Kulturen og velfærden

Finanskrisen raser. Mennesker fyres. Kommunerne skal igen til at skære ned. Besparelser, som kommer oven i de besparelser, som allerede har fundet sted. Skoler, ældreomsorg og udsatte børn og unge har allerede betalt prisen for at kunne finansiere skattelettelser. Udsigten står på flere, såkaldte effektiviseringer for offentligt ansatte, hvoraf mange allerede har et belastende psykisk og fysisk arbejdsmiljø.

Kommunerne søger besparelser, hvor det gør mindst ondt, og kultur anses ofte for noget, man skal støtte, og ikke som en af de vigtigste investeringer i velfærd og udvikling. Den opfattelse kunne ikke være mere forkert!

Efter sigende manglede der under Anden Verdenskrig penge til det britiske forsvar, og forsvarsministeren foreslog, at man skar kulturbudgettet væk og brugte pengene herfra. Winston Churchill var klar i spyttet: »Men, der skal vel også være noget at forsvare!«

For SF er kulturen det fundament, vi har opbygget vores velfærdssamfund på, og som løbende udfordrer os til at tænke på os selv og vores omgivelser på nye måder. Kultur er et vigtigt element i et samfunds dynamik og dets udviklingspotentiale og talentudvikling. Vi kan spørge os selv:

• Vil vi som gamle stille os tilfredse med at blive madet og vasket, eller ønsker vi også gode historier, film, tv og musik?

• Vil vi stille os tilfredse med at overtage andres kulturprodukter i form af amerikanske serier og litteratur, eller vil vores behov for udfordringer og oplevelser, som udspringer af vores eget sprog, presse på?

• Vil fortidens kunst og kultur alene mætte vores behov for ahaoplevelser og forundring?

Kultur er et fundamentalt behov, som ikke venter på, at vi er mætte, raske og har fået tag over hovedet. Selv de fattigste folk har produceret kunst, og selv den mest ydmyge hytte er blevet dekoreret. Hvert folk har sine sange og historier, og kultur har gennem hele historien været det, der skilte, men også det, der samlede.

Kultur i hele landet?

Den tidligere kulturminister Carina Christensen krævede det, men Bilka overskyggede hendes udsyn. Dermed fik hun hverken øje på den kultur, der rent faktisk er i hele landet, eller ministerens egne forpligtelser for udviklingen i dette land: At sikre kvalitetskultur for alle - uanset postnummer og pengepung!

Lad os give et par eksempler: Egnsteater og Spillestedsloven er udtryk for, hvordan man ikke sikrer kvalitetskultur for alle. Siden regeringen kom til, er den statslige støtte til egnsteatrene beskåret. Hvor kommunen tidligere fik refunderet 50 procent af udgifterne til et egnsteater, er vi nu nede på 36 procent. Spillestedsloven blev groft underfinansieret, og landets spillesteder lider under finanskrisen, fordi de i alt for høj grad må basere deres økonomi på ølsalg.

Kultur skal være en arbejdende og udviklende del af det lokale samfund. Man skal kunne møde skuespillerne hos bageren om søndagen. Man skal kunne komme i praktik hos regissøren eller lydteknikeren. Man skal kunne se en sommerrevy med hip til lokale og globale begivenheder. Man skal kunne se skolens rødder af begge køn trykke den af på det lokale spillested som opvarmning for kendte navne. Den musikalske fødekæde giver visioner og perspektiver i skolernes og musikskolernes undervisning.

Byens handelsliv skal kunne mærke, når der er noget virkelig stort i gære. Som når Haderslev ruster sig til de årlige festivaler i Kløften, som både løfter byens samlede økonomi og styrker potentialet hos lokale borgere, der er i stand til at koordinere og afholde store, folkelige arrangementer. Alle, der har været med til at arrangere en festival, ved, hvilket kæmpe maskineri, der sættes i gang, og hvilke fantastiske entreprenører, det skaber. Det er oplevelsesøkonomi, når det er bedst!

Flugten fra periferien

Nordisk Råd kom for et par år siden med en analyse, der viste, at befolkningerne søger mod centrene. Udkantsområderne bliver efterladt med stigende demografiske udfordringer i form af mange ældre og få unge, som kan bidrage med skatteindtægter og arbejdskraft.

Hvis man retter blikket mod de højtuddannede, ved vi, at det i flere år har været svært at sikre læger på udkantssygehuse eller i den almene praksis fjernt fra storbyerne. Lærermanglen for et par år siden var voldsom. Den ramte ikke København, Odense og Århus, men i Vestsjælland og Nordjylland blev vores børn undervist af folk uden læreruddannelse.

I starten af 90’erne, hvor ledigheden endnu var på sit højeste, forsøgte Kalundborg sig med et samarbejde mellem en række virksomheder, som tilsammen havde ringere miljø-belastning og større produktion, end de havde hver for sig. Men en udvidelse af dette netværk måtte opgives, fordi de højtuddannede - selv i en tid med høj arbejdsløshed - holdt sig væk. For der skal mere end et godt job til for at slå sig ned i et område fjernt fra det, man kender. Storbyens kultur trækker i os, men ellers forlader vi kun nødigt vores kendte netværker. Vi flytter gerne til Berlin eller Århus, men sjældent til Norddjurs eller Vordingborg. Der skal være noget, at komme efter!

Det vil vi

Vi skal derfor styrke kulturlivet i udkantsområderne! For vores egen livskvalitet og for at tiltrække den arbejdskraft, som fremtiden vil råbe på, og som kan deltage i løsningen af de velfærdsudfordringer, kriser og globalisering vil give.

SF vil møde de udfordringer gennem Fair Forandring, der lægger vægt på stærke virksomheder og moderne folkeskoler, og et ekstra løft til den lokale kultur. Tre områder er særligt relevante for den lokale kultur:

Øgede midler til Statens Kunstråd, der støtter lokale egnsteatre og rytmiske spillesteder. Derved styrkes de vækstcentre, der involverer både lokale kunstnere, ildsjæle og entreprenører, og kommunerne tvinges ikke til at vælge mellem et egnsteater og egnens skoleelever.

Støtten til små storby- teatre og spillesteder skal flyttes fra at være erhvervsstøtte til at være kulturstøtte igen. Den fastfrysning af erhvervsstøtten, som regeringen gennemførte sidste år, ramte lokale kulturinstitutioner som et lyn fra en klar himmel og skal ikke være mulig.

De kommunale idrætsfaciliteter og den lokale breddeidræt skal opprioriteres. Brede, folkelige idrætsarrangementer skal komme før dyre og tandløse sportsevents.

Det er tre tiltag, der vil være med til at sikre kvalitetskultur for alle - uanset postnummer og pengepung!

Fælles ansvar

Denne regering har gennem årene i stigende grad fralagt sig ansvaret for en stærk lokal kultur og gjort det til en lokal magtkamp. Resultatet er, at borgere lever i meget forskellige samfund afhængigt af prioriteringer i den lokale økonomi.

Lad os give et par eksempler: Siden regeringen kom til, er hver anden biblioteksfilial lukket. Meget kan ordnes på nettet, hvor bøger kan hentes og afleveres i den lokale Brugs. Men biblioteker er også et sted at mødes og en vigtig brik i hele vores folkeoplysning. Med e-bogens komme vil bibliotekerne i de kommende år enten tage kvantespring fremad, som de selv er i fuld gang med at planlægge, eller kortsynede politikere vil fjerne deres unikke betydning fra landkortet og bruge pengene andetsteds.

Idrætslivet lider under forældede og nedslidte faciliteter. Det tvinger de mennesker, der vil røre sig, i armene på kommercielle fitnesscentre til skade for de lokale idrætsklubber. Regeringens fiksering på det sublime og spektakulære som OL-guld og store sportsevents overser helt bredde-idrættens betydning for vores sundhed og vores demokrati.

Mange lokale politikere og borgmestre har en stor forståelse for og indsigt i de kvaliteter, kulturen tilbyder, og de giver ikke op endnu. Men for SF er lokal kultur et fælles ansvar, som skal løftes af kommunerne og staten i fællesskab. Fordi kultur fører os ind til selve kernen i, hvordan vi laver samfund, hvordan vi laver velfærd, og hvordan vi ser på os selv og hinanden.

Kultur og velfærd er ikke hinandens modsætninger. De er hinandens forudsætninger!

Villy Søvndal er formand for SF og Pernille Frahm er kultur- og idrætsordfører for SF