Vicesherif Lou Ford (Casey Affleck), hovedpersonen i Michael Winterbottoms nye film, The Killer Inside Me, er en pæn, ung mand. Beleven, charmerende og så høflig, at det næsten nærmer sig det selvudslettende. Folk ser hans glatte ansigt og tror ikke, at der sker ret meget inde bagved, men det tilforladelige ydre gemmer på en galning, en psykopat, der nok formår at elske, men ikke at lade være med at dræbe det, han elsker.
I en af filmens tidlige og allerede berygtede scener tæver han sin kæreste, luderen Joyce (Jessica Alba), mere end halvt ihjel med sine bare næver, mens han kærtegner hende, undskylder og erklærer hende sin kærlighed. Det er ikke mindst kombinationen af Joyces smukke ansigt, der hårdt og brutalt forvandles til en blodig masse af kød og ben, og Lous paradoksale ømhed, der gør scenen så modbydelig og svær at overvære.
Winterbottom og hans fotograf, danske Marcel Zyskind, holder sig ikke tilbage i forhold til, hvad de viser, men scenen er samtidig så godt fotograferet og klippet, at den kommer til at virke endnu mere voldsom og ubærlig, end den måske i virkeligheden er. Lidt ligesom brusebadsscenen i Alfred Hitchcocks Psycho.
Ingen nem forklaring
The Killer Inside Me er baseret på en roman af noirforfatteren Jim Thompson og foregår i en støvet lilleby i Texas i 1950’erne. Det er en flot iscenesat, begavet og foruroligende studie i psykopati og menneskelig adfærd, ikke kun Lou Fords, men også menneskene omkring ham, som langsomt indser, hvilket monster han egentlig er.
Forventer man at få serveret en grydeklar, psykologisk tilfredsstillende forklaring på, hvorfor Lou Ford er blevet så afstumpet og vred, bliver man dog nok skuffet - men det gør kun filmen endnu mere fascinerende.
Jo, der bliver vist nogle tilbageblik til en barndom, hvor Lous mor fik ham til at slå sig, fordi det kunne hun godt lide - og det forklarer vel også det sadomasochistiske forhold, Lou selv har til Joyce, inden han slår hende ihjel.
Og jo, man fornemmer, at Lou havde - og stadig har - et anstrengt forhold til sin far, der var byens læge og en belæst herre. På lydsporet spiller tidens populære toner, når Lou dræber, og opera, når han sidder i sit pæne hus, som han har overtaget efter de afdøde forældre, og læser i sin fars bøger.
Morderiske impulser
Men Lou, der er filmens upålidelige fortæller, forstår ikke selv sin sygdom og sine morderiske impulser, blot at han ikke kan tøjle dem, og hvorfor skulle vi så gøre os håb om at forstå dem og ham til fulde? Heller ikke selv om man med Jim Thompsons forlæg in mente kan argumentere for, at Lou er et produkt af en tid, hvor gammelt møder nyt, og alting forandrer sig og er rodløst og desperat, og et samfund, hvor man altid holder på formerne og fortrænger sine følelser og dybeste, mørkeste drifter.
Casey Affleck er uhyggeligt god i rollen som Lou Ford, og hans gode udseende og behagelige væsen gør blot figuren endnu mere frygtindgydende. Der er dog også sprækker i facaden, og det er spændende at overvære, hvordan den ellers køligt tænkende Lou begynder at begå fejltagelser, efterhånden som nettet strammes om ham og hans ugerninger.
The Killer Inside Me er ikke kvindefjendsk, og den forherliger bestemt ikke vold, hvilket den er blevet anklaget for at være og gøre. Den gør nemlig ikke vold til underholdning, men viser det som noget grimt og dybt ubehageligt, der kan ramme alle, ikke mindst kvinder.
The Killer Inside Me. Instruktion: Michael Winterbottom. Manuskript: John Curran og Michael Winterbottom. Engelsk-amerikansk (Dagmar, Empire og Grand i København, BioCity i Odense og CinemaxX i Århus)
Kommentarer