EN pianist, to blæsere og en sangerinde. Svinedygtige, i rivende udvikling. Det lugter lidt af jazz, men lige nu er det i deres egenskab af Fars pige & Co., at de sidder i fædrelejren og misser mod solen, mens de lægger planer. Jazzen må vente. Sammen har de et år bag sig på musikefterskole. Derfor den orkestrale præsentation. Og spredningen. De har ben i mange lejre. Den lilles base er i år både pigelejren fra de foregående år - og skolens. Resten af kvartetten har også deres mangfoldige revirer at tilse. Jeg er imponeret. På et lille døgn har 30.-40.000 unge forvandlet et par flade marker omkring en grusgrav til en større provinsby - og tilmed byudviklet den på et tæppe af affald, nedtrampet tekstil, vildfarne sandaler, knækkede teltstænger, madrester, tomme dåser, knust glas og diverse ubestemmeligheder. Jeg priser mig lykkelig over, at festivalen også her et Udkantsdanmark, der er hægtet af udviklingen, hvor man stadig lufter dyner, ryger grøn Cecil, vander husfreden og trækker i snoren. Det giver plads til mig.

DER ER nu fin plads til mig down town. Runderne, som er en del af rutinen i Camp Far, fører vidt omkring og giver glimtvist indblik, hvad byudviklerne har gang i af innovative tiltag. Et par nyslåede studenter sidder udbrændte og svedige og stener til Beatles i morgensolen. Lidt længere henne har seks knægte etableret en spidsrod med sværtkalibrede vandgeværer, og ingen går ram forbi - bortset fra en enkelt oldsag, der må være gået forkert. Da han er passeret, fniser de, som om de næsten havde fået vikaren til at sætte sig på en pruttepude. Midt i det hele ramler jeg uventet ind i den lilles lejr. Og lidt senere har jeg også kontakt med hendes storesøster. Ikke at jeg har ledt efter hende, det er hende, der ringer til mig for at høre, hvor jeg bliver af (!).

Fraregnetat det er uskyldsrent og ufarligt, er der lidt forførelse over at være her: Intet af det, jeg planlægger eller tager højde for, holder stik: Hvis jeg går tidligt i seng, kommer datteren og hendes nye livvagt buldrende til en passiar i månelyset; hvis jeg resignerer over for kaos, ramler jeg ind i fem, jeg kender. Det er absurd, men det er mentalt afslappende at være 51 og omgivet af tusindvis af hujende youngsters med speederen i bund.

Dagens navn er gryde. Bønner og kikærter har stået i blød i 10 liter vand siden midnat. Pianisten (ikke ham fra efterskolen, men Camp Fars egen) er kørt på torvet efter friske grøntsager. Selv overvejer jeg at skyde en buk i skovbrynet - mest for at han kan lære at bruge toilettet. Forventningspresset er stort. Første år var gryden en overraskelse fra de voksne til de små. Nu er den blevet ligesom børnefødselsdage: De bliver skuffede, hvis den ikke er der - og helst mere imponerende end sidste år. Vi spiser klokken 19.30. Bare vi havde en flagstang.

ROSKILDE Kommune er begyndt at følge os på twitter. Mon det er Camp Fars første skridt på vejen mod tilskudsberettigelse? Vi er i hvertfald meget almene i sigtet.

Jon Jørgensen skriver ugen ud dagbog fra Roskilde Festival, hvor han foregiver at skulle passe på sin 16-årige datter.

Følg løbende med i forsøget på www.twitter.com/jonjoergensen

Tidligere dagbogsafsnit på www.information.dk/roskilde

Opskrift på Roskildegryde på www.information.dk/161630