Det er et mærkværdigt syn at følge udviklingen på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole (DPU), efter den er blevet lagt ind under Aarhus Universitet. Universitetsskolen er et af de steder, hvor samfundets uddannelsessystem forsker i sig selv - en refleksionens højborg skulle man mene.
Hvert funktionsområde i samfundet har i dag sin egen primære videnskab; retssystemet har juraen, medieverdenen journalistikken og for uddannelsessystemet er det altså pædagogikken, der forholder sig til systemets samlede opgave for samfundet.
Denne opgave er på sin vis lige så kompleks, som samfundet er det, og en sådan kompleksitet kan et system selvsagt ikke have som selvforståelse. Det gælder for uddannelsessystemet, som for andre systemer, at der må være en særlig grundlogik, både for at der kan kommunikeres ud i samfundet, og for at man internt i systemet ved, hvordan man skal vægte forskellige informationer. De uanede mængder af beslutningsmuligheder må med andre ord puttes på en mere simpel formel, for at systemet ikke overvældes. For uddannelsessystemet har denne formel heddet ‘dannelse’ - et begreb, hvis indhold gennem tiden må siges at afspejlet tænkningens selvspundne verdenstinde.
Dannelse handler om at gøre verden tilgængelig for mennesket, men også om at gøre verden menneskelig. Ikke mindst siden opløsningen af det traditionsbundne samfund har indholdet af dannelsesbegrebet taget meget abstrakte og refleksive former, f.eks. som et samspil af indre uendelighed = subjektet, og ydre uendelighed = verden, formidlet af ånd forstået som historie.
Men disse højspændte tanker har også deres særlige ret, ikke mindst fordi dannelsens opgave er vanskelig og modsætningsfuld. Den bygger som det moderne samfund på idealet om menneskets frihed, og ikke desto mindre vil den netop forme mennesket - igen med det formål, at mennesket skal blive selvformende.
Dette er dog blot halvdelen af besværligheden, for hvordan kan mennesket siges at være dannet uden nogle fælles standarder at vurdere ud fra? Når pointen er, at individerne selv skal sætte standarderne, bliver det let dannelse til mange forskellige verdner og ikke en fællesmenneskelig.
Økonomisk logik
Problemet bliver ikke mindre af samfundets radikale arbejdsdeling: Økonomer ser på verdensøkonomien; f.eks. markederne i Asien og Afrika. Og har en politiker haft held med en håb-kampagne et sted i verden, bliver den straks kopieret i andre lande.
Udvikling er i dag kun i ringe grad båret af beslutninger truffet inden for geografisk afgrænsede områder som nationen. Nationen har ellers været dannelsens udgangspunkt, så her skal reflekteres på ny.
Farerne er tilmed, at de forholdsvis lukkede funktionssystemer med transnationale logikker bliver blinde for andre samfundsaspekter og mister kontakten til omverdenen. Under Anden Verdenskrig var japanerne f.eks. slået - ikke mindst da russerne også gik ind i krigen, men formentligt foranlediget af det militære våbenkapløb ønskede man fra amerikansk side at markere sig med endnu en a-bombe. Det kostede over 100.000 mennesket livet i Nagasaki .
På samme måde kan man i forhold til den økonomiske krise sige, at ingen andre end økonomerne har fået andet end usikkerhed ud af de gearede investeringer, men har man først set en mulighed for værdiakkumulation i finansverdenen, holder man sig sjældent tilbage. Sådan er den økonomiske logik.
At få mennesker med baggrund i militæret og socialforvaltningen til at kunne kommunikere og anerkende hinanden, samtidig med, at det handler om den enkeltes udvikling til selvdannelse, det er pædagogikkens mildest talt besværlige opgave. Også derfor er der brug for højspændte filosofiske dannelsesformler, som kan indgyde mod og passion til det pædagogiske arbejde.
Samtidig er der brug for historiske analyser, som kan sætte samfundsforandringer i perspektiv; advare når grupper i samfundet bliver gjort til fjender for at indbilde et etnisk-nationalt fællesskab, eller når forholdet mellem ‘politisk demokratisk beslutning’ og ‘militær logik’ fundamentalt vendes på vrangen. Så væsentlig ser man pædagogikkens opgave inden for uddannelsessystemet, og derfor vil man også, at dannelse skal kunne konkurrere med andre af samfundets kommunikationer.
Disse frister er f.eks. penge, magt eller medieeksponering. Men dannelse kan også formuleres med en appellerende semantik. Det handler om at blive verdensborger, at verden ligger åben, at man kan begå sig, og har man social og samtidsorienteret historisk dømmekraft, blive man anerkendt som dannet. Derfor taler man også om ‘kulturel kapital’, og blandt de dannede ved man, at det ikke er det samme, som virksomhedsøkonomisk ‘human kapital’.
Alle disse refleksioner hører til i pædagogikken, og det særlige dannelsesfag er pædagogisk filosofi. Her forsøger man at koble den patos, som er tilknyttet begreber som ‘verdensborger’ med tidens særlige udfordringer.
Den 2. ordens filosofi
Man er særligt orienteret mod videnskab, og med de nyere såkaldte 2. ordens filosofier, f.eks. Luhmanns systemteori, er man bevidst om, at f.eks. samfundets funktionssystemer har hver deres særlige iagttagelses-logikker.
Man er således begyndt at iagttage iagttagelser, eller hvad man kalder 2. ordens iagttagelser. Her ser man bl.a., at systemer som økonomi, ret og politik er relativt stabile og rigide størrelser, som ikke accepterer andre systemers beskrivelser internt. Det gælder uanset forskellige enkeltpersoners interesser.
Det samme gælder også uddannelsessystemet, og heller ikke her vil systemets stabilitet være knyttet til bestemte enkeltpersoner. Begynder personer eller skoler i uddannelsessystemet at fjerne sig for meget fra systemets grundlogik, f.eks. foranlediget af en national tænkning om humankapital, kommunikerer de derfor sig selv ud af det dannede selskab.
DPU’s stjålne formue
Det kan man se et eksempel på, idet 350 skandinaviske intellektuelle har sagt fra i forhold til DPU’s nuværende ledelse, som først har villet nedlægge netop det centrale fag, pædagogisk filosofi, og siden uden saglig grund har varslet fyring af tre filosoffer. Forstyrrelsen kommer fra forhastede og ugennemtænkte fusioner, hvor DPU, der ligger i København, til manges undren flyttes ind under Aarhus Universitet for derefter at få frataget sin formue, som skal bruges til ledelseseksperimenter på universitetet.
Med den postbureaukratiske udvikling af organisationer har topledelserne måttet afgive magten over, hvordan organisationers aktiviteter skal magtes, til medarbejderne. Medarbejderne er blevet mere specialiserede, uddannede og kompetente.
De ved faktisk tit bedre end ledelserne. Gennem det sidste årti har topledelserne imidlertid begrædt sit funktionstab og har inden for det offentlige kunnet tilbyde det politiske system, at man da godt kan finde ud af i det mindste at gøre, som om samfundet kan styres og kontrolleres.
Det politiske systems funktionsydelse er, at gøre som kunne det lede og kontrollere ikke blot sig selv, men også sin omverden, så den aftale er blevet indgået.
Allehånde målstyrings-, evaluerings og kontraktpolitikker dukker frem og forandrer sig fra skåltaler til indgreb og derfra til irritation og symbolsk generaliseret mistillid. At lede uddannelsesinstitutioner og bevare den dannelsesmæssige semantik, kræver således en særlig refleksiv distancering.
Faktisk har man indtryk af, at den implicerede ledelse har ganske god forståelse for disse forskellige samfundssystemers strukturer. Det ligner derfor et uforståeligt selvmord, (i hvert fald på en videnskabelig anerkendt identitet), hvis der ikke bliver udvist en mere dannet måde at forholde sig på. Hvis traditionelle værdier som forskningsfrihed, medarbejderinddragelse og respekt for uddannelsessystemets grundfag ikke kommer i spil, vil DPU formentligt degradere statusmæssigt i retningen af en slags nationalfunktionalistisk tænketank, som man ikke vil kunne skelne fra forskellige tendensafhængige økonomiske og politiske tiltag. Ydermere vil miseren muligvis smitte af på Aarhus Universitets renommé, da det i høj grad er her bolden nu ligger.
Gorm Harste er lektor på Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet. Rasmus Ahrenkilde er projektleder i Fundatia Maria Margareta
Kommentarer
Jvf. fusionen Kunstakademiets Arkitektskole Danmarks Designskole - et lokalespørgsmål eller..?
Det er meget lettere at styre et skib i den retning man vil, (regeringen),hvis man fyrer alle de navigationskyndige besætningsmedlemmer!!
Det er da klart at man må skære hovedet af den pædagogiske filosofiske diskussion, hvis man skal manipulere ændringer igennem, som ikke kan underbygges af pædagogisk forskning, erfaring og evidens.
Denne kommentar er anbefalet af:
Denne artikel er ganske enkelt udforstålig for 90 % af borgerne i dette land, og vil man have geh☼r for et problem, skriver man i sprog som er forståeligt for flere tallet af befolkningen.
Der ingen grund til at Pædagogi h¢re ind under universiteterne, og Pædagoger, har som sådan ikke et st¢rre behov for kunne tale med en militær mand end en maskinarbejder, men klart vi brug for hvis konsensus og grundlæggende samfunds forståelse i det at tale sammen i Danmark.
Men dog er det pædagogisken opgave at fremme denne st¢rre forståelse af hinanden i Danmark, derimod er det vores skole og uddannelses systems opgave og danske folkeh¢jskoler i fællesskab igennem undervisning samfundsfag og ikke mindst at der plads til dialog og debat i undervisningen.
Lad os få Padagogiken ned i ¢jen h¢jde og m¢de mennesker der hvor de er, og rode store politiske problem stillinger ind i diskution om pædagogik, og det nu mere vigtigt at pædagoger lære at spille bold og rigge en fiskestang til end at sættes over for problem stillinger som de fleste pædagoger ikke har intelekt til at forholde sig til.
Men det vil være gavneligt for Danmark om vi fik en demokratisering af vores behandling system, med folkevalgt kammer under vores folketing med ansvaret for hvordan vi bedst hjælper mennesker med problemer i livet, og mindst hvor vi mest hensigtmæssigt bruger skatte kroner.
Da pædagoger i det sociale arbejde mere stigmatisere mennesker end de frig☼re dem og medvirker til fremme de gode sider og sunde interesser mennesker har.
Claes Pedersen Caloocan Metro Manila
Efter at have tygget mig igennem denne artikel, tror jeg ikke at nedlægningen af pædagogisk filosofi er det store tab for landet …
Det er faktisk en skam, at artiklen er så svær at læse. Pointen fejler fame ikke noget. Så .. på’en igen. Skriv om skriv om for I har væsentlige ting at fortælle.
@Sune Jeg tror, at udgangspunktet for DPU-fusionen var stordriftsfordele generelt, men det har desværre givet det modsatte resultat i udgangspunktet.
@Claes Tak for kommentaren! Jeg tror, du har fat i nogle vigtige pointer i forhold til det arbejde, som pædagoger i vores tid laver, samt det sociale arbejde. Det pædagogiske arbejde lærer man om på pædagogseminarierne. DPU forholder sig bredt til formidling af viden i samfundet, og her differentieres selvfølgelig imellem, hvad der er vigtigt i forhold til forskellige områder.
En af pointerne i artiklen er, at det er vanskeligt at kommunikere på tværs af forskellige samfundsområder. Vi har forsøgt at skrive til alle, men der er en række for os centrale nuancer i forhold til uddannelsesverdenen, som det er svært at få med, uden at det bliver lidt teknisk. Derfor skal man nok, som dig, være lidt belæst, for at få meget ud af det. De teoretiske forudsætninger er forsøgt beskrevet i almindeligt sprog, men det kunne sikkert have været bedre.
Vi skulle måske have gjort det klart, at pædagogisk filosofi er en tradition, som går helt tilbage til antikken, og vedrøre hvad uddannelse/dannelse skal betyde bl.a. i et samfundsperspektiv.
Sokrates var den store “fødselshjælper” af den enkeltes personlige dømmekræft, Platons hulelignelse handler om det samme. I antikken kan man sige, at viden i sig selv var en dyd, og alle havde gavn af den samme dannelse.
Tager man et langt spring frem til efter reformationen, og udviklingen af de mere organiserede stater, hvor arbejdsdelingen eskalerer, går dannelse og særligt uddannelse over til at skulle have en samfundsnyttig værdi. Man stilles samtidig overfor, at man må have forskellige viden alt efter, hvor man skal virke i samfundet. Dette samtidig med, at vi jo stadig gerne skal kunne snakke med hinanden, som du også nævner. Det er et af de dilemmaer, som man stadig arbejder med og prøver at reflektere indenfor den pædagogiske filosofi.
En central pointe med den tilgang, som vores artikel bygger på, er, at man ikke kan sige, at f.eks. uddannelsessystemet er højere eller bedre end den profession som f.eks. pædagoger varetager. Det blot anderledes, og indenfor uddannelsesområdet udvikles et nuancekendskab, ligesom som der gør indenfor den pædagogiske eller socialfaglige profession.
En vigtig lærer fra det socialfaglige område er, at hver livsverden er forskellige og må respekteres i sin forskellighed. En af de centrale ting der skal formidles er dog, at samfundet køre lidt ud fra sine egne specialiserede logikker. Det er ikke “ondt”, men det er det nød til, fordi der er så komplekst.
Man skal derfor ikke tage det for personligt, hvis man ikke føler sig integreret i alle kommunikationer. Dog kan man i princippet altid arbejde sig ind på nye områder, men en god ide er ikke at kaste sig ud i for mange på en gang. Det tror jeg bl.a., at det er vigtigt at formidle indenfor uddannelsesområdet. Altså en slags organisk solidaritet og almendannet venlighed, som gør, at man kan have en form for social udveksling, selvom man har nuancekendskab indenfor forskellige områder og har forskellige livsverdener.
Manglen på denne almene dannethed kan måske også være en af grundene til, at en del ikke føler sig tilpas i samfundet. Jeg tror, at vi kæmper de forkerte kampe, hvis vi tror at fællesskab skal bygge på en fælles viden.
Denne kommentar er anbefalet af:
@ Ahrenkilde
Jeg synes, at både din kommentar her, og artikelen er spot on. Jeg er helt med på, at pointen kan være møj-svar at kommunikere. Med den indsigt I har her er I forpligtet til at redigere og redigere indtil pointerne kan rulle over tvskærmene og ind i folks hoveder.
Uden at spille mig klog, synes jeg at I har fat i en slags begreb for social respekt.
Vi behøver nemlig ikke fælles viden. Fogh’s angreb på smagsdommere fulgt op af DFs angreb på viden og vidende er slået igennem, så ingen længere har noget ud af at dokumentere eller argumentere. Alt kører på eristik og had. Og HER virker trickle-down helt utrolig effektivt.
Det er i dag næsten definitorisk mistænkeliggørende, hvis nogen har sat sig grundigt ind i noget.
Venlighed tolkes som svaghed. Og hovmod er blevet lig med danskhed.
Denne kommentar er anbefalet af:
@Lars
Tak for kommentaren! Jeg vil gerne respondere, men ikke lige nu. Jeg vender tilbage.