EU har især de seneste ti år privatiseret grænsekontrol, deportationer og detentionscentre for migranter - og kontrollen flytter længere og længere væk. Fattige lande på vejen til Europa får besked om at udføre EU’s grænsepolitiske programmer - eller få taget deres økonomiske relationer med EU ‘op til revision’.
»For at forstå moderne migrationsregulering, er man nødt til at frigøre sig fra det traditionelle billede af en grænsevagt, der patruljerer ved et checkpoint. Størstedelen af kontrollen foregår i dag længe før, folk overhovedet når til grænsen, og den foregår via private firmaer,« siger Thomas Gammeltoft-Hansen, der er ph.d. i jura og projektforsker på Dansk Institut for Internationale Studier.
»En af effekterne af dette er: ‘out of sight, out of mind’,« siger Gammeltoft-Hansen.
Behandlingen af flygtninge og migranter glider ud af offentlighedens fokus, ligesom de i praksis ophører med at eksistere over for loven. Det er nemlig svært at holde nogen ansvarlige for f.eks. brud på menneskerettigheder, når stater udliciterer migrationsreguleringen, ligesom det er svært for forskere og journalister at få indsigt i aftaler indgået mellem EU og ‘tredjelande’.
Helt ude af offentlighedens fokus er det dog ikke, mener Martin Lemberg-Pedersen, ph.d. studerende ved Københavns Universitet, der sammen med Gammeltoft-Hansen holdt oplæg på seminaret The externalization of EU border control i fredags, arrangeret af Cesem (Center for Studier af Lighed og Multikulturalisme).
Mainstreammedier skriver meget lidt om den kontrol, der foregår uden for EU, men Lemberg-Pedersen nævner f.eks. den internationale aktionsuge mod det fælleseuropæiske grænseagentur, Frontex, som blev afholdt i forrige uge.
Der bruges flere og flere penge på grænse- og migrationskontrol fra EU’s side - Frontex budget er f.eks. eksploderet fra godt seks mio. euro ved oprettelsen i 2005 til næsten 90 mio. euro i år. Og Gammeltoft-Hansen peger på, at migrationskontrol er begyndt at ‘kolonisere’ flere og flere politikområder.
Men denne ‘kolonisering’ foregår ofte uden de store fanfarer. Det bliver ikke registreret i begivenheder eller erklæringer, forklarer Lemberg-Pedersen. Han nævner f.eks. Schengen-aftalen, der blev lanceret som en måde at lette bevægeligheden inden for EU ved at fjerne intern paskontrol:
»I den første aftale i 1985 handlede kun 3 ud af 33 artikler om at regulere den fri bevægelighed. I den anden aftale i 1990 handlede kun syv ud af 141 artikler ikke om dette aspekt. Den slags er svært at sætte fingeren på, fordi det sker i uformelle arbejdsgrupper og bureaukratiske strukturer,« siger Lemberg-Pedersen.
Mens Lemberg-Pedersen altså peger på bureaukratiseret usynlighed, er en af Gammeltoft-Hansens gennemgående pointer udviklingen af en juridisk gråzone, hvor rettigheder og ansvar fortaber sig i det dunkle.
‘Asylansøger møder stat’ og ‘Asylansøger møder privat virksomhed’, står der på en af hans powerpoints. Gammeltoft-Hansen forklarer:
»I mødet med stater kan asylansøgeren trække på specialiserede asylmyndigheder, tolke, advokater, NGO’er, græsrødder, medier, UNHCR, osv., og kan appellere afgørelsen. I mødet med private flyselskaber, sikkerhedsfirmaer, grænsepatruljer, er der ingen institutionaliserede rettigheder. Og FN’s og EU’s menneskeretschartre retter sig mod stater, ikke virksomheder.«
Han mener, at »privatiseringen kortslutter hele det institutionelle apparat, der skal sikre juridiske garantier. Det er new public managements mørke side,« siger Gammeltoft-Hansen.
G4S, Halliburton, Boeing
Nogle af de kendte virksomheder, som er involveret i grænsekontrol, deportationer og administration af detentionscentre, er G4S - et internationalt sikkerhedsfirma, som danske tidligere Falck er med i - og flyproducenten Boeing, der via underentrepenører har kontrakter på migrations- og grænsekontrol med flere stater.
»Denne lagdeling gør det umuligt at gennemskue, hvem, der udfører hvilke opgaver,« siger Gammeltoft-Hansen.
Den omfattende industri har dog ikke forhindret folk i at migrere, understreger Lemberg-Pedersen - de migrerer bare på såkaldt ‘irregulære’ måder. Det erkendte også direktøren for grænseagenturet Frontex i 2008:
»Desværre har intensiveret EU-patruljering i Middelhavet ikke kunne forhindre en stigning i illegale migranter, der når Italien, Malta og Grækenland via havet,« sagde Ilkka Laitinen til avisen Times of Malta.
Privatisering kombineret med, at kontrollen i stigende grad flytter væk fra EU’s territorium, betyder imidlertid, at »alle de ubehagelige facts om migrationskontrol er langt mindre synlige,« siger Gammeltoft-Hansen:
»Man kan undgå ‘Israel-symptomet’, hvor soldater pludselig står frem i pressen og fortæller om overgreb, de har været med til. De private ‘sikkerhedsvirksomheder’ har en stram og lukket organisation med styr på deres folk.«
Lemberg-Pedersen mener bl.a. derfor, at det er »noget af en tilsnigelse« at hævde, at migrations- og grænsekontrol har folkelig opbakning i Europa:
»Offentligheden har meget begrænset indsigt i de mekanismer, der er blevet indført de seneste 10-20 år. Det bliver kun kommunikeret inden for EU-bureaukratiet og til en specialiseret elite.«
Men Lemberg-Pedersen peger samtidig på, at nogle menneskeretsaktivister tøver med at presse på for ændringer af reglerne om migrationskontrol:
»I det aktuelle politiske klima er de bange for, at resultatet kan blive endnu værre.«
Kommentarer
Nu må myten om EU som humanistisk overfor udlændinge og migration, da snart være punkteret en gang for alle.
Og hele De Radikales og nu SF’s strategi om at fjerne det retlige forbehold, så vi kan få en lempeligere flygtningepolitik må ændres.
Godt nok har VKO været enormt hårde og flygtningefjendske, men her kan en ny regering ændre det. Overlades tingene til EU, så kan vi ikke selv gøre det bedre senere.
Læs iøvrigt denne artikel, og husk på, hvor mange fattigdomsflygtninge, som EUs landbrugs og fiskeripolitik skaber.
http://www.kritiskdebat.dk/articles.php?article_id…
EU er på mange måder (blevet) en grotesk størrelse, men hvad er der at gøre, når Tyskland og Frankrig suverænt bestemmer slagets gang?
Lad os komme ud af den union og få bilaterale aftaler med EU på områder, hvor det er fornuftigt.
Mere udlicitering er vejen frem.
Afghanske børn integreres bedre og billigere i Afghanistan end i de danske ghettoer.
Velkommen til Fort Europa
En mindre rettelse før jeg får Falck’s pressemedarbejdere på halsen:
Det er Falck Securitas, der er en del af G4S. Falcks redningstjeneste er derimod blevet solgt fra.
Samtidig varetages en del af de private indvandringsfængsler teknisk af Global Solutions Ltd., der blev solgt fra som en del af Group 4 i 2004.
Farvel til Socialkontoret Europa.
Artiklen er glimrende - tak til Nina for en velskrevet og veldokumenteret artikel. For mig, der har arbejdet i 10 i Europa Parlamentet med disse spørgsmål, er diskussionen ikke blot velkommen, men MEGET nødvendig.
Hvad jeg savner i artiklen er en meget central pointe - en mangle der også afspejler at de ovenstående kommentarer nemt kommer til at stå uimodsagt.
Artikler beskriver EU’s migrations politik, udlicitering af grænsekontrollen og de foruroligende resultater dette har for menneskeskæbner vi knap nok kender eksistensen af.
Men hvad den savner er en beksrivelse af hvordan det er blevet til “EU’s” politik - for læser man artiklen kan man fejlagtigt slutte at det er EU’s skyld - og så er vi tilbage til begyndelsen hvad det angår - bare vi melder os ud af EU går det meget bedre?
Nej vel, men derfor er det også bare super vigtigt at beskrive hvad der sker i medlemslandene, hvad EU (ministrene fra 27 lande?) beslutter, og hvor kortslutningen egentlig finder sted.
For med et ministerråd der vedtager belslutninger bag lukkede døre, og et Europa Parlamentet der ALDRIG får en reel pressedækning, får den vedtagne lovgivning og konsekvenserne heraf lov til at passerer forbi, og i sidste ende kan vil alle bebrejde EU - uden at nogen regeringer, ministre, Kommissærer eller Europa Parlamentarikerer kan stilles til ansvar!
Et andet spørgsmål som presser sig på bliver dernæst, hvad er alternativet - Jakob Lindblom skyder det hele ned som manglende humanisme fra EU’s side - hvem er EU??
En nuanceret beskrivelse af ansvar og manglende politisk lederskab ville gøre artiklen komplet, og ville udstille at ansvaret for den meget kritiske situation ved Europas ydre grænser ikke kan begrænses til “EU” men at ministre, regereinger og parlamenter i hele Europa har et ansvar!
I øjeblikket revideres FRONTEX’s mandat, samt 6 direktiver der sætter standarder for den fælles asylpolitik - hvem gider skrive om det??