13 hunderacer er forbudt i Danmark fra i dag. Dermed kan statsminister Lars Løkke (V) håbe på, at sommerens avisoverskrifter kommer til at handle om noget andet, end de gjorde sidste år, hvor medierne overstrømmede danskerne med skrækeksempler på de arrige dræberhundes formåen:

»Kamphund bed fingerspidsen af mand. Kamphund bed sig fast i ko. Kamphund bed lille hund ihjel. Kamphund bed kat ihjel. Kamphund i blodrus skambed hest. Kamphund dræbt med køkkenkniv. Kamphund trængte ind i køkken. Kamphund kvæster 25-årig kvinde.«

Sådan så overskrifterne på Løkkes morgenbord ud sidste sommer, hvor dræbervarianterne af menneskets bedste ven fyldte agurketiden med den ene blodige overskrift efter den anden. Alene i august var der ifølge Infomedia 1.575 artikler, som omhandlede kamphunde, selvom der statistisk set ikke har været en stigning i antallet af hundebid de seneste 10 år.

Kamphvad?

Trods de mange bloddryppende beretninger er der intet statistisk eller erfaringsmæssigt belæg for at bevise, at det især skulle være kamphunde, der bider folk. Schæferhunde og rottweilere tegner sig for flest bid i skadestuernes opgørelser. Flest bliver bidt af deres egne hunde, og i de færreste øvrige bidrager kan offeret navngive hunderacen. Så i virkeligheden er der ikke så meget statistik at gå ud fra. Og sådan er det i det hele taget med debatten om kamphunde. Ingen ved præcis, hvor de er, hvordan de ser ud, og hvad der kan gøres ved dem.

Det anslås, at 20.000 ud af de i alt 600.000 hunde i Danmark er muskelhunde, og at antallet er steget markant de seneste 15 år. Men der er ingen myndighed, der kontrollerer hver hundehandel eller hvalpefødsel.

Og selv hvis der var, ville det være svært at afgøre, om de nytilkomne hvalpe tilhørte kamphundetypen. Hverken kamphund eller de mere politisk korrekt muskelhundrefererer til en bestemt race.

Nogle hunderacer er oprindeligt avlet til kamp og jagt, men er med tiden blevet avlet med henblik på at være kæledyr, og dermed er hundene ikke nødvendigvis aggressive blot på grund af deres oprindelige formål. 400.000 danske hunde er blandede racer, og nogle af dem har måske en rest af kamphundeforfader i sig. Hvis du krydser en lille puddel med en ond kaukasisk ovtcharka, og krydser det afkom med en gravhund, kan krydsningen så stadig kaldes en kamphund?

Der findes ingen dna-oversigt eller facitliste, som kan afklare, om en hund er en kamphund.

At ingen ved, hvad en kamphund er, afholdt dog ikke politikerne fra at debattere hundene, og som sommeren 2009 skred frem nærmest faldt de over hinanden for at foreslå stramninger af hundeloven.

Færøsk forbud

Allerede før antallet af historier om kamphunde nåede sit maksimum, tegnede der sig et flertal bestående af SF, S og DF, der uden om regeringen var nået til nogenlunde enighed om at ville håndtere de vilde hunde med påbud om snor, højere bødestraffe til ulydige ejere og mere vidtgående aflivningsmuligheder.

V og K afviste både forbud og hastestramninger, fordi daværende justitsminister, Brian Mikkelsen (K), allerede havde nedsat et ekspertudvalg i foråret, som skulle komme med omfattende anbefalinger på området. Før betænkningen kom, ville regeringen ikke tage stilling, for der var behov for et sagligt udgangspunkt.

Men DF kaldte udvalget for en syltekrukke,` historierne om hundeoverfald på katte, kvinder og kaniner fortsatte med at fylde aviserne, og ordførerne fra V og K begyndte at mørne, efterhånden som de gang på gang blev bedt om at forholde sig til de tragiske sager.

7. august mens dræberdyrene fortsat løb rundt og skambed børn og pekingesere så statsminister Lars Løkke sig så nødsaget til at forholde sig til nationens utæmmede trussel. Fra Venstres sommergruppemøde på Færøerne kom den overraskende melding: Hundene skal helt forbydes.

»Regeringen ønsker at tage action på den sag. Vi vil i løbet af den folketingssamling, der snart åbner, tage initiativ til at gennemføre den nødvendige lovgivning, der sikrer, at vi kan få skabt et effektivt og håndterbart forbud mod muskelhunde,« sagde statsministeren, der ikke ønskede at »leve i et samfund, hvor man ikke kan gå en tur med sit barn eller gå en tur med sin puddelhund, uden at man risikerer, at barn eller hund angribes af muskelhunde.«

Afliv alle hundehvalpe!

Regeringen måtte dermed, som statsministeren befalede, arbejde for et snarligt forbud mod kamphunde. Det lød fristende nemt at forbyde hundene, men skulle vise sig at blive alt andet end let.

Venstres første udfordring blev spørgsmålet om, hvordan de dog ville skelne kamphunde fra kælehunde, når nu der er så mange racer og blandinger. Dyrevelfærdsordfører, Flemming Møller (V) foreslog ugen efter sommergruppemødet, at samtlige hundehvalpe uden stamtavle skulle aflives, så der til sidst kun var racerene hunde i Danmark og dermed ingen problemer med at udpege de farlige. »Vi skal nok få en masse fin presse med billeder af små, fine hundehvalpe, som skal aflives. Men her må vi have is i maven,« sagde Flemming Møller, der selv er uddannet dyrlæge, til Jyllands-Posten.

Helt iskold var han dog ikke, da det kom til stykket. Forslaget om aflivninger blev haglet ned, og Venstre kunne ikke mønstre flertal for udrensningsmodellen.

I et forsøg på at samle skyts til et forbudsforslag, anmodede Brian Mikkelsen dog på et møde samme dag sit hundeudvalg om at komme med én eller flere modeller for, hvordan et forbud rent praktisk kunne gennemføres, selvom udvalgets kommissorium ikke indledningsvist indeholdt krav om forbudsforslag.

Udvalg afviser

Men heller ikke den betænkning, som udvalget udarbejdede på kommando, skabte ro. Udvalgsmedlemmerne så lutter problemer ved at håndhæve et forbud og ville hellere rette fokus mod hundeejerne.

»Udvalget har hverken i dansk eller udenlandsk statistik eller forskning fundet noget sikkert grundlag for at udpege bestemte racer som mere farlige end andre,« lød det blandt andet i delbetænkningen, der er 150 siders argumenter mod et forbud.

Alligevel opstillede udvalget, som de var blevet pålagt, en liste over hunde, der kunne forbydes, hvis Folketinget fortsat insisterede på at forbyde.

Listen indeholder 13 racer og er delvist en kopi af den norske forbudsliste, men så tilføjet nogle flere, som måske måske ikke er farlige.

En af hundene på listen er tornjakken, som er en stor, vamset art, der ikke er forbudt i nogen andre lande. Den avles kun af én enkelt opdrætter i Danmark, og hun beskriver den som en sød familiehund. Der findes omkring 20 af dem herhjemme, og ingen af dem har så vidt vides bidt hverken dyr eller mennesker.

Hundeudvalget uddyber ikke, hvorfor specifikt tornjakken er på listen men som de selv skriver, så havde de heller intet belæg for at skelne farlige fra ufarlige racer.

Hundekrig i 11. time

Ud over en tvivlsom forbudsliste fik Venstre, De Konservative og Justitsministeriet ikke meget opbakning fra udvalget. Regeringen måtte i stedet bruge resten af det just forgangne folketingsår på tovtrækkeri med politiske modstandere, eksperter og dyreorganisationer, der alle har vidt forskellige indstillinger til, hvordan problemet med de glubske hunde skal løses.

Og det er heller ikke nemt at hitte hoved og hale i de mange racer og forbudsmuligheder, når der tilsyneladende ikke er nogen fornuft i et forbud overhovedet. Socialdemokraterne skiftede gennem perioden både holdning og ordfører, og vidste ikke rigtig, om de ville have et forbud, men var til sidst villige til at forbyde fem nye hunde de fem fra Norge. SF forhandlede og forhandlede, men fastholdt så, at der ikke skulle forbydes hunde, når eksperterne frarådede det. Også i DF, der traditionelt strækker sig vidt for dyrevelfærden, gik bølgerne højt, og der var interne uenigheder, eftersom forbuddet kan føre til aflivning af sagesløse hunde. DF var spændt op mellem to mærkesager hårdere straffe på den ene side, grænseløs dyrevelfærd på den anden mens de samtidig tvivlede på, om forbuddet ville virke efter hensigten. Og så var der for øvrigt også en 14. hund, de gerne ville have tilføjet til listen, når nu det skulle være. DF skiftede faktisk mening så længe, at flertallet for justitsministerens endelige lovforslag vaklede frem til 11. time før vedtagelsen.

Tre års ro

Efter lange diskussioner i partierne og Retsudvalget, hvor hundene har været debatteret fra a til å, endte det alligevel med, at V, K og O alene fik demonstreret et flertal for statsministerens foreslåede forbud, som træder i kraft i dag.

S og SF stemte blankt, og sidstnævnte omtaler forbuddet som falsk tryghed, fordi det både er umuligt at håndhæve, og der samtidig ikke følger ressourcer med, så politiet kan følge det i praksis. Ser man sådan på det, er danskerne lige vidt, bortset fra, at en del hunde risikerer aflivning. S og SF er dog fortsat uenige med hinanden og kan derfor ikke love at præstere en bedre lov, selv hvis de skulle komme til fadet efter næste folketingsvalg.

Trods den bøvlede proces og fagfolkenes ringeagtsytringer ser statsministeren imidlertid ud til at have vundet kampen om kamphundene. Der har i den seneste måned kun været 115 artikler på Infomedia om bæsterne. Dermed er der ro på mediefronten, og selv et tvivlsomt forbud giver måske Løkke og danskerne mod til igen at lufte pudler og børnebørn i sommervejret, selvom der ikke nødvendigvis vil være færre kamphunde end sidste år. Loven skal først evalueres om tre år, og på den tid kan man immervæk også nyde mange kamphundefri sommeraviser i ro og mag.

Hundelov

I dag træder et forbud mod 13 hunderacer i kraft. Forslaget er et forsøg på at begrænse såkaldte kamphundes angreb på mennesker og dyr.

Der må ikke længere sælges hunde eller krydsninger af hunde omfattet af listen, og hvis ejere vil skille sig af med dem, de havde i forvejen, er eneste mulighed aflivning
– med mindre de kan afsættes udenlands.

Hvis politiet mistænker en hund for at være ulovlig, skal ejeren selv bevise dens lovlighed, ellers skal den aflives.

Sidste sommer var medierne fyldte med historier om kamphunde, og der var politisk fokus på hundekørekort til ejerne, højere bødestraffe, påbud om snor og lignende.

I august foreslog statsministeren som en af de første et decideret forbud, som svært kunne trækkes i land, selvom alle eksperter argumenterede imod.

Justitsministeriets eget hundeudvalg frarådede på det kraftigste et forbud, men regeringen og DF vedtog det alligevel.