Der er noget med tårer. Det handler ikke specielt om efterskoler, men om afsked. Om nyudsprungne hjerter, der banker, når ‘forbi’ er forbi for alvor, og det er tid til at kommer videre. Sådan var det, da vi afleverede hende for 10 måneder siden - og igen, da, vi hentede hende i lørdags. En rent ud sagt fugtig omgang. Koblingspunktet mellem »det år, der nu rinder ud«, som efterskoleforstanderen efter kendt forlæg formulerede det i sin afskedstale, og så det, hun skal videre til, ligger i Roskilde. Og det kan kun gå for langsomt med at finde det: Hun når lige akkurat at tjekke ind og finde sin flok inden midnat.

Det er hendes tredje festival. Og dermed den tredje udgave af sig selv, hun giver mig lov til at følge i dét gear, en festival kræver. Førsteudgaven var en lille pige, der var overrasket over, hvor lang snor hun fik. Andenudgaven var knap så imponeret: Der blev rykket godt i det stykke snor, der var tilbage. Om tredjeudgaven ved jeg kun, at den ikke er magen til de foregående. Vi fik et vink om det i skoleforstanderens afskedstale: Til bragende bifald lovede han, at de unge mennesker, vi nu får hjem, både har lært at tage ansvar for et rengøringsområde og lave mad til mange mennesker. Jeg er ikke sikker på, at den beskrivelse er heldækkende.

Fædrelejren- eller Camp Far, som vi stilbevidst er begyndt kalde os - er en institution. I hvert fald i egen selvforståelse. Vi bor os for os selv og lader prinserne og prinsesserne gøre, som de vil, men vi er der. I år er vi foreløbig Pianisten og mig. Det begyndte, da datteren som 14-årig meddelte, at nu tog hun på Roskilde. Så afsikrede jeg mit liggeunderlag og halsede efter hende med et: Det skal jeg også! Jeg fandt et par seniorer i samme situation, og - vupti! - havde vi etableret vores egen lille subkultur, som i dag kan prale af både identitetsfølelse som gruppe og egen Facebookprofil. Pianisten fik teltet op lørdag aften, og jeg rykkede ind og sikrede området over midnat. Årets lejr var ellers lige ved ikke at blive til noget. Det var, da Villy Søvndal tordnede mod Holbergskolens mødrecafe: Et knæfald for »forstokkede, religiøse opfattelser«. Av, for en lammer. Kan man lave Camp Far i det klima? Pianisten er godt nok sekulariseret jøde, og jeg er født hedning, men begge dele kunne jo være på skrømt. Den var svær. Til alt held viste det sig, at Villy bare ikke havde »kommunikeret klart«. Pyha!

MIN terapeut har også været i tvivl. Jeg er åbenbart den første, der tager Roskilde Festival mod den type lidelse. Forklaringsproblemet er åbenlyst. For to år siden ville jeg have følt det uansvarligt at lade en 14-årig tage afsted alene. I dag er hendes behov for faderlig beskyttelse - sig det ikke til nogen - større, når hun tager i byen om fredagen. Og udskiftningerne i fædrelejren fra år til år kunne da også tyde på, at det er et projekt, der har sin tid. Men som hun sagde, da vi skiltes ved indgangen i nat og skulle finde hver vores vej gennem kaos: Det er rart, I er her. Så er den ikke så meget længere.

VI HAR alt undtagen et formål med at være her. Det kommer nok. Ellers klarer vi os uden - det er jo et fælles vilkår.

Jon Jørgensen skriver ugen ud dagbog fra Roskilde Festival, hvor han foregiver at skulle passe på sin 16-årige datter.

Følg løbende med i forsøget på www.twitter.com/jonjoergensen