»Arbejd Arbejd,« rapper Bigstok Røgsystem, »jeg er magtfuld. Flytter rundt på noget savsmuld.« 38 timers arbejdsuge. Af sted folkens - avanti popolo på arbejde igen from 9 to 5 med Dolly P. Ud at synge ved disk og ved pult på kontor. Kære maskine og blib båt og Gud hvor går det godt.
Kender godt den melodi. Den har kørt for mit indre øre lige siden min barndom. I samme monotone rille.
38 timers arbejdsuge? For mig personligt med 70 timers overarbejde i den forgangne måned, ingen alarm. Kun to år på dagpenge? Jeg har heldigvis aldrig været på dagpenge. Nedskæring i børnepengene? Jeg har kun et barn og ikke overskud til at tænke i flere. Skattestigning? Jeg har altid ment, at det skattestop var et billigt, plat trick og en skruetvinge på både vælgere og økonomi.
Man bliver så træt. Alene tanken om, at vi skal arbejde mere, nu hvor jeg og mine veninder hele vores voksenliv har multitasked som vanvittige, fordi vi både skulle producere børn, der kan hjælpe Pia og Lars, når de bliver gamle, og arbejde, så vi kunne forsørge ungerne på bedste vis. Nu skal vi spare på børnene og på formeringen. Helt ind under dynen ligger de, Pia og Lars, med deres hvæssede sparekniv. Spænd livremmen ind. Vi skærer fedtet fra og maler byen blå. Smøg ærmerne op. Før arbejdede vi for at kunne få og forbruge - mere, større, bedre. Nu skal vi arbejde for at betale en kollektiv regning.
Men jeg skal nok lade være med at klynke. I hvert fald over det med arbejdstiden. For det er ikke de enkeltstående politiske fixgreb, der foruroliger mig. Det er den helt utrolige mangel på perspektiv og vision, de er udtryk for. Hvad skete der med verdens bedste arbejdsmarked, flexicurity og de endeløse diskussioner om stress, sammenhæng mellem familie- og arbejdsliv, balance, mindfulness and what have you, som vi har fyldt det offentlige rum med de seneste 10 år? De har fået burka på. Det var en anden diskussion. Én vi havde før finanskrisen. Nu er der andre boller på suppen. Og de kommer ikke fra Meyers Madhus.
Straf til bankerne?
De må jo tro, jeg er idiot. Jeg og alle de andre, som har brugt tid og energi og arbejdstimer på at analysere, hvad alt det arbejde både derhjemme og ude gør ved os og vores familier. Stressforskerne. Arbejdslivsforskerne. Lykke- og ligestillingsforskerne. Sex og samlivseksperterne. Alle regeringens egne kommissioner og smagsdommerudvalg. Alle de kostbare konsulenttimer, der er brugt - både i privat og i offentligt regi for at forhindre at 35.000 danskere hver dag sygemelder sig pga. stress.
Til helvede med dem tænkte politikerne på Borgen. Men de har jo også deres på det tørre. Fixgrebene rammer ikke Pia eller Lars på et eneste punkt- deres børn er voksne, de er selv i overgangsalderen, de har faste jobs og skal næppe ud i aktivering og samle affald i Fælledparken, som de 35.000 der er blevet arbejdsløse i indeværende år. De er ikke en del af de magtesløse - de barnløse, indvandrere, arbejdsløse, ufaglærte eller studerende.
Spareplanen fra regeringen og svedeplanen fra oppositionen er begge lose-lose situationer. Med patriarkalsk mine pålægger regeringen os disse fixgreb, straffer os, fordi vi grådigt slubrede deres lækre skattelettelser og manglende gevinstbeskatninger i os, brugte skejserne uden omtanke i samme åndedrag på tant og fjas - eller på et 30-årigt boliglån. Hvilken straf er mon tænkt bankerne og børsspekulanterne?
Visionerne er væk
De overordnede og længerevarende politiske visioner er pakket sammen, og der er kun et stempelkort til fabrikken tilbage. Arbejd Arbejd. Det politiske er igen gjort privat. Hver enkelt må selv ligge og rode med sin work-life-imbalance. Vi er vel voksne mennesker.
Det er en bitter pille at sluge. Men slug den for Guds skyld, og giv også sønnike en i morgen tidlig, hvis han har feber. Hurra for friheden til at være den kvinde, jeg er.
En klog veninde sagde forleden til et selskab for 80 kvinder, at udfordringen for os recessionistaer nu ligger i at kunne singletaske. Det talent for at multitaske, som vi kvinder alle dage har kunne hænge vores hat på, og som gjorde os anderledes (og bedre) end mænd, er ubehandlet ris til egen røv. Vi skal koncentrere os om én ting i stedet. Og så gøre det færdigt. Og fokusere, hvad enten det er på at opdrage børn eller tage executive beslutninger i mødelokaler. Skære ting fra. Lade nullermændene ligge f.eks. Ligesom mænd har gjort altid.
Det vil jeg lære. At lade nullermanden ligge. Så tager jeg gerne 12 minutter til ved tasterne hver dag, mens han ruller sig godt op i hjørnet. Men jeg gør det for fællesskabet - ikke fordi Lars, Pia, Helle og Villy, siger jeg skal. Dem stoler jeg ikke på - ikke mens her stinker af valgflæsk.
Og jeg tager mine forpustede kvindelige kolleger med. Dem, som når at statusopdatere fire gange dagligt, mens de lige skriver en klumme, sætter en langtidshævende dej over, tager en splint ud af fingeren og kører deres fire børn til forskellige skole-fritidsarrangementer. I ved, hvem I er. Vi skal til ‘yoga for singletaskere’ på Østerbro, lære at trække vejret som voksne ikke som spædbørn, og så skal vi på arbejde. Huhej, hvor skal vi arbejde, selv om det hverken giver prestige eller kaster ligeløn af sig.
Til arbejdet, liv eller død!
Mette Bom skriver på skift på denne plads med Maise Njor, renée Toft Simonsen og Pernille Rosenkrantz Theil
Kommentarer
God artikel med både humor og bid.
En morsom vinkel på spørgsmålet.
Eller det ville være morsomt hvis det ikke lige var fordi at en 38 timers arbejdsuge lyder som det rene slaraffenland for mig.
Tænk at få lov til KUN at arbejde 38 timer.
Sikke en masse fritid jeg kujnne få. :)
Det virker ikke som om at Mette Bom i farten har fået læst oppositionens forslag til at løse krisen. Artiklen er præget af hurtig snakkende sproglig fyndighed uden analytisk tyngde.
Danmark har et demografisk-økonomisk problem og landet er fanget af en alvorlig international krise. I den sammenhæng er det knap så relevant hvor længe Mette Boms private nullermænd får lov at ligge. Til gengæld er det beskæmmende at hun ikke kan se forskel på Pia K og Villy Søvndal. Læs lidt mere Mette, før du skriver.
Finne Bjerke skriver: “Danmark har et demografisk-økonomisk problem”. Gu’ har vi da ej, det er en gammel skrøne, som nogle ynder at gentage igen og igen.
Det største problem vi har, er at vi kæmper med eftervirkningerne af en enorm grådighed, forstærket af adgangen til afdragsfrie lån.
@ Henderson. Der er mange som skal pensioneres og en relativ lille arbejdstyrke til at hale pengene hjem, det tror jeg er et problem. Nu og fremover. “Ældrebyrden” betyder at der bliver flere ældre og færre i job. Dette fører til at Mette Bom filosoferer over mængden af job og nullermænd på en noget “singletasket” damebladsfacon.
Hvis der er argumenter i Hendersons indlæg, så kan jeg ikke få øje på dem. Det er sikkert min fejl.
Finn, pas på med arrogancen. Du vinder ikke respekt på den.
Det eneste du gør, er at efterplapre mainstream-propagandaen. Der er ikke så meget som en selvstændig tanke i dine indlæg.
Økonomi er ikke en endegyldig sandhed. Økonomi er politisk. Når man ved dét, så kan man stille spørgsmålstegn ved alle økonomiske spørgsmål, og det du nævner, og som stammer fra mainstream, arbejder kun inden for det gældende økonomiske paradigme, det neo-liberale marked baseret på uendelig vækst.
Der er bare lige det ved det at det er en matematisk umulighed.
Dernæst tror jeg ikke du gør dig begreb om, hvor meget vi virkelig producerer. Hvis vi ville, kunne vi måske klare os med een times arbejdsdag. Ja, du læste rigtigt.
En rådgiver til Hoover-administrationen forslog, at man nedsatte arbejdsdagen til fire timer, fordi der allerede dengang var overproduktion. Det valgte man ikke at gøre, fordi man var bange for at friheden ville skabe radikalisme, og det ville ikke gøre de stakkels kapitalister rigere. Istedet udviklede man et uendeligt efterspørgsels-ræs, som skulle skabe kunstig efterspørgsel. Siden dengang en fire timers arbejdsdag blev foreslået er vores industri-kapacitet MINDST fordoblet, måske endda fire-doblet, og muligvis mere end det.
Så kom ikke her og fortæl mig, at vi absolut bliver nødt til at arbejde mere for at redde alt muligt. Det er ikke sandheden. I det nuværende system, hvor virksomheder hele tiden skal forbedre deres resultater for at få succes, har du ret, der skal knokles mere og mere. Det vil aldrig blive nok, husk på, at vækstkravet er uendeligt i dette system.
Men måske skulle man stille spørgsmålstegn ved systemet i stedet for? Hvem arbejder for hvem? Arbejder vi for systemet, eller arbejder systemet for os? Det virker som om, at selve systemet er blevet målet for hele samfundet og tilværelsen.
Kilde:
http://www.zcommunications.org/we-can-produce-less…
|
“But between WWI and WWII, something happened that could only be considered a problem within the capitalist mode of production: Industry had the ability to produce enough to satisfy everyone’s basic needs. The first capitalists to realize this were aghast.
Jeffrey Kaplan chronicles their dismay at the discovery “that the industrial capacity for turning out goods seemed to be increasing at a pace greater than people’s sense that they needed them.” [3] Though a tiny handful of business leaders thought that America should switch to a four hour workday, most concluded that such leisure could breed radicalism and that a failure to increase production would threaten profits.
In 1929 President Herbert Hoover’s Committee on Recent Economic Changes announced the growing corporate consensus that capitalism could best survive by creating artificial needs. The Committee gleefully announced that “Economically we have a boundless field before us; that there are new wants which will make way endlessly for newer wants, as fast as they are satisfied.” [4]”
Godt sagt, Rune Hjelm.
Præcist, hvad jeg forsøgte at sige i en anden debat med mit citat fra “Arbejdsfrihedens Spøgelse”.
Finn Bjerke: Det er godt med analytisk tyngde, men det er også godt at blive mindet om, hvad dagens politik betyder i hverdagen.
I øvrigt siger MB jo ikke, at der ikke er forskel på Pia og Villy - hun siger bare, at hun ikke stoler på nogen af dem.
Rune Hjelm og andre.
Hvis vi antager at der ca. er 2 mio. i arbejde (højt estimeret) og vi hver især arbejder 40 timer i snit, betyder det ,at hvis vi hver især kun arbejdede 4 timer om dagen, som du foreslår, kunne nøjes med kun 1 mio. arbejdstagere på 40 timers arbejds uge som i dag. Når vi så ligeledes konstaterer at det offentlige udgør ca. 8oo.ooo arbejdsplader, der IKKE er direkte producerende af varer ( men nødvendige støtte-funktioner) betyder det, at der højst er ca. 200.000 danskere til at producere, de varer vi alle efterspørger. Det gælder mad, tøj, el-produktion, telefonvæsen, industrivarer, transport osv.
Enten arbejder disse 200.000 ca. 72 timer i døgnet eller er din tese helt hen i vejret.
En smule matematisk sund fornuft skader aldrig.
Iøvrigt kan jeg kopiere en artikel på koreanske, der bekræfter det jeg skriver. Og så må det jo være rigtig.
Helt ærligt, at nægte vi i et hvis omfang har et demografisk problem er ikke videre seriøst.
Jens Sørensen, det er meget svært at finde hoved og hale på, hvad der er realiteten, og hvad der er det ønskværdige i din kommentar.
Rune Hjelm går, som rigtigt er, ud fra, at der bruges alt for megen overflødig tid på overflødig produktion, ligesom der går alt for megen tid med overflødig kontrol og administration.
Holder man sig til det nødvendige - og altså lader være med at spilde voksne, ansvarlige menneskers tid med pjat - vil vi allesammen kunne nøjes med at arbejde ganske lidt. Men nogen vil selvfølgelig måtte arbejde meget, stadigvæk. Det er dog heldigvis dem, der i forvejen har lystbetonet arbejde, de nærmest er gift med (jeg er en af dem). Da det er her, udviklingen ligger, er det godt, at der også er fornøjelse involveret.
Jens Soerensen: Hvor mange industrivarer tror du vi producerer her, og hvor mange tror du produceres i fjernoesten?
Selvfoelgelig vil den offentlige sektor vile skulle skalere ned ogsaa, men det vil ogsaa vaere meget mere muligt, hvis folk havde mere tid. Bla til at tage sig af deres boern og gamle selv, f.eks.
Desuden blev maaske knap saa mange mennesker syge, hvis vi havde et mere afbalanceret liv.
Og saa kan jeg helt tilslutte mig Peter Hansen\s kommentar.
Og kan du lige svare mig, hvad der er galt med mit link? Det staar dig frit for at tilbagevise paastandene. Det maa vaere relativt let at slaa op, naar du har alle navne og aarstal.
Tak for korektionen Kirsten, Imidlertid mener jeg fortsat at artiklen er blind for, at der er forskel på de to fløje i dansk politik.
Rune og Peter,
Jeg er ganske enig i at der findes MANGE uproduktive erhverv samt at vi alle kunne forbruge mindre og dermed producere mindre => arbejde mindre.
Men at tage en artikel’s indhold og bruge det som bevis er ikke særligt intelligent.
Jeg og alle andre kunne finde artikler, der “beviste” det modsatte.
Og så til det rent logiske:
Min pointe er at hvis vi vil bibeholde bare 50 % af den offentlige sektor ( sygehuse, politi, SOSU osv)
vil det langt fra være nok hvis alle 2 mio. erhvervsaktive arbejdede 1 time om dagen som du påstår.
At vi importerer størstedelen af vores forbrugsgoder ændrer ingenting. Vi kan nemlig kun importere disse varer, hvis vi kan eksporterer andre varer af tilsvarende værdi. Ellers vil DK hurtigt gå “konkurs”
Igen, hvis man tager udgangspunkt i en 40 timers reel arbejduge, og du/i mener 1 time/dag = 5 timers arbejdsuge er nok, så har du altså mange forklaringsproblemer.
Det betyder vi kan klare os med 1/8 af den arbejdstid vi har i dag. Dette svarer til at 1/8 af arbejdsstyrken på 2 mio. ansatte = 250.000 ansatte eller mandår, skulle kunne producere alle de varer og tjenesteydelser vi kan nøjes med, hvis de som i dag arbejder 40 timer om ugen.
Hermed er din tese om en arbejdsdag på en time omregnet til den aktuelle situation. Med andre ord hvilke 1.750.000 stillinger der eksisterer i dag kan undværes ?
Uden at vide det præcist, tror jeg at alene i sundhedsvæsenet (offentligt og privat ) er der flere beskæftiget end de 250.000 du mener er nok til at producere ALLE der varer og tjenesteydelser vi virkelig har behov for inkl. mad, tøj og andre basale behov.
Det er ren matematik.
En time er maaske i overkanten. Jeg interpolerede lineaert med stigningen i industriproduktionen siden 1930, men der er selvfoelgelig en del andre faktorer der goer sig gaeldende end raa industriproduktions-kraft.
Jeg er dog ikke i tvivl om, at vi ville kunne klare os med 2-3 timer om dagen.
Du kan starte med at laese den artikel, som jeg linkede til. Den har en hel del gode argumenter. F.eks. kan vi starte med at lave produkter, som faktisk holder, istedet for som idag at designe ting til at gaa i stykker, saa forbruget kan holdes oppe.
I en ny model vil der vaere mange aendringer i forhold til det nuvaerende system. Du kan ikke bare hive eet element ud af det eksisterende system, og saa plugge min paastand ind. Det er en aendring af hele systemet - ikke kun en enkelt-del.
Du bruger derimod “ren matematik” paa den nuvaerende model, bare med min aendring. Du bliver noedt til at taenke paa helheden, og saa maa du overveje, hvad folk vil bruge den tid, som de faar i det nye system. Maaske ville de have overskud til at passe deres familier selv? Dermed behoever du ikke SOSU’er, dagpleje for boern, og skole- fritidsordning. Hvis folk havde mere overskud, kunne de hjaelpe i hoejere grad med at passe deres syge familiemedlemmer. De ville nok heller ikke blive saa syge med mindre stress i hverdagen osv osv.
Desuden tror jeg stadig, at den frigivne energi vil blive produktivt af en del mennesker, men paa ting som de braender for, men hidtil ikke har kunnet dyrke paa mere end hobby-niveau. Det ville maaske kunne udnytte en reserve af lystbetonet kreativitet, som vil kunne udvikle sig til nye virksomheder - virksomheder drevet af passion.
Taenk nu lidt ud af boksen.
“vil blive *BRUGT* produktivt”
(kunne vi snart faa en editerings-funktion, Information?)