FORVANDLINGEN er fuldbyrdet. Den begyndte den første nat for to år siden, hvor jeg halsede efter hende gennem stormen på hegnet og ind i hendes nyslåede verden, mens mine regler og paragraffer faldt som fluer, og jeg helt flad hen under morgenen mærkede lettelsen over, at hun har helt styr på et spil, jeg selv er blank i. Nu står vi med Camp Far-flaget foran Orange Scene og deler autografer ud og svarer på spørgsmål. Reimer Bo vil gerne vide, hvad vi ‘helt ærligt’ spiser til morgenmad, og Suzanne Bjerrrehuus synes, det ‘altså’ er ‘typisk’, at der ikke er plads til begge forældre i Camp Far. Det er flaget. Med medieeksponeringen i lørdagens avis er vi for alvor blevet hippe - ikke bare i kredsen af vores børn og deres 30-40 nærmeste. Både pianisten og jeg mærker det: Vi har ikke haft vores børn med på festival - det var dem, der havde os med. Nu er vi har omsider sammen - med hver vores show. Vores er forvandlet til en vittighed og må tænkes forfra - deres blomstrer i overskud, livsglæde og selvsikkerhed. Den lille finder mig og giver et kram med den arm, Livvagten ikke holder i. Far giver thai-box med fadøl, de giver en time af deres liv.

PIANISTEN, Vikaren og Brugsvejlederen har deres at se til, så jeg hægter mig på en gammel ven. Vi cruiser rundt i natten fra scene til scene. Der er pludselig god plads, når alle andre går Orange. Både til os og til en sidste dans med Pivedyret og Bøhmanden i mit hoved. Hjertet ved, det er forbi. Foran teltet et par timer senere kommer hjernen med: Jeg tager mig i at klappe på lommerne efter mine nøgler, som jeg altid gør ved hoveddøren derhjemme. Så var det vist dét.

EN teaterforestilling i tre akter for avispapir er slut. En fantasi fra den virkelige verden om en far, der tager med sin datter på festival. Første, anden og tredje gang. Jeg er den eneste, der har medvirket frivilligt. Resten har ikke haft noget valg. Så meget desto større tak - og undskyld. Der blevet snydt lidt undervejs - man er jo ikke en sladrehank. Ingen er blevet skildret 1:1 og slet ikke efter fortjeneste. De er alle sammen langt bedre i virkeligheden - det ved os fra Camp Far med sikkerhed, vi var der selv. Faste læsere vil vide, at to af de medvirkende er mine døtre. De er i skønhed i en klasse for sig, kan jeg godt vurdere helt nøgternt. Jeg takker ydmygt af herfra. Ikke fordi, de nu kan klare sig selv; det har også den mindste kunnet længe, men nu skal de have lov at være i fred. Jeg bøjer mig i støvet - der er nok af det - og håber, jeg har opført mig ordentlig. Så kan det være, at de om mange år fortæller en historie til deres børn om, da mor var en lille pige, og morfar tog os med på festival, og vi fik lov at være længe oppe, og han lavede mad i stor gryde, og vi fik lov at larme så meget, at han måtte sove med ørepropper, og han sagde ikke noget til, at vi smed ispapiret på jorden, eller at vi skulle huske at børste tænder. Men nu skal I altså lægge jer ned og sove, børn … Hvis de får historien derfra, kan det være, at de små med tiden vil synes, det er synd, at morfar ikke længere har kræfter til selv at tage på festival - og de så får den fjollede idé at tage ham med. Se, dét ville være et rigtigt eventyr.

Jon Jørgensen har de tre sidste år skrevet dagbog om at tage på Roskilde Festival for at passe på sine børn. Især den yngste, der var 14 år første gang. Dette er sidste afsnit.

Tidligere dagbogsafsnit på www.information.dk/roskilde