Pædagogiske spørgsmål vil altid være en central del af den offentlige debat. Det vil de, fordi de handler om formningen af de mennesker, der skal udgøre fremtidens samfund. Det gør på den ene side pædagogik til en magtfaktor og på den anden side til en uhyre vanskelig disciplin. For ret beset kan vi kun besvare de pædagogiske spørgsmål ved kloge os på en fremtid, vi endnu ikke kender.
Pædagogik betyder at ‘lede barnet’. Oftest forbindes det med opdragelsen, hvormed de voksne pakker barnet ind, belærer det, udstikker retningslinjer for dets færden for så til sidst at give slip, så det nu voksne barn kan styre livet selv. Pædagogik handler om ved ydre påvirkning at bringe et barn til selvbestemmelse.
Det forhold er imidlertid udfordret. I disse år får vi ofte at vide, at vi lever i en foranderlig verden uden faste holdepunkter. Man styrer selv, hvad der er rigtigt og forkert. Det pudsige og det problematiske er, at børn og unge, der ikke engang er fyldt 18, bliver omfattet af retorikken om, at vi er i stand til at danne os selv som mennesker. Vi forventer, at de allerede fra en tidlig alder er i stand til at tage myndige beslutninger. Det kunne jo lyde ganske behageligt for de karrieremindede forældre, hvis arbejde ikke efterlader plads til seriøse overvejelser vedrørende barnets opvækst. Til gengæld placerer det alle pædagogerne og lærerne i en lidt uheldig situation. For hvad skal de nu lave?
Den groteske situation herfor er læreren, der beder børnene gøre, lige hvad de har lyst til, hvortil Søren svarer, at det skal han da nok selv bestemme, og Susan fortvivlet spørger, om hun virkelig behøver gøre lige det, man har lyst til.
Pointen er jo selvfølgelig, at der må være en eller anden form for pædagogisk autoritet eller gyldighed, der sætter sig igennem og hjælper eleverne med at sætte retning på opdragelse, skole og uddannelse.
Pædagogisk ideal
Hverken lærere eller elever kan leve med en pædagogik eller en skole, der ikke sætter grænser for, hvad der er rigtigt eller forkert, godt eller dårligt. Der skal sættes grænser, for hvis målet er, at de her elever på et tidspunkt skal blive selvbestemmende, så skal de have en idé om, hvordan de kan udnytte selvbestemmelsen til også at tage vare på andre.
Med andre ord skal der noget moral ind i pædagogikken. Det er da også kun naturligt, for når pædagogikken handler om fremtiden undgår den ikke at være normativ.
Når det især i dag synes særligt relevant, hænger det sammen med påstanden om, at vi i dag lever i en globaliseret verden. Det vil sige en verden, hvor mine handlinger ikke kun har konsekvenser for mig selv, men potentielt set for hele menneskeheden. Mit daglige overforbrug af energi er medårsag til en sandsynlig oversvømmelse af Maldiverne, og amerikanske investorers ansvarsløse brug af penge gør det sværere for mig at finde et nyt job.
Derfor kræver mange uddannelsestænkere, at vi alle må dannes som verdensborgere. Det vil sige, at børn og unge gennem opdragelse, skole og uddannelse skal geares til at indgå ansvarsfuldt i et verdenssamfund.
Elitær misforståelse
Hvad betyder det egentlig for sådan noget som undervisningen i folkeskolen? Jo, umiddelbart betyder det, at globale temaer skal sætte dagsordenen for undervisningens indhold. I ugebrevet A4 kunne man i uge 12 læse om den franske økonomiprofessor Jean Pierre Boisvion, der beklagede de europæiske befolkningers mangel på basal samfundsøkonomisk viden. Da en ganske pæn del af den offentlige debat handler om økonomi (socialpolitik, skattetryk, sundhedsbudgetter osv.), er det selvfølgelig bekymrende, at store dele af befolkningen ikke kan forklare, hvad ord som rente, moms og omsætning egentlig dækker over. Derfor må man til dels give professoren ret i, at der foreligger en vigtig pædagogisk opgave i allerede på grundskoleniveau at sætte samfundsøkonomi på skoleskemaet.
Desværre er det typisk, at uddannelseseliten (i dag er det også politikerne) reagerer på denne type af problemer ved at kræve udvidede læseplaner, mere faglighed, flere kundskaber og mere teori ind i skoleverdenen.
Hvad de ikke har øje for er, at vejen til teoriforagt ikke er lang i en skole, der interesserer sig mere for elitens dagsorden end for elevernes egne livserfaringer. De elever, som lider nederlag i matematiktimen, lider sikkert også nederlag i samfundsøkonomisk teori, og derfor vil de også i fremtiden beskytte sig mod de nederlagstruende møder med fagets indhold. Også når det dukker op i den offentlige debat. Det kan ikke bare forklare skoletræthed her og nu. Det kan også forklare en stigende samfundstræthed blandt ikke uddannede grupper i samfundet.
Problemet er, at man med det alt for kraftige fokus på kundskaber, gør fagkundskaben og ikke livet til målet. Også selv om de fleste kan se, at det omvendte burde være gældende.
Tilgængelighed
Sådan har det nu ikke altid været. Tidligere var det normalt, at man i landområder kun gik i skole hver anden dag. På fridagen gik man til hånde i lokalsamfundet. Man hjalp til i marken eller ude på fiskerbåden. Der var tale om en praksislæring, hvor man langsomt socialiserede sig ind i et fællesskab ved gradvist at tage mere ansvar og opøve større beslutningsdygtighed. På den måde kombinerede man opøvning af færdighed og kundskab med et moralsk ansvar for fællesskabet.
I dag er verden selvfølgelig mere kompleks, men der skal ikke så meget mere til. I Danmark har vi en fin tradition for såkaldt gøremålsundervisning. Gøremål er en form for praktiske opgaver, der hjælper os med at få hverdagen til at fungere. I skolen kender vi det fra fag som hjemkundskab og håndarbejde. Men man kan sagtens forestille sig, at undervisning i hjemkundskab ikke blot gør eleverne fortrolige med teknologiske apparater og madopskrifter. Det bidrager også til forståelse af hverdagslivets organisation - herunder økonomi - og bibringer forhåbentlig eleven en evne til at kunne agere i hverdagslivet på ansvarlig vis og i respektfuldt samarbejde med andre. I dag kunne det også give anledning til drøftelser og undersøgelser af produktionsbaggrunden for de midler, som anvendes i hverdagen. Gøremålene kombinerer det videnskabelige studie med forståelsen af deres betydning i kulturen og samfundet. Samtidig medvirker de til at gøre ganske abstrakte problematikker konkrete og nærværende.
Når en klasse står for at levere sund mad til hele skolen, eller når de organiserer og sorterer maden på økologisk vis, ja, så beskæftiger de sig pludselig med universelle, globale og uhyre abstrakte temaer som sundhed og bæredygtighed. Det er noget mere nærværende end en kompleks debat ført af to akademikere i kloge-Deadline. Det gør globale problemstillinger håndgribelige, og eleverne oplever, at det ikke er ligegyldigt, hvad de synes og gør. De kan aktivt gøre til eller fra.
Lærerautoritet er vigtig
Det kræver selvfølgelig, at eleverne ikke overlades til sig selv. Læreren må selvsagt have et fagligt sigte med undervisningen. Og så ved jeg godt, at man siger, vi lever i en foranderlig verden. Men det betyder da ikke, at vi er i stand til at klare alt selv. Tværtimod vil jeg næsten sige. Vi er da mere afhængige af hinanden, end vi nogen sinde har været. Hvis eleverne ikke har en tydelig lærer at danne sig op imod og et fag at interessere sig for, så vil de i heldigste fald kede sig. I værste fald vil de ikke koncentrere sig om andet end sig selv.
Når det er sagt, er det trættende, at den akademiske elite ikke har mere opfindsomme svar på tidens udfordringer end den sædvanlige hyldest til teoretiske komplekser. Vi bør satse på en mere jordnær pædagogik, der rent faktisk giver børn og unge lyst til at tage ansvar for andre. Det sker kun gennem en pædagogik, der giver lærere og pædagoger autoritet til at styre pædagogikken gennem sociale og konkrete aktiviteter. Når alt kommer til alt, løses pædagogiske problemstillinger hverken på Borgen eller fra skrivebordet. Det løses i klasselokaler i det nærværende forhold mellem lærer og elev, pædagog og barn.
Rasmus Kjær er foredragsholder og forfatter til bogen ‘Pragmatisk pædagogik mellem selvdannelse og kosmopolitisme’
Kommentarer
Jeg forstår ikke hvad du mener med den “akademiske elite”, for det jeg forstår ved den akademiske elite efterspørger netop de ting der nævnes.
Det er ikke den akademiske elite, der kræver mere kontrol, kanoner, detaljerede læreplaner osv. Det er de ikke uddannede politikere (her mener jeg, ikke uddannet i pædagogik).
Enhver, der har gået i gymnasiet kan, rent fagligt, sagtens håndtere f.eks. matematik og fysik i folkeskolen. Det de ikke kan er at lære fra sig.
Pædagogikken tror alle de ved noget om, men de fleste af politikerne og dem, der eller udtaler sig om rundkredse osv ved faktisk ikke noget som helst om hvordan mennesket lærer noget.
Der findes masser af (“akademisk elitær”) forskning, men man bruger den ikke fordi det passer ikke ind i politikernes verdensbillede. Vi ruster ikke vore børn til fremtiden med kæft trit og retning, samt kontrol, kongerækker og kanoner.
Det er problemløsning og ansvarstagende og bevidsthed om egen læring, der virker. Derfor er lærerens opgave meget anderledes end den var defineret i 50erne. Det kræver uddannelse af lærerne og “akademisk elitær” forskning.
Denne kommentar er anbefalet af:
Nej, dem der så afslutningsdebatten fra folketingssalen forleden vil vide at rollemodellerne ikke finder det betimeligt at lytte til den der har ordet på talerstolen såfremt denne ikke er en partifælle, men karter rundt på stolen, travlt beskæftiget med at samle papirer op fra gulvet, tale med sidemanden eller i det hele taget opføre sig som var de er ramt af ADHD, hvis de ikke slet og ret er faldet i staver.
Denne kommentar er anbefalet af:
Meget relevante tanker om praksis som læringsredskab og den intellektuelle dominans.
I en af de mest populære nutidshistorier følger vi en række unge menneskers flittige dannelse på skolebænken i en stram socialiseringskultur for at beherske faglige teknikker og erhverve boglig viden som alle andre udviklede skolesystemer sætter højt.
Men i de afgørende situationer, hvor man for alvor lærer at tilegne sig viden om verden, er skolesystemet et problem - ikke en løsning.
Harry Potter ser generelt ud til at blive dummere af at gå i skole. Selv om Hogwarts systemer latterliggøres i historien som gammeldags stivstikkeri, accepteres systemets grundlæggende præmisser, og de talentfulde, udvalgte lærlinge lærer allermest, når de snyder eller pjækker. Film efter film ser vi verdens mest talentfulde troldmand spilde sin tid på autoritær og tilbageskuende pædagogisk omklamring.
Når der virkelig skal løses krævende opgaver og verden reddes fra livstruende omstændigheder, handler Harry ud fra instinkter og livserfaring, mentorers hjælp osv. Skolens systemer ser derimod kun ud til at begrænse hans muligheder.
Det er endnu engang vigtigt at man kan danne sig et overblik over hvor mange fisk der er i en s¢ og hvor mang munde den kan mætte, og logi er endnu engang vigtigt at være i besigelses af.
Jeg er pt. på Philippinerne som har været et stor spise kammer men på grund af tilsidesættelse, af denne elementær logisk tilgang til verden oplever millioner af Philippiner dagligt at må gå sulten i seng.
Men når Rasmus Kæjr vil skole b¢rn til være kosmospolitiske verdens borger begår man f¢rst vold imod skole b¢rn da b¢rn endnu engang ikke kan forholde sig til så store sp¢rgsmål og problem stillinger.
Men et tiltag der helt klart vil forbedre det sociale milj¢ i vores skoler og i samfundet vil være b¢rn har 5 timers idræt i skolen om ugen, og som har så mange positive sider, og det også igennem idræt jeg her på Philippinerne skaber mig kontakter til den lokale befolkning, og opbygger en store forståelse af landet og befolkningen.
Samt skal man selvf¢lgelig heler ikke opdrage b¢rn til stå ved k¢dgryderne og der er i dagens Danmark alt for meget Pædagogik der udspiller sig ved k¢dgryderne, jeg er i bisigelse af et 2 bindshusmor lexikon udgivet i 1947 og 48 og det opdragelse der vil noget af kvinde k¢nnet og den underskrevet af vores daværende dr¢nning og vores daværende chef for sundhedsstyrelsen, og den kultur trives i bedste velgåendehed inde for behandling systemmet og er en årsagerne til det projektet med social udst¢dte er gået helt galt i Danmark, og arbejderklassen i f¢rhen var bedre til den opgave end vores nuværende behandling system.
Men klart en gruppe af skole elever vil helt have glælde af få mulighed for flere praktiske fag som at kunne lave en cykel eller knallert og lave flere ting i træ eller metal.
Samt er langt ude påstå at b¢rn bliver sosialiseret igennem arbejdet i gamle dage, her i Asien er der masser af b¢rne arbejde, og de får i virkeligheden taget deres barndom fra dem når de skal gå og hente penge hjem fra de er 10 11 år eller skal passe deres mindre s¢skende, ja de b¢rn bliver socialiseret til være undertrykte i meget tillid alder og sådan blev store dele af den danske landbefolkning også opdraget i den tid Rasmus Kæjr beskriver, og det er på ingen måde vejen til skabe et bedre samfund med store lideværd imellem mennesker.
Claes Pedersen Caloocan Metro Manila
Super.
Jeg tænker stadig: ‘Samfundstræthed’ sikke et perleord.
4 år og har set glimt af: Natur der forsvinder, Dyr der er udrydningstruet, Frygt for fremmede voksne, Miljøsvineri, Voksnes skænderier og nedrakning af andre, 10.000 mord, Klimatruslen, Luftforurening, Atomskyer, Blodige demonstranter, Sultofre, Luftbombardementer, Hård porno og en hel del mere…
Jeg kommer igen lidt senere…
Min helt er min børnehavefrøken.
VKO lagde fra dag ét i 2001 op til et opgør med pædagogerne i institutioner og skoler. Der skulle fokus på elitebørn.
Pædagogerne blev udråbt som: “Professionelle, socialistiske ballademagere”, og væk med ‘Rundbordspædagogikken’. Nu skulle der gang i ‘læringen’. Der skulle udarbejdes læreplaner og udviklingsplaner for det enkelte barn. Registreringspædagogik blev det bærende princip.
Pædagogerne er i dag presset i defensiven af: (1) En forvaltning, der løbende kræver digre værker; årsplaner, handleplaner, læreplaner; (2) Ambitiøse karriere forældre, der kræver særbehandling, kontrol og fokus for at styrke deres egen opfattelse af dem selv i forældrerollen; (3) Regeringens nedgøring af pædagogik som fag.
Allerede i vuggestuen skal børnene socialiseres gennem leg og leg og leg under iagttagelse af pædagoger, der ved hvad de ser efter…
Samfundet har ikke villet forstå at pædagoger, lærer og forældre skal samarbejde om hver enkelte barn fra 0-12 år for, at sikre at specialindsats sættes ind på det rigtige tidspunkt, og så er resultatet at der produceres et stort antal tabere, der ender som anorektikere, cuttere og bandemedlemmer..
Specialindsatserne kommer alt for sent i børnenes opvækst og så bliver indsatsen uforholdsmæssig kostbar.
Hvis børnepædagogerne fik tildelt myndigheden som problemspottere kunne der etableres et fokus på problemerne i tide også hos de ‘stærke’ forældre, der ikke har tid til at indse at deres børn kan have et problem..
Denne kommentar er anbefalet af:
“Problemet er, at man med det alt for kraftige fokus på kundskaber, gør fagkundskaben og ikke livet til målet. Også selv om de fleste kan se, at det omvendte burde være gældende.”
Hvor er det rigtigt og godt sagt!!
Enhver sund 15 - 16 årig knægt ser i hvert fald sådan sådan på det, og kommer derfor let i konflikt med skolesystemet.
Som lærer på 15. år kan jeg kun sige:
Et intelligent løsningsforslag med pædagoger og lærere som probelemspottere, Bill Atkins!
Hvis vi blev taget alvorligt HURTIGT når vi indberetter bekymring til kommunerne istedetfor at opleve, at de er nødt til at stikke fingrene i ørerne og synge “La la la la la ” af økonomiske grunde!!!
Denne kommentar er anbefalet af:
Enhver, der har gået i gymnasiet kan, rent fagligt, sagtens håndtere f.eks. matematik og fysik i folkeskolen.
Sikke en gang vrøvl. Mener du virkelig at gymnasieelever, der har de pågældende fag på c-niveau med et 2-tal i bagagen kan undervise i de pågældende fag ? Set i lyset af at gymnasielærerne indrømmer, at de lader masser af studenter få huen, fordi det betyder penge til institutionen er det vist ikke den store sikkerhed man har for at et 2-tal er andet end en sikkerhed for gymnasiets eksistens.
+-*/ - de fire regnearter, mængder, summering og evt. andengradsligninger hvis det skal gå højt.
Arkimedes, Newtons love, lidt el, optik…
Peace of cake. Det er det pædagogiske der er det vigtigste (og sværeste). Det er i de små klasser at ungerne skal lære at lære. Et af hovedproblemerne er vel at mange ikke rigtigt får “knækket koden”. Det er ikke et problem i matematisk fysisk forstand, men pædagogisk - inlæringsmæssigt.
Nu går mine børn i en Svensk skole. Der har man et helt andet fokus på samarbejdet mellem hjem og skole. F.eks. skulle de (i første klasse) læse mindst et kvarter hjemme hver dag og forælderen skriver ned hvilke sider der er læst og skriver under på listen. Det kan selvfølgelig være stor forskel mellem skoler nationalt, men det gjorde vi ikke på den Danske skole.
Allerede efter 2. klasse kom kun halvdelen af forælderne til forældermøde i Danmark. I vores Svenske skole kommer alle, selv i 6.
Politikerne i Danmark tror man at man kan straffe, ekskludere og kontrollere sig ud af problemerne. Jeg tror man skal involvere forælderne meget mere.
Forælderne skal tidligt forklares vigtigheden af deres indsats. Desuden skal der udtales tillid samt høje, rimelige og klare forventninger til alle parter, lærere, forældre og elever. Og der skal følges op mellem de tre parter på målene.
Det man ikke skal gøre er at lave nationale gabestokke og detailstyring, for det dræber det engagement, der skal til for at få det hele til at klappe.
Denne kommentar er anbefalet af:
Svenske elever klarer sig bedre end danske læsning, men dårligere i matematik end danske. Ifølge PISA. Take that.
Bliver forældre ikke tryglet og bedt om at involvere sig i deres børns skole i Danmark ?
Ups: i læsning.
Trygle er ikke nok. Forældrene skal indse hvor vigtig deres involvering er. Det er også en pædagogisk opgave. Ingen pisk og nedgøring.
Og som jeg skrev:
“Desuden skal der udtales tillid samt høje, rimelige og klare forventninger til alle parter, lærere, forældre og elever.” /b
Og hvordan er det så man lige gør det, når der til 1. forældremøde kommer under halvdelen.
Nu har jeg kun 2 børn, så jeg har ikke meget statistik, men jeg her indtryk af at der som regel er fuldt hus i starten. Desuden er det jo ikke kun der man skal have kontakt. Jeg kan ikke huske hvor mange møder vi havde i DK, men her i vores skole i Sverige har vi 4 forældermøder/barn om året plus 2 individuelle udviklingssamtaler hvor man (lærer, elev og forældre) taler om hvordan det er gået seneste halvår, samt sætter målsætninger ned for det kommende halvår. Planen skrives under af elev, forælder og lærer.
Formen for dette er udviklet af skolens medarbejdere selv, så de har del i og indflydelse på systemet. Planen er et arbejdsredskab for de involverede parter og altså ikke et kontrolapparat for at kigge over skuldrene nationalt.
Fungerer samarbejdet ikke findes der handleplaner, men dem kender jeg ikke noget til.
Fra ministeriets side findes der forslag til hvordan det kan udformes. Nye forskningsresultater om hvordan man kan lære findes tilgængeligt og man støtter egne initiativer på skolen (dvs staten viser tillid og høje, klare forventninger).
Der findes nationelle prøver i 3. og 5. klasse (sikkert også senere), min datter havde vist 6 matematikprøver her i det tidlige forår i 3.klasse. Udfaldet for eleven diskuteres på udviklingssamtalen og man bliver enige om at man f.eks. skal træne lidt ekstra på tabellerne eller noget andet.
Det kan da vist kun være dig, der ikke har fundet ud af at med hensyn til prøver og test så er DK pt ved at teste sig igennem hele skoleforløbet. Elevplaner har vi haft de sidste 4 år. På langt de fleste skoler ligger ugeplaner på nettet og årsplaner har været obligatoriske i vel snart 10 år. I DK er der typisk to forældremøder og og to skole/hjemsamtaler.De sidste kommer alle til, da forældrene i modsat fald bliver “hentet”. Med hensyn til forældremøder er erfaringen at jo højere uddannelse og jo bedre eleverne fungerer jo større fremmøde. Enhver vil så kunne forstå at i de pæne hvide, pæredanske kvarterer kommer så at sige alle, mens der i indvandrer- og sociale taberkvarterer er det noget sværere.
Jeg tror helt bestemt at vi på ét område kunne lære noget af svenskerne og det er i indskolingen. Jeg overværede undervisningen, for snart mange år siden, i en 2. klasse. Alle elever skiftede til indesko og fröken gav hånd til hver elev. Indeområdet var præget af ro,måske lige vel megen ro for en dansker, men det var tydeligt at eleverne ikke blot kendte, men forstod at skolen var et lærested, der havde helt bestemte og letforståelige regler. I de større klasser skulle jeg mene, at man i Sverige har lige så mange problemer som i DK.
Denne kommentar er anbefalet af:
Sagt helt kort, så må skolens målsætning af i dag aldrig være, at være en slags pølsefabrik til produktion af (målbare) bogligt-akademiske færdigheder implanteret med succes i veldisciplinerede “artige” og flittige dimittender med pæne manerer.
Den primære målsætning bør være, at der kommer nogle spændende “hele” mennesker frelst igennem indlæringssystemet i den anden ende.
Kompetencer, som man kan have glæde og nytte af senere i livet, er notabene så uendeligt meget andet end det at kunne regne korrekt og sætte kommaerne de rigtige steder, kunne det pereiodiske system på fingrene mv..
I virkeligheden er de fleste normale og sunde børn fra naturens hånd de rene kraftværker af lærenemhed, nysgerrighed og kreativitet, som det fort i verden gælder om at vække, stimulere og opmuntre og ikke dræbe ved alt for meget vægt på kedsommelig ekscercits.
Det ser man blandt andet i form af den utrolige færdighed selv mindre børn i dag ofte har, når det gælder betjening af diverse elektronisk udstyr og den utrolige lethed hvormed små børn kan tilegne sig at tale et stort set fejlfrit sprog, der ikke er deres modersmål, lære at spille violin (under forudsætning af, at de rette ydre omstændigheder er til stede).
Det kompetencekompleks, det gælder om at udvikle og stimulere, drejer sig ud over det intellektuelle område om blandt andet det musikalske område, det sproglige område, det motoriske område, det kunstnerisk kreative område og det sociale kammeratskabsmæssige område.
Det værste, der kan ske, er, hvis kolearbejdet af mange af eleverne opfattes som noget kedsommeligt og trist, eventuelt præget af gentagne nederlag, af forsømmelser, strenge bebrejdelser af samme grund mv., noget der helst skal overstås hurtigst muligt og med mindst mulig anstrengelse, så man kan zappe over til noget mindre frustrerende.
Der er noget at tage fat på kære lærere. Undervisningen skal være spændende, ikke til at rive sig løs fra. Held og lykke med det!
Lærere skal være teoretisk og begrebsligt funderet
Lærergerningen bliver først løst afbalanceret, når den bedrives på grundlag af gedigen didaktik. Målsætning, indholdsvalg og metodisk gennemførelse hænger sammen. Uden samklang mellem disse tre led vil læreres arbejde blive hovedløst – og læringsresultatet derefter. Den aktuelle danske debat om at danske lærere kender for lidt til, hvordan deres metoder virker, rejst af statsministerens rejsehold om et 180 graders eftersyn af folkeskolen, er vigtig. Men den bør ikke føre til, at faget metodik vægtes på bekostning af faget didaktik.
På en Danida-mission i det tidligere sovjetstyrede Mongoliet, hvor jeg skulle fortælle om, hvordan faget didaktik udfoldes i Danmark, oplevede jeg naturligt nok modstand fra de universitetspsykologer som hidtil havde bestemt, hvilke metoder der blev brugt i den mongolske skole. Psykologerne foreskrev, hvilke metoder der skulle anvendes af ’metodisterne’, som lærerne karakteristisk nok blev kaldt. Psykologien hvilede på en forhåndsforståelse, som ikke blev underkastet didaktiske – filosofiske – spørgsmål. Menneske- og samfundsopfattelsen i ental var udenfor diskussion. Psykologerne stillede mig spørgsmålet: Hvad er ’basic’ i dansk skole? Det er et sundt spørgsmål at stille sig. Jeg svarede, måske lidt overrumplet, at skolen i Danmark ikke har ét grundlag. Den danske skole, påstod jeg, er baseret på at virke i et demokratisk samfund. Faget psykologi hviler ikke på ét samfundsdefineret menneskesyn. Netop derfor er didaktik et vigtigt fagligt område i dansk læreruddannelse. Danske lærere forventes igennem hele deres fyrreårige arbejdsliv, at reflektere over ’basic’. De skal udfylde deres metodefrihed til gavn for elevernes læring.
Lærere er en slags udsendte diplomater i børneverdenen. De skal fremme forståelsen for samfundets demokratiske grundlag. Det er længe siden vi stadfæstede, at der skal være overensstemmelse mellem mål og metoder i dette ærinde – vi vedtog i 1966 at lærere ikke må anvende autoritære metoder. Der er mere uoverensstemmelse om, hvordan vægten mellem overlevering og inddragelse skal være. Nogle ser demokratiet som fastlagt en gang for alle og anser derfor skolens opgave for ren overlevering. De er optagede af at finde de bedste og mest effektive metoder. Andre ser demokratiet som noget der hele tiden må udvikles og vedligeholdes. De sidste har lagt vægt på indhold og metoder, der giver eleverne grundlag for at analysere gældende magtforhold. De vil inddrage eleverne i værdidiskussioner om demokratiets aktuelle sandheder. Det sidste er nedladende karakteriseret som ’rundkredspædagogik’, skønt det netop fortjener opmærksomhed. Inddragelse sikrer fremtidens fredelige demokratiske udvikling.
