Coney Island, New York – Så kommer man gående der langs stranden en søndag eftermiddag mellem Coney Islands pariserhjul, travle hotdog-boder og forbrændte badegæster, og pludselig er der højttalere og housemusik og dansende skikkelser midt på promenaden.
Der er de helt excentriske, som straks fanger blikket: En lillebitte asiatisk herre, som ikke kan et ord engelsk, men i hvert fald har rundet de 50; iført skjorte, slips, hat og handsker selv om temperaturen nærmer sig 35 grader – og helt fortabt i sine dansetrin. En pige er i tårnhøje nittebesatte stiletter. Og en fyr laver piruetter på rulleskøjter.
Der er også unge og gamle, tykke og tynde, alle mulige typer dansere og alle optaget af musikken og hinanden. Men der er ingen dørmand og intet look, der ikke er velkomment, fortæller arrangøren Rican Vargas.
Hans mål er at genskabe ånden fra den legendariske New Yorker-klub Paradise Garage, som lukkede i 1987:
»Jeg er en gammel queen fra dagene på Paradise Garage, og jeg fik en ide: Jeg ville gerne sætte fokus på autisme, og jeg ville gerne holde fester,« fortæller han.
Resultatet blev foreningen Coney Island Dancers med p.t. tæt ved 1.000 medlemmer, som Vargas har interviewet personligt hver og en: » Jeg vil se, hvem de er, se dem i øjnene og sikre mig, at de har den rette indstilling.«
Bliver man medlem, kan man danse på promenaden, den legendariske såkaldte boardwalk, hver weekend fra maj til september.
Tid til forandring
Om vinteren er der fest en gang om måneden kun for medlemmer. Om sommeren er alle velkomne – også de badende nede fra stranden og de forbipasserende, der bare vil have en dans eller to:
»Jeg tænkte: Det er tid til forandring. Der er masser af dyre events og fashionable indendørs fester over det hele, men hvem gider betale for en svedig, dyr, overfyldt hot-ass klub, når man kan tage til stranden og danse til langt ud på natten her? Jeg har et godt forhold til politiet og de lokale, så de giver mig lang snor, for de ved, at hvis det skulle gå over gevind, så trækker jeg stikket med det samme,« siger Vargas.
Hvordan ville han beskrive festernes særlige ånd i tre ord? »Fri, fri og fri! Jeg er øverstkommanderende for Coney Island Dancers, og vi tager ikke imod ordrer fra nogen!«
Det er min terapi
Ude på sidelinjen har to veninder taget plads i medbragte klapstole. Det gør de stort set hver weekend, for »house-musikken er på en gang energisk og spirituel. Den er min terapi,« forklarer Victoria: »Der er ingen vulgaritet, sangene handler om kærlighed, om at gøre det rette, om de åndelige værdier i livet. Det er skønt! Og aldersgennemsnittet er godt, her er unge, men også mange i 30-40’erne og ældre.«
Selv er hun over 50 og har arbejdet som embedsmand i New Yorks bystyre i 21 år:
»Og min veninde er politiofficer. Her er masser af etablerede typer med job og hus og familie. Det bedste er blandingen af racer og mennesketyper. Det har hjulpet mig mange gange, f.eks. efter min skilsmisse, for det er opløftende at være her, der er terapeutisk værdi i house og disco, som man ikke finder andre steder.«
Politikvinden Yvette, 44, tilføjer, at hun altid har elsket at danse: »Og jeg har også altid været god til det. Det får mig til at føle mig fri, alt er åbent og frit, og man er som en fugl på himlen, man kan flyve! Her er ingen skyderier og ingen stoffer, kun god energi og masser af dansende mennesker, og når man har et arbejde som mit, så har man brug for et sted, hvor der er ro og frihed.«
Mange af danserne har været til house, så længe de kan huske. ’House Heads’ kalder de sig. Eller bare ’Heads’, fortæller en mand, der strør babypudder på gulvet:
»Det plejede vi også at gøre på klubberne, så man bedre kunne bevæge sig og glide. Nu giver vi traditionen videre og håber, at de unge overtager. Men når du ser pudder på dansegulvet, så kan du godt regne med, at der er gamle Heads i nærheden.«
Også 42-årige Roxanne har tilbragt årevis af sit liv på klubberne, men nu er stranden det bedste, hun ved:
»Nu danser jeg her og holder stadig formen,« siger hun og kigger tilfreds ned ad sin skikkelse, iklædt stram rød top og skinnende sølvgamacher:
»Det hele handler om at være sig selv. Her er der kun kærlighed og nydelse. Jeg elsker det, jeg ELSKER det,« hviner hun: »Hvis det stod til mig, så dansede vi herude hver dag.«
Selvtillid i top
Der er ellers masser at være bekymret over i USA for tiden: Økonomisk krise, oliekatastrofe og dræbte soldater i Afghanistan for bare at nævne et par emner. Tager man et mere langsigtet perspektiv, så har USA mistet både økonomisk og politisk status de seneste årtier. Men en ting har amerikanerne i behold: selvtillid.
I OECD’s seneste såkaldte PISA-måling af skoleelever var USA’s 15-årige faldet ned på en samlet 21. plads inden for naturvidenskab. På et enkelt parameter lå de imidlertid helt i top: troen på egne evner.
Går man rundt i New York, kan man se det samme på de fleste fortove: Kvinder og mænd, der har klædt sig på for at blive set, uanset kropsform, alder og race. Lige så overvægtige og usunde, amerikanerne kan være, lige så krops-, mode- og selvbevidste er en del af dem også. De får farvet hår og filet negle, løber i parken og dyrker yoga og fitness på livet løs. De klæder sig i vilde farver og kostumer. Og som Roxanne holder de af at dele komplimenter ud til højre og venstre – både til sig selv og andre.
Ved house-festen bliver der jublet og klappet, når en danser laver et særligt lækkert move. Ingen virker spor generte eller hæmmede, selv om solen bager og hverken deller, rynker eller svedskjolder kan skjules i mørket.
»House går på tværs af farve, køn, race og alder,« forklarer Sandra, 52, endnu et House Head, der i dag arbejder som fitness-træner:
»Alt, hvad man har lyst til, kan man gøre derude,« siger hun og nikker mod det pudrede dansegulv: »Ingen dømmer eller glor eller griner her. Ingen råber: ’Du kan ikke danse!’ Man får motion, og man bestemmer selv. Og hvis de endelig griner, hvad så? Så har man givet andre et godt grin. Jeg kom på klubberne i gamle dage, og jeg siger dig: Der er præcis samme stemning her. Men min generation er blevet ældre, så nu giver vi faklen videre.«
Hun spejder igen ud over dansegulvet, hvor 25-årige Yuri giver den gas i knaldgul sommerkjole. Både faklen og budskabet ser ud til at være modtaget.
For 100 år siden var Coney Island stedet, hvor newyorkerne tog hen for at forlyste sig. Med hot dogs og lykkehjul og swingmusik, skæggede damer og solnedgang ved stranden. Siden gik det ned ad bakke – med morskaben, med økonomien og med USA’s image ude i verden.
Nu mener de lokale, at det er tid til at dyrke kulturen igen, ikke den fine og konservative, der får statsstøtte, heller ikke den kommercielle i massemedierne, nej, den ægte lokale populærkultur. Men hvad er amerikansk kultur anno 2010?
Dette er den tredje artikel i serien. De første to blev bragt den 28. og 30. juni.
Kommentarer