Retssagen, der kan sætte grænser for politiets magt

Hollænderen Peter Lipton blev natten til søndag den 13. december 2009, sammen med hundredevis af andre frihedsberøvede, indsat i et gitterbur i Københavns Politis særlige klimafængsel på Retortvej i Valby. Og han blev overrasket over forholdene: »Betjenten grinede hånligt, da han tog billederne,« forklarer Lipton i sin senere klage om de ydmygelser, der mødte ham og de indsatte på Retortvej, hvor betjente grinende filmede fangerne i gitterburene med deres mobiltelefoner.

Større billede

Lipton beretter, at der på et tidspunkt i løbet af aftenen opstod uro blandt de frihedsberøvede, og at kampklædt politi rykkede ind i hallen med burene for at sætte sig i respekt. »Da de kampklædte betjente var på vej ud igen, tog en af betjentene et Canon kamera frem og begyndte at tage billeder af de indsatte,« fortæller han i sin klage. Han beskriver betjentens kamera som værende »på størrelse med en cigaretpakke«, og hollænderen fik det indtryk, »at der var tale om private optagelser.«

I et nabobur sad danskeren Kasper Weber Hansen. Også Weber Hansen havde - som Lipton og godt 900 andre frihedsberøvede demonstranter - siddet i timevis på gadens iskolde asfalt med hænderne strammet i strips bag ryggen uden at kunne få en forklaring fra politiet, der under verdenspressens bevågenhed netop havde gennemført danmarkshistoriens største masseanholdelse med en knibtangsmanøvre. Først da en læge ved 18-tiden gjorde politiet opmærksom på, at asfalten nok var kold, begyndte politiet at motionere de stripsede demonstranter.

Også Weber Hansen var i timevis blevet nægtet adgang til toilet, vand, mad eller kontakt til sine pårørende, selv om han ikke havde gjort andet end at gå med i en demonstration, der samlede flere end 100.000 deltagere fra hele kloden. Weber Hansen har beskrevet politiets midlertidige klimafængsel på Retortvej som et inferno af skrigen, råben og hunde-glam, og han erindrer, hvordan »der var flere tilfælde af betjente, der står med høreværn på og grinende filmer os med deres mobiltelefoner.«

Ifølge ledelsessekretariatet i Københavns Politi afventer »en del klager« over betjentenes angivelige amatørfotos en nærmere behandling, men der er også klaget over meget andet.

Flere demonstranter har berettet om, hvordan betjentene under den stadige uro sprayede pebergas ind i gitterburene for at få de indespærrede til at rykke baglæns. Fra andre demonstranter er der beskrivelser af vold, tæv, trusler om tæv, verbale ydmygelser samt utallige tilfælde, hvor de frihedsberøvede demonstranter bad om at komme på toilettet eller om at få løsnet stripsene, men hvor de tilstedeværende betjente blot ignorerede bønråbene. Der er også bunkevis af beskrivelser fra borgere, der har følt sig ydmygede og krænkede, fordi de selv - eller en person, som de sad nær i ‘futtog’ - endte med at tisse i bukserne. Disse voldsomme beretninger udgør baggrunden for den juridiske armlægning, som i foreløbig 12 retsdage har fundet sted i et mindre sidelokale i Københavns Byret. Dysten står mellem på den ene side Kammeradvokaten som repræsentant for Københavns Politi, der er den sagsøgte part, og på den ene side fem beskikkede advokater, der tilsammen repræsenterer ca. 250 klagere (tallet har været revideret flere gange). Sagsøgerne har forlangt erstatning for uberettiget frihedsberøvelse.

Tre millioner i erstatning

Selv om byrettens dom kan blive retningsgivende for, hvad politiet kan tillade sig i fremtidige aktioner, har retsmøderne ikke været et tilløbsstykke. Sjældent har flere end tre-fire af retslokalets 20 stole været besat. Til enkelte retsmøder har stolene stået tomme. Heller ikke medierne har været flittige gæster, kun Information, dagbladet Arbejderen og en enkelt gang politiken.dk og Ritzau, selv om retssagen om danmarkshistoriens største masseanholdelse vedrører fundamentale principper som borgernes ret til frit at forsamles og demonstrere - sat over for politiets pligt til og muligheder for at sikre ro og den offentlige sikkerhed.

Klagerne, der kommer fra Danmark, Storbritannien, Holland, Tyskland, Sverige og Norge, har hver forlangt en erstatning på 15.000 kroner, eller samlet set næsten fire millioner. Beløbet er lagt så højt, at det overstiger kompensation for almindelig tort og svie. For det er ikke på grund af seks-otte timers manglende toiletmuligheder eller manglende siddeunderlag, at klagerne vil have erstatning: Nej, kravet er så tilpas stort, at beløbet - hvis ellers de tre dommere vælger at følge det - også må indeholde en godtgørelse for, at politiet har handlet ulovligt.

At nå dét mål har fra starten været ambitionen hos de beskikkede advokater: Da politiledelsen den 12. december 2009 kl. 15.25 med militær præcision sendte to kiler betjente, flankeret af hollændervogne og glammende schæferhunde, ind i demonstrationsmængden og dermed afskar godt 900 personer i krydset mellem Amagerbrogade og Markmandsgade, var det en retsstridig beslutning.

Kammeradvokaten har modsat henvist til politiloven, der giver politiet muligheder for omfattende indgreb - herunder også administrativ frihedsberøvelse i op til 12 timer - hvis det skønnes nødvendigt for at afværge opløb og sikre den offentlige ro og orden.

Kammeradvokaten har således, i en redegørelse for den administrative frihedsberøvelse den 12. december, fremhævet, at politiets beslutning om at gribe ind, eller lade være, må bero på et skøn i den enkelte situation. Og at politiet »i en situation som den foreliggende« må indrømmes »en ganske vid skønsmargen med hensyn til nødvendigheden af at gribe ind.«

Uenigheden kan derfor koges ned til dette ene: Var der en sådan fare for den offentlige ro og orden den 12. december, at knibtangsmanøvren, der førte til administrativ frihedsberøvelse af godt 900 borgere, var berettiget? Ja, mener Kammeradvokaten. Frihedsberøvelsen var både lovlig og berettiget. Kammeradvokaten lægger i den forbindelse vægt på, at politiet, op til den 12. december, havde meldinger om, at ballademagere i den såkaldte sorte blok havde planlagt demonstrationer og ulovligheder, »herunder også voldelige aktioner«. Den sorte blok er et internationalt kendt fænomen og dækker over aktivister, der er ens klædt, og som ved mange topmøder har ført sig frem med stor militans og aggressivitet.

Fare for den offentlige ro

Så da politiledelsen i kommandostationen KSN på Politigården hørte om, at sortklædte personer havde gravet ca. 100 brosten op på Christiansborg Slotsplads, hvoraf 20 var medtaget, samtidig med at enkelte ballademagere allerede var blevet anholdt med røgbomber og gasmasker, og da Børsbygningen, og senere Udenrigsministeriet, blev udsat for stenkast, rudeknusning, fyrværkeri og slagsmål med politiet, besluttede man at gennemføre masseanholdelsen. Den taktiske udførelse blev så, i overensstemmelse med de indøvede organisationsdiagrammer, overladt til indsatsledere for den operative reserve på stedet. At krydset Amagerbrogade-Markmandsgade, hvor masseanholdelsen faktisk skete, på forhånd var udvalgt som et egnet sted, er kommet frem under afhøringerne. Mere om det senere.

For nej, mener omvendt de beskikkede advokater, i gadekrydset først på Amager var der ikke en umiddelbar fare for den offentlige ro og sikkerhed kl. 15.26, da knibtangsmanøvren blev igangsat af de lokale indsatsledere. Demonstranterne var på vej ud af byen ud mod Bella Centret, og eneste mulige hademål for deltagerne i den sorte blok undervejs kunne være en lokal McDonalds-restaurant. I den forbindelse henviser advokaterne bl.a. til, at hærværket mod Udenrigsministeriet var sket kl. 14.47 - eller næsten 40 minutter tidligere. Borgernes grundlovssikrede ret til demonstrationsfrihed må ikke gøres afhængig af, hvor det er mest belejligt for politiet at pågribe stenkastere og rudeknusere. Og under alle omstændigheder fik politiet ud over eventuelle ballademagere også mange, mange uskyldige med i nettet.

At en del af de frihedsberøvede har været uberettiget anholdt, har Kammeradvokaten ikke bestridt. Men man har konsekvent afvist at sætte tal på, og på flere retsmøder er tiden gået med at få belyst, hvor mange deltagere der var i den sorte blok. Kammeradvokaten har haft sine grunde til at maksimere tilslutningen til sort blok, som vi skal se.

Da Kammeradvokaten havde brugt de første seks retsmøder på at dokumentere sin del af sagen, samt afhøre en række politifolk, var det de beskikkede advokaters tur. Men inden de ville kalde deres klienter ind til afhøring i retten, ville advokaterne først have en erklæring fra Kammeradvokaten: Hvor mange af deres klienter var uberettiget frihedsberøvet, spurgte advokaterne.

Ingen beviser mod hver enkelt

Her hentede advokaterne støtte i udtalelser fra såvel forhenværende politiinspektør Per Larsen som fra politidirektør Johan Reimann. Allerede om aftenen den 12. december 2009 medgav Larsen - der var politiets øverste ansvarlige under COP 15 - foran rullende tv-kameraer, at der måske var »røget« for mange med, som ikke burde være blevet anholdt. Disse ville så kunne søge erstatning senere, forklarede politiinspektøren. I en senere redegørelse til Folketingets Retsudvalg har politidirektør Reimann givet udtryk for en lignende vurdering.

Desuden pegede advokaterne på, at politiet ikke efterfølgende har rejst sigtelse mod en eneste af de godt 900 frihedsberøvede. Alle fik derimod efter nogle timer lov at gå, efter politiet havde registreret dem. Men ud fra de anholdelseskort, som blev fremlagt for hver enkelt i retten, er det umuligt at afgøre, hvorfor folk blev frihedsberøvet. Samtlige anholdelseskort den 12. december var f.eks. fotokopieret på forhånd med teksten »Sort blok udskilt fra demonstration« og »Frihedsberøvet of. politilov«, inden de personlige data blev påført.

Som advokat Hanne Reumert, der repræsenterer en stor del af klagerne, formulerede det, ville det tage mere end 11 retsdage, hvis hun skulle indkalde alle sine 116 klienter til afhøring, så de kunne give deres version af begivenhederne. Men … hvis Kammeradvokaten på forhånd kunne udpege hvilke af hendes klienter, der var frihedsberøvet uberettiget, kunne afhøring undgås, og byretten ville spare tid.

Det var naturligvis et drillespørgsmål, fordi det tvang Kammeradvokaten til, efter nogen tøven, at medgive, at politiet »ikke havde noget på den enkelte«, som Benedicte Galbo fra Kammeradvokaten udtrykte det.

»Det var en gruppe, der blev frihedsberøvet, fordi gruppen blev vurderet til at være til fare for den offentlige orden,« forklarede Galbo. På næste retsmøde oplæste Kammeradvokaten så en proceserklæring, hvorefter det ikke »var muligt at præcisere antallet af personer omfattet af Per Larsens udtalelser.« Som retsformand Anne Grete Stokholm opsummerede erklæringen: »Man får ikke nogen bevisførelse fra Kammeradvokaten. Så resten er langt hen ad vejen et spørgsmål om jura.«

I det øjeblik var erstatningssagen for så vidt vundet. Til gengæld var slagsmålet om politiets fremtidige magtmidler godt i gang.

Politiinspektør Mogens Lauridsen er den politimand, der oftest har været til afhøring i byretten under COP 15-sagen. Det var ham, der traf beslutningen om masseanholdelsen både den 12. december under den store klimademonstration og igen den 16. december, hvor der om natten var heftige sammenstød, bål og barrikader i Prinsessegade ud for Christiania. Da Lauridsen, der under hele topmødet gjorde tjeneste i KSN, på det sjette retsmøde skulle forklare om det retlige grundlag for sine ordre om masseanholdelse af ca. 200 personer onsdag nat den 16. december ved Christiania, forklarede han, at det var akkurat »samme manøvreoplæg« som om lørdagen: »Ind og få lavet en administrativ frihedsberøvelse af de folk.«

Det særlige problem for politiet i Prinsessegade har altid været, at ballademagerne løber ind og gemmer sig på Christiania, når politiet bliver sat ind. Men denne gang rykkede politiet ind med store styrker fra to sider, hvad der fik mange til at løbe ud af fristaden, hvor de så blev anholdt. Da Lauridsen blev spurgt, hvorfor politiet ikke gennemførte retssager mod de anholdte efter straffelovens paragraf 134 om opløb, kom han med et enkelt, men sigende svar: »Når vi ikke kan identificere dem, så bruger vi politiloven.«

Politiet har nemlig ifølge politiinspektøren tabt adskillige sager, fordi de ikke har kunnet løfte bevisbyrden for stenkast eller ballade. Da advokat Hanne Reumert spurgte, om ordren fra KSN så var at frihedsberøve alle, der kom ud fra Christiania, uanset om de var ballademagere eller måske gæster til et stort samtidigt klimaarrangement, og hvordan politiet bar sig ad med at skelne, gled Lauridsen af: Den konkrete skelnen var overladt til politiet på stedet, men »det er en mulighed for os at sikre ro og orden uden at skulle løfte bevisbyrden i paragraf 134.«

Fortrolige oplysninger

Ved masseanholdelsen om lørdagen den 12. december valgte politiet selv tid og sted. Og det faldt endda så heldigt, at politiet på forhånd havde indrettet en observationspost i en lejlighed på anden sal netop på det sted på Amagerbrogade, hvor masseanholdelsen fandt sted. Derfor er forløbet forholdsvis godt dokumenteret fra politiets videoer. Det blev ikke oplyst under retsmøderne, om politiet havde indrettet lignende observationsposter med tv-kameraer i lejligheder andre steder langs demonstrationsruten.

Da politikommissær Henrik Oryé på det femte retsmøde af Kammeradvokaten blev spurgt, hvorfor masseanholdelsen fandt sted netop i krydset Amagerbrogade-Markmandsgade, svarede han, at han sammen med en anden politileder på forhånd havde rekognosceret og udpeget egnede steder til en eventuel masseanholdelse.

»Det var et godt fredeligt sted, hvor vi kan stå ugenert, og vi kan lave vores manøvre der,« sagde politikommissæren som begrundelse og henviste til, at gadernes beliggenhed netop her gjorde det muligt at opnå tre ting på én gang: Dels få den forreste del af demonstrationen til at gå videre, dels afskære en bid af demonstrationen og endelig lede den bagerste del af demonstrationen rundt og tilbage til Amagerbrogade, så den kunne tilslutte sig demonstrationens forreste del.

»Så det var ét af stederne,« sagde Oryé, der afviste at oplyse, hvor mange steder politiet på forhånd havde udvalgt, og hvor de var. »Hvis jeg gør det, kan vi ikke bruge de steder en anden gang,« som han sagde.

Her brød Kammeradvokaten ind og gjorde opmærksom på, at politifolkene ikke havde bemyndigelse til at svare på spørgsmål vedrørende politiets planlægning af indsatsen. Det er fastlagt i et ikke-offentliggjort dokument fra politidirektøren. Da advokat Knud Foldschack protesterede mod hemmeligholdelsen med henvisning til, at COP 15 var forbi, svarede Kammeradvokaten, at der var tale om »fortrolige oplysninger, som vidnet ikke kan afgive forklaring om. Selv om der ikke kommer et nyt COP 15 i København i den nærmeste fremtid, så er Bella Centret det eneste sted, hvor man kan afholde så store konferencer, så det må høre til den del af forberedelsen, der er > fortrolig.«

Retsformanden Anne Grete Stokholm havde også svært ved, som hun understregede, at se relevansen af spørgsmålet, som da heller ikke blev besvaret.

Oryé var en af fire indsatsledere for ‘operationelle reserver’, så det var hans folk, der i den bagerste kæde kl. 15.26 afskar de ca. 900 demonstranter, da ordren kom fra KSN elleve minutter tidligere.

»Min opgave var så at udføre en del af den taktiske ordre, så det foregik så skånsomt og effektivt som muligt,« forklarede Oryé, der straks gav ordre til alle disponible politidelinger om hurtigst muligt at køre » til det på forhånd rekognoscerede sted«.

Det var Oryé, der skulle give ordren til masseanholdelsen. Via sin mobiltelefon fulgte han med på eb.dk, der sendte live fra demonstrationen. »Jeg fik bedre positionsopgivelser der, end vi selv kunne levere,« lød hans forklaring i byretten. Lignende stærkt kritiske udtalelser om politiets radiosystem i det fælles SINE-net blev gentagne gange fremsat af politifolkene under COP 15-sagen.

Oryé talte ned 50, 40, 30, 20 meter … »Så siger jeg til min ordonnans: ‘Nu! Nu er der kun én vej, og det er fremad’,« hvorefter han gav delingsførerne besked på at danne to kiler ind i folkemængden. »Jeg sagde, at de skulle gøre det til fods, ikke i biler, så det bliver mere blødt,« forklarede Oryé og tilføjede næsten eftertænksomt: »Der er også det moment, at når man skal ud af bilerne, kan man godt tøve lidt, derfor til fods!«

Flere frihedsberøvede har berettet om, at umiddelbart før de så politiets kiler, skete der et stort ryk fremad i demonstrationsoptoget, fordi nogle af de erfarne ballademager allerede havde spottet politiets opmarch i sidegaderne, og derfor ville fremad. Selv om ballademagerne ikke blev fanget, så er Oryé ganske godt tilfreds med aktionen.

»Rent teknisk lykkedes det rigtigt godt at sætte kilerne ind,« siger han.

»Vi skulle hverken bruge stave eller peberspray. Måske kunne den forreste kile godt være sat ti sekunder senere ind,« tilføjede han.

På retsformandens spørgsmål, hvorfor han så nøjagtig kunne sige ti sekunder, lød svaret fra Oryé: »For at ramme forkanten af den sorte blok. Nu rammer man nogen, der ikke er sort blok.«

Med den forklaring fra Oryé var retten endnu en gang nødt til at vende sig til et af retssagens gennemgående spørgsmål: Antallet af deltagere i sort blok.

I de mange indberetninger, logbøger og andet materiale fra Københavns Politi, som er blevet fremlagt i retten vedrørende antallet af deltagere i den sorte blok, fremgår det så godt som entydigt, at der ved demonstrationens start den 12. december kl. 13.00 var tre nogenlunde lige store grupper af sortklædte aktivister. Ikke mindst på politiets helikopterbilleder fra 200-300 meters højde, som retten brugte en del tid på at nærstudere, er det muligt at skelne de sortklædte som små prikker midt i et mere broget folkehav. På et tidspunkt på vej over Knippelsbro og gennem Torvegade smeltede de tre grupper mere eller mindre sammen til en langstrakt sammenhængende gruppe.

Hvor mange var sort blok?

Det er en diskussion i sig selv, om alle de sorte prikker på helikopterbillederne så også var deltagere i den sorte blok, og dermed nærmest pr. definition ballademagere, som politiet med afsæt i politiloven administrativt kunne frihedsberøve. Eller om de bare var almindelige unge i mørkt tøj, der demonstrerede. Det fremgår af oversigter fra nogle af de beskikkede advokater, der har spurgt deres klienter om deres påklædning den pågældende lørdag, at adskillige må have set sorte ud fra luften, fordi de f.eks. havde en mørk skijakke på. Det var december, og mange havde også hue på. Men derfor havde de intet at gøre med aktivister eller ballademagere, fremgår det af deres erklæringer, som blev læst op i retten. En politiobservatør har i en indberetning beskrevet, hvordan kernedeltagerne i den sorte blok så ud, lige da de forlod Christiansborg Slotsplads: »Om ikke alle, så langt overvejende italiensk udseende personer, alle iklædt sort tøj, sorte hættejakker, med hætten trukket op over hovedet og ned i panden samt et sort tørklæde trukket op til under øjnene. Flere havde rygsække med (…) og alle havde en stor brosten i hver hånd, ca. 12 x 12 x 12 >cm.«

Som politiinspektør Bent Olsen udlagde politiets generelle opfattelse på det 10. retsmøde: »Hvis du står sammen med nogen helt i sort, så bliver du en del af sort blok.«

Til støtte for dette synspunkt fremlagde Kammeradvokaten på samme retsmøde et lysforstærket, digitalt bearbejdet helikopterfoto. Det er nøje udvalgt og viser det udsnit af demonstrationen, som et par minutter senere masseanholdes kl. 15.26.

En tekniker har bearbejdet gråtoner og sort-hvid balancen i billedet, og derefter har politiet sat en rød prik på alle mørkklædte, der kan ses. Ved at opdele billedet i syv mindre felter, er det lykkedes at tælle i alt 1.250 røde prikker. På spørgsmålet fra de beskikkede advokater om karakteren af billedet - om det skulle opfattes som et bevis - var svaret fra Benedicte Galbo fra Kammeradvokaten mærkbart afglidende: »Det er produceret af sagsøgte, der har lov at fremlægge, hvad man vil. Det er op til retten at afgøre bevisværdien.«Hun endte dog, efter en langstrakt diskussion af billedet, med at sige, at de mange røde prikker »mere eller mindre var en angivelse af den sorte blok. Jeg kan godt se, at der er nogle, der ikke hører med.« Hun afviste forarget, at fotoet var manipuleret i den forstand, at der var lagt flere sorte prikker ind. Og efter en langstrakt diskussion opsummerede retsformanden Anne Grete Stokholm, at »vi vil aldrig få et eksakt tal for deltagere i den sorte blok.«

Så let ville advokaterne dog ikke slippe det spørgsmål. På intet tidspunkt har politiets vurderinger været højere end samlet 200-400 deltagere i sort blok, forklarede advokat Christian Dahlager på det 12. og foreløbigt sidste retsmøde. Spørgsmålet om, hvorfor antallet af deltagere i sort blok er vigtigt, kunne ifølge Dahlager forklares med to bemærkninger. Den første er, at jo flere deltagere i sort blok, jo større må faren for ballade alt andet lige være. Den anden bemærkning er, at når politiet efter en til halvanden time blev klar over, at de mindst havde afskåret dobbelt så mange uskyldige, som de selv mente, at der var deltagere i sort blok, så måtte det indebære en særlig pligt til effektivt og navnlig meget hurtigt at sluse de uskyldige ud. Men som forløbet senere viste, så var det ikke det, der skete.

Derfor er politiet og Kammeradvokaten interesseret i at gøre den sorte blok så stor som overhovedet mulig, lød Dahlagers argumentation, hvorefter han gennemgik flere end 10 konkrete eksempler fra politiets samtidige observationer på gadeplan og fra helikopter, der viste, at sort blok højst udgjorde 200-400 deltagere.

Efter sommerferien skal Kammeradvokaten og de beskikkede advokater procedere, og derefter er det op til dommerne Anne Grete Stokholm, Martin Koch Clausen og Poul Gorm Nielsen at fælde dom. Afhængig af udfaldet vil den med stor sandsynlighed blive anket. Det interessante er selvfølgelig hvordan og hvor meget, byretsdommerne vil forholde sig til politiets masseanholdelser, herunder om der var det fornødne grundlag for at iværksætte dem. Det er samtlige masseanholdelser under COP15, som byretten kommer til at vurdere.

Men måske bliver der ikke noget at anke. For så vidt som Kammeradvokaten allerede har erkendt, at politiet ikke har noget bevis mod nogen af de 250 klagere, så er resten langt hen ad vejen et spørgsmål om jura, som retsformanden allerede har sagt.

En mulighed kunne være blot at tilkende sagsøgerne den ønskede erstatning uden nogen særlig uddybende forklaring. Hvis det bliver resultatet, efterlader det sagsøgerne med fyldte lommer, fordi de får erstatning for uberettiget frihedsberøvelse, og advokaterne får salæret betalt. Men sagsøgerne vil stadig stå med tomme hænder. Målet om en klar indskrænkning af politiets ‘ganske vide skønsmargen’ er ikke nået.