Opslag til denne artikel

Emneord:identitet, integration, psykologi, sprog
Steder:Danmark

»Der var så dejligt ude på landet; det var sommer, kornet stod gult, havren grøn, høet var rejst i stakke nede i de grønne enge, og der gik storken på sine lange, røde ben og snakkede egyptisk, for det sprog havde han lært af sin moder.«

H.C. Andersen, ‘Den grimme ælling’, 1843.

Hvilken titel tænker du på, når du læser mit navn? Tænker du grim udlænding eller flot rollemodel? Hvis du tænker grim udlænding, kan du godt tænke om igen. Jeg er nemlig med i ‘Brug For Alle Unge’ om rollemodelindsats og jeg er officielt en rollemodel. Når jeg er ude på rollemodelbesøg, har de unge en idé om, hvad jeg vil fortælle dem. Men det er alt andet end den ‘klassiske rollemodelhistorie’, jeg serverer.

Jeg har aldrig været drengen, som var lærernes skræk, og som senere endte med at blive lærernes darling. Jeg har aldrig været kriminel med trang til at rulle gamle damer og senere endte med at hjælpe dem over gaden.

For det utrænede øje ser min opvækst faktisk kvalmende lyserød ud. Men har jeg haft det let med at være tosproget i et samfund, hvor majoriteten er etsproget, medmindre de synger med på amerikanske pophits?

Har jeg haft det let med at være nydansk blandt gammeldanskere uden at drikke Gammel Dansk på grund af min nydanske kultur?

Har jeg haft det let med at være 2. generationsindvandrer og 1. generationsdansker uden at få skizofrene tendenser?

De etniske etikker, der ligger i mine spørgsmål, leder mig til min historie: Sproget og begreberne er kernen i det eventyr, jeg fortæller de unge. Eventyret om at være den grimme æll … jeg mener den grimme udlænding. En historie om sprog, psykologi og et magisk spejl.

Det magiske spejl

Min historie handler om mit mystiske messingspejl, og dets magiske kræfter. Hver gang jeg har en sproglig krise, forvandler det magiske spejl mit udseende, så det afspejler den identitetsopfattelse krisen giver mig. F.eks. har min identifikation med ordet ‘fremmed’ engang forvandlet mig til en grim ælling (praktisk når der var svømning, upraktisk når der var klassefest).

Min pointe med spejlet er, at de unge skal tænke sig selv i billeder og ikke i ord og begreber.

Jeg forestiller mig teenageren, som kigger sig selv i spejlet, og spørger: »Hvem er jeg«

Dette spørgsmål - denne eksistentielle krise - er yderst vigtigt for den videre identitetsdannelse. Ved at kigge sig i spejlet og spørge: Hvem er jeg?, vil han påklistre sig en af de mange utilstrækkelige etniske etikker, som oversætter komplekse mennesker til karikerede figurer.

Hvis en ung dreng vælger at identificere sig med begrebet ‘2. generationsindvandrer’ medfølger der forestillinger og forventninger (2. generationsindvandrere er kriminelle, bogligt svage etc.), som giver ham et meget negativt og begrænset selvbillede. Han skal i stedet spørge sig selv: ‘Hvordan skal jeg se ud, hvis jeg vil nå mit mål? Hvordan er min kropsholdning? Kan jeg visualisere, hvordan jeg får overrakt mit diplom efter den sidste eksamen?’

Dette er et alternativ til den begrænsende begrebstænkning, som integrationsdebatten, med sine mange etniske etikker tilbyder de unge.

Allerede i begrebet integrationsdebat har vi et ord, jeg mener påvirker de unge negativt. Hvad betyder ordet ‘integration’ i det hele taget?

Ordet er godt at bruge på indvandrere, som lige er kommet til Danmark, og som skal integrere sig i det danske samfund. I denne sammenhæng giver det god mening at bruge ordet integration, hvilket jeg synes er en af de vigtigste opgaver, det danske samfund har for sig i dag.

Jeg tror dog, at begrebet har en psykologisk negativ effekt på de ‘de grimme udlændinge’, som er vokset op i Danmark.

Når jeg som 2. generationsindvandrer bliver bedømt på, hvor integreret jeg er, sker der noget bekymringsvækkende oppe i hovedet på mig. Et vilkår for at blive integreret i et system er, at det, som skal integreres, er fremmed for systemet.

