»Hvor tids vigtigste spørgsmål er, om vi når at udvikle global empati i tide til at undgå sammenbruddet af vores civilisation,« siger den amerikanske økonom Jeremy Rifkin.
Rifkin er gået fra at være fredsaktivist i Vietnam-bevægelsen, kompromisløs vegetar og indædt modstander af genmanipulerede landbrugsafgrøder til at blive rådgiver for EU-Kommissionen og flere af Europas statschefer herunder forbundskansler Angela Merkel og den spanske premierminister, José Luis Zapatero.
I sin nyeste bog Den empatiske civilisation beskriver Jeremy Rifkin, hvordan den menneskelige empati har udviklet sig fra civilisationernes opblomstring og frem til i dag.
»Vi har bevæget os fra at have empati kun med vores familie, til vores religiøse fællesskab, til andre mennesker inden for den fiktion, vi kaldte nationen. Hvorfor så ikke forestille sig, at vi nu rykker grænsen til biosfæren og hele menneskeheden,« siger Jeremy Rifkin.
I bogen beskriver Rifkin, hvordan nye energisystemer tidligere har revolutioneret vores samfund og bevidsthed og udvidet den menneskelige empati. Det samme er ved at ske i dag, fordi vi står over for et skifte fra hierarkisk kontrolleret fossil energi til decentral vedvarende energi.
»Vi står på grænsen til en tredje industriel revolution,« siger Jeremy Rifkin.
Lykkes det os at omforme vores energisystem, så forudser Jeremy Rifkin, at det vil forandre vores bevidsthed, fordi det indbyrdes samarbejde, afhængigheden og den flade struktur på energiområdet vil forstærke oplevelsen af at være en del af menneskeheden.
Det lyder som starten på et drama fra Hollywood:
»Disse nye opdagelser åbner en dør til en historie, der aldrig er fortalt før: Opdagelsen af Homo Empaticus.«
Jeg deltager, altså er jeg
Rifkins bog bevæger sig over mere end 600 sider fra udviklingen af nye energisystemer og forandringer i bevidstheden til nye resultater fra forskningsverdenen, der peger på menneskets grundkarakter som værende social mere end aggressiv og individualistisk.
»Vores forestilling om mennesket som et aggressivt rovdyr stammer tilbage fra oplysningstiden, og er dybt forældet. I dag ved vi, at mennesket fra biologiens side er empatisk.«
»Vi skal af med den gamle ide fra oplysningstiden, at vi er selvstændige individer. Sådan har det aldrig været,« siger Jeremy Rifkin.
Oplysningstidens René Descartes lagde vægt på den rene rationelle tanke adskilt fra følelserne. Tankens verden var adskilt fra den fysiske verden. Det er den form for logik, som får Jeremy Rifkin til at sammenligne Descartes med en asperger-patient.
»I dag ved vi, at vi kender os selv gennem at deltage i verden, og deltagelse er altid i relation til den anden. Selve vores eksistens er altid i relation til andre,« siger Jeremy Rifkin.
Mens oplysningstidens menneskesyn kunne formuleres i Descartes sætning: ‘Jeg tænker, altså er jeg,’ mener Jeremy Rifkin, at vor tids slogan lyder: ‘Jeg deltager, altså er jeg.’
»Det rammer lige i hjertet af, hvad det vil sige at være menneske,« siger Jeremy Rifkin.
I dag oplever vi gennem internettet den forbundethed, som også eksisterer i naturen. Og samtidig ved vi fra hjernevidenskaben og studier i børns udvikling, at mennesket fødes med empatiske evner.
Rifkin argumenterer for, at den empatiske impuls er den mest grundlæggende, og kun hvis den hæmmes, bliver den til tilbagetrækning eller aggression.
Er det ikke en gammel diskussion, om mennesket er samarbejdende eller konkurrerende? Jo, svarer Rifkin, men vores viden er blevet større.
Det gælder både vores forståelse af børns udvikling og neurovidenskabens opdagelse af spejlneuroner i hjernen, der viser, hvordan vi fra biologiens side er født til at opleve hinandens følelser, som var den en del af os selv.
»I dag har vi tusindvis af interessante studier på området, der viser, at mennesket er et altruistisk og socialt væsen fra fødslen,« siger Jeremy Rifkin.
Historiens usynlige hånd
Gennem vores historie er vi gået fra at føle empati med den nære familie og stammen til at omfatte stadigt større fællesskaber.
»Empatien er blevet stadig mere udstrakt, men den er ikke vokset lineært. Der har været mørke perioder, hvor udviklingen er kollapset. Men den overordnede retning er ikke til at tage fejl af,« siger Jeremy Rifkin.
Hans tese handler om, at de store forandringer i bevidstheden sker, når nye energisystemer skaber mulighed for nye komplekse civilisationer. Når det finder sted, opstår et pres for at revolutionere kommunikationsmidlerne for at styre det nye systems større kompleksitet.
Det er præcis det skifte, vi står overfor i dag, argumenterer Rifkin, men hans argumentation begynder mange tusinde år tilbage i den menneskelige historie.
Alle menneskehedens første jæger-samler samfund skaber sprog, hvilket er nødvendigt for at koordinere jagt og indsamling, men de strækker ikke den empatiske medfølelse ud over blodsbåndet.
Det første store skift kommer, da landbrugssamfundene opstår med avancerede metoder til kunstvanding.
»Det er ret utroligt, når man tænker på det. Alle disse samfund skaber uafhængigt af hinanden skriften, simpelthen fordi det er en nødvendighed for at håndtere den nye samfundsform,« siger Rikin.
Den nye måde at organisere samfundet på betyder sammen med skriftsproget, at der opstår en ny form for religion. Det sker med de tre store monoteistiske religioner fra Mellemøsten, det sker med buddhismen i Indien og med konfucianismen i Kina. Overalt forandres bevidstheden fra at være mytologisk til at blive teologisk, hvilket betyder, at empatien udvides fra blodsbåndet til den nye fiktive religiøse familie.
Samme udviklingstræk ses flere tusinde år senere i historien, når vi kommer til den industrielle revolution, hvor brugen af kul og dampkraft, går hånd i hånd med udviklingen af trykpressen, argumenterer Jeremy Rifkin.
Her bliver nationalstaten mulig som ny ydre ramme.
»Det betyder, at vi bevæger os fra en teologisk bevidsthed til en ideologisk bevidsthed og empatien udvides til en ny fiktiv familie, nemlig nationen,« siger Jeremy Rifkin.
I dag begynder vi at ane tegningen til en ny global ramme. Katastrofen på Haiti er et eksempel. Indenfor en time var de første beskeder ude via twitter og efter to kom de første videoer optaget med mobiltelefon, og fra hele verden er der strømmet økonomisk støtte til det haitianske samfund.
»Jeg mener, at empati i virkeligheden er historiens usynlige hånd. Empati bliver udtryk for selve civilisationsprocessen. Det er den sociale mekanisme, der tillader folk at skabe sociale bånd i stadigt mere komplekse samfund,« siger Jeremy Rifkin.
Men er empati så afhængigt af et komplekst samfund? Og har vi større empati i Skandinavien, end man f.eks. ser i en afrikansk landsby? Ja, svarer Jeremy Rifkin, i den forstand, at empatien vil være udstrakt til at gælde flere mennesker i et komplekst og indbyrdes forbundet samfund, end der hvor disse strukturer ikke findes.
Et eksempel er, hvordan bybefolkningen ofte er mere tolerante end folk på landet, fordi man i byen bliver eksponeret for mange flere forskellige mennesker, og derfor lærer at leve blandt forskellige kulturer.
»Empati handler både om følelse og om abstrakt tænkning. At føle empati med andre er at kunne sætte sig ind i den andens potentielle sårbarhed og kamp for at trives,« siger Jeremy Rifkin. Ultimativt handler det om at forstå, at den andens liv ligesom ens eget er unikt, dyrebart og endeligt.
En ny industriel revolution
Derfor kan man heller ikke tale om egentlig empati, før barnet har nået en vis alder. Når en baby f.eks. begynder at græde, fordi en anden baby græder, er det et udtryk for empatisk uro, men evnen er endnu ikke særligt udviklet. Rifkin mener det samme gælder for de jæger-samler samfund, der stadig findes i dag.
Den opfattelse møder stærk kritik fra dele af venstrefløjen, der mener, at mennesket er mest empatisk i sin »uspolerede oprindelige form«, hvilket så undertrykkes og forstyrres af samfundet.
»Det mener jeg simpelthen ikke er rigtigt. Empati kræver udvikling af et modent individ,« siger Jeremy Rifkin.
»Mennesker i et jæger-samlersamfund kan være uskyldige i deres deltagelse og de kan føle en form for empatisk uro, men den rækker ikke langt ud over deres blodsbånd,« mener Rifkin.
På samme måde som nye energisystemer tidligere har revolutioneret vores samfund og bevidsthed, mener Rifkin, vi i dag står foran store forandringer.
»I dag ligger fossile industrier og atomindustrien i respirator for at overleve,« siger Jeremy Rifkin.
Vi står i dag på tærsklen til et nyt energisystem baseret på vedvarende energi, hvilket også betyder, at vi går fra et hierarkisk energisystem til et decentralt, fordi den vedvarende energi kan produceres lokalt. Jeremy Rifkin forudser at det skift, ligesom vi har set tilbage i historien, vil udvide vores empati yderligere.
»Når alle er ansvarlige for deres del af energiproduktionen, og vi deler energien på tværs af lande og kontinenter, så vil vi forstå, at vi i hverdagen er ligeså forbundet til hinanden, som vi nu er det på internettet.«
»Måske sker det. Klimaforandringerne presser sig på, og vi er ved at løbe ud for tid, så jeg er ikke optimist. Men jeg er helt klart heller ikke pessimist,« siger Jeremy Rifkin.
Hvad kommer først?
En ny økonomi ville måske kunne skabe et bevidsthedsmæssigt skred, hvor vi i højere grad opfatter os selv bundet til andre mennesker og naturen. Men på den anden side, er det svært at se, at vores politikere kan ændre vores økonomi, før der sker et skred i befolkningens bevidsthed.
Bider tingene ikke hinanden i halen?
»Jo, og derfor tog det mig seks år at skrive bogen. Vi må erkende, at teknologien ikke gør det alene. Vi får ikke en ny økonomi uden, at der også sker et skift i bevidstheden. Det er som hønen og ægget, hvor du har brug for begge dele samtidig,« siger Rifkin.
I 10 år har han arbejdet på rammen for »den tredje industrielle revolution« for EU, og i 2007 tilsluttede EU-Parlamentet sig formelt det som kaldes Rifkin-planen, og de sidste 18 måneder er der lavet konkrete planer for blandt andet Italiens hovedstad og for den hollandske region Utrecht.
Gennem tiden har Jeremy Rifkin også arbejdet for to af EU-Kommissionens tidligere formænd, Jose Barroso og Romano Prodi, og for nylig mødtes han med EU’s nye formand for Det Europæiske Råd, Herman van Rompuy.
»Jeg sagde til van Rompuy: Sådan her bliver EU verdens mest konkurrencedygtige økonomi. Det her er næste skridt for EUs integration.«
Og hvad svarede han?
»Det var en privat snak, så det kan jeg ikke referere, men jeg kan sige, at der er en generel enighed om, at det er den vej EU skal gå.«
»Men jeg er ikke naiv omkring, hvor lidt der endnu er sket, og hvor kort tid vi har til at få den tredje industrielle revolution til at ske,« siger Jeremy Rifkin.
Kommentarer
Dream on.
Ja Lars, det er da meget sympatisk tankegang, og rent faktisk er det ikke dårligt at se på om mennesker som sådan udvikler sig, og som samfund.
Imidlertid, og det burde du vel også være dig helt bevidst, så kan det være næsten lige meget så længe vi har global monopolkapitalisme. Der er via lovgivning fastlagt regler for hvordan vores samfund skal køres så det er til mest mulig gavn for kapitalismen, ikke for menneskeheden.
Du må da osse ha læst Chokdoktrinen? Der beskrives hvordan vi som civilisation virkelig agerer, når der er der forekommer katastrofer - det åbner nye døre for kapitalismen, når der sådaner en tsunami, så kan man få smidt lokalbefolkningen på porten i stedet for at hjælpe dem, og så få bygget nogle luksushoteller i stedet for fiskerilandsbyer.
Og når man så kan give til katastrofehjælpen på mobilen, så blir det såmænd nok til de der katastrofeindsamlingsfirmaer, som beholder det meste selv. Man sku gerne tjene lidt på’et, ik?
Jeg har osse læst ting af Rifkin, og han er såmænd da en mand med hjertet på rette sted, men det her er da nærmest tossegod tankegang Lars.
Denne kommentar er anbefalet af:
Hvorfor aflive tanken inden den får lov at fæstne sig - hvorfor ikke tænke i visioner?
Jeg synes det er overordentligt positivt at nogen ser muligheden for at empatien bliver drivkraften i det globale maskinrum.
Empatien kan ikke stå alene. Det kan den kun i et primitivt stammesamfund, hvor de sociale relationer er overskuelige for alle.
Jeg er enig med Rifkin i at verden i dag har en kompleks struktur, der gør det absolut nødvendigt at erkende empatiens rolle. Men denne kompleksitet betyder samtidig, at empatien gerne skulle kombineres med en bedre forståelse af verden.
