Hvad angår organiseret hykleri, slår Kinas kommunistparti alle verdensreligioner. Paragraf ét i den kinesiske forfatning understreger, at Kina »er en socialistisk stat under folkets demokratiske diktatur, ledet af arbejderklassen og baseret på en alliance mellem arbejdere og bønder«. Hvert et ord er løgn, og alligevel oplever man i Vesten sjældent kritik af den kinesiske kommunisme, satire over dens prætentioner eller demonstrationer mod dens herredømme. For højrefløjen er Kina et kommunistisk tyranni med militære ambitioner og en fortsættelse af et system, man bekæmpet siden 1917. Det gør kun tingene værre, at Kina er blandt verdens mest målbevidste modstandere af religiøs frihed, hvilket berører flere hundrede millioner mennesker. Da konservative altid har været bedre end venstreorienterede til at forsvare religionsfriheden, kunne man forvente, at de ville protestere. Men de fleste er tavse.

Hvad angår venstrefløjen, skal man huske på den syge vittighed fra den kinesiske forfatning. Det korrupte partis bureaukrater, som regerer den påståede socialistiske stat, tillader hjemlige kapitalister og udenlandske selskaber at pålægge arbejdstagerne betingelser, som Engels og Zola fordømte i 1800-tallet, men nægter dem den grundlæggende beskyttelse fra fagforeningerne, som selv victorianere ikke kunne få sig selv til at undertrykke helt.

Selvmordene på Foxconns kæmpestore fabrik i Shenzhen burde ryste udenforstående. De burde få dem til at tænke over de menneskelige omkostninger for de 420.000 arbejdstagere, der producerer de smarte iPhones og iPads, som teknikkyndige vesterlændinge er så glade for. Arbejderne overnatter i sovesale på fabrikken, hvor en konstant udskiftning af migrantarbejdere gør det svært at skabe venskaber. Grundlønnen er på 800 kroner om måneden, så overarbejde er af afgørende betydning. De fleste arbejder 12 timer i døgnet under en fanatisk ledelses overvågning. En mand begik selvmord, efter at ledelsen angiveligt havde kritiseret ham hårdt for at have tabt en i-Phone på gulvet.

Liu Zhiyi, som er journalist på en kinesisk avis, skaffede sig, forklædt som arbejder, adgang til fabrikken. Han hævder, at arbejdernes liv er lammende ensformigt: »Når de producerer verdens mest eftertragtede teknologiske produkter, ser det ud, som om de bliver styret af maskinerne. Delene bliver gradvist monteret langs et samlebånd, og samtidig forsvinder de ansattes eneste ungdom.« Liu Zhiyi understreger dog, at der er værre arbejdspladser end Foxconns fabrik.

Det samme gør aktivisterne på China Labour Bulletin, som holder ånden fra protesterne på Den Himmelske Freds Plads i live fra avisens kontorer i Hong Kong. For millioner af unge, der forsøger at slippe væk fra massearbejdsløsheden, er et job i Shenzhen ikke den værste løsning. De arbejdsgivere, der bliver omtalt i China Labour Bulletin, omdanner ikke blot deres ansatte til samlebåndsmaskiner, men sætter også tæskehold ind mod uafhængige fagforeningsrepræsentanter. Siden den globale recessions begyndelse har der været stadig flere tilfælde af arbejdsgivere, herunder såkaldt respektable europæiske virksomheder, som har skåret i lønningerne eller har lukket fabrikkerne og er stukket af uden at udbetale løn. Her finder man verdens værksteder, som også er verdens sweatshops, hvor selv de ‘gode’ arbejdsgiveres praksis ville være uacceptabel i Vesten.

Boykot af vor tid

Alligevel er især europæere ligeglade med, at etpartistaten bliver leverandør for en manipulerende markedsøkonomi, hvor der er frihed for de rige og autoritære regimer for de fattige. Det er ikke, fordi Kina har en stærk lobby i Vesten. Hvis man skriver kritisk om f.eks. Castros Cuba eller de stadigt mere autoritære forhold i Chávez’ Venezuela i en venstreorienteret avis, vil man opleve, at diktaturets tilhængere forsøger at tvinge en til tavshed. Hvis man kritiserer Saudi-Arabien i en højreorienteret avis, vil arabiske diplomater og våbenhandlernes venner sige, at man ikke forstår, at den saudiske kongefamilie skaber en meget vigtig »stabilitet«. Diktaturet i Kina har ingen ideologisk lobby i ryggen, bortset fra nogle få fortabte kommunister, der efter Berlinmurens fald overførte deres loyalitet fra Sovjetunionen til Kina.

På trods af alt dette kan jeg ikke forestille mig, at Stephen Fry vil holde op med at savle over sin iPad - »Den er fantastisk bare at se på!« sagde han til folkemængden ved præsentationen i Apples største butik i London - og vise blot almindelig anstændighed ved at udtrykke en smule bekymring for Apples arbejdstagere. Eller rettere: Jeg tror ikke, at nogen ville høre på ham, hvis han gjorde det. Kina er for stort og magtfuldt et land og for uimodtagelig for kritik til, at europæerne har lyst til at tænke over det.

Størrelsen af fabrikken i Shenzhen overgår vores fantasi. En boykot af Foxconns produkter vil ikke blot betyde en boykot af Apple, men også af Nintendo, Nokia, Sony, HP og Dell. Hvis man boykotter Kina, boykotter man reelt computertidsalderen og således det 21. århundrede, sådan som vi opfatter det.

Lydige forbrugere

Siden 2008 har alle godt nok været klar over, at hæren af arbejdstagere i Kina har pumpet globaliseringens boble op ved at oversvømme verden med billige varer. Selv om Kinas indtræden på det globale marked har holdt arbejder- og middelklassens lønninger i den rige del af verden nede, har den også holdt renten nede. Selv om vi nu kan iagttage de katastrofale konsekvenser i form af prisinflation på alt fra realkreditlån til villaer på Costa del Sol, er der endnu ingen, der tænker på, hvordan man kan afbalancere verdenshandelen. Vi er stadig afhængige af kinesiske varer og kan ikke forestille os en fremtid, hvor de vil betyde mindre for os. Det kommunistiske styre er heller ikke helt slemt nok til at skabe røre i den træge, vestlige samvittighed. Journalister kan godt skrive afslørende historier, som Liu Zhiyi har vist. Strejker og demonstrationer bliver ikke altid undertrykt.

Owen Tudor, som er leder af den internationale afdeling hos den britiske landsorganisation TUC, har fortalt mig, at da recessionen satte ind, beordrede staten sine tamme, officielle fagforeninger til at være gode kommunister, som er »uafhængige ved at de adlyde ordrer«.

Vi adlyder også som gode forbrugere, men er ikke tvunget til at gøre det. Det ville være glædeligt, hvis folk kunne tage sig sammen til at sige, at deres iPad blot er endnu en computer, som vi ikke har brug for og ikke vil købe, før Apple overtaler sine leverandører til at forbedre arbejdernes forhold. Indtil vi gør det, er de kinesiske kommunisters hykleri også vores hykleri.

Nick Cohen er britisk journalist og forfatter, klummist i The Observer
© Guardian News and Media og Information 2010
Oversat af Mads Frese