Tanken om at tjene penge på at smide tøjet bliver ved med at dukke op, når den amerikanske forfatter Lily Blau går træt hjem efter en tjenervagt indsmurt i salsa, kaffe og tequilastænk. Og hun kan ikke jage tanken væk med skræmmehistorier om prostituerede i netstrømper ved fortovskanten. For er strip ikke meget mere glamourøst? Er strippere ikke kvinder, som ved, hvad de vil og som udnytter, at sexappeal er det ultimative kort, en kvinde kan spille, uanset hvor talentfuld hun er?

»I nutidens kultur har sexappeal opnået en status, som ingen anden egenskab kan matche. Så tanken om at tjene penge på den, især i disse strenge tider, er blevet endnu mere tiltrækkende,« siger Lily Blau i et indlæg på Alternet.org, hvor hun pointerer, at strippere faktisk er en del af et nyt eventyr, som vores kultur har skrevet; filmen Pretty Woman er blevet erstattet med den virkelige historie om Diablo Cody, instruktøren bag den Oscar-vindende film Juno, forhenværende stripper og forbillede for håbefulde teenagere.

»Det handler ikke længere om luderen med et hjerte af guld; men om stripperen med en kandidatgrad eller en litterær agent,« siger Lily Blau.

Damer, for guds skyld …

Forfatter og blogger Amanda Marcotte er kritisk over for den nye kultur, som hun beskriver som en »hipster-kultur, hvor mænd og kvinder skal forestille at være lige, men som stadig får kvinder til at steppe og opføre sig som optrædende aber, der tigger om småkager«.

Og Lily Blaus indlæg får da også de kvindelige læsere til tasterne. En svarer for eksempel:

»… jeg strippede under den sidste lavkonjunktur, omkring 1982. Er ikke helt sikker på tidspunktet, fordi jeg stadig drak temmelig meget dengang. Damer, for guds skyld - bliv ved at gå i skole. Eller flyt ud på landet, hug jeres eget brænde eller dyrk jeres egne kartofler. Alt andet. I vil meget bedre kunne se jer selv i spejlet hver morgen, for ikke at nævne 25 år ud i fremtiden«.

Der er dog også mere positive kommentarer iblandt dem, som synes Lily Blaus artikel »stinker«:

»Jeg kender en del desillusionerede, veluddannede smukke kvinder, som er blevet fyret fra deres kontorjob og som serverer i barer og restauranter, mens de venter på deres næste rigtige job. Hvis strip kan hjælpe dem til at tjene lidt ekstra, og mænd er villige til at bruge de penge, så hvorfor ikke? Det er en ren hands-off-type prostitution. Nogle gange er den endda respektabel«.

Kvindekød

I et indlæg til Huffingtonpost.com leder forfatter Shira Tarrant diskussionen over på, hvorfor så mange mænd stadig betaler kvinder for at smide tøjet. Hun giver ikke meget for argumentet om, at mænd er visuelle skabninger, der er indstillet til at blive ophidsede ved synet af blottet kvindekød. Tværtimod sammenligner hun argumentet med undskyldningen »mænd er vel mænd«. En undskyldning, som hun mener fritager mænd fra ansvar og fra beslutningen om at købe eller leje en kvindes krop.

Og det handler ifølge Shira Tarrant ikke kun om strip. Fjerner man stripperstangen, så står samfundet stadig tilbage med en masse problemer - og ikke mindst en maskulinitetskrise, der kommer af »en kultur som belønner mænd for at være hyperaggressive og som straffer dem, der ikke kan eller ikke vil,« siger hun og insisterer på, at der fortsat bliver sat spørgsmålstegn ved mænds vedvarende efterspørgsel på kvindekød.