Det formålsløse i at være her, fornægter sig ikke. Jeg kan egentligt bedst lide dagene, betroede hun mig i aftes. Og min stjernestund er morgenen. Men selve ideen med Warm Up’en synes, at være, at det er natten, der har magten. Og den har godt fat, ser jeg, da jeg titter ud af teltet inden otte, klar til søbad og kaffe, glad ved solen og morgenfriskheden. Mange af de andre telte skjuler kun nødtørftigt de vragrester, der er skyllet i land hen under morgenen. Jeg nyder det; ikke de andres skibbrud, men min egen lethed. Det er ro, næsten harmoni. Jeg er foreløbig den eneste, der er bor fast i Camp Far. Pianisten trækker mest i trådene fra det fjerne – familien er midt i en flytning fra forstæderne. Så her er plads nok. Og mellem os: en anelse kedeligt. Tænkte i aftes en stund på, om ikke der må være en grænse for formålsløsheden.

Grænsen blev trukket af datteren, et par let berusede efterskolevenner samt en enkelt mindre let. I deres optik er Camp Far lidt af et udstyrsstykke: Sækkevogn, stole, god plads, en vis orden – samt en rottweiler, hvis de ikke afleverer lånt udstyr. Det er mig, der er rottweileren, men sådan ser de ikke på det, med mindre de har for vane at udveksle knus, telefonnumre og rugbrødsmadder med fremmede rottweilere. De kommer ikke kun for det praktiske. Datteren må have sladret om, at jeg ikke bider, men sna­rere er et roligt afbræk fra den sump, de ellers bor i. Det med sumpen er kun et erfaringsbaseret gæt; det er endnu ikke lykkedes mig at finde deres lejr og konstatere noget som helst. For to år siden vidste jeg præcis, hvor de holdt til, patruljerede tæt i området og meldte jævnligt tilbage op i systemet (mor). Nu er det omvendt – fraregnet, at de næppe ringer hjem til mor og aflægger regnskab for, om far nu har husket solcreme og får nok at spise. Det må de nu godt, jeg har intet at skjule.

Jeg er mig bevidst, at jeg ikke falder i ét med tapetet hernede, men tillige rummer et vist potentiale af ufrivillig klovn. Men herregud: Så er man da noget, som en stor dansk rockpoet har udtrykt det. Og klovnen fylder åbenbart ikke det hele. Vi kan også udveksle, hvad vi har på hjerte, og hvordan vi har det ud over bare ’fint nok’. Stemninger skifter også på en festival.

Min mission som bodyguard er under stadig udvanding. Jeg ser hende næsten kun i selskab med knægt fra efterskolen, noget højere end mig. Han passer også på hende, kan jeg se. De holder i hvert fald i hånd, så et eller andet må der være. Men selvfølgelig: Da hendes mor var på hendes alder, lå vi og rodede rundt på en flad interrail-billet i en portugisisk pinjelund – og se bare, hvad vi har drevet det til. Og hun havde ikke engang sin far med. Vi har lige fejret hans 70 års dag. Mest i tankerne. Han døde for 15 år siden. Hvis de har trådløst netværk, der hvor han er nu, får han lige en hilsen af den slags, man sendte hjem på kort af pap i gamle dage: Hej, hej! Vi har det godt. Vi ses. Knus.

Datteren spørger til dagbogen. Den oprindelige ide med en far, der er med på sin datters første festival, er vist udtømt, mener hun. Skriver du om mig igen? Nej, svarer jeg – og håber, det passer, at unge ikke læser avis.

Jon Jørgensen skriver ugen ud dagbog fra Roskilde Festival, hvor han foregiver at skulle passe på sin 16-årige datter. Følg løbende med i forsøget på www.twitter.com/jonjoergensen