Danmark har fået et - tilsyneladende - nyt problem: Danske soldater, der kommer hjem fra krig med PTSD eller krigstraumer. Det nye er, at det er danskere, der har krigstraumer. Hidtil har vi haft en del flygtninge med krigstraumer, men de påkalder sig desværre ikke større opmærksomhed.
Med god grund debatteres det nu, hvordan vi bedst kan hjælpe de traumatiserede og deres familier, og det undrer ikke, når der i flere artikler klages over, at kommunernes sagsbehandlere og jobcentre ikke ved, hvad de skal gøre og bare giver de tilbud, som alle andre får. Det har flygtninge lidt under i mange år, og det er en udfordring, at sikre tilstrækkelig faglig viden om, hvad Post Traumatiske Stress Syndrom er, og hvilke følgevirkninger de ramte kan lide af i årevis. Krigstraumer ødelægger krop, sind, følelser og evne til indlæring - og er gift i de familier, hvor et familiemedlem er ramt, sådan at man taler om sekundær traumatisering.
Det har også været fremført, at bare kommunerne ville acceptere, at de traumatiserede ikke kan så meget og derfor vil give dem pension, så ville det være godt. Det er tvivlsomt, om pensionistlivets isolation er det, der hjælper bedst.
Fra udviklingsarbejder med fokus på traumatiserede flygtninge ved vi, at de har et stort ønske om et normalt liv med arbejde og aktiv deltagelse i almindelige hverdagsaktiviteter. Det er svært at opnå, hvis man isolerer sig af angst for at få flashback eller vredes-anfald, for ikke at kunne slå til, eller slet og ret fordi det er skræmmende at være sammen med andre.
De fortjener det
Derfor skal hjælpesystemet træde til som det såkaldte ‘stedfortrædende håb’, der tilbyder det, som al god rehabilitering består af. For det første et sikkert sted. Det kan for en flygtning være en nyt land væk fra krig, fængsling eller tortur, og for en traumatiseret soldat måske en institution præget af stabilitet, tryghed og tillid - i modsætning til kontrol og det pres, som Yvonne Tønnesen fra Livlinjen (Inf. 31. maj) beskriver, at mange soldater møder i kommunerne nu. For det andet skal der være tid til at sørge og mindes og sige farvel til det, man har mistet, og sidst men ikke mindst skal der være mulighed for at knytte bånd til et nyt normalt liv. Den form for rehabilitering kræver viden, tid og organisationer, der kan og vil dvs. har ressourcer. Behandlingsmæssig og pædagogisk rehabilitering af udlændinge har vist, at det er muligt at hjælpe og endog sluse flygtninge med krigstraumer ud i arbejde i fleksibelt tilrettelagte forløb. Brug den viden og erfaringer også på nogle af de hjemvendte soldater og deres familier, der har behov for og krav på en professionel indsats. Det fortjener de.
Kommentarer
Prøv evt. at kontakte Blacwater Worldwide, måske er de så behjælpelige at gi’ et par gode råd, til de danske østfrontfrivillige?
De fleste ting i verden er relativt komplicerede. Det er som regel uendeligt svært at tale om skyld eller placere et ansvar.
I dette tilfælde er det dog til gengæld uendeligt nemt.
De som støtter dansk deltagelse i diverse krige er skyldige i at mange unge mænd, og nogle få kvinder, nu lider af posttraumatisk stress, en særdeles alvorlig tilstand. Vi som er imod dansk deltagelse i krige er skyldige fordi vi ikke har magtet at stoppe udsendelserne.
Vi er skyldige og vi er ansvarlige, ergo skal pengene til at behandle krigstraumer bare findes, og dispensation så tidligere udsendte ikke trækkes gennem den helvedesmaskine arbejdsløshedssystemet er blevet, automatisk gives.
Der er ingenting at diskutere, ingenting at overveje. Der er ingen tvivl om at vi er skyldige og hvis vi ikke pronto starter en massiv indsats for at hjælpe de som er vendt hjem med traumer så har vi spillet fallit som mennesker og som samfund og kan herefter ikke længere tillade os at betegne os selv som en civiliseret nation.
Lige i øjet, Jette Skadhauge.
Og som man kan se på kommentarerne, er det stadig kun de danske soldater, der optager sindene.
Den helt igennem skandaløse behandling af traumatiserede flygtninge, som har været den altovervejende praksis i Danmark, ikke mindst under denne regering, går stadig næsten upåtalt hen.
Traumatiserede flygtninge nævnes ikke, ja - krigstraumer kan forårsage invaliderende tilstande, ja - men hvad med alle de tidligere ansatte i f.eks. den tunge ende af plejesektoren, som OGSÅ går rundt med PTSD?
Det er ikke kun krigstraumer, man kan få PTSD af. Man kan sagtens ramle ind i en så alvorlig tilstand i det danske lerjordsflade hverdagsliv. F.eks. på grund af vold, stress og alt for store krav til at få en hverdag til at hænge sammen.
I det hele taget kan Danmark ikke være bekendt at behandle psykisk lidende medborgere på den måde. Uanset hvordan de så har pådraget sig deres lidelser.
Denne kommentar er anbefalet af:
Charlotte skriver:
Vi som er imod dansk deltagelse i krige er skyldige fordi vi ikke har magtet at stoppe udsendelserne.
Den kan jeg ikke følge, slet, slet ikke.
Man kan altså ikke være skyldig i noget, som man er ude af stand til at forhindre.
Efter Charlottes bizarre logik skulle antinazister følgelig være skyldige i holocaust, for nu bare at tage ét eksempel.
Denne kommentar er anbefalet af:
@Hans Jørgen Lassen
Jeg kan sagtens følge Charlotte. Nej, ikke bare følge, men støtte hendes indstilling til hvad det vil sige at have et ansvar hvis man er borger i et samfund. Har man holdninger og visioner så kan man ikke bare læne sig tilbage og smide ansvaret fra sig fordi andre traf idiotiske beslutninger. Så - ja, vi har alle ansvaret for at rydde op efter dumme beslutninger uanset hvem der træffer dem. Kun populistiske politikere diskuterer hvem der har skylden for dit og dat. Det kan de der har brug for hjælp til enten at komme over traumer- eller genoprette et land slet, slet ikke bruge til noget. Lige så lidt som en baby der ligger med lort op ad ryggen, kan vente med at få skiftet bleen til far og mor, er færdige med at diskutere, hvis tur det er til at stikke snuden ned i afføringen!
Ursula,
du roder vist nogle ting sammen, ligesom mange andre på debatten her.
Naturligvis skal lemlæstede soldater, fysisk eller psykisk, have hjælp, uanset hvem der sendte dem af sted. Eller rettere uanset, at de selv valgte at drage i krig i Langtbortistan, hvad de jo gjorde.
(Jeg kender en enkelt kaptajn, men han kom uskadt hjem, og ønskede siden ikke at have noget med våben at gøre.)
Men ansvaret for deres skader er hverken dit eller mit. Det er politikernes og deres eget.
PS. Du har så åbenbart, siden du bruger den sammenligning, haft hjemlige kontroverser omkring bleskift. Det har jeg aldrig haft. Jeg skiftede bare bleen. No big deal. Måske er det heller ikke en god sammenligning.
Når det danske demokratiske samfund vedtager - at Danmark skal bidrage med styrker til det internationale samfunds indsats i Afghanistan - så hæfter vi som demokrati kollektivt.
Når Lassen taler om ansvar - så er det naturligvis selvklart - at man kun kan have ansvaret for noget ens egne handlinger eller undladelser har afstedkommet.
Ikke desto mindre går Lassen galt i byen, når han påstår at soldaterne selv er ansvarlige for egne fysiske og psykiske skader - det er (helt overvejende) ikke den danske soldat som påfører sig selv skader - på samme måde som det (helt overvejende) fx. ikke er politimanden som påfører sig selv skader under udførelsen af sin tjeneste.
Hvis en politimand forsøger at standse en bankrøver - og under forsøget bliver skudt af røveren - er det kun de mest afstumpet typer som vil påstå, at politimanden selv har ansvaret, da han jo selv har valgt at blive politimand.
Videre har bankassistenten, der som følge af røveriet, har fået psykiske skader ej heller selv ansvaret herfor blot fordi denne selv har valgt at blive bankassistent.
Lars,
jeg tvivler på, at du kan få Taleban til at give krisehjælp, revalidering og så videre til kvæstede danske soldater.
Men din idé er da ganske glimrende.
PS. Nej, vi hæfter ikke kollektivt. Jeg hæfter ikke for, hvad en forbryderisk regering foretager sig. Jeg hæfter for, hvad jeg selv foretager mig.
Lassen,
du må da vist hellere læse mit indlæg engang til - det er ikke min idé du opremser.
Hvad angår dit PS - så kan jeg forstå, at du har sat dig udenfor det danske demokratiske samfund - og nægter bl.a. at betale skat, moms og afgifter (der som bekendt finansiere både indsatsen i Afghanistan og behandlingen af tilskadekomne hjemvendte soldater) det kunne jeg naturligvis ikke vide var tilfældet.
Således oplyst må jeg naturligvis medgive, at du - indtil myndighederne få fat i kraven på dig - ikke hæfter for vores lands demokratiske beslutninger i denne forbindelse m.fl.
PTSD er en alvorlig lidelse, som ikke bliver taget alvorligt i dagens Danmark. F.eks. er det værste, man kan gøre over for en, der lider af PTSD at forlange arbejdsprøvning. Alene det, at man forlanger noget af dem er nok til at bombe dem tilbage til oplevelsen af traumet: hjertebanken, høj puls, svedeture, stor angst, og efter sådan en omgang er al energi forsvundet ud af kroppen og vender først tilbage efter mange dages søvn.
Vi sender 19-20 årige unge mænd i krig. De tror, det er fedt at opleve real war. Nogle bliver hårde andre bukker under. Dem der bukker under er de sundeste. For krig er en syg ting. Det er sygt at fryde sig over at slå ihjel!
Jeg er helt enig med Hans Jørgen Lassen i, at vi, der er imod krigen, ikke kan gøres ansvarlige for følgerne.
Det er da en absurd indstilling, at vi skulle være ansvarlige, “fordi vi ikke magtede at stoppe det”. Hvad kunne man gøre andet end at protestere? Lave revolution eller hvad? (Og det ville heller ikke have hjulpet!)
@Ursula Nielsen: Vi har jo ikke udtalt os imod behandling af dem, der kommer hjem med skader - din sammenligning er irrelevant.
Men som bl.a. Dana Hansen har slået på flere gange, så er det jo hele den amatøragtige danske indstilling til traumatiske oplevelser og PTSD, der bør endevendes.
Mette Hansen siger: “Vi sender 19-20 årige unge mænd i krig. De tror, det er fedt at opleve real war.”
Jeg er så træt af den evindelige brug af “vi” og “danskerne”, som gør og mener det ene og det andet.
Nej, “vi” sender ikke de unge mænd i krig; og jeg gør det i hvert fald ikke. De går selv og frivilligt i krig i det fjerne land.
Og hvis de tror, som Mette Hansen skriver, er de blevet uforsvarligt dårligt oplyst om, hvad krig er, og hvad krig gør ved mennesker.