På kort sigt er Hamas den klare vinder af den sø-militære konfrontation ud for Israels kyst. Sammenstødet rettede global opmærksomhed mod den næsten glemte Gaza-stribe og den tre år lange israelske blokade, der begrænser import til Gaza af mad og medicin. Det var også en pr-sejr for støtter af den palæstinensiske sag, især den nuværende tyrkiske regering, som var uofficiel sponsor af aktivistflåden.

For Israel blev en rutinemæssig politioperation til en yderst pinlig og uventet maritim konfrontation. Synet af flådens kommandosoldater, som blev overfaldet på dækket af det tyrkiske skib Marmara, var et chok for israelerne.

Den sø-militære kommandoenhed regnes for en af Israels skrappeste elitestyrker, og den har været flittigt indsat til at modarbejde våbensmugling og terroroperationer i nabolande. At pacificere fjendtlige civilister er ikke dens speciale. Andre enheder har sådanne erfaringer, men ansås for mindre egnede til at borde et skib.

Velvidende, at der var internationale iagttagere på fartøjet, var den israelske aktion planlagt med henblik på at være så ikke-voldelig som muligt. Alle bordeholdets medlemmer var således udstyret med almindelige pistoler, som de fik besked på at holde ude af syne. Over skuldrene havde de slynget paintballgeværer, som kunne forveksles med noget mere alvorligt, hvis de pegede på nogen. Et par af soldaterne havde også taget rigtige rifler med, »for at være på den sikre side«.

Da kommandosoldaterne gled ned i reb fra en helikopter, bar de asbest-handsker, som gør det umuligt at affyre et våben. Fremme på dækket kunne de ikke nå at fjerne handskerne, før en rasende folkemængde kastede sig over dem. Hvorfor operationen fortsatte, da det stod klart, at kommandosoldaterne, én for én, blev nedsænket i løvens hule, står ikke klart. Angiveligt var voldelig modstand ikke forventet, og da de første kommandosoldater var kastet omkuld og en af dem dolket og smidt ned på et lavere dæk, blev det skønnet nødvendigt at nedfire flere for at hjælpe dem. Da kommandosoldaterne havde ryddet et område, hvorfra de kunne kæmpe, råbte en kommandant fra et tilstødende skib fra Israels flåde over højttaleren: »Brug jeres pistoler, hvis I er nødt til det«. Det videre forløb er ikke belyst, men ni propalæstinensiske aktivister blev dræbt og flere såret. Syv kommandosoldater blev også såret, to af dem af skud. De øvrige fem skibe i aktivistflåden blev overtaget af kommandosoldater i gummibåde uden episoder.

Aktionen styrker Israel

Men var aktionen slemt forkludret, så kan den på længere sigt styrke Israels afskrækkelseskraft, en hjørnesten i landets sikkerhedsstruktur. Israel gjorde fra starten klart, at man ville håndhæve sin erklærede politik over for Gaza, uanset et eventuelt tab i international goodwill. Indstillingen var den samme under Israels krig mod Hizbollah i Libanon for fire somre siden, og under Israels indtrængen i Gaza for at bekæmpe Hamas sidste år - to operationer, der ligeledes blev fordømt af det internationale samfund.

I Libanon reagerede Israel imod et angreb på en grænsepatrulje og bortførelsen af to soldater (gennemført af Hizbollah, og ikke for første gang) med massive bombetogter mod Hizbollah-mål. Da målene primært var placeret i shiitiske landsbyer, f.eks. raketstyr i beboelseshuse, kom det til store ødelæggelser i det sydlige Libanon, og i Beirut blev et Hizbollah-kvarter jævnet med jorden. Protesterne i den muslimske verden og andre steder var massive. Selv venligtsindede lande fordømte Israels ‘aggressivitet’. Siden har den libanesiske grænse været fredelig for første gang i mange år, og de lokale bønder pløjer nu jorden helt op grænsehegnet.

Tilsvarende med Israels indtrængen i Gaza-striben i januar 2009. I otte år affyrede Hamas og andre militante organisationer lokalt fremstillede raketter i tusindvis fra Gaza-striben og ind i Israel. Efterhånden kunne raketter med længere rækkevidde og større præcision ramme tætbefolkede israelske bykvarterer. Israel gennemførte razziaer og luftangreb i et forsøg på at dæmme op for beskydningen, men uden held. Den daværende premierminister, Ehud Olmert, advarede Hamas om, at hvis ikke raketangrebene hørte op, ville Israel invadere. Advarslen blev ignoreret, og Israel indledte Operation Støbt Bly, hvor over 1.000 palæstinensere, både militante og civile, blev dræbt og tusinder af hjem ødelagt. Fordømmelsen af Israel var universel, og Goldstone-rapporten om Israels påståede krigsforbrydelser, som blev udsendt af FN, var et belastende anklageskrift.

I nogle uger efter at Israel havde trukket sig ud, fortsatte Hamas en ‘symbolsk’ affyring af raketter, men stoppede efter nye kraftige reaktioner fra Israel. Nu er det Hamas selv, som søger at hindre de mindre organisationer i at affyre raketter, da Israel har gjort klart, at man vil holde Hamas ansvarlig som den herskende myndighed i Gaza. Livet i de israelske byer og landsbyer op mod Gaza-striben er vendt tilbage til det normale efter år med traumatiserende angreb.

Styrke for fred

Læren for Israel er den samme, som er bekræftet igennem mange år: At i Mellemøsten er troværdig udstråling af styrke grundlæggende for fred. Havde Israel reageret kraftigere på tidligere Hizbollah-provokationer, herunder tidligere grænseoverskridelser med bortførelser af soldater, ville fred sandsynligvis have kunnet opnås ved den libanesiske grænse uden 2006-krigen. Havde Israel gennemført en større indtrængen i Gaza året før, ville Operation Støbt Bly måske have været overflødig. Havde Marmara-flotillen fået lov til at nå Gaza, kunne det have banet vej for regelmæssig skibsfart til Hamas’ havne, herunder af krigsmateriel, og Israel ville være afsløret som en papirtiger, der ikke kunne håndhæve sin egen blokade. I denne region holder papirtigre ikke længe.

Nu er to skibe mere på vej mod Gaza i den erklærede hensigt at bryde blokaden. Det forekommer sandsynligt, at Israel også vil gå efter at stoppe dem, uanset at landet kan være sikker på at høste endnu mere fordømmelse. Dog vil den anvendte taktik være anderledes. Forslag har været fremme om at ødelægge skibenes ror og lade dem flyde. Under alle omstændigheder vil israelske kommandosoldater næppe nogensinde igen iværksætte en militær operation bevæbnet med paintballgeværer som det primære afskrækkelsesmiddel.

Abraham Rabinovich er militærhistoriker og journalist

Denne artikel er anbefalet af: