Opslag til denne artikel

Emneord:fodboldlandsholdet, integration
Personer:Zlatan Ibrahimovic
Steder:Danmark, Norge, Sydafrika

Den første VM-slutrunde jeg husker fandt sted i Mexico. Året var 1986. Danmarks gyldne generation med spillere som Michael Laudrup, Preben Elkjær og Jesper Olsen - som to år tidligere havde spillet Danmark i semi-finalerne ved EM - begyndte slutrunden strålende. Først blev Skotland slået 1-0, derefter blev Uruguay fejet af banen med tenniscifrene 6-1. I den afsluttende puljekamp mødte holdet Vesttyskland. De rutinerede tyskere havde set, at den videre færd i turneringen ville være betydelig nemmere hvis de tabte. Danmark vandt 2-0.

Resten af historien er velkendt. Danmark led et traumatiserende nederlag i næste kamp mod Spanien. Og Vesttyskland? Anført af Lothar Matthäus fedtede de sig vej gennem playoff-kampene, og blev kun i sidste ende stoppet af Maradonas Argentina i finalen.

På dette tidspunkt var der kun få fodboldhold, jeg elskede mere end det danske, og tilsvarende få hold jeg brød mig mindre om end tyskerne. Det var som om, at det danske frisind havde rodfæstet sig i den måde landsholdet spillede på; en teknisk og kunstnerisk form for totalfodbold, der i skønhed kun blev matchet af Holland. Vesttysklands mekaniske kynisme og gennemført usympatisk nøglespillere gav derimod associationer til helt andre politiske ideologier

Et nordisk hold uden X-faktor

Men ved VM i Sydafrika er rollerne byttet om. Danmark stiller op med et velorganiseret og ordinært nordisk hold uden X-faktor. Omvendt har Tyskland en fantastisk ny generation af fodboldspillere i støbeskeen, og holdets talentmasse er massiv. Og begge hold afspejler de politiske forhold i deres respektive lande.

Selv for dem af os der kan føle en vis sympati for danskernes kamp mod ekspertvældet, er det ikke til at benægte at vores naboer mod syd har oplevet en ubehagelig bølge af fremmedfjendskhed i løbet af 00’erne. I store dele af det danske samfund hersker en provinsiel og snæversynet forestilling om, at arabere og muslimer simpelthen ikke kan integreres. En holdning der er lige så defensiv som den er fatalistisk.

Hvor er Zlatan?

Mere overraskende er det, at samme holdning afspejles i den danske fodbold. I de seneste år er det samme spørgsmål flere gange blevet stillet i de danske medier: Hvorfor har vi ingen Zlatan? I 2007 viste en undersøgelse, at blot 6% af spillerne på de danske ungdomslandhold havde en minoritetsbaggrund. Siden da er antallet steget lidt, og enkelte “nydanske” topspillere er da også set . De tilsvarende tal for de svenske landshold var 28%, mens tallet i Norge var 40% - i årene 1995-1996 . Danskernes forklaring? Nydanskerne mangler taktiske færdigheder og disciplin.

At netop nydanske spillere - modsat erfaringerne i Sverige, Schweiz, Norge og de gamle kolonimagter - systematisk mangler sådanne færdigheder, er så absurd en påstand at det ikke fortjener yderligere diskussion. I stedet kunne danskerne gentage spørgsmålet: Hvorfor er det kun Danmark, der ikke er i stand til at opfostre spillere med indvandrerbaggrund? Er det dansk kultur og danske holdninger, der er problemet?

Det velorganiserede og monokulturelle landshold

Danskernes velorganiserede og monokulturelle landshold er et symptom. Danmark er i dag karakteriseret af fremmedfrygt og en offer-baseret nationalisme, ikke ulig Serbien, i stedet for det frisind landet tidligere var berømt for. På hver sin måde har det sikkert glædet både Drillo og Pia Kjærsgaard, men heller ikke mange flere end dem.

Kontrasten bliver særligt tydelig, hvis vi sammenligner med udviklingen i Tyskland, der længe var den sidste fodboldstormagt uden mørkhudede spillere. I 1999 vedtog Bundestagen en stærk opblødning af loven om statsborgerskab, og resultaterne kom prompte. De sidste to år har tyske ungdomslandshold vundet EM for U-17, U-19 og U-21 - med et utal af spillere, som ifølge danskerne bør mangle både taktik og disciplin. I VM-trup i Sydafrika har 11 spillere rødder i andre lande, heriblandt den unge stjernespiller Mesut Özil.

Danmark har valgt de reaktionæres side.

Lad der ikke herske tvivl: En Özil, Zlatan eller Zidane løser ikke Europas integrationsproblemer. Ghettoerne i Malmø, Berlin eller Paris forsvinder ikke med deres præstationer. Undertrykkelse af kvinders rettigheder finder stadig sted, religiøse ekstremister eksisterer stadig. Men signalværdien kan ikke undervurderes, og Danmark halter voldsomt efter. Så bare se frem til dagen hvor Mohammed Fellah, Abdi Ibrahim, Joshua King og andre lovende nynorske spillere fejer et leverpostejsfarvet og blegt dansk landshold af banen.

Læs også artiklen om, hvordan et nyt speciale konkluder, at den særlige kultur i dansk elitefodbold kan være grunden til, at vi endnu ikke har fået elitefodboldspillere af anden etnisk herkomst end dansk

Aslak Nore

Aslak Nore er en norsk forfatter, journalist og forlagsredaktør. Nore har arbejdet som journalist på Klassekampen og været tilknyttet Samtiden, Prosa, Elle, Ny Tid og Aftenposten - ofte med stor stor kontrovers til følge. For tiden skriver Nore i Norges største avis VG.

Nore har været udstationeret med NATO-styrken i Bosnien og har arbejdet som embedded journalist med de norske styrker i Afghanistan og med amerikanske styrker i Irak.

I 2007 debuterede Nore med bogen Gud er norsk, en fortælling om norske soldater. I 2009 udkom bogen Ekstremistan, som blev anmeldt her i Information af Jens Martin Eriksen.

Følg Aslak Nore (og debatten om danskerne på Twitter

Denne artikel er anbefalet af: