DA den amerikanske professor og venstre-dissident, Noam Chomsky for nylig talte i Beirut, beskrev han sin egen ‘oppositionsdoktrin’: »Hvis aktivisme, så sympatisk det ædle formål end er, i sidste ende gavner modstanderen, bør den undlades«.

Efter søslaget ud for Gazas kyst, hvor i hvert fald ni fredsaktivister blev dræbt, kan det konstateres, at den israelske højrefløj er blevet styrket. En eventuel ophævelse af den strangulerende blokade er dermed udskudt på ubestemt tid, eftersom krav om, at den ophæves, ikke har politisk gang på israelsk jord.

Men presset på Israel for at hæve blokaden øges - selv Danmark citeres nu i globale medier for en positiv holdning til kravet om at frisætte landstribens indbyggere, der i tre år har lidt under den jødiske stats kollektive afstraffelse.

DET moralskeproblem er naturligvis, om det pres er ni menneskeliv værd? Tanken melder sig ved at høre dødsofrene omtalt som ‘martyrer’, altså ifølge Islam i paradis, og man tager sig til hovedet. Men med Albert Camus, der i valget mellem at redde sin mor eller Algeriet, valgte sin mor, er svaret selvfølgelig et nej - ingen freds-aktion er ni liv værd, med mindre man forveksler moral med gold martyrkult. Eller politik.

For nødhjælpskonvojen var ikke kun moralsk, den var i høj grad politisk. Retsindige folks forsøg på at presse et impotent internationalt samfund til at gøre noget ved al det vand, der blev hældt ud af ørerne efter Gaza-krigen 2008-09 uden konsekvenser for Israel, der har ignoreret alle appeller om at genetablere tålelige vilkår for 1,5 mio. indespærrede, der f.eks. ved kræftramtes udrejse til israelsk hospitalsbehandling er ofre for arrogante teenagerværnepligtiges vilkårlige humørsyge. Det er grimt, og det er en international skandale, at der ikke er gjort noget ved det.

Kynisk set må det konstateres, at de ni drab har gavnet Israel-kritikerne politisk. Det er blevet lidt sværere for USA at beskytte Israel ubetinget og automatisk. Erklæringen fra FN’s Sikkerhedsråd tidligt i går morges var ganske vist ikke en resolution, men netop kun en erklæring. At USA lod Sikkerhedsrådet vide, at det har fuld tillid til, at israelerne kan undersøge sig selv, bekræfter også USA’s interesse i at holde Israel ‘inde i teltet’. Al erfaring viser, at disse undersøgelser - med undtagelser, der kan tælles på to fingre - som regel ender med frifindelse.

Men presset er alligevel øget - amerikanerne gik i sidste uge med til en FN-konference i 2012 om et kernevåbenfrit Mellemøsten, hvilket vil sætte kernevåbenmagten Israel under pres. Israelerne har da også kaldt en sådan konference for ‘unfair og hyklerisk’ med en henvisning til Iran, der frygtes at pønse på at fremstille bomben. Men Iran-kortet er stedse vanskeligere at trække, efter at iranerne har etableret en alliance med de 118 alliancefri stater.

TO andre politisketilbageslag for Israel er åbenlyse: En gryende forbrødring mellem det islamiske Hamas i Gaza og det sekulære Fatah, der har magten på Vestbredden - så vidt som man kan tale om magt under israelsk besættelse. For få uger siden var de på randen af en borgerkrig - nu er der tegn, ikke kun i sol og måne, men også i det konservative Jerusalem Post og det traditionelt Israel-tolerante The New York Times, på, at amerikanerne arbejder for en genforening af de to fraktioner via hemmelige samtaler med ‘terrororganisationen’ Hamas.

En Fatah-delegation er nu undervejs til Gaza, hvis ellers israelerne vil slippe dem ind, og selv om Hamas indtil videre har besvaret henvendelsen med skepsis, er et ‘Camp David’ i palæstinensisk regi en mulighed, der er rykket nærmere. Enes de, og enes de især med USA, står Israel også med ryggen mod muren i den fortsatte fredsproces.

Den anden politiske triumf, nemlig Tyrkiets, der i går blev fejret ved demonstrationer i Ankara og Istanbul, kan ved nærmere eftertanke give bagslag. Kynisk set bruger den islamisk-hældende AK-regering og dens spektakulære premierminister, Recep Tayyip Erdogan, raseriet efter konvoj-aktionen til at fremme egne politiske mål: Yderligere beskæring af det tyrkiske militærs politiske indflydelse. Israel har en militæraftale fra 1996 med Tyrkiet - men aftalen er med de tyrkiske generaler, ikke med regeringen, der først kom til i 2002, og som lige siden har modarbejdet den.

Med den nu officielle støtte til den islamiske ngo, der arrangerede flotillen til Gaza, er Erdogan-regeringen gået i en fælde, den selv har sat:

Det kan med en vis føje - og spinmestrene i Jerusalem er allerede på overarbejde - hævdes, at Tyrkiet ikke længere er det ‘sekulære demokrati’ (det for resten aldrig har været), men styret af en en islamisk-fundamen- talistisk og nu også antisemitisk regering.

Man må igen spørge med Chomsky: Hvem får i det lange løb gavn af aktivismen? e.