Folkets krig, Danmarks drenge

»Det er ikke sådan, at vi bare hygger os i smug, mens verden brænder om vuggen, som Jeppe Aakjær i sin tid skrev. Vi går ud og gør en indsats selv. Det er dét Danmark, jeg ønsker. Det skal jeg ikke lægge skjul på. Jeg vil godt gå så langt som til at sige, at vi i Danmark langt om længe har kastet småstatsmentaliteten af os. At vi har formået at vokse lidt ud af skyggen fra nederlaget i 1864 og tør stå frem på den internationale scene og sige, at her er vi. Det har været min dagsorden.«
- Anders Fogh Rasmussen, 2010

Chris Larsen havde været i Afghanistan i 11 dage, da han mistede begge ben. I august sidste år kørte han, 21 år gammel, på en vejsidebombe i Afghanistans Helmand-provins, og da han kom til sig selv på felthospitalet, fik han den nedslående nyhed om, at han måtte leve resten af livet uden ben. Omkring ham løb et dokumentarfilmhold og filmede til tv-serien Felthospitalet på TV 2, og da historien nogle måneder senere nåede Kamilla Poulsens tv i Aabenraa, var hun ikke i tvivl om, at hun måtte gøre noget. Hun kendte ikke nogen, der havde været i krig, og havde heller ikke selv noget med forsvaret at gøre, men det gik op for hende, hvor lidt hun vidste om de soldater, vi sendte af sted, og hvor lidt hun havde hørt om dem, der var kommet invaliderede hjem. Kamilla havde ikke tænkt sig at blive krigsmodstander eller kaste sig ind i en debat for eller imod indsatsen - i stedet ville hun hjælpe de sårede soldater.

Kamilla Poulsen oprettede foreningen Såret Soldat 2010, og indtil videre har opbakningen til hendes projekt været enorm. Formålet er at samle penge ind til de sårede soldater, og endemålet er at holde en gallafest til september, hvor samtlige forsvarsordførere og den tidligere forsvarsminister Søren Gade er inviteret. Overskuddet til festen skal gå ubeskåret til de sårede soldater.

»Det er så frygteligt at tænke sig de sårede soldater. Man hører aldrig rigtig om de sårede, så jeg følte jeg burde gøre noget, for at de kunne blive hørt.«

Gule sløjfer og galla

25.000 unge danske soldater har været i krig de sidste 15 år. Nogle er vendt hjem med psykiske og fysiske ar for livet. Nogle er slet ikke vendt hjem. Alligevel er danskernes opbakning til forsvaret større end nogensinde, og til krigen i Afghanistan er tilslutningen intakt. Mens krigsmodstanden stiger voldsomt hos vores allierede, hvor regeringer bliver sat af, og tropper trækkes ud, er Danmark i dag det land, der bakker mest op om krigen i Afghanistan. Vi er et af de lande, der har sendt flest tropper af sted, og det land, der har tabt flest soldater pr. udsendte, efter Canada. Halvdelen af os bakker stadig fuldt op om indsatsen, og de godt 30 procent, der ønsker tropperne ud, fylder ikke meget i den offentlige debat.

Det er næppe, fordi krigen ikke interesserer os. Næsten 80.000 har indtil videre været i biografen og se dokumentarfilmen Armadillo om den fremskudte militærbase i Helmand. Og hvor mange debattører havde forudset en heftig Afghanistan-debat oven på filmen, er det i stedet strømmet ind med sympatitilkendegivelser, fansider og unge mennesker, der vil af sted i kamp.

Hos Jysk Emblem Fabrik i Århus, hvor man efter amerikansk forbillede producerer de gule sløjfer, man i sympati for soldaterne i krig kan klistre på sin bil eller cykel, kan de slet ikke følge med. Siden nytår har man kunnet købe sløjfen via hjemmesiden støtvoresoldater.dk, og i dag vurderer direktør Stig Hellstern, at mindst 50.000 biler kører rundt med sløjfen på bagsmækken, mens der er godt salg i lightere, chokoladeæsker, USB-stik, paraplyer, hatte, manchetknapper, hårspænder, smykkeskrin og krus med den lille gule sløjfe.

Også på Ekstra Bladets debatredaktion oplever man, at opbakningen forbliver stabil hos cirka halvdelen af læserbrevsskribenterne, men særlig ved menneskelige tab er der dog en lille overvægt af krigsmodstandere, der ryger i blækhuset. Her har man også oplevet en effekt oven på
Armadillo.

»Den har tilsyneladende fungeret rigtig fint som PR for hæren og regeringens krig,« siger debatredaktør Søren Jacobsen Damm.

»Generelt ligger vi ellers meget stabilt i en fifty-fifty, men Armadillo har skabt mere sympati for soldaterne.«

Forsvarsekspert Peter Viggo Jakobsen fra Københavns Universitet forklarer den folkelige opbakning med den store politiske konsensus, der har været om Danmarks krigsdeltagelse og den intellektuelle overklasses accept af krigen.

»Det er jo stort set kun Carsten Jensen og Poul Villaume, der sammen med Enhedslisten er meget eksplicit imod indsatsen, men ellers er der en bred opbakning over hele linjen,« siger Peter Viggo Jakobsen.

»Så længe du har det, og så længe at alle betydningsfulde politiske ledere kontinuerligt går ud og forklarer befolkningen, hvorfor vi er i Afghanistan, vil der ikke komme nogen nævneværdig modstand.«

For danskerne bruger ikke så meget tid på sikkerheds- og udenrigspolitik, forklarer Peter Viggo Jakobsen. Det vil aldrig blive et tema i en valgkamp, og derfor lytter danskerne til de politikere og medier, de mener er troværdige.

Twitter og rock

Opbakningen til forsvaret bliver ikke blot ved gule sløjfer og gallafester. Mens forsvarets personaleorganisationer for tre år siden klagede over arbejdsflugt og rekrutteringsproblemer, oplever forsvaret for første gang nogensinde så stor tilslutning ved årets session, at frivillighedsprocenten nåede 100, og dermed overgik den sidste års rekord på 91 procent. Der er tale om 6.500 unge, der har meldt sig som værnepligtige, og ingen bliver altså tvunget i trøjen. Forsvaret selv er overvældet over den store tilstrømning, men forklarer det blandt andet med den store interesse, der har været for missionerne i udlandet.

»Det, de værnepligtige selv nævner som det afgørende, er interessen for vores missioner,« siger Bo Engelbreth, der er oberstløjtnant og chef for Forsvarets Rekruttering.

»Både søværnets missioner på Afrikas Horn, flyvevåbnet i Libanon og især vores hærenheder i Afghanistan. Og så har vi ramt rigtigt i vores brandingstrategi. Både ved vores messeaktivitet og generelt på de medieplatforme, vi har hvervet på.«

Bo Engelbreth henviser blandt andet til aktiviteterne på Twitter og Facebook og ikke mindst til de reklamer, der har kørt i landets biografer. Her ser man unge, hippe mennesker kæmpe, feste, grine og kysse til tonerne af en let omskrevet version af rockbandet The Killers’ ‘I’ve got soul, but I’m not a soldier’ - uden det i øvrigt hænger sammen med billederne, der også viser kamphandlinger i sort-hvid, krigsparader, afghanske børn, slædehunde og orkideer, der springer ud.

»Den største succes ser vi til uddannelsesmesser, hvor vi forklarer dem én til én om det, vi laver, og hvad de kan få ud af at gå ind i hæren. Vi har haft en meget koncentreret strategi de senere år, og det er lykkedes virkelig godt.«

Også tilslutningen til missionerne og efterfølgende ansættelse i forsvaret er eksploderet. Ved den sidste ansøgningsrunde til udsendelse til Afghanistan fik forsvaret 450 ansøgninger til 123 stillinger, hvilket er en fremgang på 50 procent fra året før. Og de udsendte er gode ambassadører for forsvaret, mener Bo Engelbrecth. Også når de kommer hjem.

»95 procent af dem, der kommer hjem fra missionerne har haft en rigtig god oplevelse, og de er virkelig gode ambassadører for forsvaret. Vores Institut for Militærpsykologi har lavet nogle undersøgelser på det, og det viser sig, at folk er meget glade for de oplevelser og det sammenhold, man har oplevet,« siger Bo Engelbreth.

»Når de først har mødt forsvaret, er der mange, der bliver tiltalt af det. Selv om vi bruger meget tid på at tale om den risiko, der er ved at blive sendt ud, er der virkelig mange unge mennesker, der gerne vil ud og have den oplevelse med. Desuden har vi politisk opbakning og dermed også en folkelig opbakning, hvilket også betyder, at der er en helt anden retorik om Afghanistan, end der var om Irak for eksempel. Det er en meget mere positiv retorik, vi oplever i dag.«

Peter Viggo Jakobsen tror dog mere på finanskrisen som den store forklaring på de unge danskeres opbakning til hæren.

»Har du søgt arbejde for nylig?« spørger han retorisk.

»Det er velkendt, at tilslutningen til værnepligten følger konjunkturerne. Det er alt andet lige noget nemmere at få folk til at tage til Afghanistan, efter krisen for alvor har ramt, og man ikke har andet at tage sig til.«

Den forklaring medgiver Bo Engelbreth hører med i billedet: »Det er klart, at krise og et vigende jobmarked også spiller ind. Men vi har også oplevet en voldsom stigning i ansøgninger til efterfølgende ansættelse i forvaret, og det ville man næppe se, hvis der ikke også var opbakning.«

Det nytter

Historieprofessor på Saxo Instituttet og ekspert i krigserfaringer, Gunner Lind fra Københavns Universitet, mener først og fremmest, danskernes holdning til krig bliver formet gennem de flere hundrede tusinde, der kender nogen, der har været i krig. Gennem så mange store internationale missioner, som der har været de sidste årtier, har danskerne mærket på deres egen eller deres nærmestes krop, hvad det vil sige at være i krig.

»Det er en stor samfundsmæssig erfaring, som ikke bare går gennem medierne, men også videregives ved, at så mange har været udsendt, at alle efterhånden kender nogen, der har været af sted. Dermed forplantes erfaringerne i stor stil gennem netværket og direkte samtale. Den slags har stor kraft, og det er helt naturligt, hvis Afghanistan gennemgående ses i et positivt lys,« forklarer Gunner Lind:

For det første har krigen givet flyvevåbnet og især hæren lejlighed til at demonstrere deres kunnen, og her har de ifølge professor Gunner Lind vist, hvor dygtige de er, og at de kan gøre en forskel internationalt. »Det kan folk godt lide, ligesom når en dansker vinder i sport.«

»Og så er Afghanistan et udmærket eksempel på, at krig nytter. Det regime, der havde gjort sig til fjende af den vestlige alliance, er jaget i landflygtighed, og deres baseområde er reduceret til nogle lusefattige landdistrikter,« mener Gunner Lind.

Også den invaliderede Chris Larsen, der i dag er krigsveteran i en alder af 21, er sikker på, krigen nytter.

»Alle os soldater er enige om, hvad vi skal gøre, når nogen siger, at vi skal trække os ud,« siger han i et interview med Ekstra Bladet, der har mødt ham på Rigshospitalets genoptræningscenter.

»De skal bare svines til, for vi vil ned og gøre en forskel.«