VI SKRUER tiden lidt tilbage. Hun er kun 14, kan alt, men ved intet. Hun er i fuld sving med at pakke det kræver sin far, så jeg tager med. Bøhmanden, der holdt mig vågen dengang, hed voldtægt, slagsmål, stoffer, druk jeg ville aldrig kunne tilgive mig selv, hvis der skete hende noget. Ved at være der blev det nemt at give. Give lov, give slip, give plads og ved at give fik jeg tillid, fortrolighed, tryghed og hvis vi skal skrue os lidt op: lidt mere af hendes kærlighed. Med hver vores plads i manuskriptet fik vi en uge paradis. Og mod på en ekstraforestilling året efter. Nu er hun 16, og vi er her for tredje gang. Hun ved en masse mere, men har derfor også smagt på både tvivlen og frygten. Jeg er her stadig jeg hører næsten til. Men det er bøhmanden også. Det er ikke de håndgribelige farer fra for to år siden: Hun er klog og fornuftig og kan tage vare på sig selv. Kender gamet og tager højde for det. Nej, det er langt værre: Hun er ved at blive voksen. Bevares, der er tid endnu, men det er på vej. Og hvem passer egentligt på de voksne? Man lægger ikke en 16-årig op til skulderen og nusser hende til ro sæt hun bøvsede. Men hvis ikke vi er her for at passe hinanden, hvorfor er vi her så? Kan jeg stadig nå det, jeg måtte have overset? Er en åben hånd lige så godt som en fast greb? Svaret ligger ikke i en nok så stor gryde chili beans. Pludselig er den vemod, vi oplevde på efterskolen i lørdags, også en del af mig.
TABET af overblik er også mere håndgribeligt. Nu kører festivalen for fulde gardiner. Alle rutiner fra de første fire dage er med ét værdiløse. Fastliggere i nusset og badegæster i hvidt blander sig med hinanden, og ingen har styr på noget. Smser kan være timer om at nå frem. Så Camp Fars stab har rigeligt at gøre med bare at finde hinanden. Løsningen kommer fra Pianisten. Han vil altid gerne stille alle tilfreds ellers var han nok blevet janitschar. Trukket ud i fuld længde måler den fem meter, og i toppen har vi bundet en orange dug med teksten FAR. Den står sin prøve torsdag aften ved Orange scene. Vidt fremmede mennesker bruger os som landkending, og på spørgsmål om, hvad det går ud på, svarer vi vittigt, at det er for, at vores far kan finde os. Prinserne og prinsesserne kvitterer også anerkendende pr. sms: I er nice, man er stolt, når ens tilhørende fædrelejr har en så tjekket stil og I skulle melde jer som årets camp. Helt godt er det ikke. Det er jo Camp Far, der med besindighed, døgnrytme og kvædete skal minde ungerne om, at der stadig er noget, der er normalt. I stedet indoptager vi deres normer, står langt over sengetid og lytter til popmusik, mens den ene svinger med en flagstang, og den anden råber:
miiiin tur!Hvem passer egentligt på de voksne?
Bøhmanden holdt sig væk i nat. Jeg har sensationelt sovet som en and i otte timer, dvs. i rap. Brugsvejlederen og jeg sidder med morgenhår og får en herresnak. Set upet er nyt, hidtil har vi bare været bekendte fra erhvervslivet. Vi har som alle andre hver vores Roskilde. Hans er plejet løbende gennem årene. Mit er, bortset fra lidt tågede erindringer fra tre årtier siden, helt nyt. Det er noget, jeg troede, man kunne blive for gammel til. Det byder på nye legekammerater. Det flytter rundt på mig. Det er en gave, jeg har fået af min datter.
Jon Jørgensen skriver ugen ud dagbog fra Roskilde Festival, hvor han foregiver at skulle passe på sin 16-årige datter
Følg løbende med i forsøget på www.twitter.com/jonjoergensen
Tidligere dagbogsafsnit på www.information.dk/roskilde
Kommentarer