USA taler med én stemme - Europa med otte

Når de amerikanske interesser på G20-topmødet denne weekend skal varetages i Toronto, taler USA’s præsident, Barack Obama, alene og med én stemme.

Hvis han bliver lidt småirriteret over at skulle lytte til den europæiske stemme, er det forståeligt.

Der er de fire EU-lande som faste medlemmer, Frankrig, Tyskland, Italien og Storbritannien.

Så har EU-landene Holland og Spanien sneget sig med som gæstelande, Spanien som afgående formandsland i EU.

Som om det ikke er nok, deltager EU-Kommissionens formand, José Manuel Barroso, og den nye EU- topmødeformand, Herman Van Rompuy. De to varetager formelt de små EU- landes og dermed Danmarks interesser, når der tales om vejen ud af gældskrisen og bank til bankerne.

Barack Obama har tidligere i år meget indirekte sagt sin mening om det europæiske udstyrsstykke. Han fik aflyst det amerikansk-europæiske topmøde, fordi den spanske premierminister, José Luis Rodríguez Zapatero, mente, at Obama skulle til formandslandets Madrid, mens Van Rompuy og den europæiske ‘udenrigsminister’, Catherine Ashton, mente, at mødet hørte til i Bruxelles. Nok er nok, sagde vandrørene i Det Hvide Hus, og europæerne kunne ikke engang tillade sig at blive sure. De lå, som de havde redt.

Holder sig næppe tilbage

I Toronto slutter så den uge, der ellers begyndte med rapporter om fremskridt i etableringen af den fælles europæiske udenrigstjeneste under ledelse af Catherine Ashton, sådan som selveste Lissabon-traktatens ikrafttræden også blev lanceret som det store skridt frem mod det Europa, der taler med én stemme.

I Toronto er der otte europæiske stemmer. Mon ikke Obama taler mest med den tyske kansler Angela Merkel og den nye mand fra London, premierminister David Cameron, selv om Frankrigs præsident, Nicolas Sarkozy, trænger sig på, og den italienske premierminister, Silvio Berlusconi, næppe holder sig tilbage. Og hvad skal han med den hollandske deltager, der bare er fungerende?

Men den europæiske debat om den fælles udenrigspolitik er til stadighed meget
institutionel. Fokus i denne uge har været på den aftale, som Catherine Ashton har indgået med EU-Parlamentet. Parlamentarikerne vil også have en hånd på mikrofonen, når der skal tales med en stemme. Hvis nogen er i tvivl om parlamentets evner til markeringer, kan man notere sig, at parlamentet i år har åbnet sit første
udenrigsdelegationskontor, selv om det måske ikke var så klogt at lægge det i Washington, nu da Obama har det svært med facaden på det europæiske hus.

For tæt på Clinton

Catherine Ashton har været i sit job et halvt år, og hun har fået en del øretæver.

Nogle af dem er ironisk nok, at hun taler for meget med og især lytter for meget til den amerikanske udenrigsminister, Hillary Clinton (Læs: Iran som hovedproblemet).

En del af skrammerne er ufortjente. Nogle syntes, at hun skulle være taget til jordskælvsramte Haiti, selv om FN havde fortalt hende, at hun i den tidlige fase kun ville gå i vejen.

Så kom hun ikke til et forsvarsministermøde, fordi traktaten har pålagt hende mindst fire fuldtidsjob, og hun derfor ganske fornuftigt fravælger symbolhandlinger og protokollære fremmøder. Hun er EU-Kommissionens næstformand og ansvarlig for de dele af udenrigspolitikken, som altid har ligget i Kommissionen: udviklingspolitik, nødhjælp og Kommissionens langt over 100 delegationer ude omkring i verden. Så er hun de 27 landes fælles udenrigsminister med ret til at tage initiativer og med ansvar for det personale, hun har overtaget fra Javier Solana, alle de særlige repræsentanter, som på udebane har drevet udenrigspolitik i konkurrence med Kommissionens delegationer. Dertil kommer ledelsen af udenrigsministermøderne. Og det sidste fuldtidsjob er fusioneringen af de to tjenester. Her skal hun forlige stærke nationale interesser i posternes besættelse med et embedsværk, der har en tjenestemandsbeskyttelse af det hårdeste guld. Det et derfor klogt, at hun som særlig rådgiver på dette felt har ambassadør Poul Skytte Christoffersen, manden som skabte statsminister Anders Fogh Rasmussens succes med EU-udvidelsen og også på anden vis er den kompetente førstemaskinist i Bruxelles.

Ashton er brite, og kan man ikke finde på andet, så omtales hun nedladende som baronessen, selv om hun blev baronesse ved udnævnelsen til overhuset i 1999 og egentlig er en veluddannet og begavet kvinde på 44 år med to børn og tre papbørn, der måske kunne gøre det ud for det femte fuldtidsjob.

Fik sin aftale

Foreløbig klarer hun det så godt som nogen anden i hendes situation, og hun har fået ros for mandagens aftale i Madrid.

Hun skulle have en aftale med Europa-Parlamentet, der ikke fik den udenrigspolitiske medbestemmelse med Lissabon-traktaten og derfor tager så meget, som lader sig gøre.

I Madrid fik man fastlagt, hvem der kan møde i Europa-Parlamentet og tale på hendes vegne som hendes stedfortræder. Det kan dels hendes kommissærkolleger, og dels formandslandet. Hun fik også toprådgiverne på plads, så den politisk udpegede brite som sine nærmeste generaldirektører har en franskmand, en polak og en tysker. Nu kan den faktiske fusion slutte.

De symbolske åbninger af de sammensmeltede udeposter kommer derfor om få måneder og vil blive præsenteret som et stort skridt på vejen mod den ene stemme. Men man glemmer de otte stemmer i Toronto.

Aftalen skal godkendes af det samlede EU-Parlament og de 27 udenrigsministre, og så skal der udformes en finansforordning og et personaleregulativ, så både de nuværende embedsfolk og de 27 regeringer kan få deres rimelige del.

Trods Lissabon-traktaten og kompetente topfolk skal hver eneste lille sten i opførelsen af den europæiske external action servicesten for sten gennem en institutionel tovtrækning.

Obamas utålmodighed med europæerne vil nok strække sig fra Madrid over Toronto og hans tid ud.