De seneste ti års helt dominerende ideologi har været oprindalismen. Tanken om at man kan skrue verden tilbage, til før alting gik af lave, har fuldstændig domineret den politiske forestillingsverden. Oprindalismen har vundet adskillige valg og har nu sat sig på den politiske dagsorden med betontung konsekvens.
Oprindalismen er imidlertid ikke noget nyt fænomen. Den har altid ledsaget store forandringer. I oldtidens Grækenland var det filosoffen Platon, der i en tid med destabilitet skuede tilbage i tiden, og dér fandt sit svar på hans samtids problemer.
Senere, i oplysningstidens Frankrig, var det Jean-Jacques Rousseau, der tog tråden op fra Platon og gik imod tidens stålsatte tro på fornuften og fremskridtet. Også han levede i en tid med omsiggribende forandringer på alle niveauer, men hvor oplysningsfilosoffer som Voltaire lovpriste fremskridtet, fremførte Rousseau det kontroversielle synspunkt, at den forfinede civilisation ikke første til en forædling af menneskene, men derimod til en korrumpering.
Det er en forestilling, der trives som aldrig før. Der er noget dragende ved den store syndefaldsmyte, hvor kulturen eller civilisationen er uddrevet fra paradis, og hvor det nu gælder om at finde vejen tilbage, inden det er for sent.
Her i Danmark handler den styrende oprindalistiske idé om, at vi frem til og med 50’erne var et sammenhængende folk, vokset direkte ud af den danske muld. Dette folk udviklede et retfærdigt samfund under folkelige ledere som Thorvald Stauning og H.C. Hansen. Men i 1960 indtraf syndefaldet. Hansen døde, og kulturradikale akademikere vendte folket ryggen, overtog magten og ødelagde landet med abstrakte idéer. Siden har det handlet om at genetablere harmonien i en bitter kamp mod det kulturradikale parnas.
I bogen Mit liv som dansker fortæller kommentator Ralf Pittelkow f.eks. den tårevædede historie om, hvordan han lod sig forlede ud i en marxistisk blindgyde, mens han glemte alt om de oprindelige værdier fra rækkehuset i Sønderborg. Og senest er Kasper Støvring flyttet til Sorø og har med bogen Sammenhængs-kraft kastet sig ud i storstilet forsvar for det gode, nære samfund med sunde værdier i forsamlingshuset og fodboldklubben.
Ingen nærer den mindste ambition om at forstå samtiden. Så mens verden tordner forbi vores lille Frilandsmuseum, dyrkes en tåget oprindalistisk forestilling om H. C. Hansens folkelige Danmark.
Hårdføre sjæle vil ikke vente med at trække på skuldrene og tørt konstatere, at alt det, oprindalismen drømmer om, er forsvundet for længst. Drømmen om folkelig sammenhæng er intet andet end fantom-smerter. Men det er selvsagt mere trygt at drømme sig tilbage til en tid med evige svenske-kampe.
Med oprindalismen som styrende ideologi har vi imidlertid afskåret os fra at se klart og forstå vores omskiftelige virkelighed. Det er blevet kropumuligt at tænke en ny og måske ligefrem mere offensiv tanke for Danmark. For tænk nu, hvis noget går tabt?
Kommentarer
Jeg fatter ikke en pind af det her …
Hvori består det offensive ? er der noget kursus man ku komme på…….og måke blive klogere.
Kære Thomas Ladegaard,
“oprindalisme” - godt ordspil og godt set ;-)
Måske skulle du lige have tilføjet, at tidsgrænsen for den tid som oprindalisterne stræber efter, er nem at beregne, - det er nemlig ca. 1½ x “mands minde” ;-)
Interessant artikel, som straks fik mig til at tænke på S+SF planen om at man skulle arbejde noget mere for ‘fællesskabet’.
Dette fællesskab er nu væk.
Denne artikel er et fint eksempel på latterliggørelsen af dette fællesskab.
Problemet er naturligvis at fællesskab er en forudsætning for venstrefløjens darling: solidaritet.
En kombination af indvandring, globalisering og elitært had til almindelige danskere har eroderet det fælles grundlag, som holdt nationen sammen i generationer.
Om det har været planen fra starten, eller det som troldmandens lærling er en udvikling som venstrefløjen troede de kunne kontrollere skal jeg ikke kunne sige, men at det betyder afviklingen af velfærdssamfundet må være uundgåelig.
En frivillig omfordeling forudsætter et fællesskab, en sammenhængskraft og en solidaritet mellem samfundets medlemmer.
Måske er planen at revolutionen skal være det eneste alternativ til denne frivillighed.
Hvis jeg kunne så tror jeg at jeg ville ønske mig tilbage til den danske bronzealder. Det var fandme tider! Højkonjunktur, godt vejr, gud var kvinde og boede ude i mosen / mand og var solen selv, og man fik masser af frisk luft!
Stagnatister der quixotisk kæmper mod evolutionen…
Thomas:
Nu skal du ikke fornærme Don Quixote. Verden har også brug for typer som ham.
Jeg troede ellers, at I længtes tilbage til velfærdssamfund, men det måske kun i de tråde, der handler omregeringens uretfærdige reformer.
Desværre har Travis Malmzon ret. Afviklingen af velfærdssamfundet er uundgåelig, ligegyldigt hvem der regerer.
Lauritzen:
Som arkæolog har man da lov at drømme lidt ind imellem, eller hvad? ;-)
Travis Malmzon
Det elitære had til almindelige danskere, har altid været dyrket af den borgerlige del af overklassen.
Da landsfaderen på billedet, der var en simpel cigarsorterer fik en æresbolig i Gentofte, (udtales Sjangtofte) bekom dette ikke de elitære, højreorienterede,borgerlige beboere vel.
Hvis Ladegaards inlæg ikke er en joke, må enten verdenshistoriens ideologier have spillet ham et puds eller han ikke selv har gennemlevet 30’ og 40’erne, hvor befolkningen nærmest førte krig mod hinanden. Han kan selvfølgelig som Anders Fogh Rasmussen lukke øjnene og i vildelse tale om sammehængskraft og gøre splittelsen endnu større.
Mosbak:
Er det Snobben Fritz fra Normalerweize du taler om? :-D
http://www.youtube.com/watch?v=qlEUfyqJkRA
Marie Spliid Clausen
Du kan ønske - men du er nødt til at flytte dig.
Som arkæolog har du alle muligheder, navnlig her i linear A og B’s oprindelsesland.
Når du vågner i en bjerglandsby, har du alle bronzealderens lyde, frisk luft, godt vejr - og masser af arbejde for en arkæolog.
Gud er med dig hver dag - ordoxo theos - og højkonjuktur er ikke nødvendig, når man kan leve af jorden.;-)
Mosbak:
Har det også stående på listen at jeg skal en tur til Kreta hvis jeg får råd.
Desværre er jeg forhistorisk linje, og ikke klassisk. Det kunne dog være man kunne være heldig nok at få tiltusket sig en plads på en udgravning på de kanter.
Marie Spliid Clausen
Fritz er jeg ikke stødt på før, men han siger jo bare det højt som vi alle tænker, altså os med penge naturligvis ;-)
Jeg tænkte på den bog der udkom netop om de Konservatives flirt med nazismen, deres optræden med skrårem, støvler og heilen ved idrætsstævner.
Der i nævnes netop polemiken om Staunings æresbolig.
Mosbak:
Jeg kan fortælle at der indenfor arkæologigen er en levende og vedvarende teoretisk diskussion af, hvordan man undgår disciplinens misbrug af folk med politiske dagsordener.
Således var der for nogle år siden en udstilling af islamisk kulturhistorie på Kolding museum,hvor den DF politiker der tilbød penge til udstillingen fra kommunalt hold havde gjort det på den betingelse at udstillingen skulle inkludere et tema om muslimske kulturers ‘særlige’ historiske problemer med at omgåes andre kulturer.
Med andre ord, man forsøgte at fifle med forskningen for at få den til at bekræfte et bestemt narrativ, der understøtter DFs politiske ideologi.
Er på fagets vegne stolt af at kunne sige at museet takkede nej til pengene og istedet fandt finansiering andetsteds. Men presset er der hele tiden, og det i en sådan grad at vi som arkæologer bliver undervist i at håndtere det.
Faktisk erindrer jeg noget om at der ikke var tale om en specifik udstilling med fokus på islam, men om en antropologisk samling fra en nordafrikansk kultur.
Marie Spliid Clausen
Det viser, at forståelse af historien er vejen til forståelsen af vore nutidige vilkår, og derfor er der fra politisk hold altid stor interesse i enten at udlægge historien, som den danske besættelsestids historie, hvor vi allesammen var “frihedskæmpere”, eller at undertrykke faget i skolen, som det er sket efterfølgende.
Historieløse, har intet sammenlignings grundlag at forstå deres samtid på, og ender med at blive ofre for manipulation.
Den kommende historie foregår jo her og nu, og dissidenter får overfladebilledet til at krakelere.
Denne kommentar er anbefalet af: