Hvad nu, hvis der nu lå et barn med brug for lægehjælp, men for at nå til det måtte du bestikke den forbryder, der havde forårsaget skaden, og som med stor sandsynlighed ville gentage forbrydelsen. Ville du så gøre det?
Sat på spidsen er det det dilemma, som alverdens nødhjælpsorganisationer til enhver tid vil stå i, når de arbejder i verdens konfliktområder. Og det er helt aktuelt den konflikt, som enhver, der vil yde hjælp til de nødstedte i Gaza-striben, må se i øjnene.
»Det er jo dybest set et klassik sammenstød mellem et humanitært princip og det politiske mål. Vi ser det i Gaza, har set det i Somalia, Sri Lanka og en lang række andre lande,« siger Christian Bal-slev-Olesen, tidligere generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp og mangeårig FN-koordinator af nødhjælp. Han beskriver det humanitære princip som dedikationen til, at ethvert menneske skal have hjælp i forhold til behov uanset andre hensyn.
»Det er klippefast. Derfor skal man gøre alt, hvad der står i ens magt for at nå frem. Punktum.«
Men over for det står hensynet til det internationale samfund, der vil opnå politiske mål og overvejer, om hjælpen i sidste ende vil have den modsatte effekt.
»Det er det evige dilemma,« siger han.
I Gaza uden Hamas?
Og det er i høj grad i spil i Gaza. Israelerne sagde hurtigt efter angrebet på nødhjælpsbådene, der kostede mindst 10 aktivister livet, at der var grund til at stoppe aktivisterne, da en af arrangørerne, en tyrkisk nødhjælpsorganisation, ifølge landets viceudenrigsminister havde ‘tætte bånd’ til terrororganisationer. Og tyrkerne afviser da heller ikke, at de samarbejder med Hamas for at få nødhjælpen frem.
Men kan man overhovedet arbejde i Gaza uden at samarbejde med Hamas?
»Det korte svar er nej,« siger nødhjælpsekspert Gunnar Olesen, nu konsulent og ekstern lektor ved RUC.
»Efter alt at dømme har Hamas et fast greb om Gaza, så dem kommer man ikke udenom.«
Christian Balslev-Olesen er enig.
»Og Hamas har også en bred støtte i befolkning. Det betyder ikke, at befolkningen sympatiserer med deres religiøse eller politiske standpunkter, men når du ikke har vand og mad til dine børn, vender du dig mod dem, der kan give dig det,« fastslår Christian Balslev-Olesen, der selv har arbejdet i Gaza -striben.
Neutralitet
Læger uden Grænser arbejder stort set i alle verdens konfliktzoner. Ifølge formand for den danske afdeling, Jesper H. L. Jørgensen, handler det ikke om at ‘samarbejde’ med f.eks. oprørsgrupper, men om at kommunikere med alle parter for at garantere neutralitet.
»Kommunikationen handler primært om at overbevise alle om, at vi ikke repræsenterer særlige stater eller politiske dagsordner. Det betyder blandt andet i praksis, at vi ikke i Afghanistan modtager penge fra lande, der er til stede militært,« siger Jesper H. L. Jørgensen. Men uanset hvad man gør, kan man ikke gardere sig imod at blive del af den politiske konflikt.
»Det sker da ikke så sjældent, at f.eks. en lokal krigsherre vil vinde popularitet ved at sige ‘se, jeg har lukket læger ind for at hjælpe jer’. Derfor må vi altid forholde os til, om vores tilstedeværelse kan ende med at have den modsatte effekt. At vi er med til at opretholde den situation, der skaber nød,« siger Jesper H. L. Jørgensen.
Strategisk pres
Han bekræfter, at Læger uden Grænser har trukket sig ud af områder, fordi den politiske situation blev for kompliceret.
»Kan vi se, at vores tilstedeværelse direkte er med til at opretholde en milits, der hærger befolkningen, så vil vi sikkert trække os ud. Så er vi ikke længere neutrale i praksis, uanset hvad vi så siger.«
Gunnar Olesen mener dog ikke, at nødhjælpsor- ganisationer overhovedet skal bryde deres hoveder med den politiske balancegang.
»Det eneste, der kan stoppe det humanitære imperativ, er, at man selv bliver slået ihjel. Det kan blive så farligt for nødhjælpsarbejdere, at man bliver nødt til at trække sig, som det f.eks. var tilfældet i Somalia, men det må aldrig ske ud fra politiske hensyn,« fastslår Gunner Olesen.
»Røde Kors f.eks. skal hjælpe den enkelte nødlidende og sætte kikkerten for det blinde øje, når det gælder den politiske situation.«
- Men kan det ikke blive for kompliceret og for uigennemskueligt, om man skader eller hjælper på lang sigt, til at man kan forsvare at blive?
»Virkeligheden er kompliceret og sammensat, men det er der ikke noget at gøre ved. Man skal som nødhjælpsorganisation udelukkende følge det humanitære imperativ og aldrig bedrive politik,« siger Gunnar Olesen.
Manifestation
Men det krav går også den anden vej. Man skal nemlig så holde sig helt fra politiske manifetsationer, hvis man vil opfattes som en nødhjælpsorganisation, mener Gunnar Olesen.
Derfor var konvojen en fejl:
»Man kan finde den sympatisk, men den var primært en politisk manifestation, og den politiske del skal man overlade til andre. Humanitær hjælp gøres bedst så stilfærdigt som muligt. Lad Amnesty International om at råbe op om den generelle situationen og hold øjet på den enkelte nødlidende,« lyder hans opfordring.
Muslimsk nødhjælp
Men havde de tyrkiske deltagere på båden andre mål end de rent humanitære?
Christian Balslev-Olesen understreger, at han ikke kender detaljerne i anklagerne mod den tyrkiske organisation, men han mener, at en del af forklaringen på mistænksomheden er, at vi endnu ikke har vænnet os til, at en række store ngo’er fra muslimske lande spiller en stadig større rolle.
»Det er sket inden for de seneste 15-20 år, og det har vi vist ikke helt fordøjet. De vedkender sig et muslimsk værdisæt, men i praksis skriver de jo under på præcis de samme principper og er med i de samme globale netværk som alle mulige andre. De er hverken mere eller mindre religiøse end de store gamle organisationer, der er baseret på et kristent værdisæt.«
Gunnar er enig: »Her hedder det Røde Kors. Der hedder det Røde Halvmåne. Bliver man urolig, skal man bare tænke på, at vi jo render rundt i ikkekristne lande med Folkekirkens Nødhjælp, uden at vi derved har skjulte dagsordner om at smugle religiøse dagsordner ind ad bagdøren.«
Men betyder det, at de mål aldrig blandes sammen?
Nej, understreger Christian Balslev-Olesen: »Men det sker også i stigende grad for de kristne nødhjælpsorgansiationer, ikke mindst de amerikanske. Det så vi jo senest i Haiti.«
Svær sammenblanding
Læger uden Grænser mener, at der er en stigende humanitær og militær sammenblanding Derfor opfordrer de den danske regering til at holde de to ting adskilt.
»Vi kan ikke lade os koordinere med politiske og militære strategier.« siger formanden.
Og at det er blevet vanskeligere at manøvrere politisk, når hjælpen skal ud, bekræfter de to eksperter.
»Det er oplagt blevet sværere at operere som neutral part, ikke mindst under Bush-regeringen med den offensive og interventionistiske politik. Man er under stort pres for at rette sig ind efter staternes overordnede strategiske mål,« siger Gunner Olesen.
Christian Balslev-Olesen mener ikke mindst, at kampen mod terror har skabt nye arbejdsvilkår, fordi der lægges pres på ngo’erne for, at de skal holde sig f.eks. fra områder, hvor fjenden kan nyde godt af hjælpen.
»Det er realiteten, at vi arbejder blandt kriminelle, banditter og terrorister, når vi skal have nødhjælp ud. Vi må ikke være naive, men skal være ekstremt vågne for at gennemskue hvilket spil, man er en del af. Men det er ikke bare nogle principper, der kan diskuteres i Geneve. Det er en konstant praktisk virkelighed, hvis vi ønsker at hjælpe folk.«
Kommentarer
‘Den tyrkiske premierminister Erdogan rasede i går mod Israel efter aktionen mod nødhjælpskonvojen. En aktion, Erdogan kalder for ‘stats-terrorisme’, og som også fik demonstranter på gaderne i adskillige lande - her ved den israelske ambassade i Ankara i Tyrkiet.’
–––––––––––––––
Nu må FN sku begynde at tage sig lidt sammen, den her situation er lidt ligesom hvis lærerene kiggede ud af vinduet ud til skolegården i frikvarteret, og så mobbedrengen tæske løs på hans ‘ynglings offer’ midt i skolegården, men ingen greb ind for mobbedrengen var skoleinspektørens søn.
–––––––––-
Så længe USA holder hånden over Israel så vil det være svært at lave en blokade som er effektiv, nu er forhåbentlig problemet ikke så stort for USA kan ikke lægge sit navn til at støtte det de gjorde ved den konvoj, spørgsmålet er vel om USA presser dem til at forlade Palæstina helt, og holde op med at bryde international lov og FN resolutioner. eller om de bare løfter en finger og siger: FYYyYyyyy
At bevægelser kan have både en politisk og en aktivistisk fløj, lærte vi meget klart i forbindelse med Nordirland, - IRA og Sein Fein.
Den eneste vej til fred, er at tale med de parlamentarisk orienterede parter hos ens modstandere, - sådan har det altid været. I gamle dage var det jo sådan set årsagen til at hele det komplicerede system med diplomati blev oprettet.
uden at Israel anerkender det politiske Hamas som dialogpartner, bliver der aldrig fred i Mellemøsten.
Fuck, - hvor kan voksne mennesker dog opføre sig infantilt til tider!
PS: og for en god ordens skyld: det gælder s’gu begge sider!
Nødhjælpen, med dens korruption, forhindrer bl.a. freden mellem palæstinenserne og Israelerne. Selvfølgeligt forsvarer nødhjælpsindustrien hjælpen. De har, som LO og 3f, ansatte spindoktorer og mediebureauer, hvis fornemmeste opgaver er, at promovere følelsesporno, medlidenhed og indsamlinger i TV og presse.
Al nødhjælp skal naturligvis organiseres gennem Ramalah, ikke gennem Hamas (Hizbollah). Gaza er besat af Hamas og andre kriminelle elementer. At sende nødhjælp til Gaza udenom Ramalah er komplet idiotisk og udelukkende en provokation. Hamas føler sig glemt efter at Abbas er startet på opbygningen af en stat, helt uafhængigt af Israel og Hamas.
Bernhard,
lige bortset fra at Hamas ifølge de demokratiske spilleregler er den officielle regering mens Abbas er en uvalgt diktator. Men det viser bare hvor let det er for os “vestlige demokrater” at tilsidesætte demokratiet når vi ikke kan lide resultatet.
Denne kommentar er anbefalet af:
Det lader til at de fleste behændigt glemmer at Israel ikke ville forhindre nødhjælp i at nå Gaza, men at hjælpen skulle gå via Israel for at forhindre indsmuling af våben.
Fragten var utvivlsomt et propaganda stunt fra konvojledernes side og derfor frem for alt en politisk manifestation. Endnu engang bliver palæstinenserne udnyttet i andres politiske spil, sådan som de er blevet det i over 40 år.
Hvorfor er der ingen som spørger sig selv hvorfor Vestbredden ikke er blokeret på samme måde? Er det fordi Israelerne er schizofrene, eller er det fordi de faktisk ikke opfører sig monstrøst, når de kan have fredelig sameksistens?
@ Sven,
Vil du anerkende en dialog partner som ikke anerkender din ret til eksistens?
Den israelske stat opbragte eller bordede et skib med tyrkisk flag i internationalt farvand. Alene det er folkeretsmæssigt ikke i orden. Det er ej heller i orden folkeretsmæssigt at begynde at fire soldater ned på et andet lands skib. Det er kun i orden, såfremt det pågældende land (Gaza) kan anses for at være i krig med f.eks. Og her vil staten Israel sikkert hævde, at det netop forholder sig sådan.
Mht. om hvorfor skibene ikke ville lægge til i Ashod som foreslået af det israelske miltær handler det ikke om, at der måske kunne være våben ombord på skibene (som set fra Israels side). Men om, at de ting, der var i nødhjælpen er ting som Israel nægter adgang til Gaza. Og det er ting som:
kaffefiltre, cement, kuglepenne, blyanter, papir, kørestole og sikkert en del andre ting.
Og hvorfor Israel lige mener, at f.eks. kaffe-filtre er farlige ved jeg ikke? Cement er forbudt, da det vil give Gaza mulighed for at bygge de huse op igen, som det israelske militærs kampvogne har ødelagt.
Og ang. Israels ret til eksistens:
Hamas har sådan set bekræftet Israels ret til eksistens gennem adskillige udtalelser: de kræver blot at israel til fulde opfylder den resolution som FN’s sikkerhedsråd vedtog i 1973?. Stop for bosættelserne og tilbagetrækning til 1967-grænserne.
Og ang. IHH’s kontakter til Hamas. Hamas er den folkevalgte myndighed i Gaza. Derfor har IHH naturligvis kontakter til denne myndighed. Men blot fordi man har kontakter til nogen eller samarbejder med nogen om at få nødhjælp ind i f.eks. Gaza betyder det jo ikke, at IHH er det som den bliver beskyldt for at være, bl.a. af Israel og samtlige danske medier (med amerikanske eksperter som kilde).
I TV2-Nyhederne i går var der indslag med Steffen Jensen (eller var det i TV-avisen?). Steffen Jensen stod og talte om hans kontakter med Hamas. På den måde kan man altså konkludere at Steffen Jensen er det som Israel beskylder aktivisterne for at være - udelukkende for Jensen har kontakter til Hamas.
Svaret på hvorfor Vestbredden ikke er blokeret er ganske ligetil: Israelerne kan bedre lige Fatah end Hamas, de kan bedre lige Abbas end lederne af Hamas.
Konvojen havde vel også det mål at henlede verdens opmærksomhed på den israelske stats blokade af Gaza - fra søvejen altså. Og på at ting som cement, neskaffe og papir er totalt forbudt t indføre i Gaza - ifølge den israelske stat.
Niklas,
Israel har ingen som helst ret til at borde skibe og myrde mennesker om bord på disse skibe.
Så enkelt er det.
En video viser tilsyneladende aktivister, der slår løs på israelske soldater med køller. Armene, der tildeler slagene, kan tydeligt ses over skibets ræling. Videoen er formentlig optaget i et fllimstudie for flere måneder siden, men ifølge TV-Avisens korrespondent i USA “vil vi aldrig få sandheden at vide”, for “sandheden afhænger altid af øjnene, der ser, og “en objektiv sandhed eksisterer ikke”. Tag den, alle i filosoffer og videnskabsmænd op gennem tiderne!
Jens,
Tror du ikke hele optrinnet er en medieskabt historie der aldrig i virkeligheden har fundet sted, udtænkt af Israels fjender blot for at miskreditere landet?
Hans Jørgen,
Jeg er nok nødt til at give dig ret, der har Israel ikke lov til.
Det ændrer bare ikke på det faktum, at de som søsatte konvojen givetvis sidder og gnider sig i hænderne over deres aktion, som de synes lykkedes over al forventning fordi mennesker døde.
Nødhjælp i sig selv er enormt politisk, eftersom målet ikke er at bryde med det kapitalistiske samfundsapparat som forårsager den elendighed som nødhjælpen hævder at den vil bekæmpe, eller nok rettere begrænse, for nødhjælp kan aldrig gøre verden rigere. Med andre ord er det politisk (og frem for alt borgerligt) at nægte at tage stilling til den verden man lever i.
Er da ganske sikker på om Røde Kors, Dansk Flygtningehjælp eller Folkekirkens Nødhjælp for en gangs skyld fik lov til at komme med bud på hvordan fattigdommen i verden får lov til at vedblive med at være så massiv, så ville de helt sikkert pege på kapitalismen og de riges udbytning.
Bekæmp fattigdommen: stop den systembevarende nødhjælp.
Niklas skriver:
de som søsatte konvojen givetvis sidder og gnider sig i hænderne over deres aktion, som de synes lykkedes over al forventning fordi mennesker døde
- og hvad bygger du så den formodning på?
Det er jo en alvorlig anklage, og alvorlige anklager skal helst hvile på et solidt fundament.
Gør din anklage det?
PS. Man kunne også bruge stærkere ord end anklage. Tilsvining, perfidi, f.eks.
Hans Jørgen,
Kan du blive enig med dig selv om det er en formodning eller en anklage?
Niklas,
din begrebslogik halter.
En formodning kan, som den er i dette tilfælde, udmærket samtidig være en anklage.
Regimet i Gaza og regimet i Israel er i en konflikttilstand - som følge heraf har Israel underlagt Gaza en blokade - med henblik på at mindske strømmen af våben og andre forsyninger til Gaza.
En blokade er et helt almindeligt og anerkendt kampmiddel i krigens love og sædvaner - og blokadebrydere gør sig til part i konflikten - og må dermed påregne at modparten håndhæver dens blokade med den dertil nødvendige magt.
Hvis formålet med ‘Free Gaza flotilla’ alene var at leverer nødhjælp - kunne de større passagerfærger og små fragtskibe - en besynderlig konfiguration for nødhjælpsflåde - udmærket have anvendet den ordning Israel har etableret netop til dette formål.
Det valgte de ikke at gøre - og som flere videoer af operationen tydeligt viser - forsøgte ‘Free Gaza flotillen’ bryde blokaden med magt.
De må have vist de ikke kunne vinde over IDF, men valgte desuagtet at angribe det lille israelske boardinghold med sådan en voldsomhed og beslutsomhed, at boardingholdet for at redde livet måtte anvende dødbringende magt - som det udspillede sig virkede det planlagt fra Free Gaza’s side.
Det forekommer mig Monrad har et solidt fundament for sin formodning.
Og hvordan er det lige, at ting som koriander, ingefær og salvie, eller ting som A4 papir udgør en trussel mod Israels sikkerhed? Neskaffe er desuden også forbudt at indføre, ifølge Israel, til Gaza.
Og det der var ombord på de her skibe som nødhjælp, ja det var altså bl.a. varer som Israel har forbudt kommer ind Gaza bl.a. altså Neskaffe og A4 papir.
Somme tider overvejer jeg, om jeg burde omskoles. Jeg er i bund og grund humanist. Har aldrig affyret et skydevåben eller tævet nogen, der var større end mig selv.
Men hvordan fanden skal man stoppe de der forbryderiske israelere?
Spørg du mig?
KA,
Jeg mener personligt ikke flådeblokaden har den store betydning for Israels nationale sikkerhed.
Men de nævnte varetyper (dersom det er korrekt Israel ikke tillader disses indførelse) regner de vel ikke som nødhjælp - hvad det ret beset heller ikke er - og finder det passende at deres modpart underkastes både økonomisk og psykologisk krigsførelse på denne måde.
Det er misbrug af humanismen som ideal når HJL kalder sig humanist og samtigt tillader sig at ytre sig om israelere som en samlet flok forbrydere. Det er uklædeligt for en læser af Information ikke at vide, at verden hverken er sort eller hvid.
Israel har en legitim ret til at forsvare sig mod Hamas, der internationalt stemples som en terrororganisation - det er der gode grunde til. Mindst 4000 raketter er landet inde i Israel uden militære mål. Israel forhindrer ikke nødhjælp til Gaza, men har et naturligt ønske om at sikre sig viden om, hvad der bringes ind. Jeg synes det er vigtigt at pointere, at 800 aktivister ikke har noget med nødhjælp at gøre. Det israelske tilbud om losning af nødhjælpen i havnebyen Ashdod mhp. lastbiltransport ind i Gaza, er et tilbud som en hvilken som helst seriøs humanitær organsation var blevet nødt til at acceptere. Det blev afvist af den organiserende nødhjælpsorganisation, hvilket er meget beklageligt. Når nødhjælp på denne vis bruges i et politisk spil får det konsekvenser. Alle danskere, der arbejde med humanitær bistand er bekendt med de farer, der er forbundet med at hjælpe. Det er bestemt ikke blevet lettere, men med denne udvikling har humanitær bistand taget en ny drejning, der er til skade for dem som har behovet. Den tyrkiske regering har begået det største overgreb, der får konsekvenser langt ud over mellemøsten. Hvor er det trist!