Hvorfor siger telefonsælgeren: »Mobiltelefonen har integreret kamera?« Fordi et kamera og en mobiltelefon er to forskellige enheder. Kameraet har i sagens natur ikke noget med en mobiltelefon at gøre. Kameraet er fremmed for det system, der hedder mobiltelefon. Derfor siger telefonsælgeren, at mobiltelefonen har et kamera integreret i sig.

Det vil sige, at for at jeg kan blive integreret i systemet, må jeg først blive disintegreret fra det. Jeg kan ikke integreres i et system eller i et samfund, jeg allerede er i.

Når begrebet ‘integration’ bruges om mig og de andre unge svaner, bliver vi fremmedgjorte over for det samfund, vi lever i. Vi føler os som grimme ællinger, der er uden for gruppen, selv om vi er så ivrige efter at blive smukke svaner.

H.C. Andersen ville være skuffet. Meget skuffet.

Det mentale selvportræt

Jeg tror positive billedlige forestillinger om fremtiden fordrer positiv udvikling, hvor ord som ‘nydansker’, ‘integration’ og ‘2. g’er’ begrænser udviklingen og sætter de unge i en imaginær, men meget virkelig bås. Imaginær fordi titlerne ikke er fakta, men en sproglig konstruktion, som er fabrikeret af mennesker. Virkelig fordi sproglige konstruktioner og virkelighed ikke kan adskilles.

Jeg afviser ikke ordenes praktiske funktioner, og jeg anerkender og respekterer behovet for, at unge påtager sig en titel i visse sammenhænge. Men udfra personlige oplevelser ved jeg, at ordene har stor magt, når de unge skal male deres mentale selvportræt.

Der er stor forskel på at bruge et ord som 2. generationsindvandrer til at beskrive ens etniske herkomst og på at accepterer dem som ens grundlæggende identitet. Begreber som ‘nydansker’, ‘dansker-med-anden-etnisk-herkomst-end-dansk’ og ‘tosproget’ er alle påmindelser om, at en bestemt person er fremmed i et samfund.

Disse ord er udmærket at bruge i praktiske sammenhænge, men når en skoleelev med et anderledes navn og lidt mørkere hud tager begreberne til sig, kommer der nogle psykologiske mekanismer i spil. Ved at identificere sig med et begreb som 2. generationsindvandrer, føler de unge sig fremmed i det samfund, de er født og opvokset i det.

Det er den grimme ælling, som bliver mobbet af de andre ællinger. Denne følelse svækker den selvtillid, det kræver at opnå mål og tage del i det samfund, vi lever i.

Det er sværere at score mål, når de unge føler, at de er på udebane. Det tragikomiske er, at de faktisk er på hjemmebane. Det er hjemmebanetilskuernes fremmedfjendske tilråb, der har gjort det ellers så velkendte stadion fremmed for dem.

Mennesket er for komplekst til, at dets væsen kan beskrives med enkelte etiketter.

Min drøm

Jeg tror ikke, det danske sprog er modent nok til at beskrive de etnisk minoritets unge, som søger at finde deres identitet i ord og begreber. Forrige sætning er et udmærket eksempel på dette.

Den gode nyhed er, at de unge ikke behøver at bruge det sprog, som den herskende diskurs fremlægger. Så længe de unge er bevidst om, at disse ord ikke kan beskrive, hvem de er, så kan de minimere følelsen af at være en slags fremmed andenrangs- borgere. (Læg mærke til ligheden mellem andenrangs- borger og andengenerationsindvandrer. Jeg postulerer intet. Jeg synes bare, det er bemærkelsesværdigt …)

Men hvad så nu? Sværger du på kulturkanonen, at du aldrig vil bruge etniske etikker igen?

Synes du, at jeg er en flot hvid knopsvane efter at have læst min kronik? Jeg har måske vundet ved at give dig stof til eftertanke, men jeg har tabt ved at bidrage til noget, jeg finder kvalmende.

Jeg er nemlig hoppet med på den tendens, der går ud på, at intellektuelle ‘ællinger’ kun får spalteplads i nyhedsmedierne, når snakken går på emner, som har sammenhæng med deres hårfarve, baggrund eller eksotiske dialekt.

Min drøm er, at der en dag vil blive udgivet en kronik, som diskuterer konsekvenserne ved at omskrive et H.C. Andersen eventyr til et moderne dansk.

I min drøm er kronikforfatteren en grim udlænding, det behandlede eventyr den grimme ælling, og på intet tidspunkt bliver det folkekære eventyr en metafor på integrationsdebatten.

Deniz Atan er stud. HA (Psyk.)

Denne artikel er anbefalet af: