Hvad er det for et language, du user?

Da jeg i 1949 som 14-årig var i USA, boede jeg hos en dansk-amerikansk familie i Pennsylvania, hvor manden i huset ved at høre min åbenbart uhøviske tale, udbrød:

»Hvad er det for et language, du
user?«

Det kom vi til at grine af, for det pudsige, ud over brugen af ordet
language,var naturligvis hans danske bøjning af ordet
‘to use’.Det var ganske forkert, og dog ganske begribeligt. Og det var en ganske enestående bøjning, troede jeg

Men allerede dengang ‘scorede’ og ‘headede’ fodboldspillere, og man ‘gamblede’ og ‘lockoutede’.

Eksemplerne fandtes, selv om de er flere i dag, hvor vi ‘shopper’, ‘googler’ og ‘surfer’, og de unge ‘dater’, ‘flirter’ og ‘twitter’, så det er en lyst.

Jeg ‘dropper’ eksemplerne. De er for mange, og vi lægger næppe mærke til dem i daglig tale

De er låneord fra engelsk, men de er anglicismer med et formål. Det er ikke blot låneord for ting som
jeanseller
sweater(eller butterfly, der faktisk hedder
bow tiepå engelsk). De bøjes og føjes ind i dansk grammatik, og vi inddrager flere og flere. Mange er da også så rart præcise, når man forstår at bruge dem. Derved bliver de en berigelse af sproget.

Er f.eks. anglicismen ‘en nørd’ (fra ‘
a nerd’) ikke et vidunderligt nyt ord at få ind i dansk? Det tilmed både lyder dansk og ser mageløst dansk ud. Han er bare så nørdet, men det er også nogle nørder, han omgås. Det vanskelige er, at ordet har to betydninger. Det kan bruges rosende, og det kan bruges nedsættende, alt efter sammenhængen. Der vil nok gå en halv generation, før det er forståeligt for alle, men så er det etableret, og tak siger jeg.

I England år 1030 ville en angelsakser fra det sydlige England sige til en viking fra Essex:

»Ic selle the that hors the draegeth mine waegn«(Jeg sælge dig hest(e), der trækker min vogn), og var det en handel, der gik den anden vej, ville vikingen sige til angelsakseren:
»Ek munu selja ther hrossit er dregr vagn mine«.(Jeg monne (ville gerne) sælge dig hesten, der trækker vogn min). Eksemplet er lånt fra professor Tom Shippey.

Angelsakseren talte
Old English,som sprogfolk kalder det, den anden, vikingen, talte Norse, et sprog fra Skandinavien (læs: dansk). Der var ikke de store forståelsesproblemer. De væsentlige ord er næsten ens. Og alligevel.
Old Englishhavde
‘that hors’,som betød en hest, mens
‘tha horse’betød to eller flere heste. Ville angelsakseren sælge vikingen en eller to heste? Det var ikke til at høre. Flertal i
Old Englishbestod af besværlige om- og tilskrivelser. I Norse var det enklere. Man brugte
‘hros’(hest) og det bestemte
‘hrossit’(hesten).

Fælles sprog

Med vikingernes erobringer kom Norse til at dominere store dele af England, og da det i mange henseender var et mere praktisk sprog end det rodet sammensatte
Old Englishmed dets blanding af mange fremmede sprog, fik det stor indflydelse. Hvis ikke Alfred den Store havde slået danskerne i slaget ved Ethandune (Æthandum) i år 878 og tvunget dem tilbage til Danelagen, havde Norse været dominerende. Nu gjorde den lærde kong Alfred en indsats for at fremme et fælles sprog, alle hans folkeslag kunne forstå og tale, og her kom Norse med dets praktiske opbygning ind. Det blev til det, sprogforskere kalder Middle English, og som vi med rette kan kalde grundlaget for vor tids engelsk. Som Robert McCrum siger det i
The Story of English:

»Thanks to the Danes, the language was given another dimension, more light and shade, and more variety«.(Takket være danskerne fik sproget en ekstra dimension, mere lys og skygge, mere variation).

Indflydelsen fra Norse ses og høres den dag i dag. Flere end tusind elementære, dagligord i vor tids engelsk som
‘they’, ‘get’, ‘till’og
‘both’kan føres tilbage til Norse. Man regner også som hovedregel, at ord, der begynder med en k-lyd (k eller q) eller sk stammer fra Norse.

At en række sted- og bynavne henføres til Danelagen og bosættelserne siger sig selv, f.eks.: York = Jorvik, Coppergate = Kobbergade, Grimsby = Grims By. Det samme er i øvrigt tilfældet i Normandiet, f.eks.: Languetot = Langetoft, Codebec = Kobæk, Yvetot = Ivetofta = Ivarstoft. Det vrimler med -tot’er og bec’er i Normandiet

Klager over sproget er lige så gamle som klager over vejret og vel lige så nytteløse. Siden koloniseringen af det nordamerikanske kontinent og dannelsen af USA har engelske sprogfolk af den gamle skole med lektor Blomme-fornøjelse kastet sig over amerikanernes ‘mishandling’ af engelsk, og man skal langt op mod vor tid for at finde engelske sprogfolk, der ser nytten af de amerikanske fornyelser og tilføjelser.

Udvikling og fornyelse

Læser man L.H. Menckens
The American Language(1919 - og senere udgaver), finder man citeret stribevis af ætsende protester mod ‘Americanisms’ og ‘Barbarisms,’ og hvad man ellers kunne finde på af skældsord, men kun få af de vrede professorer tænkte på, at deres herlige, klassiske engelsk er resultatet af tusind års påvirkninger fra andre sprog tilsat Albions egen kolorit.

Intet sprog er statisk, før det er dødt. Det levende sprog udvikler sig, fornyer sig, ja, selv enkelte ord fornyer sig. Da jeg var ung, betød ‘overhøre’ at lade som om man ikke hørte noget (den replik valgte jeg at overhøre).

Nu betyder ordet ofte at høre ved en tilfældighed (jeg overhørte Anne og Bea stå og snakke om dig). Som vidneforklaring i en retssag kan det vel skabe problemer?

Eller tag et ord som ‘mærkværdig’, der en gang betød ‘bemærkelsesværdig’. I dag betyder det kun ‘besynderlig’. Sprogfolk kan hundredevis af eksempler, og jeg føler med dem, der skal følge med og registrere, når en god, gammel sælger bliver en
‘account manager’eller jobbet som bestyrer af en iskiosk annonceres som
‘concession agent’.Skulle jeg søge en stilling i dag, ville jeg næppe ane, hvor jeg skulle vende mig!

Jeg mindes ‘At tænke sig’s’ kommentar til alt for ambitiøse jobbetegnelser, hvor de omtalte en »fru alimentationsbidragsmodtagerske Tea Jensen«.

Ret så lige ryggen

Mens jeg sad i tandlægens venteværelse, fordrev jeg tiden med et af de fremlagte blade. At det ikke var rettet mod mit ‘segment’ fremgik alene af forsiden:

»51 fantastiske
musthave+ 6
cool budget-looks« - »Shopping. Forårets accessories - stiletter, clutches, ballerinaer« - »Eksklusivt interview Sienna Miller
bye bye boho.Stilikonet er blevet voksen«.

Her er jeg lige ved at slutte mig til sprogrensernes kor i kampen mod anglo-amerikanske
‘vulgarism’.Men sproglig isolation går ikke i længden. Man kan begræde, når et sprog uddør, for med det uddør en kultur, men et flertal var (og er) sprog uden skrift og derfor vanskelige at bevare som andet end lydoptagelser uden kontakt med de talendes daglige tilværelse. Enhver kan forestille sig, hvad der går tabt af forståelse; men hvad ellers? Skrift-sprog har overlevelsesevnen.

Det engelske sprog, som nogle i dag frygter vil udkonkurrere det danske, er, som man ser, selv et hybridsprog af første rang. Forfatteren Daniel Defoe omtaler det som
»your Roman-Saxon-Danish-Norman English«.

Er det nu så slemt, om vi låner lidt tilbage af det engelske, der fra
Old English-rodet har udviklet sig til det praktiske sprog, der kendes og tales verden rundt. En udvikling, der naturligvis er sket over 1.000 år, men som tog fart med det britiske imperium, og ikke mindst med de sidste hundrede års påvirkning fra den amerikanske kulturimperialisme.

Historien fortæller om folkevandringer og invasioner, som ændrede landenes og folkeslagenes sprog og kultur. Vore dages invasioner udføres af relativt fredelige turister og internetbrugere i en global landsby, og især for sidstnævnte er der få grænser. Og gæt engang hvilket sprog, der dominerer på nettet. Det er ikke svært: Daniel Defoes gode gamle
‘Roman-Saxon-Danish-Norman-English«.

Skal vi så holde op med frygte forandringer og få rettet ryggen?
Whatever!

Poul Malmkjær er journalist og forfatter