Det er ikke ligegyldigt, hvor begrebsligt funderet lærere er, når de skal udfolde deres metodefrihed. Der vil fx være stor forskel på, hvordan de tilrettelægger undervisning alt efter, hvordan de tænker om begreberne kultur, historie, identitet, familie, nation osv. Det er begreber, som altid må diskuteres. Nogle hævder at samfundets sammenhængskraft skal opnås ved at vægte essentielle forståelser af, hvad der er dansk kultur. Andre hævder, at kultur er noget vi konstruerer, og at man må vægte det konstruktivistiske element. Parterne falder i hver sin grøft. Ved for eksempel at inddrage Benedikt Andersons begreb: Virkningsfuldhed kan parterne diskutere mere oplyste. Begrebet kan eksemplificeres med 1600-tallets heksejagter. Dengang var der en fælles ’basic’ om at hekse eksisterede, og den ide var så virkningsfuld, at man dømte og henrettede medmennesker. Der er næppe mange i dag, der mener at troen på hekse var udtryk for nogen sandhed, men det er tydeligt, at forestillingen var virkningsfuld. Det var en virkningsfuldhed – ikke en sandhed. Didaktik må være optaget af at diskutere, hvilke forestillinger om kultur der forveksler virkningsfuldhed med sandhed i dag.
Kan man eksempelvis sige, at vi mennesker er én identitet og at vi har én kultur? Formålet med folkeskolens historiefag bygger på den forståelse af begreberne identitet og kultur. Det hedder:
Ved at arbejde med udvikling og sammenhænge i det historiske forløb, skal eleverne udbygge deres indsigt i menneskers liv og livsvilkår gennem tiderne. Herved skal de videreudvikle deres viden om, forståelse af og holdninger til egen kultur, andre kulturer, samt menneskers samspil med naturen. (Historiefagets mål, Fælles Mål 2009:3)
Diverse forestillinger om modsætninger mellem ’egen’ og ’andres’ kultur virker, men det betyder ikke, at modsætningerne er sande. Modsætningerne virker blandt andet igennem det vi gør i skolen. Når en lærer appellerer til en ’tosproget’ elev om at forklare klassekammeraterne, hvad ordet Jihad betyder. Så positionerer læreren eleven i gruppen ’muslim’ med særlig forhåndsviden om Jihad. Eleven levnes ikke chancer for at definere sig selv som ’dansk’ – eller for den sags skyld som medlem af en tværgående gruppe af pacifister. Begreber om kultur kan støtte tænksomme læreres didaktiske valg. Vi udfolder dette i bogen ”At gøre kultur i skolen – Interkulturel praksis i historieundervisning”.
http://www.akademisk.dk/butik.aspx?c=Item&category…
Pointen er, at didaktisk frihed kommer før metodevalg – og før pædagogisk praksis. Det kræver et vist diplomati at opfylde ’basic’ i dansk pædagogik. Teoretisk-filosofisk velfunderet didaktisk uddannelse (og samfundsdebat) hjælper lærere til at udføre et vigtigt og modigt arbejde i den danske skole. De skal naturligvis samtidig uddannes i at vælge hensigtsmæssige metoder – vort lands fremtid afhænger af resultaterne. Også vor globale fremtid.
Denne kommentar er anbefalet af:
Opdragelse til demokrati fremfor blind autoritetstro er og bør være et vigtigt element i folkeskolen, men det er ikke i alle undervisningssituationer sådanne betragtninger er relevante nok til, at der bør bruges masser af tid på det (som kunne have været brugt mere produktivt på anden vis). Meget tid kan bruges (og bliver det sandsynligvis også) på værdidebatter vedrørende blandt andet kulturelle forskelligheder o.l., og det skal slet ikke forklejnes, men det som eleverne har mest praktisk nytteværdi af, når de forlader skolen, er ikke nødvendigvis deres evne til at diskutere og bruge fine ord om forskellige synspunkter. Det er derimod, at man er i besiddekse af nogle kompetencer, der kan bruges i hverdagen, dels privat, dels erhvervs- og jobmæssigt, dels som basiskompetencer i forbindelse med videregående uddannelser.
@jens peter
Hvis du læser hvad jeg har skrevet længere oppe i tråden kan du se at jeg udmærket kender til nationale tests og elevplaner. Problemet i Danmark er at de tiltag, der er gjort, bygger på mistillid, kontrol og gabestok.
Dine observationer i en svensk skole stemmer ret godt med vores skole. Eleverne skal være på plads i klassen klokken 8. Når de kommer sætter de sig ned med en bog. Somme tider er der lidt musik. Udesko bruges ikke indendørs. Generelt er der meget roligt indendørs, men der er selvfølgelig plads til at råbe og folde sig ud udendørs.
Skal jeg sige en negativ ting, så er der nok lidt for meget kontrol og holden øje i skolegården og andre steder. Det er på majoriteten af forældrenes ønske. Jeg mener at der gerne må være et buskads eller noget hvor ungerne kan være i fred. Ellers lærer de aldrig hvordan man skal opføre sig uden overvågning.
