For et stykke tid siden startede der en ny pige i min klasse. Det er altid svært at være ny i en klasse. Specielt når man er teenager. Hvis man ikke opsøger folk fra starten og er åben, kan det være svært nogensinde at komme rigtig ind i fællesskabet. Man kan sige at klassen burde gøre en indsats, men desværre er grupper ofte asociale, og det var min klasse også i dette tilfælde.
Rajah, som hun hed, var lidt speciel. Hun kom fra Pakistan og var meget mere udviklet end os andre piger. Hun havde allerede store bryster, og hun lugtede meget ofte af sved. Vi kunne ikke forstå, hvorfor hun ikke gik i bad og brugte deodorant, og vi prøvede så vidt muligt ikke at være for meget sammen med hende. Jeg havde tit ondt af hende, men alligevel havde jeg ikke lyst til at tage initiativ. Jeg var vel bange for, at jeg ville komme til at hænge på hende, og at de andre ville se ned på mig. Jeg havde ikke lyst til, at det var mig, der blev undgået.
Af en eller andet grund kunne hun godt lide mig. Måske var jeg den eneste, der var bare en lille smule venlig over for hende. Hun kom i hvert fald tit hen og spurgte mig, om vi skulle være sammen, når man skulle være to og to. For det meste sagde jeg, at jeg allerede var sammen med en, selv om det ikke passede. Når jeg tænker tilbage på det, er jeg i tvivl om, hvorfor jeg egentlig gjorde, som jeg gjorde? Mon ikke jeg havde handlet med større medmenneskelighed, hvis gruppen ikke havde stået og kigget på? Mine tanker og handlinger stemte ikke overens. For jeg tænkte tit på, hvordan hun havde det, og at det ikke var sjovt at være hende. Hun var ‘fremmed’ på alle måder. Vi behandlede hende som en ‘fremmed’, og hun følte sig som en ‘fremmed’.
En gang fik jeg så dårlig samvittighed over, hvor dårligt vi behandlede hende, at det var mig, der spurgte, om hun ville være sammen. Først troede hun ikke, at hun havde hørt rigtigt, men da det gik op for hende, at jeg mente det seriøst, begyndte hun at smile og skyndte sig at sige ja.
Da de andre opdagede, at jeg selv havde valgt at være sammen med hende, blev de helt mærkelige i hovedet. »Hvorfor spurgte du Rajah?« spurgte de med væmmelse i stemmen. Jeg blev pludselig grebet af kvalme pga. mine klassekammerater. Hvordan kunne de være så kolde?
Et par dage efter var jeg blevet inviteret med hjem af lige netop ham, som jeg var ret vild med, Paw. Han havde spurgt, om jeg ville med hjem og lave matematik. Jeg havde selvfølgelig sagt ja, selv om jeg godt vidste, at vi nok ikke ville få lavet så meget, der havde med tal at gøre. Pludselig hørte jeg én råbe mit navn. Der var en begejstring i stemmen, jeg aldrig vil glemme. Jeg kunne straks genkende stemmen som Rajahs og begyndte at cykle hurtigere. Hun blev ved med at råbe mit navn. Først troede hun ikke, jeg havde hørt hende, men det gik hurtigt op for hende, at det ikke var grunden til, at jeg bare var kørt videre.
Paw kiggede på mig og spurgte med et vrængende udtryk: »Hvad fanden er der galt med hende? Hvorfor står hun og råber ad dig?«
»Det ved jeg ikke,« svarede jeg og kiggede ned i vejen.
»Hvor er hun irriterende! Kan det passe, jeg så jer sammen forleden? I er da ikke venner, vel?«
»Nej, du må være sindssyg!« lo jeg til ham, mens jeg kunne mærke et begyndende sug i maven. Den slags sug, der følger med, når man ikke står ved sig selv, fordi man inderst inde godt ved, at det er forkert, det man gør.
»Det var godt. Hun er også virkelig klam. Der er ingen, der gider være sammen med hende. Slet ikke mig.«
»Heller ikke jeg,« sagde jeg og så mig tilbage.
Der stod hun. Midt på vejen helt alene og kiggede undrende efter mig. Hun lignede det mest ensomme menneske i hele verden.
Vred på mig selv
Jeg var ikke en skid bedre end mine klassekammerater. Jeg kunne ikke tænke på andet i lang tid, og jeg var vred på mig selv. Hvorfor kunne jeg ikke tage mig sammen og behandle mine medmennesker ordentligt? Hvad var det, jeg var så bange for?
Så en dag efter skole gik jeg hen til Rajah og spurgte, om hun ville med hjem og se en film.
Jeg har aldrig i mit liv set et gladere ansigt! Hun lyste som en lille sol uden lige.
Vi kom hjem til mig, og jeg viste hende rundt. Det var fint nok, men også lidt mærkeligt. Der var ikke så meget at snakke om. Det var hele tiden mig, der satte samtalen i gang, og til sidst kunne jeg ikke finde på mere. Efter vi havde set en film, tog hun hjem.
Et par dage senere kom hun hen til mig og inviterede mig hjem. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle sige. Jeg var bange for, at der var rigtig ulækkert hjemme hos hende, og at hun havde en mærkelig familie.
Først sagde jeg nej. »Jeg har altså enormt travlt for tiden,« blev min undskyldning.
Hun lagde hovedet på skrå og så bedende på mig: »Vil du ikke nok? Jeg har fortalt min familie en masse om dig. Du er den eneste fra skolen, der har talt til mig. De vil så gerne møde dig.« Jeg endte med at sige ja.
Masser af spørgsmål
Det var ligesom at træde ind i en anden verden. Der hang flotte vægtæpper over det hele, og der var en duft af jeg ved ikke hvad; en skøn blanding af dejlige dufte. Krydderier, grøntsager, olivenolie, parfume og røgelse. Hele familien kom mig i møde og bød mig indenfor i stuen. De kiggede alle sammen meget venligt på mig og guidede mig hen til et smukt dækket bord. Jeg kom til at tænke på, hvordan Rajah i vores klasse var fremmed på alle måder. Og her stod jeg med hendes familie og følte mig alt andet end fremmed.
Maden blev sat på bordet. Det var de flotteste farver, jeg havde set i form af mad. Og det smagte himmelsk. Jeg kan ikke engang beskrive de forskellige variationer af smag, men det var ligesom at være på rejse et meget eksotisk sted. Jeg havde svært ved at tro, at udenfor på gaden var alting gråt, sådan som Haraldsgade for det meste tager sig ud. Maden var stærk, der var meget chili i, så jeg var ved at kløjes i det flere gange, hvilket morede familien. Vi sad på gulvet rundt om et lavt bord. Rajahs mor og far, to små tvillingebrødre på 4 og en storesøster på 16. Drengene var generte. De kiggede aldrig direkte på mig, men de var alligevel meget venlige. Søsteren insisterede på at få lov til at rede og flette mit hår efter maden. Vi havde en lang samtale under aftensmaden, og de spurgte meget interesseret ind til, hvad vi fik at spise hjemme hos mig, og hvad jeg lavede i min hverdag osv.
Som jeg sad der og svarede på alle deres mange spørgsmål, fik jeg lidt dårlig samvittighed. Da Rajah havde været hjemme hos mig, havde jeg slet ikke spurgt til hendes liv og baggrund. Jeg var vel bare ikke rigtig interesseret. Det var noget helt andet her. Jeg kunne ikke undgå at føle mig velkommen.
Da jeg gik hjem igennem Nørrebro, fløj tankerne rundt i mit hoved. Kunne jeg fortælle de andre i klassen om mit besøg hos Rajah? Hvis hun fortalte om det, ville jeg så lyve og sige, det ikke var sandt? Jeg havde jo haft en god oplevelse. Hvad ville være vigtigst for mig? Virkeligheden eller de andres fordomme, og dermed min egen? For er det i virkeligheden ikke det, som fordomme er? Baseret på tanker, som faktisk ikke har noget med virkeligheden at gøre? Til gengæld er konsekvensen af fordomme særdeles virkelig for den eller de, som fordommene er rettet imod.
Tør jeg kigge på det? Vover jeg at være ærlig over for mig selv og kigge ind bag det umiddelbare bedømmelsesapparat, som altid er på vagt i mødet med andre mennesker? Man vil jo gerne være med i eliten. Og man er bange for at blive den udsatte. Sætter jeg mig selv i fare ved at give slip på det? Og hvilket menneske kan jeg blive? Er det i det hele taget menneskeligt ikke at dømme? Som verden ser ud i dag, er det en stor opgave. Måske umulig? Men ikke desto mindre noget, som mit hjerte længes efter. At blive fordomsfri.
Evi Arnsbjerg Brygmann er 16 år og går i 9. klasse på Utterslev Skole
Kommentarer
Tak fordi du deler dine oplevelser med os.
Jeg synes du har nogle gode overvejelser omkring problematikker at “tilhøre” og “være en del af sammenholdet i klassen” og omkring anerkendelse er vigtig for mennesker. Ligesom når du oplever at Rajahs familie spørger indtil dig og din familie. Det er en rar følelse, når man oplever at andre folk interessere sig for en.
Jeg håber at du og din veninde udvikler et godt venskab med gensidig respekt, værdighed og anerkendelse.
Denne kommentar er anbefalet af:
En af de nærmeste fordomme hedder gadedøren, men når vi smider stakitter og havelåger bort, har vi allerede fundet en erstatning,.
En af de modbydelige erstatninger for de eksisteernde fordomme hedder racisme, kendt fra nazismen, men helt eller delvis genindført i flere østeuropæiske lande, udfærdiget som love imod kommunistiske symboler. For et par dage siden skete det i Polen tilmed i en sammenligning mellem og i en fælles lov for nazisme og kommunisme. Man kan i dag i Polen få op til to års fængsel for at bære ‘hammer og segl’ eller den røde stjerne eller kopiere eller sende sådanne symboler, til anerkendelse for at bære korset.
Danmark er sammen med de østeuropæiske lande i den europæiske union og deltager i Natos krige rundt om i verden. Vanskeligheden er, at ikke alle vil sammenligne sådanne love og krigserklæringer for fordomme over vor andre folk. Fordommen er blevet en ret.
Så tuder man.
Tak for at du deler dine oplevelser med os andre.
Selv åbner jeg døren når det banker. Det siger jeg, for en dag bankede det, og udenfor stod et væsen fuld af medicin, og angst.
Historien er kort at vedkommende fik min hjælp, og næste dag stod en blomst foran min dør med en seddel.
Tak, Ævi! Jeg blev virkelig meget rørt af at læse din artikel. Skånsom ærlighed er så sjælden og så svær. Tillykke med dine tanker og overvejelser og dit skridt. Stort tak for at dele alt dette med os, dine læsere! Det var medfølelsen, der vandt i din historie. Det er bare så bekvemt, at gemme sig i gruppens ly, ikke at træde frem, ikke at overvinde sig selv - bare en enkelt gang. Du har overvundet disse grænser denne gang, og du har vundet. Denne gang.
Kære Evi
Ja selv en gammel kontrær idiot som jeg, må indrømme at jeg blev meget rørt, og stolt over at en pige på din alder har sådanne eksistensielle overvejelser.
Jeg ville så gerne give et godt råd, men det findes desværre ikke endnu, måske aldrig.
Men det at du reflekterer over det, viser at du er nået en lang vej, på en lang rejse, håber du kan holde fokus på horisonten, og samtidig gøre dig selv klart, at du ikke kan tillade dig selv at holde dig ude af fællesskabet, dertil står alt for meget af din fremtid på spil, men kan du finde den ” gyldne mellemvej ” hvor du kan forsvare din nye veninde, og samtidig trække hende ind i fællesskabet ville jo klart være det bedste.
Alt vel, og hvor bliver jeg dog opmuntret af sådanne tanker stadig findes i jer unge mennesker, så skal vi sgu nok klare den i lille Danmark
Martin Vindum
Man kan ikke udrydde sine fordomme, - de er en naturlig del af mennesket.
Og hvis du ikke havde fordomme, så kunne du heller ikke blive forelsket - forelskelsen er nemlig en konsekvens af positive fordomme, som ofte er lige så uholdbare som de negative ;-)
Men man kan gøre noget andet. Man kan arbejde med at overlejre sine underbevidste fordomme med en simpel og sand fordom på det bevidste plan: alle andre mennesker er også mennesker
Det er en simpel sandhed, som er meget svær at modbevise;-)
Men det vigtigste er den implicitte kerne i udsagnet: vores fordomme er ikke rettet imod mennesker, men imod noget de symboliserer, - noget vi forbinder med dem, men som ikke er dem.
Den autonome i punker-outfit vil provokere de fleste midaldrende bedsteborgere, på samme niveau som den samme autonome vil føle sig provokeret af en kontorchef i habit og slips.
De kan så vælge at afvise hinanden, eller at søge efter noget fælles. Men man søger ikke efter noget, medmindre man tror at det findes, - derfor må man have det udgangspunkt, at alle andre mennesker er også mennesker
Og så skal man bare lige huske, at hvis man ikke finder noget positivt, så er det ikke et nederlag for det livssyn, for der findes da masser af (subjektivt set) dumme røvhuller ;-)
Nåh-ja: også glemte jeg jo lige den positive effekt af princippet om at erkende at alle andre mennesker er også mennesker: nemlig, at det giver dig ret til at beholde både positive og negative fordomme.
At du kommer til at holde af en person, på trods af at vedkommende har en mening som du er modstander af, eller at du kommer til at foragte en person, som har en holdning du deler, er jo ikke længere et problem, - holdningen og mennesket er jo adskilt i din verden, og du kan fortsat hævde/forkaste en holdning, uanset hvad dine venner synes - og er dermed kommet et skridt nærmere det der kaldes “personlig integritet”;-)
Åh..Det var sødt skrevet af en 19-årig. Fuld af beundring. Tak.
16-årig, Fint.
Fint skildring af noget vi alle kender. Fordomme er noget vi alle ind i mellem møde hos os selv og andre. Kun den der tror sig fri for fordomme vil aldrig opdage de fordomme han/hun har.
Fordommes rod er frygten for det ukendte - frygten for det som muligvis er farligt. Den frygt kender alle mere eller mindre -men frygtsomme mennesker vil typisk lide af flere fordomme en tillidsfulde
Fornem kronik.
Sød beretning om de fortsatte dilemmaer folk står overfor, når de skal vælge hold her i livet.. Siger også noget om arbejdsdeling. Evi Arnsbjerg Brygmann har taget en opgave på sig, som hendes klassekammerater dybest set også burde bidrage til.