Op med det hele, der er fest

De har lagt visse regler bag sig, men ellers ligner de sig selv fra i lørdags. Røde øjne, gustne stemmer og en ordentlig røvfuld følelser i kog. Ok, musikken har ikke så meget fællessang over sig, og forstanderen holder ikke tale, jeg tror ikke, han er her. Lærerne må også være smuttet. Men eleverne er her, og nu er de er knap så mutte i det: De har det bare så godt, og det bare kanon, at vi også er her, og vi skal bare tage en øl, og det er den mest griberen fest, lissom i går.

Camp Far er til fest på efterskolen. Eller skal vi sige et udsnit af en fest, der har varet, siden de tørrede tårerne og blev hentet af far og mor og hældt af på marken. Og vi er lidt af et tilløbsstykke. Vi kender mange af prinserne og prinsesserne fra det seneste år, og de deler rundhåndet krammere ud. Hemmeligheder har de ikke mange af: Tre gange var jeg så tæt på at score, men så, tjah, var jeg lidt løs i det – you know the feeling, ik? Knægten er vokset. For et år siden brugte hans camp en pæn del af festivalen på at snakke om piger. Sidde under en kondomguirlande med lys i og vente på, at de skulle komme forbi. Det gjorde de også – i store fnisende buer udenom. Han er glad og har talt sig varm: Det med piger gav jo ikke mening sidste år – en camp kun med drenge. I år har vi det hele – her!, han slår ud med armen, uden at miste balancen. Der er ugenert konsensus omkring ham: Livet er ikke bare øl og hornmusik. Det er også kvædete, som Pianisten og jeg indtager lidt senere, mens vi fordøjer indtrykkene. Vi ved, vi er gæster på deres hjemme og skal opføre ordentligt, ellers må vi ikke lege med. Vi tror, vi bestod. Man dumper ikke på at bede en pige tage noget på fødderne, hvis hun skal stå midt i glasskårene.

Følg linjen mellem det store piratflag og højspændingsmasten. To ens telte i parallelopstillling ved en pavillon – det er datterens pigelejr. Pavillonen er gået bort. I aftes var lejren tom, nu er der lyd – vi bliver opdaget og budt indenfor. Hov, de har drenge på værelset – nå, det er bare hendes livvagt. Han er en knag, sløser ikke med opgaven. De har det godt – teltets tre beboere og body guarden. Jeg spørger fiffigt, om de nu husker at få kysset. De svarer ikke, men peger. Jeg siger ikke på hvem. Min store ved jeg ikke så meget om, men møder en af hendes veninder. Jeg spørger, hun har set min datter for nylig. Ja, det tror jeg, kommer det tøvende.

Efterskolen har dæmpet sig. En hel del, faktisk. De fleste sidder ude i solen, enkelte ligger lit de parade i teltåbningerne. De har luret, at der også er festival, og jeg bliver spurgt om, hvad jeg har tænkt mig at gå til af musik. Det kan være en fælde, så jeg har snydt lidt og lagt program efter anbefalinger fra datteren og hendes venner, de har god sans for, hvad jeg vil synes om. Jeg nævner et par bands, de nikker anerkendende og giver mig et par navne mere. Godt, jeg ikke sagde Östen Warnerbring.

DER ER fyldt op i Camp Far. Brugsvejlederen fik den sidste plads. På græsset inde mellem teltets to kabiner. Han er helt tilfreds, han kan sove stående, siger han. Det får han brug for. Nu bliver der nemlig skruet op. Så det kan høres helt over i stillelejren.