Café Dugnad har i mange år haft succes med at trække stofmisbrugere væk fra gader, kælderskakter og opgange på Vesterbro. Fra i går fik caféens medarbejdere dog stofmisbrugerne tilbage ud under den blå himmel. De har lukket caféen sommeren over og deler nu dagligt mad ud på Halmtorvets gader.
Lukningen er afgørende for de brugere af caféen, som Information talte med. De ved ikke, hvor de ellers skal gå hen og står nu uforstående tilbage.
»Caféen er det eneste, vi har, og så jagter politikerne os bare væk. De skulle selv prøve at gå sultne i seng, så ville de ikke tvinge Dugnad til at lukke. Det her går fuldstændig over min forstand, men den er selvfølgelig heller ikke så stor,« siger Johnny, som har besøgt caféen i over 40 år for at få mad.
Den fungerende leder af Café Dugnad, Ole T. Kristensen, forstår heller ikke kommunens pludselige krav, som ifølge ham er årsagen til, at de lukker.
»Vi laver et skidegodt stykke arbejde. Borgerne, stofmisbrugerne, politiet og naboerne er glade for os. Men kommunen vil hellere kritisere og lave alt muligt ballade, så vi er nødt til at gå på gaden. Det er vanvid,« siger Ole T. Kristensen.
Caféen er ikke et fixerum
Café Dugnad bliver dagligt brugt af 150-200 brugere. Presset, som de mener at kunne mærker fra Københavns Kommune, stammer fra en partnerskabsaftale, som kommunen vil stramme op. I partnerskabsaftalen fremgår det, at de to parter skal samarbejde i arbejdet med stofmisbrugere på gaden.
»Nu vil kommunen have lov til at lave tilsyn, kontrol og gribe ind i vores metodefrihed omkring pædagogikken,« siger Ole T. Kristensen.
Samtidig nævner han, at kommunen igen vil have indført en forbudszone. Det vil dog betyde, at brugerne igen er tvunget til at tage stoffer rundt omkring på Vesterbros gader - til last for borgerne.
»Så bliver politiet sat ind for at jagte alle brugerne. Ingen er fredet. Det skal ikke ske, for stofmisbrugerne har meget tryggere rammer til at fixe herinde,« siger Ole T. Kristensen.
Københavns socialborgmester Mikkel Warming (Enl.) mener, det er dybt beklageligt, at Café Dugnad lukker sommeren over. Han påpeger dog, at caféen aldrig har været beregnet som fixerum.
»Lige meget hvor Café Dugnad ligger, så må der ikke fixes, fordi det er ulovligt at lave fixerum i dag. For mig viser kritikken derfor, at det er fixerum, vi har behov for. Så det er regeringen og flertallet i folketinget, som skal tage sig sammen og give os mulighed for at lave dem,« siger Mikkel Warming.
Pushere har overtaget
En revidering af partnerskabsaftalen vil komme de svageste brugere til gode, forklarer Mikkel Warming:
»Pusherne har sat sig på området ved Café Dugnad. Dermed bliver det svært at komme ind og arbejde socialt fagligt med de svageste brugere. Det vil vi gerne gøre noget ved. Vores formål er at skabe et frirum for de allersvageste narkomaner - også dem med gæld til pusherne.«
Men Cafe Dugnad havde allerede et fint samarbejde med politiet, inden kommunen blandede sig.
»Kommunen angriber os, fordi der er stofhandlere. Det har der altid været, og det er der også ved andre væresteder. Men det skal konstant bekæmpes, og vi havde tidligere et fremragende samarbejde med Station City om at holde området fri fra pushere,« siger Ole T. Kristensen og fortsætter:
»Mht. illegalt stofindtag, så foregår det på caféen en gang imellem. Men når folk går på toilettet, blander vi os ikke i, hvad de laver derude.«
Det bakker medarbejder på Café Dugnad, Johanne Nørvig, op.
»Hvis politikernes begrundelse er, at der tages illegale stoffer på toiletterne, synes jeg også, de skulle undersøge fængslerne - eller Christiansborg, hvor der også er problemer med stoffer på toiletbrætterne,« siger hun.
Ønsker dialog
Hos Socialudvalget vil man gerne i dialog med Café Dugnad sommeren over.
»Café Dugnads opgave er at give brugerne noget omsorg. Det har den gjort for nogle, hvilket har været virkelig positivt. Derfor vil vi gerne i dialog omkring, hvordan det gode arbejde kan fortsætte,« siger Mikkel Warming.
Socialudvalget holder til morgen et ekstraordinært møde. Her vil de tage stilling til, hvad der skal gøres ved, at der nu mangler et opholdssted for misbrugere.
Indtil da vil Café Dugnad fortsat servere mad på gaden frem til den 16. august.
Kommentarer
Cafeen er god for stofmisbrugere, hvis de altså ikke misbruger stof.
Godt gået hr Warming.
Warming bekræfter endnu engang, at han er notorisk ignorant…… det er pinagtigt at opleve !
vi havde tidligere et fremragende samarbejde med Station City om at holde området fri fra pushere
Siden hvornår har området været fri for pushere?
Men når folk går på toilettet, blander vi os ikke i, hvad de laver derude.
Altså fixerum i praksis og blot endnu et eksempel på kløften i det danske samfund mellem skåltalerne på Christiansborg med politikernes moralske prædikener om retsfølelse mm og på den anden side en virkelighed og afledt praksis uden chancer for reelle fremskridt, eftersom stofmisbrug og handel foregår frit foran folks vinduer og sundhedssektor, socialvæsen, forsikringsbranche, politi og fængselsvæsen er travlt beskæftigede med afledte udsigtsløse beskæftigelsesterapier. Snart begynder folketingets politikere forfra med at snakke om nye udvalg, afvente udenlandske erfaringer og indtage fastlåste positioner, så de hver især kan undgå at tage ansvar for fortsættelsen af 40 års udvikling på området.
Værestederne i Danmark om de henvender sig til mennesker med misbrugs problemer eller psykiske syge andedamme for stigmatisering og fastholdes af mennesker i den udst¢dtes rolle.
De fleste værestder hvor jeg har kommet på eller behandling hjem er de mest udviklende aktiviter at stå foran k¢dgryderne, men det fremmer ikke en personlig udvikling af brugerne, men mere en passive adfærd og fastholdes i bruger klient rollen.
Det må sættes krav om at på væresterne i Danmark, er der tilbud hver dag med fysiske og kulteralle aktiviter og vise undervisning tilbud. for mennesker der i en årrække kommer på værestederne kommer ikke videre i deres liv.
Men klart vi må i Danmark have vise former for specielle mad ordninger, for de der ikke magter at lave eller har penge til mad
Claes Pedersen Caloocan Metro Manila
Det er virkeligt trist. Vi har knoklet røven ud af bukserne for at forbedre forholdene for mennesker, der lever på bunden. Men vi er ikke færdige endnu – resultaterne for den generelle sundhed iblandt de svageste har været for gode til at holde op med at servere mad. Hold øje med os på gaden i nærheden af Halmtorvet.
@Henrik Wagner - jeg tror artiklen omhandler lokalerne og den lille gårdhave der ligger til, det område har i lange perioder været foruden pushere. Man skal strække den langt for at tolke det som Vesterbro generelt :)
@Claes Pedersen - imellem “skæve jobs”, musik som brugerne selv kan styre, arrangementer som Dopenhagen hvor bl.a. brugere fra miljøet spiller musik for at skabe opmærksomhed er der forsøg på at lave kulturelle ting. Og i samarbejdet med socialrådgivere og sygeplejersker osv. på Sundhedsrummet ved siden af, er Dugnad nok det mest seriøse bud på en pakkeløsning med mulighed for at komme videre med sit liv, København har haft… Med respekt for de andre væresteder, naturligvis - der gøres sgu et stort stykke arbejde hele vejen rundt på bunden af Danmark.
Trond Poulsen
Så med området forstår du altså selve adressen. Men hvilken forskel gør det i praksis, hvis man som forbruger kan købe hvad man lyster få hundrede meter væk eller som Warming udtrykker det, når ”Pusherne har sat sig på området ved Café Dugnad”?
Held og lykke med arbejdet i øvrigt.
@Henrik
Mange tak, vi gør hvad vi kan :)
Men jeg vil mene, at du har ganske ret - man kan købe stoffer på Vesterbro, det har 30 års nul-tolerance-politik ikke kunnet lave om på og det tror jeg heller aldrig Dugnad har påstået at kunne.
Vi er et sted, hvor folk kan slappe af og få dækket nogle af de behov de ellers har: Sygepleje, madindtag og generel sidden stille - noget der ikke ellers er mange muligheder for.
Vi er ikke politifolk og vi kan ikke tillade os og gå ud og vise pushere væk fra istedgade eller onkel Dannys plads - det må Warming bede andre folk om, vi kan kun feje for egen dør.
Sikke en lang-i-spyttet besvarelse - jeg håber essensen af argumentet er at læse :)
Trond Poulsen
Jeg ser helt anderledes på, hvad du kalder ”30 års nul-tolerance-politik”!
I mine øjne har der snarere været tale om 30 års tolerance politik med halvvejs legalisering, og det er ikke blevet bedre de senere år.
I øvrigt er det tilsyneladende ikke længere begrænset til gadehandel på Vesterbro. Forleden blev jeg tilbudt narko (og altså ikke hash) på Østerport station af en omvandrende død med øjne så store som tekopper. Det virker lidt uhyggeligt, når folk kigger uden at se og påstår, at de har gode varer.
Enhver politielev har i samtlige 30 år været i stand til at finde frem til, hvor stofferne bliver handlet og de mange forskellige involverede offentligt ansatte i hver deres sektor og de berørte familier vidst præcist, hvem der regelmæssigt må på arbejde i andre menneskers hjem mv, og alligevel forbliver de overordnede strategier håbløse.
Med en sådan politik og praksis forstår jeg udmærket, at det som cafe-medarbejder vil være umuligt at gøre en forskel for de enkelte misbrugere uden at se igennem fingre med love og gråzoner, men som helhed betragtet virker det også håbløst, hvis kommunen opretter fixerum imod gældende regler og politiet fortsat lukker øjnene for handel og misbrug omkring disse steder.
Som jeg læser det er der heller ingen, der har bedt cafeens medarbejdere om at vise pushere væk, men hvis man havde dette fine samarbejde med politiet, så kunne disse eventuelt udføre deres del af opgaven og efter tips, hvis der skulle være tale om nyansatte jyske betjente uden kendskab til byen. Ikke at jeg har tiltro til at nogen vil tage affære i mere end et par dage efter et tv indslag, og uanset hvad, så er samfundet gennemsyret af dobbeltmoral med lovgiverne blandt de største hyklere.
Først en kommentar til selve artiklen, nu hvor jeg har haft mulighed for at tænke den igennem. Det kunne tyde på, at fakta ikke er blevet undersøgt særligt grundigt. Hvordan er det muligt, at Johnny - som jeg ved er i den unge alder af 46 somre - har kommet på Dugnad i over 40 år?
Og hvorfor spørges der ikke til, hvor Mikkel Warming har sine informationer. Nogen har fortalt ham, muligvis med politisk bagtanke, at pusherne sidder tungt på caféen og det er én stor misforståelse. Pusherne sidder tungt på Vesterbro, det er noget ganske andet og en politiopgave, som skriger til himlen i sine manglende løsninger.
og så til @Henrik Wagner.
Jeg tror ikke du ser nul-tolerance-politikken og forbudszonerne med samme øjne, som de, det går ud over. Jeg så måske gerne at du dagligt blev antastet af politiet, fængslet for meget små mængder euforiserende stoffer og uden dom kunne få anvist steder i byen, du bare ikke må færdes. Narko på Østerbro er en realitet, ja. Således er det et problem alle steder der har en hovedfærdselsåre i form af jernbane.
Hvad angår min rolle som stikker i miljøet, når jeg går på arbejde der udelukkende omhandler omsorg, så er det et meget begrænset omfang det vil være muligt at udføre. Vi har haft et samarbejde om storpusherne, ja - de er sjældent selv brugere af stofferne selv og som sådan ikke rigtigt kernebrugere af vores ydelse alligevel så vi viser dem bort efter bedste evne og politiet, der som du selv nævner det udmærket kender deres lus på deres gang, må så antræffe dem ude i virkeligheden hvor de kan udføre deres “stress”.
Trond
Selvfølgelig ser jeg anderledes på den nuværende (nul)tolerance politik end personer, der indirekte og som følge af tolerance, personlige begivenheder, andres jagt på fortjenester mv er blevet afhængige af stoffer i et samfund, hvor forebyggelse, håndhævelse og stofbehandling foregår skødesløst og med så dårlige resultater.
Det er muligt, at du gerne så, at jeg dagligt blev antastet af politiet, fængslet for små mængder og fik anvist steder jeg ikke måtte færdes?
Jeg ved ikke om din retorik dækker over om du foretrækker fri narko, hvilket da er en helt legal holdning at have, eller om du er tilfreds med forbud og tilhørende kriminalitet, hvis blot man lukker øjnene lidt mere.
Men jeg kan oplyse, at jeg dagligt oplever stærkt påvirkede personer og åbenlys handel for øjnene af politiet. Omsætninger, der efter alt at dømme næppe stammer fra reelt arbejde, men nok snarere har kildeudspring fra store mængder berigelseskriminalitet, og således forekommer betegnelsen nul tolerancesamfund mig et godt stykke fra den virkelighed, jeg kender.
Jeg er hverken tilhænger af hele eller halve dobbeltmoralske kommunale narkofrizoner, og har personligt ikke noget imod at skulle møde op til test eller blive tvunget i afvænning, hvis jeg skulle blive taget med hård narko omend behandling, forebyggelse og helhedstænkning burde være langt bedre.
@ Trond Poulsen. Hvis du mener det er et stort stykke arbejde at nogle ex-misbruger og lånnet ansatte står og laver mad til andre, så g¢res der et stort stykke arbejde.
Men i virkeligheden er det kun en husmor og hattedamme kultur, som trives i bedste velgående i det sociale arbejde i Danmark.
Samt er musik måske ikke det bedste redskab til hjælpe mennesker med misbrug problemer, da musik har det med genskabe minder og stemninger, både de gode og dårlige.
Samt de kulteraelle tiltag hvor udst¢dte udstiller sig selv medvirker ikke til en frig¢relse fra den livsf☼relse man haft, men fastholder omverdens billede af en.
Men ellers giver en tur i Kano på m¢lleåen rum til tænke over tilværelsen og finde lidt ro samt er det også kultur som en fisketur, samt om du vil vedkende dig det eller ej, så vigtig mennesker med psykiske problemer får motion, hvor man selvf¢lge tager hensyn til menneskers fysiske tilstand, det dæmper faktisk behovet for stimulancer.
…dyb indånding.
@Henrik Wagner: Jeg tror du misforstår mig, hvis du ser mine udtalelser som antagonistiske. Jeg håbede at det stod vel klart, at jeg ikke ønskede en forfulgt tilværelse for selv mine værste fjender og da meget mindre dig, hvem jeg ikke kender og blot har haft enkelte, kortvarige debatter med her på Information.dk.
Når det så er sagt, så ja - jeg ønsker et legaliseret stofsystem, der ikke nødvendigvis fremmer og opmuntrer brugen af stoffer men som samtidig gør det muligt at levere rene, billige produkter til en værdig livsførelse - og jeg vil med det samme indskyde, at erfaringer med andre legaliseringer igennem tiden ikke nødvendigvis giver øget forbrug (se her eks. Milton Friedman’s analyse af tallene fra forbudstidens Amerika).
Derudover tror jeg dig, når du oplever at der ofte ses gennem fingre med ting fra polititets side - de stakler er jo selv i en noget presset situation, hvis man skal tro hvad man hører. Og mange af dem sympatiserer med folk der ønsker opgør med forbudszoner og forfølgelse af denne lille gruppe mennesker. Men husk på, at subjektiv erfaring ikke altid gør at du har det kølige overblik over, hvordan det foregår når lyset er slukket og du er gået i seng. De folk lever stadig meget af deres tid på gaden og hvis du ser måske 2% af deres dagligdag, er det svært at abducere til at vide hvor ofte de rent faktisk bliver stoppet, visiteret og tilbageholdt.
Og så til Claes.
@Claes Pedersen: Nu er maden og musikken praktiske elementer af hele det politiske projekt, foreningen Dugnad i lang tid har stået for. Der er samarbejde med et sundhedsrum, hvor narkomaner kan tilses af sygeplejesker der specifikt er dedikeret til deres behov; Der kæmpes en stadig kamp for at ophæve de omtalte forbudszoner; der kæmpes for at kommunen anerkender tiltag som du også selv nævner - motion og oplevelser til folk, der ikke selv har overskuddet til at opsøge dem og så videre og så videre - Ja, der gøres et meget stort stykke arbejde. At min plads i maskinen er at deltage på deltid, fordi jeg også studerer, betyder ikke, at det er indsatsen alle lægger for dagen. Also - jeg tror næsten med sikkerhed, at du fornærmede en stor gruppe mennesker da du sagde at madmutteri ikke er et stort arbejde ;)
Men du kan jo svinge forbi og fortælle mig hvordan du selv arbejder med det - vi er åbne for forslag til nye måder at gøre narkomanerne gladere og pushere og andet godtfolk mindre så.
Vel mødt ved Mindestenen på halmtorvet, hvor vi serverer mad sommeren over.
Er det ikke ret tidstypisk?
Stofmisbrugere er, sammen med indvandrer, kontanthjælpsmodtagere, ældre, invalidepensionister og handicappede, undermennesker.
Ergo kan “vi” skalte og valte med de få lyspunkter de (under)mennesker har i hverdagen. Fratage dem de ting der ofte holder sammen på noget der kunne tolkes som en hverdag, og så vælge at glemme at de eksistere.
Et samfund defineres af hvordan det behandler de svageste.
Det danske samfund er en route til slet ikke at “behandle” de svageste. De bliver kørt ud på et sidespor, glemt og gemt.
Hvad siger det om samfundet?
Trond Poulsen,
Jeg håber du kan få luft.
Hvad enten man foretrækker fuld legalisering eller bedre forebyggelse, evt. tvungen behandling, gratis heroin til udvalgte grupper, mere konsekvens, hurtigere indgriben over for nye misbrugere etc. og i forskellige kombinationer, så ændrer det ikke på, at de gældende regler eller strategier foregerå mellem flere stole og at regeringens laden stå til forplanter sig til andre områder i samfundet, herunder til kommunerne, kulturen og moralen, men det er også dybt undergravende for lovgivernes egen troværdighed.
Og ja, naturligvis ser politiet mfl konstant igennem fingre med meget, uanset nogen kunne mene, at strafferammer var et udtryk for hvor alvorligt politikerne betragtede forskellige forhold, høj lys dag eller ej og trods regelmæssige historier om samfundsbelastningerne, belægningen i psykiatrien, omkostningerne ved kriminaliteten, trækket på sundhedssystemet, socialvæsenet, fængslerne… (fortsæt selv listen). Man kan som almindelig borger også selv prøve at ringe til politiet, hvis man har vished for hvor handelen udspiller sig, og vente og se hvornår problemet bliver løst. Uden at have forbindelser vil jeg på få timer kunne skaffe, hvad jeg måtte ønske mig og er ofte blevet tilbudt stoffer uden at have vist interesse.
