»Get that fucking circle pit going!« råber Jamie Jasta. Næsten inden han er nået ind på scenen. Inden musikken er gået i gang. Inden Copenhells flammerør har skudt startsignalet i form af meterhøje flammer af. Inden noget som helst andet skal publikum sættes i gang, så centrum af publikumshavet udvikler sig til en brølende hvirvelstrøm. Rundt, rundt, rundt.
Hatebreed er berygtet for at være leverandør af mosh pit-ansporende vrede (publikum aggressivt støder ind i hinanden, red.). Og Jamie Jasta bekræfter rygtet. Efter tre-fire numre begynder fortumlede unge mænd med et diffust blik at slingre ud af menneskemængden. Benene bevæger sig stadig i rundkreds, mens øjnene prøver at genvinde balancen og retningen forsøges sat mod fast grund og fadøl. Man bliver tørstig af at smadre rundt i rundkreds i et kvarter. Copenhell er i gang.
Fra helvede
To dage på Refshaleøen. Så langt ude, at den forhadte civilisation, byens påkrævede fordragelighed, den menneskelige uskyldighed og det naive håb om forandring er på behørig afstand. Her er nøgent og råt og ugæstfrit. Herude kommer kun folk, der virkelig vil. Der mener det. Og de er taknemmelige. Imellem de aggressive metalcore-numre takker Jamie Jasta arrangørerne, roser de andre bands, der skal spille denne dag og kalder det en ære at ‘varme op’ for the allmighty Megadeth og the mighty Deftones. Han er venlig, meget venlig faktisk. Så venlig, at det giver lidt stemningsforvirring midt i denne eksplosion af råb, skrig, staccatoguitar og kort og kontant aggression, som Hatebreed er.
Men Hatebreed overvinder den gode opdragelse og leverer et acceptabelt vredesudbrud, hvor især »Destroy Everything« fra pladen Supremacy fra 2006 slog ekstra hårdt. Og med Jamie Jasta som konstant nærværende squaredance caller fra helvede (»Now make two circle pits«) kan det aldrig gå helt galt for Hatebreed.
Mens Hatebreed må siges at repræsentere en af metallens mange subgenrer og punksymbioser, så er Megadeth så oldschool, at samtlige medlemmer kan have stort permanentet hår uden det mindste anstrøg af ironi. Forsanger og leadguitarist Dave Mustaine så man i rollen som den store tudeprins i rockdokumentaren Some kind of monster om Metallica. Dave Mustaine var bandets oprindelige guitarist, men blev ret tidligt smidt ud, fordi han havde problemer med at styre sit alkohol- og stofmisbrug. Han blev (heldigvis) erstattet med Kirk Hammett og snart havde alle Metallica-medlemmer svært ved at styre deres misbrug. Men Dave Mustaine har ingen grund til at tude. Han dannede sit eget band Megadeth for 27 år siden, og han kan i dag tørre øjnene med 1.000 dollarsedler. Megadeth er thrashmetal og intet andet.
Eksplosion af glædesrus
Genren for musikere, der kan spille sindssygt godt og sindssygt hurtigt. Ikke særligt publikumsvenligt. Og hvad der kunne have været en sublim nostalgisk oplevelse af gennemspilningen af pladen Rust in peace, der i år har 20 års jubilæum blev en ensformig, kedelig og regnfyldt affære. De spillede godt, ja da, men regnen og en elendig lydmand krævede lidt mere end en Dave Mustaine, der indledte med at erklære: »I’m not gonna say a lot. We’ll just play so I won’t freeze.«
I pauserne mellem koncerterne var der mulighed for at udleve den indre Lemmy i et meget populært telt, hvor der var opstillet karaokeanlæg, der kun kunne spille tung guitar. Og ude på pladsen gurglede gøglere lampevæske og sprøjtede med ild. Publikum så igennem cirkusassociationerne fordi gøglerne kom i form af The Fuel Girls, letpåklædte, kropsbevidste damer. Med ild. Og alle vegne så man mænd kramme. Mænd i den alder hvor mængden af Manowar-t-shirts er svundet ind grundet års slid og den alder, hvor koncertfrekvensen falder i takt med at antallet af forældremøder stiger. De kram, der gives herude på Refshaleøen bærer afsavn, undertrykte lyster og modvilligt mådehold i sig. Og folk er glade.
Og glædesrusen eksploderer, da effekten af øl med 6,66 pct. alkohol ikke længere kan ignoreres, regnen er stilnet af og amerikanske Deftones går på. I disse kredse opfattes betegnelsen metallens Radiohead typisk ikke som en kompliment, og det er for nogen med et vidst forbehold, man stiller sig op for at blive underholdt. Men det blev man. Chino Morenos karakteristiske varierede sangstil engagerer med det samme. Bandet indleder med et par numre fra den nye plade Diamond Eyes og opført live i sammenhæng med en del numre fra gennembrudspladen Around the Fur og mesterværket White Pony oplever man Deftones som et band, der måske altid er kunstnerisk eksperimenterende, men også umiskendelige. Around the Fur og White Pony er to meget forskellige plader og så alligevel ikke. Chino Moreno forener. Taknemmeligheden genindfinder sig, da Deftones på trods af et stærkt bagkatalog tilfredsstiller publikum og spiller »Knife Party« og »Passenger«. Deftones bliver ubetinget festivalens højdepunkt.
Umiddelbart skulle man tænke, at tunge, tunge skyer og ulmende mørke midt på dagen i juni ville være passende til en metalfestival, men på andendagen bliver det tydeligt, at det påvirker den musikalske tålmodighed og åbenhed. Der er ingen nåde tilbage at vise et svensk emo-band.
Voldsomt amputeret
Kun en lille flok efterskoleelever kan se det interessante i Dead by April. Resten af festivaldeltagerne klemmer sig ind under teltduge og ølbodernes halvtag. Og venter.
Festivalen blev voldsomt amputeret, da amerikanske Mastodon måtte melde afbud. Lørdag mangler der hovednavne. Så her står vi og venter. Den vedvarende regn og to dages overdrevet alkoholindtag har sat sit præg, men engang imellem er der én, der mønstrer kræfter til at råbe »ST!«.
Suicidal Tendencies er ventetiden værd. Forsanger Mike Muir er eneste tilbageværende af de oprindelige medlemmer i det californiske hardcore punkband. Et band, der mere eller mindre fortjent har været sat i forbindelse med bander og i begyndelsen var deres koncerter altid ledsaget af vold og hærværk. Det var i begyndelsen af 80’erne, og Suicidal Tendencies var del af det miljø, der opfandt skaterkulturen.
Ren højskolefunk
Der er ikke så meget skater over Mike Muir længere, men den lille tætte bulldog har stadig californisk streetcred. Han rabler derudaf på et uforståeligt Venice Beach-amerikansk og messer »Send me your money, send me your money«.
Suicidal Tendencies holder dog fast i en funky slagbas, og det må være eneste anke, at der af og til går højskolefunk i den.
Men senere kunne man faktisk godt bruge lidt glad højskolefunk. Og efter mødet med polske Behemoth spørger man virkelig sig selv »How will I laugh tomorrow when I can’t even smile today?« Behemoth er blackened death metal. Forsanger, guitarist og bassist står alle bag deres eget alter og trommeslageren er helt væk bag et gravmæle af et sæt. Behemoth er ikke nogen musikoplevelse. De er vanvittigt tight og trommeslageren imponerende, men det er teater. Den slags teater, man fortryder at have købt billet til men alligevel ikke kan forlade. Man stirrer som på et trafikuheld. På en flok prædikanter i et trossamfund, man aldrig kan blive en del af.
Men i forhold til trossamfundet Copenhell: Where do I sign? Lad os håbe, at det på trods af dårligt vejr og dermed halvdårligt billetsalg bliver en tilbagevendende begivenhed her på den gamle B&W-grund. Trosfællerne er her, og de er klar til at finde uniformen frem igen næste år.
Hatebreed, Deftones, Suicidal Tendencies m.fl. Copenhell, Refshaleøen, København 11. og 12. juni
Kommentarer
Jeg tror, at Copenhells grinagtigt svage program havde i hvert fald noget af skylden for det dårlige billetsalg. Der var et par afdankede 80er-navne (bands, jeg troede/håbede var opløst for 15-20 år siden), og så ellers kun råbepop, råbepop, åå-ååh-jeg-er-så-sur, råbepop til de små teenagere. Ikke ét eneste band, der repræsenterer kvalitetsmetal. Jeg forstår desuden slet ikke, hvad Deftones har at gøre på en metalfestival. Whitney Houston er sgu mere metal end Deftones.