Lykke i absurditetens tidsalder

I kølvandet på post-moderniteten oplever vi i dag i en hidtil uset frihed, men det betyder hårdt arbejde

Ireren Michael Foley har netop begået en tankevækkende og vittig bog om vores multiplekse samtid anno 2010. Ærindet er at anskueliggøre, hvordan den moderne vestlige kultur på flere planer modarbejder individets mulighed for tilfredshed og lykke samt at give nogle ideer til navigation i en verden uden iboende mening.

Foley hævder, at originale tænkere på tværs af tider, kulturer og specialiseringer langt hen ad vejen er enige om karakteren af den menneskelige natur og om de strategier, der er befordrende for et godt liv; denne konsensus udmøntes i begreber såsom: personligt ansvar, individets autonomi, detachment, forståelse, bevidsthed om det nære, accept og overvindelse af vanskelighed, vedvarende stræben og bevidsthed om døden.

I kølvandet på post-moderniteten svømmer vi i dag i en hidtil uset frihed, men dette har ikke ført til udbredelse af tilfredshed og eksistentiel fylde; frihed betyder også hårdt arbejde med at træffe alle de valg, som før var givet på forhånd, af størrelser som religion, tradition, position eller rationelle kalkuler.

Vi forsøger at bevare frihed ved at holde muligheder åbne og orientere os mod det potentielle på bekostning af en af-fortryllelse af det aktuelle. Allerede oldtidens stoikere anførte imidlertid at et liv i forventning er absurd, idet indfrielse af evigt skiftende forventninger er umulig. I dag skifter vores forventninger tilmed langt hurtigere takket være en omnipræsent reklamesfære.

Tab af transcendens

Vi længes efter at undslippe overvejelsens byrde - at være følelsesstyrede og flygte ind i det sikre, lette, passive og simple. Følgelig lever vi i en infantil kultur, som skyr det vanskelige, fordi dette indebærer en vis forsinkelse mellem skabelse og indfrielse af behov. 'Heldigvis' serverer vores stadigt mere teknologiske umwelt masser af distraktioner fra det udfordrende og tidskrævende.

Transcendens - forstået som midlertidig tilsidesættelse af selvbevidsthed - er tilsyneladende vigtig for mennesker og har fundet sted i årtusinder med hjælp fra bl.a. ritualer, dans og musik. Men verden er ved at tabe muligheden for transcendens, og vi risikerer at få vores mentale rum indskrænket til det umiddelbart foreliggende. Vores evne til at bevare fokus er reduceret, og der hersker en voksende ligegyldighed over for projekter, der aspirerer højere end det umiddelbare.

Foley advokerer for at søge transcendens gennem en (verdslig) panteistisk verdensanskuelse og med Spinoza tale om »det evige og uendelige væsen vi kalder Gud eller Naturen«. Dette indebærer blandt andet taknemmelighed og ydmyghed over for det eksisterende selv om dette i praksis er udfordrende i en verden, der indeholder prosaiske ting som indkøbscentre.

Foley anfører ophøjelse (exaltation) som en særligt behagelig mental 'flow'-tilstand, der typisk opstår efter længere tids fordybelse i eksempelvis problemløsning, kunstnerisk virke eller refleksion. Han hævder, at en række attråværdige mål såsom godhed, lykke, visdom, autoritet, humor og kærlighed nok kun er indirekte opnåelige - som sideeffekter af en stræben efter fordybelse. Derimod kan man direkte efterstræbe lykke-surrogater såsom: succes, penge, status, berømmelse og morskab.

Allerede Aristoteles mente, at tænkning/læring/studium er den aktivitet, som gør mennesket mest lykkeligt. I dag har fordybelse imidlertid trange kår idet den fornødne forpligtelse primært opfattes som indskrænkning. Desuden indebærer fordybelse begrænsning af mobilitet samt knappe goder som personligt ansvar og opmærksomhed.

Fordybelse modarbejdes endvidere af en grasserende tilsidesættelse af rationalitet: forherligelse af epistemisk relativisme, påstand frem for forklaring og form frem for indhold. Herudover opfattes videnskab generelt af mange (fejlagtigt) som kold, menneskefjern, arrogant og undertrykkende hvorimod følelser (fejlagtigt) anses for varme, menneskelige, ydmyge og befriende.

Vi fordyber os ikke engang i os selv længere; nu går det mere ud på at blive en anden ved at projektere sig ud i dagsaktuelle identifikationsmodeller.

Der fordres detachment, koncentration, autonomi, enrum og stilhed, men vores samtid hylder i stedet uforbeholden deltagelse, multi-tasking, samarbejde, selskab og støj.

Ode til læsning

Skønlitteratur kan fordybe og udvide forståelsen af selvet, verden og andre mennesker; den muliggør kommunikation med fremmede tankesfærer, uden man behøver opgive den åndelige sitren, som mest forekommer i enrum og let forsvinder i samtaler. Læsning er sågar et velegnet middel til at udvikle og bevare en smidig og associativ hjerne.

Alle har brug for udvikling, men frem for at opnå denne via udskiftning af det vi har, så kan fornyelse i stedet opnås via nye perspektiver på det eksisterende. Ny optik fås eksempelvis ved læsning af 'autentiske' forfattere såsom Marcel Proust og James Joyce, når de forsøger at genskabe livets plotløse tekstur; i den virkelige verden er der ingen plot - kun et komplekst netværk af sammenhænge - så plot-dreven litteratur bliver let kunstig, mens plot-løs litteratur giver en rigere tilfredsstillelse.

At leve med absurditet

Er der så en løsning på genvordighederne? Foley anser det for futilt at forsøge at ændre vores kapitalistiske kultur, idet den blot absorberer forsøg på modkultur. Han advokerer i stedet for en stoisk inspireret livsførelse, der nedtoner stræben efter at ændre verden som sådan og i stedet lægger vægt på verdens indflydelse på bevidstheden. At man lever og handler i verden uden at lade sig gå på, og at man gør konstruktivt brug af den uundgåelige modstand, man møder.

Man kan begræde, at stoikernes spirende tanker om livsførelse blev sat i stå i over 1.000 år af den kristne kirkes insisteren på umuligheden af jordisk lykke. Dette på trods af at Jesus selv var mere verdensvendt end kirken, idet han f.eks. opfordrede til at »give kejseren hvad kejserens er, og Gud hvad, hvad Guds er«.

Absurditet er det nye sublime; der en ingen vej tilbage til det sikre, uskyldige og simple. Vi må genfinde den klassiske ydmyghed hos Sisyfos, som blev dømt af guderne til i evighed at rulle en sten op ad en bakke: han kræver ikke udfrielse, men vender skæbnens tilskikkelse til egen fordel og gør aktiviteten til et udfordrende mål i sig selv. Man må forestille sig Sisyfos lykkelig på trods af sit absurde hverv.

Foley trækker frejdigt på prominente tænkere gennem tiderne såsom stoikerne, Spinoza, Nietzsche, Camus, Schopenhauer, Kierkegaard, Kafka, Freud, Jesus og Buddha. Moderne erkendelse indenfor kognitionsforskning trækkes også ind på relevante steder. Tankegods inddrages smidigt og kun med den fornødne kontekst, hvilket gør bogen relativt letlæselig på trods af en høj tæthed af prægnante betragtninger; Foley er en koncis og ærke-ironisk guide i Menneske Zoo.

Michael Foley: 'Happiness in the age of absurdity - Why modern life makes it difficult to be happy'.

Relaterede artikler

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu