I barndommmen vrimler det med bødler

En dreng på 10 begår selvmord i en skolegård.

»Han begår ikke selvmord derhjemme,« siger filminstruktøren Oliver Ussing om den tragiske udgang på en mobningssag, han har læst om i avisen.

»Han hænger sig på skolen, på legepladsen midt i skolegården, fordi det er der, han kan demonstrere sin afmagt i forhold til de andre.«

Magtkamp og mobning er omdrejningspunktet i Oliver Ussings nye spillefilm, Min bedste fjende, der havde premiere i torsdags. Filmen fortæller om den barske hverdag i en ganske almindelig folkeskole, og fordi den tager udgangspunkt i en virkelighed, hvor mobning ofte forekommer, er den samtidig et uhyre relevant indlæg i en efterhånden gammel, men bestemt ikke forældet diskussion.

De fleste mennesker i 30’erne har set ungdomsfilmen Historien om Kim Skov fra 1981. Op gennem årtiet blev den vist igen og igen på landets folkeskoler i håbet om, at den ville have en afskrækkende virkning på de skoleelever, der tænkte på at mobbe eller måske allerede mobbede deres skolekammerater.

Den 58 minutter lange film er en barsk og meget lidt poetisk skildring af, hvordan hovedpersonen, 13-årige Kim Skov, flytter med sine forældre fra landet og ind i et trist boligkvarter i storbyen. Her mobbes han af sine nye klassekammerater, som blandt andet udsætter ham for en slags waterboarding, hvor de trækker en plastikpose over hovedet på ham og sætter ham under en bruser.

Filmen ender med, at den mere og mere fortvivlede og antisociale Kim går amok med en cykelkæde og gennemtæver sine plageånder. Budskabet er klart: Mobning skaber monstre. Og sådan så megen socialrealisme ud dengang, så uhildede var de pædagogiske principper. Det handlede ikke så meget om at skabe debat, som om at advare; Historien om Kim Skov var en stor, fed løftet pegefinger lige i øjet på flere generationer af unge mennesker, som - for en stor dels vedkommende - ikke har kunnet glemme den igen siden.

Det var skolegården som slagmark.

Magt, politik, følelsesliv

I dag er det anderledes - ja, faktisk fik Historien om Kim Skov allerede dengang følgeskab af både Søren Kragh-Jacobsens magiskrealistiske Gummi Tarzan og en række af Nils Malmros’ fintfølende erindringsfilm Kundskabens træ - men Hans-Henrik Jørgensens film fyldte uforholdsmæssigt meget i danske skolebørns bevidsthed.

Mobning er stadig et problem i både skoler og på arbejdspladser, men den benhårde, betonfarvede socialrealisme er afløst af en anden, mere følsom og fantasifuld måde at gribe emnet an på i film som f.eks. Oliver Ussings Min bedste fjende og Kaspar Munks Hold om mig, der har premiere til efteråret.

Begge instruktører vil gerne anfægte og fortælle om den verden, børn og unge lever i, og de gør det på hver deres måde: Hvor Ussing har villet lavet en art spændingsfilm, der mere eller mindre følger handlingen i Machiavellis Fyrsten og handler om magt og politik i skolegården - ofrene bliver til bødler og omvendt - vil Munk skildre de ofte skrøbelige unge menneskers turbulente følelsesliv og et fællesskab, som ikke fungerer, hvilket kan få - og får det i hans film - alvorlige konsekvenser.

»Der er nogle, der siger, at de bliver hærdede på en god måde, men det er folk, som i forvejen er meget stærke og har en masse ressourcer,« siger psykolog ekspert i psykotarapi Helle Høiby, der har skrevet flere bøger om mobning og fællesskaber og arbejder sammen med børn, unge og skoler i et forsøg på at øge den fælles trivsel og komme mobning til livs.

»Som jeg ser det, og jeg har arbejdet med børn og unge i mange år, er det utroligt skadeligt.«

En dreng med skyklapper

Det handler om at styrke fællesskabet og den inddragende kultur, siger Helle Høiby og definerer med hjælp fra sin svenske kollega Dan Olweus mobning således:

»Når en person gentagne gange over tid bliver udsat for negative holdninger. Det kan være at blive holdt ude eller holdt fast mod sin vilje. Det kan være at blive slået og kaldt grove ting. Det, der er typisk, er, at der er et ulige magtforhold mellem dem, der mobber, og den, det går ud over. Og det er det ulige magtforhold, der gør, at vedkommende ikke selv kan komme ud af det, men at det kræver, at de voksne går ind i det.«

Oliver Ussing blev mobbet, da han var dreng, og hans egne oplevelser er en af grundene til, at han gerne ville lave Min bedste fjende, ligesom enkelte af oplevelserne har fundet vej ind i filmen. I en scene i filmen bliver hovedpersonen holdt fast af sine plageånder, får trukket bukserne ned og bliver beskudt med romerlys. Dét har instruktøren selv været udsat for.

»Det skete i skolegården kort efter nytår,« siger han. »Det var vildt, at det skulle foregå dér.«

Oliver Ussing føler dog ikke, at han led under mobningen, forklarer han.

»Jeg var virkelig en dreng med skyklapper, da jeg var lille, og jeg havde en lillebror, som jeg elskede og kunne lege med.«

Ensomhed og kærlighed

For Oliver Ussing handler mobning i høj grad om manglende selvtillid, magt, og hvordan man skaber en tyran.

»Det, jeg husker, fra da jeg blev mobbet, inden jeg kom i puberteten, var, at jeg havde en stor frygt for at gå i skole« siger han.

»Jeg elskede ellers at gå i skole, og i klassen var det fint nok, fordi der var en lærer, en autoritet, en ro. Men det at gå ind … Det vilde var lige uden for klassen, og inden man kom ind, eller ud på gaden. Det var der, alle farerne lurede på mig.«

Oliver Ussing ser skolen og skolegården som en øvelsesplads, hvor børnene øver sig i at gøre som de voksne.

»Ungerne ser også nyhederne og lever i den samme verden, som vi gør,« siger han.

»De ser, at Danmark mobber lige nu. Det gør vi. Vi blev mobbet, og nu mobber vi igen. Vi er i krig - det er ikke andet end mobning. Der er bøller og ofre overalt i alle aldre, og det spil skal ungerne lige øve sig i, og det foregår i skolen.«

I Kasper Munks Hold om mig får en skoleklasses kollektive mobning af en pige fatale følger. Det er skarpt skåret i filmen, men stammer fra research i en virkelighed, hvor hver fjerde pige i 9. klasse overvejer selvmord, forklarer han.

»Det tal er stigende i Danmark for teenagere, også for teenagedrenge. Men når vi har testvist filmen, siger de fleste unge ikke, at det er en film om selvmord. De siger, det er en film om ensomhed og kærlighed, der ikke fungerer. Jeg havde heller ikke lyst til at lave en selvmordsfilm, fordi så bliver det for meget en sygefilm. Men det er en voldsom konsekvens og et tema, som alle unge kredser omkring i forbindelse med den identitet, de skaber i teenagetiden, præpuberteten og puberteten. Jeg forsøger ikke at moralisere, for livet er ikke sort/hvidt. De er alle meget ensomme og længes og har noget på spil og vil egentlig bare gerne ses og holdes om.«

Hold om mig handler også om uskyldstab, siger Kaspar Munk, næsten som et ekko af sin ældre kollega Nils Malmros, der i film som Lars Ole, 5. C og Kundskabens træ har beskæftiget sig med det ubarmhjertige liv i skolegården i hjembyen Århus.

»Pointen i Kundskabens træ er jo syndefaldet i retning af forståelsen af egen ondskab,« siger Nils Malmros om et af sine hovedværker, der er baseret på hans egen skoletid.

Seksualitet og ondskab

»Det øjeblik, man spiser af æblet, kender man for det første seksualiteten og for det andet evnen til at skelne mellem godt og ondt, og det vil sige at kende egen ondskab. Andres ondskab er ikke problemet. Indtil man spiser af træet, er man så at sige spontant ond, men man er skyldfri, fordi man ikke ved, hvor ondskaben er. I Kundskabens træ er det først til sidst, da de alle sammen er til skoleballet, at de får lukket op for deres dårlige samvittighed over, hvordan de har behandlet Elin.«

Kaspar Munk blev ikke mobbet i skolen; hvis han var noget, var han selv en mobber, fortæller han.

»Jeg føler, at jeg med Hold om mig betaler tilbage. Jeg har selv stået i en gruppe og udstødt andre og ikke kunnet finde ud af at sige fra i gruppen. Frygteligt nok. Det er blevet endnu tydeligere for mig, hvordan mobning handler om, at der ikke er en fællesskabsfølelse. Det har jeg prøvet at få med i filmen. Det kan godt være, at den, der står forrest, er mest ubehagelig, men det er lige så meget dem, der står og ikke gør noget, som er ansvarlige.«

Både Kaspar Munk og Oliver Ussing håber, at deres film kan være med til at sætte fokus på et problem, som det kan være svært at tale om.

»Min ambition er, at alle 8.-9. klasser ser Hold om mig,« siger Kaspar Munk og understreger så, at filmen i høj grad også henvender sig til forældrene.

»Jeg vil da gerne have, at det er en film, man taler om; om medansvar og fællesskab. Det er stærke følelser, man har på det tidspunkt i livet, og det er dem, man lever videre på, og de kriser, man oplever der, vender man med mellemrum tilbage til i resten af sit liv.«

Oliver Ussing synes, at der bliver lavet mange gode film om børn og unge, men også for mange søde film om det første kys.

»Jeg savnede, at der blev lavet film om noget tungere end kærlighed,« siger han.

»Der foregår så meget mere i ungernes liv, og jeg tror ikke på, at de tager skade af at se noget, der river i virkeligheden.«

Det gør psykolog Helle Høiby heller ikke.

»De kunstnerisk gode film gør indtryk og kan få børn og unge og deres forældre til at forstå tingene på en mere dyb måde, end man kan med ord,« siger hun.

Transportabel Rejseluder

Oliver Ussing, Kaspar Munk og Nils Malmros kan godt huske Historien om Kim Skov, og de er alle tre enige om, at filmen var for firkantet og demonstrativ i sin måde at fortælle om mobning på.

»Jeg hader de der løftede pegefingre-film,« siger Oliver Ussing.

»Jeg synes virkelig, at Historien om Kim Skov er for tung, og laver man en film på den måde i dag, mister man sit publikum. Jeg ville grundlæggende bare lave en spændende film, som foregik på skolen og handlede om magt og politik med Machiavelli som udgangspunkt.«

Historien om Kim Skov gjorde indtryk, fordi den var overalt, mener Nils Malmros. Den varede lidt under en time og var velegnet til, at man så og diskuterede den i et timeforløb i en skoleklasse. Men ligesom så mange andre danske film tog den udgangspunkt i et problem og fandt først bagefter på en historie.

»Den kom næsten samtidig med Kundskabens træ, og jeg følte, at det var en vulgariseret version af min film« siger han - »om end jeg godt kunne mærke, at der var ægte følelser og en ægte historie bagved. Men jeg synes, at det er vigtigt, at man kommer fra den modsatte side og opdager konflikten i det, man laver. Det har altid været magtpåliggende for mig, at jeg aldrig gjorde konflikterne værre eller mere grusomme eller mere spektakulære, end de var i virkeligheden.«

I Kundskabens træ bliver stakkels Elin f.eks. kaldt for en TRL - en Transportabel Rejseluder - men det var et autentisk udtryk, forklarer Nils Malmros.

»Hetzen mod Elin var på trods af det værre i virkeligheden, end jeg fortæller. Det allegoriske element, der lå i, at Elin var jøde, blev vi børn først klar over siden hen, og af samme grund spiller jeg heller ikke det kort i filmen. Virkeligheden er ofte så demonstrativt symbolsk, at man er nødt til at dæmpe sit udtryk.«

Det værste for Elin var dog ikke, at hun blev stemplet som en TRL, siger den århusianske instruktør.

»Det værste var venindernes tavshed.«