Den plan er ti fugle på taget’. Sådan pippede regeringspartiet Venstres folk på tinge og i ministerier samstemmende, da S og SF fremlagde deres plan om at aftale sig frem til en sundere økonomi med fagbevægelse og arbejdsgivere.

Men regeringens egen økonomiplan ser ikke meget bedre ud, mener eksperter.

Danmarks Statistik har netop opjusteret sin opgørelse over det offentlige forbrug sidste år: Forbruget viste sig at være steget med hele 16 milliarder - eller 3,4 procent, renset for inflation. Så sent som i maj spåede regeringen ellers en vækst for 2009 på blot 2,5 procent.

Det er især kommunernes forbrug, som er vokset, og det rekordstore forbrug understreger kun, hvor svært det vil være at forhindre de offentlige udgifter i at stige fremover, mener Kurt Houlberg, programchef ved AKF og en af Danmarks førende eksperter i kommunaløkonomi.

»Jeg tvivler på, at kommunerne vil kunne overholde aftalen om nulvækst,« siger han.

Professor Jens Blom-Hansen, ekspert i samspillet mellem stat og kommuner ved Aarhus Universitet, mener ligefrem, at regeringens megen tale om nulvækst hele tiden har været spil for galleriet:

»Når regeringen siger nulvækst, er det i det samlede offentlige forbrug. Men når udgifter til sundhed og forskning samtidig får lov at stige, betyder det, at andre områder skal skære ned,« siger han.

»Og skulle regeringen skære så meget, som den har meldt ud, ville der komme en vælgerlussing så stor, at man nok hellere vil tage slagsmålet med EU end med vælgerne,« fortsætter Jens Blom-Hansen - med henvisning til de forventelige skældud fra EU, hvis regeringen ikke nedbringer det offentlige budgetunderskud hurtigt nok.

Jens Blom-Hansen mener, at den to en halv uge gamle økonomiaftale mellem regeringen og Kommunerne understreger hans pointe:

»Der var oprindeligt lagt på bordet, at kommunerne skulle spare fire milliarder, og de endte med at skulle spare nul - i stedet valgte regeringen at lade være med at indfase planlagte skattelettelser. Det er lidt noget andet end at tage fra folk, der allerede har noget - og hvis man skal skære i de offentlige udgifter, er det at fratage folk noget, de allerede har.«

Tvivl om målsætning

Det er ikke første gang, der sås tvivl om regeringens evne til at sikre nulvækst i det offentlige forbrug. Allerede i marts kaldte nationalbankdirektør Nils Bernstein nulvækstplanen for »en meget, meget ambitiøs målsætning«.

Også de økonomiske vismænd rynkede bryn over det realistiske i nulvækst ved fremlæggelsen af deres rapport i sidste måned. Det bliver »meget vanskeligt«, lød det.

Vismændene hæftede sig ved, at regeringen stimulerede økonomien under krisen ved at øge det offentlige forbrug i stedetfor at øge de offentlige investeringer i f.eks. byggeri og infrastruktur. Og øget forbrug er meget sværere at rulle tilbage igen end øgede investeringer, lød analysen.

Svære valg forude

Når kommunerne har så svært ved at styre udgifterne, er det ifølge Kurt Houlberg fra AKF i høj grad fordi, de er under konstant pres for at levere bedre service. Både på grund af borgernes forventninger oven på mange år med konstant stigende offentlige udgifter, og fordi der hele tiden bliver udviklet nye krav og nye behandlingsmetoder til borgere med særlige behov - handicappede, sindslidende, hjemløse, stofmisbrugere, børn med behov for specialundervisning osv. osv.

De offentlige udgifter kommer ikke under kontrol, før vi som samfund har taget en diskussion om, hvordan vi prioriterer mellem de forskellige områder, mener Kurt Houlberg:

»Hele den offentlige sektors legitimitet hviler på, at vi alle sammen får noget - dem med de bredeste skuldre forventer også at få deres del af kagen. Så skal man sikre stærkt forbedret livskvalitet for nogle få eller sikre et bedre fundament og bedre kvalitet i servicen for den brede befolkning?«

»Jo mere man bruger på specialundervisning, jo mindre bliver der til normalundervisning. Jo mere, man bruger på udsatte grupper med vanskelige vilkår og særlige behov, jo mindre bliver der tilbage til almindelig hjemmehjælp og pædagoger i daginstitutionerne. Dén meget ubehagelige diskussion slipper man ikke udenom at gå mere systematisk og åbent ind i, end man har gjort hidtil,« siger Kurt Houlberg.

Denne artikel er anbefalet af: