing og Brønderslev (hvor den er over 2.40) - samt i kommuner som Thisted, Struer, Skive, Vesthimmerland m.fl. (hvor den ligger over 2,20).

I så henseende er det endnu engang et centralistisk tiltag mod yderområderne - eller hvad man så smagfuldt har kaldt ‘den rådne banan’.

Tror man stadig på en smule rationalitet i politik, må den danske enegang med børnepengene forudses at blive kortvarig. Men inden da kan det nå at lave megen skade.

Jørgen Goul Andersen - Professor og velfærdsforsker

Denne artikel er anbefalet af: