Uden at det skal lyde som det rene hykleri, er det sådan set nedslående, at regeringens troværdigheds- og autoritetstab samt vigende tal i meningsmålingerne giver sig udslag på nærværende baggrund. Lene Espersens kanonbrøler er i sig selv og under normale parlamentariske omstændigheder – når brølerens årsag ikke har en patologisk magtfikseret forsamling som Dansk Folkeparti i ryggen – tilstrækkeligt til at fælde en minister og en regering. Dansk Folkeparti har før og i langt mindre sager skåret hovedet af en minister. Det er sket, når det ikke har haft andre politiske konsekvenser end fordele for Pia Kjærsgaard – og på omkostningssiden naturligvis en afleveret ministerbil for den ofrede.

Anderledes i det private

Udenrigsministerens forbløffende forsinkede erkendelse af sin egen famøse fejl kunne vel have fået et mere modent og selverkendende gemyt til selv at overveje, om det lige præcis var udenrigsminister, man skulle være. Eller partileder. Eller politiker. Hvad kerneydelsen angår, udenrigspolitikken og anseelsen ude omkring, er Danmark i forvejen i bad standing, som rockerne siger om den uantagelige præstation. Minus tre er stemplet på fædre­landet takket være de danske myndigheders behandling af andre folk, samt Danmarks officielle reaktioner på berettiget kritik udefra. Man skal ikke stikke hovedet ret langt ud over grænsen, før man som dansker bliver den triste erfaring rigere, at vi ikke anses mere. Selv herboende medlemmer af broderfolkene smider vi nu ud, hvis de får sociale problemer. Enestående i det nordiske samarbejde, hvor man må håbe, at de andre i skandinavismens navn gør gengæld.

Hvad angår den Espersen’ske skandale, der jo næppe ligefrem øger respekten, har de borgerlige altid henvist til det private erhvervsliv i sammenligningen med det offentlige: »Hvis dét havde været i det private erhvervsliv …« Her menes: Så var vedkommende virksomhed gået nedenom og hjem, eller direktøren fyret, eller et eller andet beundringsværdigt var sket, der står i skærende kontrast til det offentliges slendrian. Sjovt nok kommer sammenligningen ikke på bordet, når det som her er landets udenrigsministerpost, der er blevet mishandlet af en konservativ minister. Heller ikke da en vis justitsminister havde forkludret politireformen.

I begge tilfælde ville det ellers være på sin plads med denne standardforundring: »Hvis det havde været i det private erhvervsliv, hvor direktøren ikke var mødt op til et møde med den vigtigste partner i branchen, så …«

Fortsæt selv

Det siges i krogene, at Lene Espersen er doven. At ferieturen ikke var et tilfælde, men at selvfed magelighed er den konservative formands natur, hvilket jo ikke i sig selv behøver være et usympatisk træk. Ofte kunne man ønske, at politikere tog det mere gelinde og skruede lidt ned for sig selv.
Men det med doven­skaben som ligefrem den konservative ministers særkende er sagt så mange gange, at det måske er rigtigt. Først og sidst er det jo ikke denne dovenskab, som er svært målelig – og man siger så meget, og myterne blomstrer, og ikke mindst når en politiker er på vej ned – nej, det er Espersens ringe dømmekraft, der scorer den negative karakter. Selv har hun tilskrevet sin yderligere udbyggede dumhed, ikke med det vons da lokummet brændte at sige undskyld, med at hun er fra Nordjylland og derfor stædig. Og det forklarer jo alt. Men nu skylder hun til gengæld nord­jyderne en undskyldning.

At det er Espersens sag og den såkaldte genopretningspakke og lækagen i stats­ministeriets koordineringsudvalg, samt Løkke Rasmussens underligt uoverbevisende fadbamsesejlende regeringsførelse, der nu tæller ned for regeringen og VKO-flertallet, er dybest set og som antydet ikke nødvendigvis til at dåne af begejstring over.

De pryglede aber

Sagerne er som antydet hver for sig nok og tilsammen mere end tilstrækkelige til at vælte regeringer. Burde også være det nu. Men det havde alt andet lige været mere beroligende langt ind i folke­sjælen, om den danske vælgerbefolkning omsider var vågnet op til dåd i protest mod regeringens og Det Store O’s såkaldte værdipolitiks uantagelighed og dens moralske fallit. Og ikke så meget på grund af Lene Espersens dumhed eller truslerne mod dagpenge eller nedskæringerne eller forkert placerede sygehuse, etc.

Nedrighederne og de flertalsbårne ensidige ondsindede anslag mod ret og retsindighed i de senere år er så ufattelige i mængde og omfang, at de efterhånden er svære at holde regnskab med. Mest indlysende er unægteligt forholdene for de flygtninge og asylansøgere, de få der overhovedet drister sig hertil. Endog torturofre mødes med grov mistænkeliggørelse og kold afvisning. Søren Krarup gider ikke læse om mishandlingerne, de er jo ens, som han på sin elskelige facon har udtalt. Ja, det er de, mennesker reagerer kvalmende ens på torturens kvalmende ens metoder. Blandt andet ved at have svært ved at lære sprog, herunder det der smelter og især slår. Men de pryglede aber har bare at humme sig, ellers er det om bag i ventekøen til varigt ophold eller det helligste af alt: dansk statsborgerskab; indfødsret, som Krarup så højstemt insisterer.

Flygtningelejrenes karakter af moderne koncentrationslejre var en anden god grund til at skifte flertallet ud i et forfængeligt håb om mere og kontant udøvet menneskelighed i den anden blok.

Tager man fat én gang til i Lene Espersen, og hun er jo stadig regeringens nummer to, kunne det jo også være på sin plads at erindre sig endnu et par træk fra hendes justitsministerår, hvor rollen som skrap moster tilfredsstillede den retsfølelse, man med rette betegner som: uinformeret. Ved destruktionen af Pusher Street, hvor hash-handelen fik kniplen, advarede alle med kendskab til markedet og forudsagde præcist, hvad herefter skete: Aktionen udløste bandekrig på Nørrebro, og der kom flere og hårdere stoffer i omløb flere steder.

Strengere straf uanset sagkundskabens advarsler om effekten, det var det allerførste og en konservativ mærkesag.

De taber alligevel

En replik fra den da nytiltrådte justitsminister udviste den sjælsråhed og mangel på omtanke, indsigt – og forstand – der allerede da måtte rejse tvivl om ministerens karakter, oplysningsniveau og evner. Om de indsatte i et skandaløst overfyldt fængsel med to indsatte kvinder i én standardcelle – den ene kvinde med spædbarn – tv havde besøgt stedet og fortalt om forholdene og udbad sig den ansvarlige justitsministers kommentar – svarede denne: »De har jo selv valgt det.« De har jo selv valgt det!

Et land og et folk har problemer, hvis ministrene ikke kan eller vil indarbejde og videreformidle til deres vælgere elementær nuanceret viden og fagligt underbyggede kendsgerninger, men i stedet under dække af rapkæftethed i nordjysk sovs, stædigt og populistisk dyrker og fastholder tom ideologi, fordomme og uinformerede standpunkter med vælgertække hos de dummeste. Det er i en sådan erkendelse – på en sådan baggrund, at det kunne være så lifligt, hvis nationen sagde tak for kaffe og sendte en politiker af Espersens beskaffenhed med enkeltpost retur på varig ferie. Her behøver Per Stig Møller hverken nikke eller forklare, hvor højt han elsker sin formand, det er helt i sin orden, det bliver mellem ham og klummen. Men tænk om nogen indefra på anstændighedens og moralens vegne rejste sig fra taburetten og sagde stop. De taber jo alligevel valget

Vistnok.

Denne artikel er anbefalet af: