‘Glæden ved at være ulykkelig’ lødoverskriften på en kronik i Politiken for snart lang tid siden. Den handlede om, hvad det gør ved et menneske at være på antidepressiv medicin, hvilket et foruroligende højt antal danskere er - helt nøjagtig 425.000. I runde tal er det cirka hver tiende her i verdens lykkeligste land - noget af et paradoks, skulle man synes.
Michael Dyhrborg, der var kronikkens forfatter, skrev om, hvordan han havde haft brug for medicin i en periode i sit liv, og om den virkning, han oplevede, den havde haft på ham. Først var den uundværlig i et liv, der var blevet for tungt, og hvor selv det at skulle smøre en pølsemad var et uoverstigeligt projekt. Medicinen havde desværre visse bivirkninger, bl.a. øget vægt og manglende sexlyst, læs rejsnings-problemer. Men hvad der var endnu værre for skribenten var, at medicinen ikke kun lagde låg på hans nedture, den fik samtidig has på hans opture. Med andre ord bevirkede medicinen, at han kom i en slags midtertilstand uden de store udsving til hverken den ene eller den anden side, hvilket han oplevede som et stort tab.
Tabet af tilværelsens poler gik først op for ham, mens han sad og så en film, da han igen var medicinfri. Pludselig og for første gang i mange år blev han så rørt, at han græd rigtige tårer: »glæden ved at mærke længslen, det ufuldbyrdede eller sorgen over alt det, der er gået tabt, havde været pakket væk«. Hans pointe i kronikken var, at livet på medicin, blev én lang leverpostejmad. »Den lægger nemlig en dæmper på din glæde og din mani, udsvingene bliver mindre, og du bliver det man kalder et mere stabilt menneske«.
For ham er det farlige ved antidepressiv medicin altså, at man kan ende i en konstant gråzone, en slags middelmådighedens mekka. Grunden til, at jeg skriver om det her, er, at jeg i disse år oplever en deprimerende og kedelig tendens til, at medicinering bliver prioriteret frem for andre mere psykologiske tiltag, men ikke nok med det, det synes også at være blevet noget, der forsøges tvunget ned over hovedet på mennesker, der i forvejen har det svært. Det er både perverst og betænkeligt.
Angsten æder langsomt
Inden for det sidste halve år har jeg haft to tilfælde tæt inde på livet, hvor jeg synes, man kan tale om et forsøg på tvangsmedicinering fra samfundets side. I ingen af tilfældene lykkedes det ‘magthaverne’ at få gennemført projektet, men bare det, at der findes den holdning, at medicin er noget ‘nogen’ kan forlange, at et menneske skal indtage, er for mig decideret grænseoverskridende. Dette vel og mærke i tilfælde, hvor der på ingen måde var tale om samfundsskadelig virksomhed, voldelig eller farlig adfærd.
Det første tilfælde handler om et barn, der bliver diagnosticeret med ADHD, og vi må bare erkende, at den diagnose sidder temmelig løst i i øjeblikket og kan derfor utvivlsomt være mere eller mindre valid og fagligt funderet. Her mente skolen, at løsningen på problemet, som nu havde et populært navn med en ligeså populær løsning, var, at barnet skulle have medicin (hvornår blev medicinering en pædagogisk opgave?). Det var forældrene bestemt ikke enige i. Men ultimatummet fra skolen lød, at enten medicinerede de deres barn, eller også blev barnet smidt ud af skolen!
Det andet tilfælde handler om et voksent menneske i krise. Hun er midtvejs i livet og oplever pludselig en uforklarlig angst. Gennem lang tid har hun været stresset og haft et stort arbejdspres på den skole hvor hun arbejder, og samtidig er der personlige forhold, der har gjort ondt. Da hun er et yderst pligtopfyldende menneske strækker hun sig naturligvis så langt, hun kan. Men angsten æder sig langsomt ind på hende og bliver plagsom i flere og flere situationer - så plagsom at hun til sidst må reagere. Hun søger hjælp, går til læge og beder om at få en henvisning til en psykolog. Lægen tester hende med et par spørgeskemaer og må konstatere at hun desværre kun har panik-angst. Lægen kan kun anbefale hende at tage lykkepiller, altså antidepressiv medicin, der også kan virke angstdæmpende. Det har hun på ingen måde lyst til, da hendes forhold til antidepressiv medicin er lidt a la Michael Dyhrborgs. Beskeden fra lægen var, at indvilligede hun ikke i at tage medicin, kunne hun ikke få hjælp til noget som helst, sådan var den nye lovgivning, angst er ikke længere en henvisningsdiagnose!
Tydeligvis er der sket et økonomisk funderet holdningsmæssigt skred et eller andet sted i systemet. Piller er bare billigere. Men sig mig lige, hvor retten til at bestemme over egen krop blev af. Hvad skete der med retten til at være det menneske, man nu engang er, angst eller urolig, retten til at mærke sig selv, mærke verden og dens græsseligheder, og ikke mindst retten til at komme igennem det uden kemiske bivirkninger? Jeg mener, det er jo ikke alle, der bryder sig om leverpostej.
Renée Toft Simonsen er psykolog og forfatter. Hun skriver på skift på denne plads med Mette Bom, Maise Njor og Pernille Rosenkrantz-Theil
Kommentarer
Ja,
Den hurtige løsning er i højsædet.
Lidt af et paradoks, at medicin idag ikke kurerer.
Iøvrigt kan man blive tvangsbehandlet idag i det kommunale system, hvis man er i udredningsfasen til førtidspension:
Man kan blive tvangsbehandlet af læger i Danmark
http://www.information.dk/228063
Via
http://www.denmarkonline.dk/1/2010-12-man-kan-bliv…
Som sygemeldt i det kommunale system kan man også blive udsat for at diagnoser bliver fejet af bordet af lægekonsulenter, som slet ikke har set vedkommende !
Det er altså ikke kun inden for skolen, at man tyer til medicin som en løsning. & tendensen spreder sig åbenbart som ringe i vandet.
Det er bekymrende.
Det bliver ikke bedre med tiltaget i genopretningsplanen, som forhøjer retten til sygedagpenge fra 13 ugers arbejde til 26 uger til efteråret:
http://www.arbejderen.dk/artikel/2010-06-16/flere-…
Spred Glæde…trods alt :/
FlemmingLeer
http://denmarkonline.dk
Jeg vil ikke fratage nogen retten til at bestemme over egen krop. Det bør være ens egen beslutning om man ønsker at modtage medicinsk hjælp.
Hvad jeg derimod gerne vil, er at tale for medicinering som den store hjælp den kan være.
Min egen erfaring med antidepressiv medicin er yderst positiv. Her er hverken tale om et leverpostejliv eller bivirkninger i flere måneder. Her er tale om at mit liv er blevet muligt at leve med de glæder der hører til som jeg mærker langt ind i kroppen og de sorger som stadig kan mærkes.
Men modsat tiden før medicineringen er sorgen ikke længere global og altopslugende. Den er ikke længere sort, dyb og ubærlig.
Jeg oplever stor hjælp fra medicinen i mit arbejde med at få det bedre.
Jeg mangler mere bredde i debatten om medicinering og ikke kun en ensidig nedskydning af virkninger eller mangel på samme.
At tvinge mennesker til medicinering er på alle måder betænkeligt. Men at fornægte medicinens muligheder er i min optik lige så betænkeligt.
Jeg er glad for leverpostej på min rugbrød og glad for min medicins hjælp med at gøre livet værd at leve.
Denne kommentar er anbefalet af:
Enhver form for psykofarmaca er naturligvis kun symptombehandling, og bør følges af en behandling der sigter på at udrede og afhjælpe den bagvedliggende årsag.
Imidlertid er problemet jo, at årsagen til et menneskes grundlæggende problemer, ofte bare er andre mennesker … isoleret set - som person - har vedkommende måske ikke nogle problemer, men i socialt samspil er der ting der går galt.
Det kan man hverken kurere eller afhjælpe. I “gamle dage” kunne den uheldige måske søge ensomhed og fred ved f.eks. at rejse til Canada og leve som pelsjæger, men på dagens overbefolkede planet er hver kvadratcentimeter ejet og kontrolleret - der er ingen vej udenom “mennesker”.
Og så er medicinering altså ikke nogen dårlig løsning, men derimod nærmest en barmhjertighedsgerning, men bør naturligvis følges op med hjælp til at fungere på så lavt et medicineringsniveau som muligt.
Og her tager Renée Toft Simonsen fejl, i sit udsagn om at man ikke længere kan blive henvist til psykolog pga. angst, for det har man faktisk aldrig kunnet - derimod har man kunnet få en henvisning til en psykiater, hvilket er en helt anden ting ;-)
Derimod kan man nu (vistnok siden 2008) få en henvisning til psykolog pga. depression - hvis man er mellem 18 og 37 år, og her ville “angst” nok kunne stoppes ind, hvis lægen er bare den mindste smule vellvillig.
eller også er hendes historie om den person der ikke kunne få en henvisning til psykolog p.g.a. “angst” lidt gammel, - idag kan man nemlig blive henvist til psykolog med sygesikringstilskud, på indikationen “depression”, og hvis en læge ikke kan få
Aldersgrænsen er naturligvis mærkelig, men den er formodentlig resultatet af en eller anden politisk studehandel. Hvad der er langt mere væsentligt er, at depression er den første “uhåndgribelige” årsag, som anerkendes som henvisningsårsag, hvor der tidligere skulle være klart dokumenterbare forhold, som f.eks. dødsfald i nær familie, livstruende sygdom, o.lign.
Det kan virke som en lille ting, men er et stort fremskridt : for det første betragtes depression (mild) altså nu som et symptom, og ikke en mental lidelse, og for det andet erkender man fra lægeside, at der findes et alternativ til medicinsk behandling af tilstanden.
Så verden flytter sig altså lidt, - omend langsomt;-)
I Australien kan endnu da vist nok ‘go bush’ - dvs. drage ud i bushen for at finde sig selv, hvis man synes at livet bliver for u-overkommeligt.
Mht. diagnosen ADHD er jeg meget enig i, at den alt for ofte gives på et for løst grundlag. Almindelig rask-dreng adfærd bliver udlagt som ADHD og som derfor må medføre brug af Ritalin f.eks. Desuden har folkeskolen slet ikke hverken beføjelse eller kompetence til at bortvise nogle elever fra skolen, hvis forældrene ikke vil, som skolen vil (som jeg har forstået det). Og især når man ved, at hvis der f.eks. er tale om ADHD, ja så kan ændring af kost gøre rigtig meget.
Mht. medicinering af depression er det korrekt, at mange mennesker ikke ville kunne fungere uden denne. Det er dog også korrekt, at mange mennesker, som blot er i svær livs-situation, får tilbudt (eller skal tage) depressions-piller (jeg hader ordet lykke-piller, derfor depressions-piller)
Og lægen har vel ingen kompetence til at foretage en psykologisk undersgelse…
En ældre dame som har haft tvangstanker siden hun var i begyndelse af 20’erne kæmpet sig fri fra psykofarmika, lsd, sjokbehandlinger og meget andet som lægerne påtvunget hende, fik et liv og vil gerne kom videre. Blev henvist til en psykolog til samtaler og det først psykologen sagde var at hun skulle tage psykofarmaka ellers hjalp samtalerne ikke—hvorfor betaler samfundet til sådan nogle charlataner flere tusind kroner i timen! En samtale med en god ven eller veninde vil nok være mere holdbar end disse såkaldt læste mennesker.
Fri os for psykofarmaka, slip mennesket fri for livet er modgang, mere modgang og lidt medgang—og det er en rigdom som former mennesket, man kan ikke være lykkelig hvert sekund af dagen. Seer vi lyst på livet og bærer en smil så vejer tingene ikke så tungt, for så møder man en smil og humøret stiger!
“For ham er det farlige ved antidepressiv medicin altså, at man kan ende i en konstant gråzone, en slags middelmådighedens mekka. Grunden til, at jeg skriver om det her, er, at jeg i disse år oplever en deprimerende og kedelig tendens til, at medicinering bliver prioriteret frem for andre mere psykologiske tiltag, men ikke nok med det, det synes også at være blevet noget, der forsøges tvunget ned over hovedet på mennesker, der i forvejen har det svært. Det er både perverst og betænkeligt.”
I en forenklet udgave tjener det markedskræfterne, jeg har haft kollegaer der har været på det i 5 år og mere. Det er samtidigt vanedannende, der er dog flere der hævder det virker.
Man kan tale for og imod, men en ting er sikkert, skal det være med fornuften i behold, skal man grundigt evalueres af en psykolog, dernæst helbredsundersøges, og derefter kan man tage stilling til type og dosering.
Som det er i dag, udskriver lægerne det uden forundersøgelse, eller respektiv samtale.
Det er på kant med hvad der er forsvarligt, og hvem kender langtidseffekterne af at undertrykke psyken?
Bliver man tilbudt den type medicin, bør man anmode om en fornuftig tilgang til det, og ikke bare fordi man kan.
@Sven
“Det kan man hverken kurere eller afhjælpe. I “gamle dage” kunne den uheldige måske søge ensomhed og fred ved f.eks. at rejse til Canada og leve som pelsjæger, men på dagens overbefolkede planet er hver kvadratcentimeter ejet og kontrolleret - der er ingen vej udenom “mennesker”.”
Så fik vi da afklaret, hvor Jimmy Hoffa er. :P
Et andet aspekt af denne “tvangsmedicinering” er, at der måske går noget værdifuldt tabt.
Et menneske i krise er i en dyb læringsproces, hvis det får lov og får den rette støtte. ..og kan komme ud i den anden ende som et mere vist, mere helt menneske, som kan give guldkorn videre til menneskeheden. Det kan betale sig at investere i mennesker i krise…måske ikke i kroner og ører, men i indsigt og dybde. men de to egenskaber skøjter man hen over i dagens Danmark, for de er ikke IN! Noget værdifuldt går tabt!
Iøvrigt er det intet mindre end forrykt, at syge bliver tvunget til medicinsk behandling, hvis de vil have afklaring på deres situation og evt. få en førtidspension.
De lægefaglige konsulenter rundt i kommunerne sidder ved deres skrivebord og afgør folks skæbne Uden at have set dem..måske en enkelt gang i 10 min. De tillader sig at tilsidesætte psykiateres og lægers henstillinger!! Kun med det formål at kommunen skal spare penge!!
Også her er der sket en forråelse af systemet til skade for de aller aller svageste i vores samfund!
Nedladenhed og arrogance gennemsyrer dele af systemet. Foragt for dem, der af en eller anden grund er faldet af “pinden”.
Lykke er at søge noget som ikke findes,
(f.eks. noget permanent, et ego, en gui, en virkelighed, osv.)
og ulykken er at finde det.
Lykke ifølge Tatarkiewicz ( polsk videnskabsmand) er vores kompetencedygtighed til at være lykkelig i sindet.
Hver dag bruger vi vores følelser på forskellige niveauer. Alle sindstilstande bygger på emotionelle forestillinger.Falske forestillinger er også med. Det er en lang afhandling om ” Lykken”.
Jeg har altid på sig et par ord fra afhandlingen. For at komme til virkeligheden- real life. I stedet for at have fremtidige drømme, forventninger,ambitioner.
Den “lykkepille” er en slags respirator for følelser…for at holde disse i den samme tempo, rytme, tone og stemme…triviel og monotont, nostalgisk og neurotisk.
Den dag du holder op at bruge antidepressiva …kan din sjæl ikke ånde normal uden de kemiske stoffer som er i blodcirkulation og påvirker flere stoffer i selve hjernen.
Jeg kan godt forstår , hvorfor mange begår selvmord, belønningsstoffet dopamin fungere utilfreds på hjernens aktiviteter også bliver man deprimeret mere end tilladt.
Den bedste eksempel er Michael Strunges selvmord : han kunne ikke skrive , fordi balancen i hjernen efter behandling med antidepressiva forsvinder.
Han skrev flere døgn i træk efter han holdt op at tage medicin.
Fra undertrykt tilstand til eufori….heureka sagde Archimedes og kom ud af badekaret nøgen , men med en ny fysisk lov.
Jeg kan sige at et menneske efter 10 år på antidepressiva er bare en kunstig person men en ny personlighed på grund af kemisk styret “Respirator af følelser.
Derfor er jeg enig med Renee T.Simonsens artikel om emnet : psykologisk-psykiatrisk handleplan for ” Sjælens operation” og smertestillende anitdepressiva for at “heale” psykisk smerte og svie i hjernen/sjælen.
Efter lunge transplantation er du raskmeldt , hvis …du kan ånde og motionere og trække vejræt normal.
Sådan er det ikke med “Transplantation af sjælen”- det er en langvarig proces.Og man kan ikke om psykiske mèn så præcis som i tilfælde af fysiske mén.
Erstatningskrav på sjælen findes ikke endnu.
Jeg er enig med artiklens pointe.
På længere sigt er det medicin brancheglidning som vinder og patienten er taber.
Tabu-emnet for pengenes skyld..
Retten til at være ulykkelig:
At befinde sig i en depression: let, middel eller svær, kan efter min opfattelse ikke sidestilles med det at være ulykkelig eller i krise. Det mener jeg er vildt forfladigende! Hvad lette depressioner angår, så kan og bør de vel ikke afhjælpes med lykkepiller, da der ikke er nogen dokumenteret effekt af det. (i øvrigt hader jeg ordet ”lykkepiller”. Det får det netop til at lyde som en kulørt forvandlingskugle man bare lige tager, fordi man ikke orker at være lidt ked af det. På samme måde som man ikke lige orker at få sin menstruation, mens man er en uge på Kreta, og derfor undlader at holde pause i sine p-piller. På den anden side virker det så tungt at kalde det: antidepressiv medicin eller SSRI-præparater. Anti-ulykke-piller var måske et bedre ord, for man bliver bestemt ikke lykkelig af at tage lykkepiller, men undgår måske at være dybt ulykkelig konstant)! Og at receptblokken gløder lidt rigeligt i nogen lægekonsultationer er også rigtigt. Men at begynde at sammenligne “tvangsmedicinering” i to helt forskellige og personlige tilfælde (og patientens/forældrenes modstand virker i øvrigt helt forståelig her) og gå videre til at filosofere over retten til at være ulykkelig og opleve livets “græsseligheder” i forbindelse med en depression, mener jeg er direkte dumt.
Der er ingen guldkorn at hente i en svær depression. Når man er allermest lammet af en depression giver det overhovedet ikke nogen mening at tale om selvudvikling eller dybe psykologiske indsigtsmuligheder. Man har passeret de muligheder, raske mennesker har for at kunne komme i gang: Man ejer simpelthen ikke den mulighed, det ellers er at kunne tage sig sammen. Man kan bruge timer på overhovedet at være i stand til at kravle ud af sin seng. Det er ikke i denne tilstand, der tænkes store tanker, der kan bidrage til verdensfreden! Man er ikke i stand til at genkende sig selv, og familien står ligeledes måbende på sidelinjen og ser til. Der er ikke så mange andre muligheder end at tage medicin…..i første omgang. Selvfølgelig kan eller skal det ikke stå alene. Familie og venners tilbud om praktisk hjælp og omsorg kombineret med psykoterapi er vel den bedste kur.
Selvfølgelig er bivirkninger ikke sjove eller ønskelige. Selv har jeg oplevet at måtte væge de præparater, der gav mig de mest tålelige bivirkninger. Men har man valget mellem at tage 10-20 kilo på og selvmordstanker, så vælger jeg altså overvægten!
Det er langt fra tåleligt på lang sigt, og af samme grund bør antidepressiv medicin kun udskrives når eventuelle bivirkninger af disse er at foretrække frem for de bivirkninger, der jo også er ved en depression: nemlig øget sygelighed og selvmord (for ikke tale om de sociale bivirkninger!)
Jeg har ikke oplevet “leverpostejeffekten” i så stor grad. Og det kan godt være, jeg ville føle, jeg gik glip af noget, hvis det havde været mere udpræget i mit tilfælde. Men i så fald ville det være fordi, jeg havde glemt, hvor forfærdeligt lammende det er at være ramt af en depression.
Når alt dette er sagt, rummer overskriften “retten til at være ulykkelig” en vis pointe. For jeg har i mit møde med diverse behandlere (læger, psykiatere, psykologer m.m.m.) gentagne gange oplevet, at der ikke var plads til at være “godt gammeldags ulykkelig”, ked af det eller i sorg). Det var som om, at hver gang jeg fortalte om, hvordan jeg havde det: at jeg sørgede over tabet af arbejdsevne, ked-af-det-heden over ikke at kunne genkende mig selv og ikke at slå til som mor, frustrationen og afmagten over min minimale formåen, så blev der altid lige hevet et eller andet redskab eller opgave op af hatten. Et skema der skulle udfyldes, dagbogsark der skulle skrives, mentale øvelser, der skulle udføres. Og det var da også helt på sin plads, da jeg var allermest medtaget og havde selvmordstanker og tankemylder. Dén slags giver det efter min bedste overbevisning ikke meget mening at dvæle ved. Det får man det bare endnu dårligere af. Men da de værste dønninger havde lagt sig, og min tilstand, selv med de allermest optimistiske briller på, kunne betegnes som en dyb livskrise, da kunne jeg godt af og til savne nogle gange bare at “få lov til” at være ked af det. At blive rummet i min sorg. At opleve at jorden trods alt ikke gik under, når jeg gav efter for mine sværeste tanker og følelser. En terapeut der var i stand til at lytte og holde i hånd og gå med mig hele vejen. Den slags er der mangel på i dag. Men de findes. Nogle gange ”forklædt” som præsten eller som et familiemedlem eller ven, der uventet viser sig at dukke op med nogle menneskelige evner, man ikke anede, de besad. Og jeg har også været så heldig at være i kontakt med professionelle behandlere, der mestrede denne svære disciplin: at holde ud og være det anker til verden, man har brug for, når man giver efter for sin sorg. Ikke for at dyrke den, men for at give den plads i små bidder. For den er der jo alligevel og spænder ben for os, hvis vi ikke tør se den i øjnene!
Der er mangel på definitioner her og derfor blandes æbler og pære både af forfatteren og flere af deltagerne til en ubestemmelig grød.
At være ulykkelig er et livsvilkårlig, at være deprimeret er en behandlingskrævende sygdom.
Dette faktum overses ofte også blandt professionelle behandlere og ikke mindst blandt psykologer.
Mere eller mindre ”ulykkelige” livsvilkår, vi alle vil blive udsat for, bliver gjort behandlingskrævende. Den omsiggribende ”krisebehandling” , hvor sunde og raske mennesker reagerer helt naturlig, er eksemplet par excellence.
Det er her ”leverpostejen” kommer ind og ikke hos de syge.
Man bliver n¢dvendigvis ikke overvægtig af hjerne medicin, og den overvægt der kommer skyldes mere den pasive adfærd patienter udvikler inde for behandlings systemmet.
Samt men ikke mindst man skal hygge sig med kager og ostemader, og er man en person der dispinipel for overvægt så bliver man det selvf¢lgelig.
Personligt tabte jeg selv 7 til 8 kilo på 4 * 25 miligram melleril anti psykotisk medicin og 2 * 0,25 saroten anti depresiv medicin.
Men det er udtroligt at et behandling system der koster samfundet så mange penge, ikke g¢r mere for mennesker der har det svært psykisk får motion og dyrker idræt og vel vidende at udgifter til behandling af overvægt i Danmark koster kassen og det er hovedsagligt de fattige der bliver overvægtige og derfor får nedsat deres livskvalitet skammer sig ved gå på standen om sommeren og har ingen medlemskab af en idræts forening.
Men ellers det at give mennesker hjerne medicin imod deres vilje er et overgreb mod mennesker personlighed når de oplever det udbehadligt og har svære bivirkning som uro og rask l¢shed i kroppen.
Samt når så oplever at blive afvist når ikke er fj¢gelig hjælper det på ens psykiske tilstand, samt nævnes placebo ikke og det er en st¢rre årsag til mennesker siger medicinnen virker bedre end den faktisk g¢r, samt ved man også når mennesker s¢ger læge så er det når lidelsen er på det h¢jeste og faktisk er ved at vende.
Men lad os få en demokratisering af behandling med et folkevalgtkammer under vores folketing som har får det overordnet ansvar hvordan vi indretter vores behandling system i Danmark.
For når man end ikke formoder at have de tilbud i vores behandling system som faktisk hjælper og koster mindre penge, så der et eller anden helt galt og specielt over for b¢rn med ADHD hjælper noget så enkelt som fysisk aktivitet utroligt positivt og tanke spil som skak.
Som det også hjælper mennesker med depresion og angst men inden for vores behandling system er det foran k¢dgryderne aktiviterne foregår frem for komme ud og få nogle positive oplevelser.
Claes Pedersen Caloocan Metro Manila.
Til Karsten Aaen så beh¢ver man ikke tage til Canada for s¢ge ud i vildmarken jeg selv tager cyklen til Sverige, og man kan endnu fange fisk i s☼erne der over/oppe