Uværdigt

I sidste uge læste jeg, som led i Informations nyttige artikelserie om veteranproblematikken, beretningen om Michael.

På en varm augustdag i 1997 mødte jeg Michael første gang til et RUS-arrangement for nye jurastuderende på Københavns Universitet. Vi klingede godt og faldt hurtigt i snak om politik, historie, litteratur og en masse andre spørgsmål, som Michael viste sig at have en enorm viden om. Vi blev læsemakkere på hele bacheloruddannelsen og skrev de større opgaver sammen undervejs. Sideløbende var vi studenterpolitisk aktive i samme forening og tog på studieture sammen til Bruxelles og Riga.

Jeg kan roligt sige, at Michael uden sammenligning er en af de allerdygtigste jurastuderende, jeg har stiftet bekendtskab med. Han fangede lynhurtigt selv komplekse juridiske problemstillinger, argumenterede og skrev klart, og han har et af de mest imponerende karakterblade, jeg har hørt om.

De sidste år, vi læste sammen, blev Michael i perioder væk fra studiet. Nogle gange en uge, nogle gange flere. Han er en privat person med stor integritet og gav ikke mange forklaringer. Han talte sjældent om sin soldatertid, kun sent på aftenen efter festligt lag, hvor han ud på de sene timer kunne berette om meget ubehagelige episoder. Det kom i små bidder og kom i en form, så man vidste, at man ikke skulle stille mange opfølgende spørgsmål.

Efter bacheloruddannelsen tog jeg til udlandet for at læse, men havde fortsat kontakt til Michael. Havde indtryk af, at han i perioder faldt helt ud af uddannelsesforløbet og begyndte (mange år efter udsendelse) at tale om, at det måske kunne være pga. posttraumatisk stresssyndrom.

Siden har jeg set ham med mellemrum. I perioder giver han ikke lyd fra sig. I andre perioder går det godt, og vi kan mødes. Jeg har aldrig før set en samlet fremstilling af hans oplevelser som den, der beskrives i Informations artikel. Mange ting giver bedre mening nu. Jeg vidste ikke, at det havde været så slemt i mange perioder. Helt absurd virker behandlingen af hans sag hos Københavns Kommune, som han har beskrevet ved et par af de seneste lejligheder, hvor vi har mødtes. Kommunen har ikke villet give revalidering til færdiggørelsen af hans juridiske studier, men har foreslået, at han kunne blive SOSU-hjælper, for dem mangler man. Hans juridiske evner taget i betragtning er det absurd. Sikken et spild.

Vi var fire fyre i vores læsegruppe. En er nu i Justitsministeriet. En er juniorpartner hos et større københavnsk advokatfirma, og jeg er ansat i Udenrigsministeriet. Michael var den dygtigste af os, og han kæmper fortsat med at få lov at gøre sine studier færdige under vilkår, hvor der tages hensyn til de mén, han har pådraget sig af en udsendelse, da hans regering bad ham om det. Han var gruppefører for danske soldater i det tidligere Jugoslavien på et tidspunkt, hvor der netop var begået de grusomste krigsforbrydelser og etniske udrensninger siden Anden Verdenskrig.

Hvad der er sket siden kan kun beskrives som en uværdig behandling af en person, der fortjener tak og mulighed for at få udbytte af sine fremragende evner. Jeg håber inderligt, at Københavns Kommune læser Information.

Ulf Melgaard, København

I sidste uge læste jeg, som led i Informations nyttige artikelserie om veteranproblematikken, beretningen om Michael.

På en varm augustdag i 1997 mødte jeg Michael første gang til et RUS-arrangement for nye jurastuderende på Københavns Universitet. Vi klingede godt og faldt hurtigt i snak om politik, historie, litteratur og en masse andre spørgsmål, som Michael viste sig at have en enorm viden om. Vi blev læsemakkere på hele bacheloruddannelsen og skrev de større opgaver sammen undervejs. Sideløbende var vi studenterpolitisk aktive i samme forening og tog på studieture sammen til Bruxelles og Riga.

Jeg kan roligt sige, at Michael uden sammenligning er en af de allerdygtigste jurastuderende, jeg har stiftet bekendtskab med. Han fangede lynhurtigt selv komplekse juridiske problemstillinger, argumenterede og skrev klart, og han har et af de mest imponerende karakterblade, jeg har hørt om.

De sidste år, vi læste sammen, blev Michael i perioder væk fra studiet. Nogle gange en uge, nogle gange flere. Han er en privat person med stor integritet og gav ikke mange forklaringer. Han talte sjældent om sin soldatertid, kun sent på aftenen efter festligt lag, hvor han ud på de sene timer kunne berette om meget ubehagelige episoder. Det kom i små bidder og kom i en form, så man vidste, at man ikke skulle stille mange opfølgende spørgsmål.

Efter bacheloruddannelsen tog jeg til udlandet for at læse, men havde fortsat kontakt til Michael. Havde indtryk af, at han i perioder faldt helt ud af uddannelsesforløbet og begyndte (mange år efter udsendelse) at tale om, at det måske kunne være pga. posttraumatisk stresssyndrom.

Siden har jeg set ham med mellemrum. I perioder giver han ikke lyd fra sig. I andre perioder går det godt, og vi kan mødes. Jeg har aldrig før set en samlet fremstilling af hans oplevelser som den, der beskrives i Informations artikel. Mange ting giver bedre mening nu. Jeg vidste ikke, at det havde været så slemt i mange perioder. Helt absurd virker behandlingen af hans sag hos Københavns Kommune, som han har beskrevet ved et par af de seneste lejligheder, hvor vi har mødtes. Kommunen har ikke villet give revalidering til færdiggørelsen af hans juridiske studier, men har foreslået, at han kunne blive SOSU-hjælper, for dem mangler man. Hans juridiske evner taget i betragtning er det absurd. Sikken et spild.

Vi var fire fyre i vores læsegruppe. En er nu i Justitsministeriet. En er juniorpartner hos et større københavnsk advokatfirma, og jeg er ansat i Udenrigsministeriet. Michael var den dygtigste af os, og han kæmper fortsat med at få lov at gøre sine studier færdige under vilkår, hvor der tages hensyn til de mén, han har pådraget sig af en udsendelse, da hans regering bad ham om det. Han var gruppefører for danske soldater i det tidligere Jugoslavien på et tidspunkt, hvor der netop var begået de grusomste krigsforbrydelser og etniske udrensninger siden Anden Verdenskrig.

Hvad der er sket siden kan kun beskrives som en uværdig behandling af en person, der fortjener tak og mulighed for at få udbytte af sine fremragende evner. Jeg håber inderligt, at Københavns Kommune læser Information.

Ulf Melgaard, København

I sidste uge læste jeg, som led i Informations nyttige artikelserie om veteranproblematikken, beretningen om Michael.

På en varm augustdag i 1997 mødte jeg Michael første gang til et RUS-arrangement for nye jurastuderende på Københavns Universitet. Vi klingede godt og faldt hurtigt i snak om politik, historie, litteratur og en masse andre spørgsmål, som Michael viste sig at have en enorm viden om. Vi blev læsemakkere på hele bacheloruddannelsen og skrev de større opgaver sammen undervejs. Sideløbende var vi studenterpolitisk aktive i samme forening og tog på studieture sammen til Bruxelles og Riga.

Jeg kan roligt sige, at Michael uden sammenligning er en af de allerdygtigste jurastuderende, jeg har stiftet bekendtskab med. Han fangede lynhurtigt selv komplekse juridiske problemstillinger, argumenterede og skrev klart, og han har et af de mest imponerende karakterblade, jeg har hørt om.

De sidste år, vi læste sammen, blev Michael i perioder væk fra studiet. Nogle gange en uge, nogle gange flere. Han er en privat person med stor integritet og gav ikke mange forklaringer. Han talte sjældent om sin soldatertid, kun sent på aftenen efter festligt lag, hvor han ud på de sene timer kunne berette om meget ubehagelige episoder. Det kom i små bidder og kom i en form, så man vidste, at man ikke skulle stille mange opfølgende spørgsmål.

Efter bacheloruddannelsen tog jeg til udlandet for at læse, men havde fortsat kontakt til Michael. Havde indtryk af, at han i perioder faldt helt ud af uddannelsesforløbet og begyndte (mange år efter udsendelse) at tale om, at det måske kunne være pga. posttraumatisk stresssyndrom.

Siden har jeg set ham med mellemrum. I perioder giver han ikke lyd fra sig. I andre perioder går det godt, og vi kan mødes. Jeg har aldrig før set en samlet fremstilling af hans oplevelser som den, der beskrives i Informations artikel. Mange ting giver bedre mening nu. Jeg vidste ikke, at det havde været så slemt i mange perioder. Helt absurd virker behandlingen af hans sag hos Københavns Kommune, som han har beskrevet ved et par af de seneste lejligheder, hvor vi har mødtes. Kommunen har ikke villet give revalidering til færdiggørelsen af hans juridiske studier, men har foreslået, at han kunne blive SOSU-hjælper, for dem mangler man. Hans juridiske evner taget i betragtning er det absurd. Sikken et spild.

Vi var fire fyre i vores læsegruppe. En er nu i Justitsministeriet. En er juniorpartner hos et større københavnsk advokatfirma, og jeg er ansat i Udenrigsministeriet. Michael var den dygtigste af os, og han kæmper fortsat med at få lov at gøre sine studier færdige under vilkår, hvor der tages hensyn til de mén, han har pådraget sig af en udsendelse, da hans regering bad ham om det. Han var gruppefører for danske soldater i det tidligere Jugoslavien på et tidspunkt, hvor der netop var begået de grusomste krigsforbrydelser og etniske udrensninger siden Anden Verdenskrig.

Hvad der er sket siden kan kun beskrives som en uværdig behandling af en person, der fortjener tak og mulighed for at få udbytte af sine fremragende evner. Jeg håber inderligt, at Københavns Kommune læser Information.