Opslag til denne artikel

Emneord:kvindefrigørelse, porno, seksualitet
Steder:Danmark

Strip har fået en ny betydning i Danmark. Inden for de seneste år er det nemlig blevet forvandlet til en moderigtig motionsform i fitnesscentre og poledance-klubber.

Det ændrer naturligvis ikke ved de traditionelle stripklubber, som kører uforandret videre. Strippen har bare fået en ekstra dimension. Der bliver for eksempel poledancet i den bedste sendetid, når TV 2 viser De fede trin, et program om overvægtige kvinder, som danser for at tabe sig.

Stine Kronborg er danser og underviser i poledance og lapdance, danse som normalt er til salg ved midnatstid. Derudover er hun koreograf på diverse show, blandt andet popsangeren Medinas.

Det, som Stine Kronborg underviser i, ligger langt fra ‘ægte’ strip, mener hun.

»Vi behøver den bare hud til at hænge i nogle af positionerne, men det har intet med strip at gøre, selv om stangen måske forbindes med noget frækt,« siger hun.

Det betyder dog ikke, at Stine Kronborg tager afstand til traditionel strip. »Alle kvinder vil gerne kigges på af en mand, som synes, de er sexy. Jeg er ikke til pornografisk strip, men jeg kan godt lide at kigge videoer igennem med burlesque, fordi jeg synes, at kvinderne sælger sig selv på deres former og ikke på porno,« siger hun.

Burlesque har sin oprindelse i slutningen af 1800-tallet, og begyndte som en revy med letpåklædte kvinder, som med tiden kom til at fokusere mere og mere på afklædningen af kvinden.

Den mere eksklusive strip vinder i øjeblikket frem i Danmark, og har længe været enormt populær i byer som New York og Berlin. Også popkunstnere har taget stilen til sig, som for eksempel Beyoncé, der i sin nye musikvideo bliver sammenlignet med pinup-modellen Betty Page.

»Det handler virkelig om at vise kvindens former, uanset om hun er tyk eller tynd. Det er hofterne, blikket og bevægelserne, det kommer an på. Jeg kan selv lide, når mænd kigger på mig og synes, jeg er fræk. Og derfor kan jeg godt forstå, at kvinder vil lære de her bevægelser - jeg underviser også i lapdance, selv om jeg aldrig selv har givet én,« siger Stine Kronborg.

En stærk kvinde

Hun synes, at poledancing giver det perfekte billede af en uafhængig kvinde:

»Alle kvinder vil jo gerne føle sig sexede. Det er lidt frækt. Og en kvinde, som går til poledancing, gør også noget for sig selv. Det er en stærk kvinde, og det er en sjov form for styrketræning. Man løfter jo sin egen kropsvægt, og styrken kommer lynhurtigt. Og ved at man har det overskud, og for eksempel kan slå en fyr i armlægning, så bliver man også lidt sejere. Pludselig kan man stå med sine børn på en legeplads og battle dem i at kravle hurtigere op ad en pæl, end de kan. Man kan hænge i en mærkelig position ved et busstoppested eller i en lygtepæl. Det gør hverdagen lidt sjovere, at man får den styrke og den tro på sig selv. Man skal også turde noget som voksen,« siger hun.

Karen Sjørup er køns- og ligestillingsforsker fra Roskilde Universitet, og hun er forfærdet over den nye trend:

»Kvinder vil det hele i dag, og der er derfor også mange som mener, at det er en del af en kvindefrigørelse at få lov til at stille sig selv til skue som seksualobjekter. Det er en måde at sige, at man godt kan være cand.jur., have gang i karrieren og være privatstripper. Og at kunne de rigtige bevægelser. Men samtidig indbyder det også til en seksualitet, hvor kvinden får rollen som den, der stiller sig til skue for manden. Og hvor hendes seksualitet bliver reduceret til det,« siger hun og fortsætter:

»Jeg er rasende over, at mit fitnesscenter hele tiden sender mig beskeder, om jeg ikke kunne tænke mig at begynde til stripfitness - jeg får lyst til at melde mig ud«.

Karen Sjørup mener, at den nye stripmode fjerner nogle grænser mellem traditionelle strippere og andre kvinder. Som dog kan være praktisk for manden »når han ikke behøver at leje en stripper, fordi hans egen kone har lært bevægelserne«.

»Det kan man både se som frigørende, men også som en underlæggelse af en meget stereotyp og traditionel kvinderolle,« siger hun.

Forsker Karen Sjørup er dog en anelse mildere stemt over for poledancing, da hun mener, at det kan ses som en form for akrobatik. Hvis nogle mener, at poledancing og lignende danse er kvindenedgørende, så er det fordi, de ikke stoler på sig selv, mener Stine Kronborg.

»Så er det, fordi de har nogle barrierer, som de ikke tør bryde ned. Jeg står selv her med a-skåls bryster, og måske lidt for meget på hoften, men når jeg træder ind på et gulv med en følelse af velvære, og gør det på min måde - man skal selvfølgelig holde fast i sine grænser - så er det overhovedet ikke kvindenedgørende. Der er ikke noget mere frækt, end en kvinde som tror på sig selv,« siger hun.