@ de andre kommentatorer
Jeg synes også at hovedvægten må ligge på demokrati, problemløsning, bevidsthed, selvkritik og evaluering. Det behøver faktisk ikke at gå ud over fagligheden. Det er et spørgsmål om pædagogikken og hvor mange lektier de skal lave. Min søn har i 5. og 6. klasse skullet lave 5 matematikopgaver om dagen. ikke noget svært eller stort, men nok til at de basale ting kommer ind på rygmarven. Alle laver ikke de samme opgaver, men bestemmes af hvad læreren har fundet ud af med små tests. Dvs. der er mulighed for udfordringer og at fokusere på problematiske områder.
Det vi skal leve af i fremtiden er ungernes iderigdom og evne til at løse problemer osv. Men uden værktøjerne/ de basale færdigheder, bliver man begrænset i arbejdet. Modsat skal man heller ikke skabe læse og regnemaskiner som ikke ved hvad værktøjerne skal bruges til. Det er kombinationen, der siger klik - man ser at værtøjerne er nødvendige (motiverende for indlæringen) og at de kan bruges til at løse problemer med.
For at få det til at fungere må det være lærerne/lærerteamet/skolen, der fremarbejder den metode man vil anvende, frem for at det er noget, der trækkes ned ovenfra. Det man skal gøre er at man fra kommunen og undervisningsministeriet skal kunne hente inspiration og skabeloner for arbejdet. Men igen: Det skal bygge på tillid og høje, tydelige forventninger. Ikke mistillid, kontrol og gabestok som det er tilfældet nu og som naturligt har givet en masse modstand blandt lærerne.
Søren Blåbjerg: “Meget tid kan bruges (og bliver det sandsynligvis også) på værdidebatter vedrørende blandt andet kulturelle forskelligheder o.l., og det skal slet ikke forklejnes, men det som eleverne har mest praktisk nytteværdi af, når de forlader skolen, er ikke nødvendigvis deres evne til at diskutere og bruge fine ord om forskellige synspunkter.”
En meget væsentlig pointe i vores bog er, at eleverne ikke skal diskutere … men blive bevidste om, hvad de gør. Kultur gøres imellem mennesker. Det er ikke kulturer, der mødes, men mennesker. Vores bog giver netop eksempler på, hvordan elevernes ‘gøren kultur’ kan blive praksis såvel i historiefaget, som mere alment i al pædagogisk virksomhed.
Ja, ja men svenske børn klarer sig dårligere end danske i matematik også selv om du som ophav underskriver en plan. Du taler om dansk kontrol, hvad kalder du så den kontrakt du selv underskriver,Brian Jensen?
Jeg tror helt bestemt vi kan lære af hinanden. Vi kan lære noget fra Sverige, Finland , Singapore og hvor ved jeg.
En sandfærdig historie fra det virkelige liv. For en del år siden var jeg med min klasse på et udvekslingsbesøg i Nordøstfrankrig. Sammen med elever fra 17 andre lande i Europa skulle mine elever i Europaparlamentet diskutere miljøbeskyttelse. De fleste andre elever gik i hvad der svarer til 1. G. Osse de, der kom fra Norge og Sverige. Mine danske elever, fra 8. klasse, var de eneste der udtalte sig og spurgte ud om emnet på et sprog, der ikke var deres modersmål. En af mine piger blev valgt til ordstyrer. Eleverne fra Tyskland, England, Spanien og Italien kunne få lov til at tale på deres eget sprog. Vores nordiske brødre og søstre holdt bøtte.
Det de fleste glemmer er at folkeskolens elever er vidt forskellige. Folkeskolerne ligeså.
Når erhvervslivet nu ønsker at få indflydelse på folkeskolen, skulle man måske lige kigge på hvilken fiasko de af erhvervslivet styrede tekniske skoler er. Her mener man, at man bare kan sende bolden tilbage til folkeskolen, i stedet for at spekulere på, hvad det var man skulle gøre om på de tekniske skoler.
“Kontrakten” er et arbejdsværktøj som anvendes af lærer, elev og forælder. Det er ikke noget, der samles sammen på nationalt plan for at pege fingre. Det er heller ikke noget, hvis form er kommet som dekret fra regeringen. Det er noget der er udviklet på skolen, så lærerne har del i det og støtter op om det.
Dit eksempel fra frankrig er jo det man skal bygge videre på. At bruge sine færdigheder til noget. Når man fokuserer for meget på PISA, bliver eleverne gode til PISA. Ikke det virkelige liv. Når man kontrollerer og rangordner skoler efter hvor gode de er på de let målelige ting som færdigheder og kanoner, så er det det som de bliver gode til. Det er meget sværere at måle og sammenligne samarbejde, analyse og problemløsning. Derfor kommer det til at glide i baggrunden når fokus er på de andre emner.
Erhverslivet skal holde sig fra at blande sig i pædagogikken i skolen. Den har den ikke forstand på. Erhvervslivet og politikerne skal stole på de profesionelle, nemlig pædagogerne. Det pædagogerne har brug for er tillid, opbakning og stimulering.