Men selvfølgelig bliver folk snuppet for mange forhold, om end kun på visse dage, hvilket yderligere kan virke som en personlig fornærmelse eller hetz for dem der bliver taget. Men jeg har da også bemærket, at store andele af indsatte i landets fængsler har narkorelaterede domme, hvilket siger noget om udbredelsen. Hvad jeg opponerer imod udover de manglende troværdige strategier er regeringens dobbeltmoral og den bliver ikke mindre, når andre stik imod gældende indfører fixerum og acceptere at nogle pushere gerne må sælge 100 meter fra disse, bare de ikke opholder sig på selve adressen, for det ser ikke godt ud, og når man vil have frizoner, hvor misbrugere skal have helle og gerne må være i besiddelse af ulovlige stoffer. Det hænger simpelthen ikke sammen, men det er der nu ikke meget, der gør eller nogensinde har gjort på dette område gennem tiden.
Det kan synes mærkværdigt, at de som allerkraftigst afviser de positive effekter ved initiativer som Dugnad, oftest også er de som befinder sig langt fra problemets kerne og som har allerfærrest relationer til de mennesker som det hele handler om.
Langt størstedelen af de gode kræfter (frivillige som professionelle), der er involveret i arbejdet for at skabe nogenlunde tålelige forhold de mest udsatte i vores samfund, kan hovedrystende konstatere effekten af mange års forfejlet narkotika politik i Danmark. Dommen er forholdsvis klar: vi skal have et fixe-rum og vi har brug for initiativer som Dugnad, der sørger for at støtte og hjælpe brugerne, under mest muligt værdige forhold.
At der findes narkomaner på Vesterbro kommer bagpå de færreste – og narkomaner har nu engang den kedelige vane at indtage narkotika. Det medfører problemer, store som små, der er til stor gene for naboer og omkringliggende erhvervsliv. Mest af alt dog for narkomaner selv, der gang på gang tvinges til at leve under ydmygende og nedværdigende forhold.
Derfor kræver det ordentlige rammer at kunne skabe initiativer, der tager hånd om de mennesker der er implicerede og det kræver opbakning fra såvel politisk side, som fra lokalsamfundet. Stramninger, kontrol og forbudszoner har kun medført en optrapning af konflikterne forbundet med miljøet – noget som hverken er til glæde for narkomanerne eller for deres naboer på Vesterbro. Tilbage sidder de mennesker, der rent faktisk har indsigt i tingenes tilstand og tænker ”Jamen, hvorfor vil I dog ikke lytte, når vi fortæller jer hvordan det hænger sammen…?”
@ Marianne Mandoe: Jeg er meget enig med dig – løsningen på problemerne kan aldrig være at køre de svageste ud på et sidespor, således at vi slipper for at forholde os til dem når vi drikker Café Latte på Halmtorvets caféer. Det kan heller ikke være at henvise til ret og regler, der ved al magt skal overholdes til trods for at de virker mod hensigten. Løsningen må være at vi som samfund beslutter os for, at vi kan og skal kunne rumme de mennesker, der har allermest brug for hjælp. Problemerne skal løses – ikke flyttes, ignoreres ellers ”reguleres” væk.
@ Claes Pedersen: Dit indlæg må være udtryk for manglende viden om det pågældende sted. Jeg er personligt hverken tidligere misbruger, husmor, hattedame eller lønnet ansat - blot en helt almindelig kedelig studerende, der har valgt at tilbringe et par timer i ny og næ med at lave mad i Café Dugnad. Det er for alvor hårdt arbejde, men effekten har været overvældende og positiv. Succesen i caféen viser hver eneste dag, at der er brug for en udvidelse af initiativer i samme boldgade – både for naboerne, narkomanerne og erhvervslivets skyld. Du er med garanti altid velkommen til at komme og give et nap med i køkkenet, hvis du ikke er overbevist!