Opslag til denne artikel

Emneord:professionshøjskoler
Organisationer:Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, folkeskolen, Rejseholdet
Steder:Danmark

Endelig: Den 4. juni 2010 præsenterede regeringens rejsehold sine anbefalinger om fremtidens folkeskole. Hvad angår lærerne i folkeskolen, er anbefalingen helt klar: Lærernes kompetencer skal styrkes. Og her foreslår rejseholdet en forskningsbaseret læreruddannelse.

Rejseholdet er imidlertid meget bevidst om, at dette ikke kan lade sig gøre uden videre. Derfor er forslaget, at der etableres et sektorforskningsinstitut for skoleudvikling, som skal løfte opgaven og rejseholdets tredje anbefaling: Styrket forskning i skoleudvikling.

Intentionen med forslaget kan ingen være uenige i, men medicinen er forkert.

Historisk har Danmarks Lærerhøjskole, senere Danmarks Pædagogiske Universitet og sidst Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Århus Universitet, løftet opgaven - med varierende succes. Det er vel også derfor, at rejseholdets formand foreslår et selvstændigt forskningsinstitut for hele sektoren. Men problemet er, at etablering af et sektorforskningsinstitut medfører en risiko for, at afstanden mellem forskningen på den ene side og professionshøjskolerne og professionerne på den anden side bliver endnu større, end den er i dag. Derfor bør det medtænkes, at professionshøjskolerne i dag er inde i en udvikling, hvor der både etableres nationale videncentre, for eksempel i læsning, og andre videncentre, f.eks. i læremidler. Her er UC Lillebælt, UC Syddanmark og UC Sjælland gået sammen om at løse netop de opgaver, som rejseholdet efterlyser. Det sker i et tæt samarbejde mellem professioner og universiteter.

Vælg decentralt

Derudover, og det er måske det vigtigste, vil der være risiko for, at et institut vil medføre geografisk centralisme. Professionshøjskolerne skal sikre et landsdækkende udbud af uddannelser, hvor udvikling og forskning skal forankres på alle professionshøjskoler. Der må derfor ikke vælges en løsning, som alene er ideel for København og Århus. Professionshøjskolerne har et regionalt udgangspunkt, derfor bør de hver for sig og sammen være vigtige omdrejningspunkter i den fortsatte udvikling. Også når læreruddannelsen baseres på forskning og forskningsresultater.

Rejseholdet har udført et stort arbejde, og mange af de problemstillinger, som udgør baggrunden for anbefalingerne, er rigtige. Det er også befriende, at oplægget har et klart fokus, men ikke færdige løsninger i detaljen. Derfor er der nu både tid og rum for debat.

Erik Knudsen, rektor University College Lillebælt og rektor Søren Vang Rasmussen, University College Syddanmark