CHOKBESPARELSER sender kulturen til tælling. Kulturinstitutioner står til at skulle spare 42,4 mio kr. på 2010-budgettet, som allerede er disponeret. Det vil kunne mærkes på Det Kgl. Teater, Det Kgl. Bibliotek, Nationalmuseet, Det Danske Filminstitut og en lang række kulturinstitutioner, der er ramt af millionbesparelser allerede i det indeværende år. Besparelser, som de på grund af langsigtet planlægning og kontrakter kan have svært at leve op til på kort sigt.

Det er mange penge, men i en økonomisk krise må kulturlivet også holde for, selv om det virker urimeligt. Hvem kan argumentere for, at kulturen skal have særregler og gå fri af de samlede besparelser på statens finanser? Man ser jo også gerne, at kulturen i opgangstider får andel.

I DEN MERE KURIØSE og pinlige afdeling finder man et par emsige herrer i form af Karsten Lauritzen og Troels Christensen fra Venstre. De foreslår, at ydelser til kunstnerenker afskaffes. I dag modtager 35 kunstnerenker samlet 1,3 mio. kr. om året fra staten. Endvidere vil de ændre systemet med de livsvarige ydelser, der går i arv ved, at en ny kunstner kommer på listen over modtagere, når en gammel modtager dør. Statens Kunstfond indstiller nye kunstnere, og Folketingets finansudvalg godkender efterfølgende kunstnerne til listen. Den nye kunstner får penge fra den dag, den forrige modtager på listen dør og ikke fra godkendelsesdagen. Det vil de nu have ændret, som Karsten Lauritzen udtrykker det: »Det er den eneste offentlige ydelse, som gives med tilbagevirkende kraft, og i en tid, hvor hver en 25-øre skal vendes, og der er underskud på statens finanser, har jeg meget svært ved at se, hvordan vi kan forsvare det«.

Det sparede beløb er så lille, at det faktisk ikke er en leder værd, men bliver det desværre, når kulturpolitik bliver ført med så primitive midler, og når nødvendig økonomisk hestekur bliver forvandlet til farceagtig smålighed.