Kangaroo, når du taler sort

Vi havde gæster og derfor naturligvis også en ordentlig omgang gamle cder i gang der i blandt en god disco-opsamling med Y.M.C.A.s In the Navy. Som yngste barn glad hoppede rundt og sang med på dog i den lettere fordanskede version »En salaaami! Nanananana en salami!«

Hun har ikke lært engelsk, så hun er undskyldt, men hvad med os andre? Hvor ofte misforstår vi ord, sætninger og meninger?

Min far gik i mange år rundt og troede, at Shubidua sang »Carl Stegger spilled lækker og blev lun på et stakit«. Nu er han ret glad for godt tømrerarbejde, men alligevel … Havde det aldrig i alle disse 30 år slået ham, at det var en mærkelig sætning, og at stakittet muligvis skulle have været udskiftet med Eartha Kitt?! Nææ, for i hans hoved gav det mening. Og det er måske det, der er problemet: De fleste af os går rundt og tror, at vores verdenssyn må være det rigtige, og derfor kan vi slet ikke se vores fejlfortolkninger.

Jeg selv har i mange år gået rundt og sagt om en lækker mand, at han var hamper, uden at vide før for nylig, at ordet egentlig betyder ubehagelig, frastødende, upassende. Hvis vi har så let ved at misforstå simple ord eller sangtekster, hvordan skal det så gå med vores forståelse af verden eller af, hvad andre siger til os?!

Misforståelser kan føre til skænderier ja, vel nærmest til krige. Du hører det, du vil høre, eller også hører du ordene, men sætter dem ind i en sammenhæng, som du kender, fordi du er lige præcis dig. Men du glemmer at tænke på, at den, der siger sætningen, muligvis har en helt anden baggrund og derfor mener noget helt andet. Som James Cook, da han i 1770 var strandet i Australien med sit skib, og han gik på opdagelse i området. En dag så han et mærkeligt dyr med en tyk hale og store fødder, som hoppede rundt, og spurgte en af de lokale, hvad dyret hed. »Kangaroo,« svarede manden, og det blev så navnet på en kænguru. Fordi Cook var så sikker på, at han kunne tale med de indfødte, at det ikke slog ham, at det på Guugu Yimidhirr, lokalsproget, betød: »Jeg forstår dig ikke.«

Forventningsafstemning

Der er meget, man ikke forstår, men det værste er, når man slet ikke ved, at man ikke forstår det, fordi man som det naturligste går ud fra, at vi alle taler samme sprog, eller i det mindste har samme baggrund for at vide, hvad der bliver talt om.

Nu er det muligvis, når man skriver i denne avis, som at prædike for dem, der allerede har spyttet i kirkebøssen, men jeg har alligevel lyst til at sige, at det da må være rimeligt svært at sammensætte en duelighedsprøve for folk, som gerne vil være danske statsborgere, hvis disse mennesker kommer fra hele verden. For det kan godt være, at de sådan nogenlunde kan forstå sproget, men det er jo ikke ensbetydende med, at de forstår spørgsmålet på samme måde, som det var stillet. Kan vi lige bruge et HR-ord her: Forventningsafstemning. Hvis det, vi i virkeligheden forventer af folk, der kommer til vores land, er, at de skal lære at tænke som os, skulle vi så ikke bare sige det ligeud? Og ægte demokrati ville så vel være, at vi alle også gammeldanskere skulle tage denne test, og dem, der ikke klarer den, ryger så til … æh … det ved jeg så ikke lige.

Smelte i sperm

Demokrati er et græsk ord, ligesom f.eks. feta, og her fik danskerne i 2007 forbud mod at kalde deres oste-version for feta, hvorefter Arla kom med det lækre bud: Hvid ost i saltlage Tænk, hvis grækerne tager ordet demokrati fra os! Hvordan skal vi dog nogensinde eksportere hvid afstemning i saltlage til andre lande?! Det går i forvejen ikke helt fantastisk med eksporten af demokrati, fordi det ofte bliver eksporteret til lande, som slet ikke tænker som os, men det går vi som det naturligste ud fra, at de gør, fordi vi i vores colonial minds tror, at alle da må være som os, om ikke andet så for deres eget bedste. Det ville da være dumt ikke at være dansker, tænker vi. Men selv to af disse prægtige eksemplarer af danerne kan gå skævt af hinanden, så hvordan går det så ikke, når en dansker og en udlænding skal forsøge at tale sammen? Hvis Thomas Helmig kan afsende sætningen »du kan smelte et isbjerg«, og min veninde - også det man kalder pæredansk - kan godtage, det hun hører, og glad gå rundt og synge med på »du kan smelte i sperm«, hvordan hulan skal en iraker så bestå en danskheds-test?!

De gode intentioner

Det ville være bedre at indføre et vielsesritual for folk, som gerne vil bo i vores land. De skal love at elske og ære dette land, i medgang og i modgang og alt det dér, til døden os skiller. Så har de sagt, at de går ind i giftermålet med de bedste intentioner og vil gøre det bedste, de kan, ud fra det, de kommer med. Det er så irriterende, når man møder en person fra et andet land, som disser Danmark. Hver gang tænker jeg: »Hvis du er så utilfreds, så rejs dog et andet sted hen, eller gå ind i politik, så du kan gøre noget ved din utilfredshed.« Men så møder man jo også folk, som ikke ved en skid om Christian den Fjerde eller noget andet, som man kunne blive spurgt om i en danskhedsprøve, men som er glade for at få en ny chance. Og det er vel det, det handler om: De Gode Intentioner. Resten må komme hen ad vejen. Ligesom vi danskere jo også har de bedste intentioner om at forstå verden, selv når det gælder en simpel pop-sang.

Men man kan jo spørge sig selv, hvordan et ellers intelligent menneske, som min tidligere kollega, kan høre det kendte Lionel Richie-hit Hello is it me youre looking for og acceptere uden indvendinger, at han synger en romantisk ballade med ordene Hello, is it eating with a fork?

Maise Njor er journalist og forfatter. Hun skriver på skift på denne plads med Mette Bom, Renée Toft Simonsen og Pernille Rosenkrantz-Theil.

Klummen holder ferie fra i dag og vender tilbage i august