At folk giver et økonomisk bidrag til f.eks. Haiti er selvfølgelig godt, men det forandrer ikke verden grundliggende - fordi de fleste mennesker ikke forstår verden særlig godt.
Iøvrigt synes jeg, Rifkin mangler en nuancering af begrebet “individualisme”. Individualisme som sådan står ikke i modsætning til empati, men kun den form for individualisme der er knyttet til kapitalismen (egoisme). Empati i videre betydning (“theory of mind”) er vel en evne vi mennesker har brug for netop fordi vi er forskellige? Individualisme i form af at indrette samfundet i respekt for denne forskellighed (personlig frihed) er lige så vigtig.
Denne kommentar er anbefalet af:
Mogens det er dog sjældent Individualisme og egoisme ikke går hånd i hånd. Men korrekt det ikke er det samme.
Men han påstår jo ikke at empati er den eneste forudsætning, tværtimod, derimod at det er drivkraften. Det har han nu ret i efter min mening, det er dog en mangelvare i underudviklede lande, da man intet har at tabe, kan man kun vinde på at være usympatisk. Det er blandt andet denne model der forstrer terrorister. Men i stedet for at forsøge at bedre symptomerne, forværrer man dem, i freden navn, hvilket jo sådan set er lidt af en joke.
empati en mangelvare i underudviklede lande…. fostrer terrorister
Sikke da noget sludder Jesper.
Empati er som regel noget man har masser af i samfund som ikke er højtudviklede - “nære samfund”
At der i de fleste samfund, både vores of deres, findes enkeltpersoner og grupper som uden moralske skrupler vil rane til sig uanset hvad det måtte have af menneskelige og smfundsmæssige konsekvenser er noget andet.
Og “terrorister” er som regel mennesker som har fået den ide, at det ikke nytter noget at spille efter civiliserede regler længere - i mange tilfælde er de modstandsbevægelser som f.eks de danske frihedskæmpere. I andre tilfælde, som f.eks diverse arabiske terrorister er det mest at de sidestiller kapitalismen med alt det onde, og ikke uden grund.
Det er jo mest på grund af kapitalisme og imperialisme at de underudviklede lande er underudviklede. Hvis de havde fået lov at passe sig selv de sidste 500 år og fået lov til at deltage i verdenssamfundet på deres egne præmisser og i deres eget tempo, så havde de sikkert ikke været underudviklede.
Og nu har man lige fundet ud af at der er for 6 trilliarder råstoffer i den afghanske undergrund - nu kan man da slet ikke lade afghanistan i fred - de råstoffer er vi nødt til at have fingrene i. Tænk blot om man bare lod det ligge og lod afghanerne leve videre med deres beskidte stammesamfund og hylende mullaher, hvordan skulle vi så blive rige? Vi, …eh, ikke mig altså, men Mærsk måske, han kan vel dårligt klare dagen og vejen med det han har, selvom han fik nogle fede tjanser for Amerikanerne i Irak.
Men én ting er sikkert: Det bliver ikke det afghanske folk der kommer til at nyde godt af det, ligesom det heller ikke bliver det irakiske folk der kommer til at nyde godt af deres olie længere, men det gjorde de vel til en vis grad under Hussein?
De underudviklede lande er underudviklede fordi vi er overudviklede, kan det siges enklere?
Denne kommentar er anbefalet af:
Jeg forstår nu Rifkin sådan, at han mener empati altid har været den underliggende forudsætning for al samfundsdannelse. Men han er også opmærksom på, at det i perioder af historien mildt sagt ikke har været den dominerende faktor, f.eks. i form af den dynamik der blev udløst af kapitalismens gennembrud. Den globalisering, der kom ud af kapitalismen bærer netop præg af dette, men har (ifølge Rifkin) samtidig skabt de ydre forudsætninger for en global civilisation, hvor empatien indtager sin naturlige rolle.
De underudviklede lande er ikke underudviklede fordi “empati er en mangelvare” i disse lande, men tværtimod fordi de er ofre for en historisk dynamik (imperialisme) der netop står i kontrast til empati.
En kronik med indhold flere af dem her på debatten.
Men for at fremme nedbrudelsen af de patrikalske sammenværds former i verden, er det vigtigt at fremme sociale tiltag, hvor man kan have socialt sammeværd uden for familien.
Jeg oplever det pt. her på Philippinerne hvor central en rolle familien har for mennesker, men også at befolkningen ikke har mange andre muligheder for socialt kontakt med fremmed, og derigennem opbygge nye bekendt skaber.